Kommentar

Demokratiske åbningstaler skrives ikke på Christiansborg

Hvis vi skal overvinde ’nødvendighedens politik’, må vi fokusere mindre på Christiansborg og mere på det demokrati, der udleves andre steder
3. oktober 2014

Birgitte Nyborg fortalte os i sin åbningstale i tv-serien Borgen, at »alle danskernes håb om en bedre fremtid er rettet mod Christiansborg«. Og når statsminister Helle Thorning-Schmidt på tirsdag holder sin åbningstale, vil landets toneangivende medier traditionen tro diskutere, hvordan »kursen for Danmark nu er lagt for det kommende år«.

Engang kunne danskerne håbe på mere velfærd og demokrati. I dag opfordres vi til at håbe på skånsomme forringelser: »I 10’erne skal vi blive ved med at træffe beslutninger, også de svære. Så vi får alle med gennem krisen,« sagde Helle Thorning-Schmidt i sin åbningstale sidste år. En henvisning til, at vi blot må håbe på det bedste, når politikerne gør, hvad finansminister Bjarne Corydon kalder »det nødvendige«.

Noget fundamentalt har ændret sig. Bag de årlige ritualer – åbningstale, finanslov, meningsmålinger – finder vi en tendens til en gradvis tilbagerulning af velfærdsrettigheder. Denne tendens bør ikke kun ses i lyset af den seneste økonomiske krise, da tendensen har været gældende siden Murens Fald. Pensionsalderen er blevet sat op, efterlønnen afskaffet og både kontanthjælp for unge og førtidspension er blevet kraftigt forringet. Samtidig er offentlige arbejdspladser blevet afdemokratiseret gennem privatisering, senest i DONG.

Folkeskolelærerne, sygeplejerskerne og hjemmehjælperne er blevet sat under detailstyring og tidspres. Uligheden er i Danmark steget hurtigere end i de omkringliggende europæiske lande, selv om den danske økonomi har præsteret godt.

Gevinsterne af den økonomiske vækst fra slut-90’erne og 00’erne blev ikke omfordelt. Siden krisen har der været et bredt folketingsflertal for, at byrden skulle lægges på befolkningens snarere end på bankernes skuldre.

Regering under pres

At så meget forværres betyder dog ikke nødvendigvis, at politikerne handler af ond vilje, men blot at de økonomiske kræfter har ringe modspil. Regeringer er hverken helt frie eller helt bundet af økonomiske love. En regering balancerer snarere mellem forskellige samfundsmæssige og økonomiske kræfter, og dens magt er derfor begrænset.

Den er under konstant pres, men har dog rum til at hælde til den ene eller den anden side.

Men når de sociale kræfter er uorganiserede, får den økonomiske magt overtaget. Spørgsmålet er derfor, hvordan vi genopfinder et demokrati, der følger befolkningens ønsker snarere end markedets.

Svækket fagbevægelse

Da de sociale kræfter var bedre organiserede og derfor stærkere, kunne fagbevægelsen skabe velfærdsstaten. Danmark var i det 20. århundrede kampplads for arbejderbevægelsen, som via strejker krævede sociale og økonomiske forbedringer.

Denne bevægelse fik succes, da de borgerlige frygtede, at åbne konfrontationer med arbejderne ville føre til tabte gevinster og øget opbakning til kommunisterne og andre revolutionære organisationer med potentiel støtte fra Øst. Derfor så de borgerlige sig nødsaget til at indlede forhandlinger med arbejderbevægelsen.

I dag ser mange af Folketingets socialdemokrater denne kamp som overstået, mens andre end ikke vil indrømme, at fortidens sejre blev bygget på solidarisk organisering, som hovedsageligt fandt sted igennem en kampvillig fagbevægelse.

Samtidig har fagbevægelsen aldrig turdet stå ved, at den kommunistiske trussel var med til at give den tyngde. Så da denne trussel forsvandt, var det svært for fagtoppen at forstå, hvorfor arbejdsgiverne blev mindre og mindre villige til at give sig. I stedet for at højne kampviljen for at kompensere, stod man pludselig svækket. Og uden en alternativ strategi begyndte medlemmerne ikke overraskende at sive fra både fagbevægelsen og Socialdemokraterne. I dag dominerer markedskræfterne de sociale kræfter.

Lad os tale om organisering

Men vi er nødt til at komme ud over den idé, at magt alene strømmer fra de valgte på Christiansborg. Magt er også den sociale indflydelse og den relative uafhængighed fra markedskræfterne, som kooperativer, fagforeninger og andelsbevægelser kan tilbyde. Magt opbygges også i hverdagen, når folk sammen forsøger at opnå, hvad de ønsker og har brug for.

Politikerne på Christiansborg kan forbedre betingelserne for disse demokratiske magtformer, men ikke opbygge dem.

Virakken omkring åbningstalen tyder på, at den politiske elite og medierne hverken forstår sig på historien eller på magt. Når al opmærksomhed og håb rettes mod Christiansborg, bliver vi dummere og demokratiet svagere.

Opfordringen må derfor være: Lad os give mere opmærksomhed til alle, som organiserer sig, alle som forsøger at tackle deres problemer sammen i stedet for alene. Lad os tale om organiseringsgrad og ikke kun meningsmålinger og Christiansborg-alliancer. Lad os tale om demokrati på arbejdspladsen og ikke kun om jobskabelse, om fællesskab og solidaritet i hverdagen og ikke blot om vækst.

Hvis politikerne igen må handle under pres fra et organiseret samfund, kan de sidste årtiers tendens vendes. Så kan demokratiet igen få ilt, og åbningstalerne kan komme til at handle om fælles projekter for det bedre i stedet for centraliseret administration af »nødvendighed«. For demokrati handler, ligesom magt, ikke kun om regeringsmagt, men om deltagelse og organisering, om med- og selvbestemmelse.

God åbningsdag!

Selskabet for Kritisk Samfundsforskning er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at stille spørgsmål ved det aktuelle samfund og dets udvikling.

Esben R. Thomasen Baek har læst sociologi og økonomi i Danmark og USA

B. R. Hansen er ph.d. og har studeret i Danmark og England.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Stilling
  • Dorte Sørensen
Rune Stilling og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu