International kommentar

Ensomhedens tidsalder tager livet af os

Hobbes førsociale tilstand – alles krig mod alle – var en myte. Men vi er på vej ind i en postsocial tilstand, som vore forfædre aldrig havde kunnet forestille sig. Vores liv er i færd med at blive væmmelige, rå og lange
21. oktober 2014

Hvad kalder vi den tid, vi lever i? Det er ikke informationsalderen: De folkelige uddannelsesbevægelsers kollaps har efterladt et hul, som er blevet udfyldt af markedsføring og konspirationsteorier. Ligesom stenalderen, jernalderen og rumalderen fortæller den digitale tid en hel del om vores artefakter, men meget lidt om vores samfund. Antropocænen, en epoke i hvilken mennesker sætter et massivt aftryk på biosfæren, kan ikke anvendes som en måde at skelne dette århundrede fra det forrige. Hvilken tydelig social forandring gør vores tid forskellig fra de tider, der er gået forud? I mine øjne er det indlysende. Dette er ensomhedens tidsalder.

Det er vanskeligt at skyde mere forbi målet end Thomas Hobbes gjorde, da han hævdede, at i naturtilstanden, før der var etableret autoriteter, som kunne holde styr på os, befandt vi os i en tilstand af »alles krig mod alle«.

Vi var tværtimod sociale væsner helt fra begyndelsen, en slags pattedyrsbier, som er aldeles afhængige af hinanden. Vi bliver, i langt højere grad end andre arter, til gennem kontakt med andre.

Farligere end Ebola

Den tid, vi nu går ind i, hvor vi lever adskilt, er ulig nogen anden forudgående tid.

For tre måneder siden kunne man læse, at ensomhed er blevet en epidemi blandt unge voksne. Nu kan vi konstatere, at denne lidelse er mindst lige så udbredt blandt ældre mennesker.

En undersøgelse udført af Independent Age viser, at alvorlig ensomhed præger tilværelsen for flere end 700.000 mænd og 1,1 millioner kvinder over 50 år i England, og antallet af ensomme stiger med foruroligende hast.

Ebola kommer næppe til at tage livet af nær så mange, som denne sygdom får bugt med. Social isolation er lige så medvirkende til for tidlig død som at ryge 15 cigaretter om dagen. Forskning peger på, at ensomhed er dobbelt så dødelig som overvægt. Demens, højt blodtryk, alkoholisme og ulykker er, ligesom depression, paranoia, angst og selvmord noget der oftere rammer folk, hvis sociale relationer er blevet ødelagt. Vi kan ganske enkelt ikke klar os uden andre.

Ja, fabrikkerne er lukket, folk transporterer sig i bil i stedet for bus, bruger YouTube hellere end biografen. Men disse forandringer kan ikke i sig selv forklare den hast, hvormed vores sociale rum kollapser. Disse strukturelle forandringer har været ledsaget af en livsfornægtende ideologi, som tvinger os ud i og fejrer social isolation.

Alles krig mod alle – med andre ord konkurrence og individualisme – er vor tids religion, og den bliver udspredt gennem en mylogi af enspændere, små selvstændige, iværksættere, selvgjorte mænd og kvinder, som klarer sig alene. For det mest sociale af alle væsner, et væsen, som ikke kan trives uden kærlighed, findes samfundet ikke længere, tilbage er kun heroisk individualisme. Det gælder ikke om at være med, men om at vinde.

Britiske børn ønsker ikke længere at blive togførere eller sygeplejersker – flere end hver femte svarer, at de »bare gerne vil være rige.«

Også vores sprog har forandret sig, så det afspejler denne forandring. Den mest svidende fornærmelse er nu at blive kaldt ’taber’. Vi taler heller ikke længere om mennesker, vi taler om individer. Vi kan knapt forme en sætning uden at individualisere den.

Tv som selskab

En af de mest tragiske konsekvenser af ensomhed er, at folk vender sig mod deres fjernsyn for at finde trøst. To ud af fem ældre mennesker angiver deres tv som deres primære selskab. Denne selvmedicinering forværrer blot sygdommen. Økonomer ved Milano Universitet mener, at fjernsynet forstærker indkomst-lykke-paradokset: Det faktum, at når bruttonationalproduktet stiger, stiger lykken i befolkningen ikke tilsvarende. Det punkt, hvor tilfredsstillelsen venter, bliver ved at fortone sig i horisonten, uanset hvor langt, vi kommer frem i verden.

De samme forskere har fundet ud af, at jo mere tv, man ser, des mindre følger lykkefølelsen en evt. stigning i indkomst. Fjernsynet sætter hastigheden i den hedonistiske trædemølle op og tvinger os til at stræbe stadigt mere intenst for at opretholde samme grad af tilfredsstillelse.

Hvad er så meningen med det hele? Hvad får vi ud af denne alles krig mod alle? Konkurrence driver væksten frem, men væksten gør os ikke længere rigere. Tal fra sidste uge viser, at selv om virksomhedernes indkomst er steget med en femtedel, er arbejdernes realløn faldet. Cheferne tjener – jeg mener tager – 120 gange mere løn end den gennemsnitlige fuldtidsarbejde. I 2000 var det 47 gange mere.

Og selv hvis konkurrence gjorde os rigere, ville den ikke gøre os lykkeligere, eftersom tilfredsstillelse fra stigende indkomst ville blive undergravet af presset fra stadig hårdere konkurrence.

Den rigeste ene procent ejer næsten halvdelen af verdens rigdom, men selv ikke de er lykkelige.

En undersøgelse udført af Boston College har vist, at mennesker med en gennemsnitlig formue på 78 millioner dollar følte sig plaget af angst, utilfredsstillelse og ensomhed. Mange af dem følte sig tilmed økonomisk usikre, og angav, at hvis de blot havde i gennemsnit 25 procent flere penge, ville de have, hvad de havde brug for.

På vejen hertil har vi ødelagt jordkloden og vores livsbetingelser, opgivet vores frihed og trivsel til fordel for tvangsneurotisk, atomiserende, glædesløs hedonisme. Og nu hvor vi har opslugt alt andet, er vi begyndt at æde af os selv.

Hobbes førsociale tilstand var en myte. Men vi er på vej ind i en postsocial tilstand, som vore forfædre aldrig havde kunnet forestille sig. Vores liv er i færd med at blive væmmelige, rå og lange.

George Monbiot er forfatter

© Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Anne Eriksen
  • Niels Mosbak
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Torsten Jacobsen
  • Niels-Simon Larsen
Kim Øverup, Anne Eriksen, Niels Mosbak, Mikael Velschow-Rasmussen, Torsten Jacobsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

En skam at så få kommenterer Monbiots artikler. Han er ellers en af de bedste miljøklummeskrivere i verden.
Der er politisk saft og kraft over hans klummer. Altid har han fat om de største miljøforbrydere og taler altid til fordel for den natur, der bliver mast under store hurraråb.

Lise Lotte Rahbek

Jeg mangler en nærmere definition af ensomheden, der her tales om.

Jeg har lagt øre og øjne til utallige jerimiader om tidsåndens ensomhed. Kaskader af jammer over, at alle kun taler om sig selv, tænker på sig selv, arbejder for sig selv og ingen tænker på.. mig.

Hvis vi skal tale om ensomhed, så lad os dog for hulan tale om ensomhed, forskellige former for ensomhed og gerne ensomhedernes funktion og om den ikke er en rungende realitet for så godt som alle mennesker. Og hvad og om der skal gøres noget ved den.

Svedsken på disken, tak.

Mikael Velschow-Rasmussen

ad N-S:
Jeg synes altså, jeg gør hvad jeg kan for at læse Monbiot hver gang :-)
Men vil fremover forsøge at kommentere noget mere ... LOL

ad L-L (svedsken på disken):
Jeg læser det her med ensomhed som ikke blot den medicinske diagnose (fysisk ensomhed) - der medfører alle de forfærdeligheder der nævnes, men også som den (digitale) ensomhed vores moderne samfund systemisk frembringer, idet vi tilbringer mere og mere tid foran en eller anden skærm i stedet for i direkte fysisk kontakt med andre mennesker.

Jeg synes eksemplerne (YT, FB, TV, Informations debat sider for den sags skyld) alle viser det her med at fx. vores 'arbejde' er blevet mere og mere atomiseret og mindre og mindre fællesskabs-betinget. (vi organiserer os ikke længere i grupper, men skal alle forestille at være individer der maksimerer egen profit).

Et dejligt paradoksalt eksempel fra min egen faglige virkelighed er det her med 'collaboration'; ideen om gruppen, hvor resultatet er direkte proportionalt med gruppens størrelse (aller helst med bedre end lineær proportionalitet). Collaboration er fx. noget med Video konferencer, Sharepoint-portaler, chat logs, SW systemer med journalisering, etc.
Jeg mangler stadig at være med til et projekt, hvor jeg i praksis har set dette medføre andet end individer ved hver deres skærm der stort set alle blot modarbejder hinanden.

Erhvervslivet fx. hyler så meget op om det her med kreativitet og innovation.
Det er ret enkelt: Disse ting bobler op af sig selv, når grupper er fysisk sammen og samarbejder fremadrettet ..... Ups !! .... nu kom jeg vist for langt ud af en tangent ....

Det korte svar til L-L var noget med at vi må tilbage til det her evolutionære bologiske princip med at homo sapiens fungerer bedst i samarbejdende grupper der er fysisk sammen.
(både i erhvervslivs-sammenhæng samt mere generelt i forbindelse med 'The human condition')
Hvordan - vi så lige gør det - er selvfølgelig både komplekst og besværligt :-)

Lise Lotte Rahbek

Michael V-R

Ah, jamen lad mig endelig opremse et par muligheder for ensomhed:
- Den rent fysiske afskårethed fra andre mennesker. Altså den du også selv er inde og beskrive, hvor menneskene ikke befinder sig i samme rum.
- Den mentale ensomhed. Fornemmelsen af at føle sig afskåret fra at forstå eller blive forstået/set af andre mennesker. Man kan sagtens befinde sig fysisk iblandt en større gruppe mennesker, hvor det udefra ser ud til at man er 'en af dem'.
Det LIGNER ikke ensomhed, men kan sagtens føles sådan.

Hvem skal definere ensomhed?
Er det udefra, de, som noterer sig at et menneske ser ensom ud - eller er det personen selv, som definerer hvornår h*n er ensom?

jeg tror alle kender til følelsen af ensomhed, men.. hvad nu hvis alene-hed og ensomhed bliver forvekslet i bedste mening, og mennesker pludselig skal tvangsindlægges til at være sociale med mennesker, de ellers ikke har meget tilfælles med,
bare fordi de ikke må være alene, da nogen har defineret ensomhed = alenehed?

Kim Øverup, Gert Selmer Jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ Lise Lotte Rahbek
Det er det svar man giver til den amerikanske præsident når han spørger hvordan man får en ven i Washington.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Lise Lotte Rahbek
"køb en hund" kommentaren var møntet på artiklen, ikke dit indlæg.

med venlig hilsen
Lennart

jan henrik wegener

Monbiots syn virker ret ensidigt og jeg tvivler lidt på at "hans side" at se tingene fra ubetinget er den rigtige.
Er f.eks. "fællesskaber" ubetinget gode? En "tilbagevenden" (hvis det er det der ønskes)til "gammeldags" fællesskab kan indebære en større vægt på at sætte nye mennesker til verden og alt andet lige øget fødselsoverskud og befolkningsvækst.
Jeg må da også indrømme at jeg ikke tror på hans syn på os som naturligt værende "pattedyrsbier", men snarere at vi er meget sammensatte væsener, der har både meget sociale sider og det modsatte. Det virker ikke som om en lille bi kan rumme dette.
Så jeg har stor skepsis modf "Monbiotisme" må jeg indrømme.

Gert Selmer Jensen

Tvungne fællesskaber kan virkelig være en byrde. Familiære såvel som andre.
En selvvalgt "visa versa" partner, kan være en velsignelse. Men ellers vil jeg påstå at omfattende
omgang med mennesker, generelt, kan være belastende. Her foretrækker jeg dyr og planter.!
Hvis vi nu skal være rigtig Nihilistiske, vil jeg nævne et af min afdøde fars ordsprog.:
"Jo mere jeg lærer mennesket at kende, jo mere kommer jeg til at holde af dyr".
Jeg har klart arvet en "rem af huden".