Min far vil gerne dø, men han kan ikke få lov

Han kan få al den hjælp til at forlænge livet, han ønsker. Men han kan ikke få lov til at dø. Det er hans eneste ønske
2. oktober 2014

Dengang min far stadig kunne køre på sin el-scooter, kørte han af og til op på Christianshavns Vold og sad lidt på en bestemt bænk. Han boede lige ved siden af, i en ældrebolig, han kunne godt klare den tur. Jeg var med ham deroppe en dag. Jeg cyklede, han kørte på el-scooteren. Vi satte os ned. Gartnerne fra Vej og Park havde ikke været forbi længe – der hvor jeg sad, stak lange kviste fra hækken frem mellem bænkens rygstøtte, så man fik de bløde, grønne kviste i nakken og baghovedet. Men ikke ovre på min fars sædvanlige plads.

Han havde haft en køkkensaks med derop og klippet alle de kviste væk, som stak frem, der hvor han skulle sidde. Det var i sommer. Nu ligger han i sengen det meste af dagen.

Min far vil gerne dø, men han kan ikke få lov. Han kan få al den hjælp til at forlænge livet, han ønsker. Han kan få al den medicin, han vil. Han kan få noget for fordøjelsen. Han kan få noget mod svamp. Han kan få noget for energien og humøret og appetitten. Han kan få hjælpemidler gratis. Han kan få pleje og omsorg og støtte. Han har adgang til den ypperste ekspertise inden for smertelindring. Men han kan ikke få lov til at dø. Det er hans eneste ønske. Og ingen kan ikke få lov til at hjælpe ham. Det er et paradoks. Det er hans liv, men han bestemmer ikke over det.

Min far er terminalt syg, som det hedder. Han er ved at dø, men det går så langsomt, så langsomt. Han har kræft i knoglerne og sikkert også andre steder.

Han er invalideret og har stort talebesvær efter en blodprop i hjernen for to et halvt år siden. Han sover, så meget han kan få lov til, men hver anden time skal han på toilettet, og det tager en halv time hver gang, så han er udmattet, konfus og afkræftet.

Men ikke afkræftet nok, til at kroppen sætter helt ud. Det kan tage længe endnu, kan jeg forstå på sygeplejerskerne.

»På et tidspunkt vil jeg ikke leve længere,« sagde han for et par år siden.

Det var efter blodproppen. Han var invalideret, både fysisk og kommunikativt, og han vidste, at kræften på et tidspunkt ville tage fart. –

»Så vil jeg have, at det skal slutte,« sagde han.

»Ja,« svarede jeg. Selvfølgelig. Det var så let at sige dengang. Og det har været indlysende for mig hele tiden. Selvfølgelig skal man have lov til at dø, hvis det er det, man vil. Men det er ikke let at dø. Det er svært. Og man kan ikke få hjælp til det. Det er ikke lovligt at hjælpe andre til at dø.

»Hvad skal så jeg gøre,« spørger min far mig. »Hvad skal jeg gøre?«

»Jeg ved det ikke,« svarer jeg, igen og igen. »Du må vente. Vi må vente. Vente på, at kroppen giver op.«

Og det gør vi så. Han venter, og vi venter. Han er blevet flyttet til Hellerup, til et hospice. Hvis man er heldig, får man en plads her, mens man venter på at dø. Vi har været heldige.

Min far kan ikke få hjælp til at dø, men han kan få et trygt sted at vente. Vi er glade for, at han har fået den plads. Selvfølgelig er vi det.

For vi affinder os med situationen, ligesom han gør det. Vi har ikke noget valg. Vi venter. Min far venter. Hans krop er blevet hans fjende. Den makker ikke længere ret, den tjener ham ikke længere. Den har mistet sin funktion. Men den vil ikke slippe ham helt. Den lader ham blive hængende der, mellem liv og død. For lidt i live og for lidt død, eller for meget død og for meget i live.

Min far vil gerne dø, og jeg ville ønske, at han kunne få lov. Jeg ønsker heller ikke længere, at han skal leve videre, når han ikke selv vil – ikke engang for min skyld. Jeg kan ikke få det over mit hjerte at nægte ham hans eneste ønske. Eller rettere, det ville jeg ikke kunne, hvis jeg havde et valg. Men det har jeg ikke.

Han er dødeligt syg, kræften spiser ham op indefra, det er formentlig et spørgsmål om måneder, men han kan ikke få lov selv at sige stop nu, hvor alt er håbløst og meningsløst.

Den dag oppe på Christianshavns Vold brækkede jeg de mest irriterende kviste af på pladsen ved siden af. Så satte jeg mig ved siden af ham. Der sad vi lidt. Vi kiggede ud over vandet. Vi talte om, at vi burde have taget kaffe med. Jeg tænkte: Det gør vi næste gang. Men vi har ikke været der siden.

Min far vil gerne dø, og jeg kan ikke hjælpe ham. Hvem ejer livet? Det tænker jeg en del over for tiden.

Julie Top-Nørgaard er pædagogstuderende og skribent

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Maria Thomassen

Kære Julie. Hvor er jeg ked af at din far er så syg og ikke kan gøre andet end at vente. Godt han har dig. Og godt at du har skrevet det her indlæg. Hvis ikke dette kan overbevise de, der er imod aktiv dødshjælp om at enhver har ret til selv at bestemme over sit liv (og død), så ved jeg ikke hvad.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Jørnvig

For 2 år siden fyldte min mor 80 år og til festen sage jeg som en joke. Nu for du brevet med den røde pille og et venligst "skrup af du koster bare penge!". Alle min mors jævnaldrene istemte at en sådan "farvel" pille ville de gerne have, så de selv kunne bestemme hvornår de skulle dø. Det skal nok siges at de fleste var enker og enkemænd og ensomheden, når vennerne dør en efter en, er ikke ligefrem morsom. Jeg forstår i dag at det var ikke bare en joke med et reelt ønske fra mange gamle, der gerne når sygdommen rammer, ville kunne sige farvel med værdighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Laust Holst

Lige inden min far skulle på plejehjem fik han en maveblødning, der kunne have endt hans liv i løbet af et døgn, dersom man ville have fulgt hans og familiens ønske om give ham tilstrækkeligt smertestillende, og lade ham få fred! Men nej, den 91'årige der aldrig før havde være syg og altid klaret sig selv fik behandling efter alle 'kunstens regler' og 'henvist' til 1½ år i den 'transit', plejehjem, der var det eneste min frygtløse far, nogensinde frygtede!
Hvorfor mon, skulle han? For mig er det ubegribelig, og havde jeg haft adgang til en effektiv måde at udfri ham, et gammelt udslidt menneske, på, havde jeg gerne taget et ½ års tid eller mere i spjældet, så han kunne være sluppet for turen i 'skærsilden'!
Er selv de fire snese, frisk og rask, men lur mig om jeg ikke formår at undgå mine 'bødler' og selv tage affære, i tide?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for georg christensen

LIVET´s ejer, er den som er ihændehaveren, og her er der ingen tvivl om "ejerskabet". Problemet er altid, når udenforstående alt for ofte mener at de har "eneretten" til viden om anderledestænkende.

Når modet til LIVET, ikke længere er tilstede, og nye muligheder, virker håbsløse, mener jeg, at tiden må være kommet til måske en for tidlig afsked, en afsked, som jo alligevel et sted i fremtiden bliver realiteten. En afsked, værdig, og uden et følt "tortur", må da være at foretrække.

Jeg forstår heller ikke problemet ved den nuherskende mærkelige tvesidige livs opfattelse.

Når jeg skriver dette, skyldes det måske bare, at jeg betragter mig selv som ateist, og ikke har nogen følelser overfor religiøse magtbegærlige "glaskugle" terrorister af alle arter.

anbefalede denne kommentar