Kronik

De fleste af os har mere, end vi fortjener

Jeg er ikke socialist af misundelse. Lad blot de velaflagte bruge deres penge på luksustosserier. Når jeg taler for et systemskifte, er det, fordi kapitalismen med markedsmekanismen som styringsinstrument har haft sin tid
En 46-tommers fladskærm titter frem fra bagsædet af en hvid Lamborghini. Det frie marked har udspillet sin rolle i samfundsøkonomien, skriver Preben Wilhjelm i sin selvbiografi ’Man kan sagtens være bagklog’.

Jakob Dall

1. november 2014

KRONIK – Jeg har ikke sammenlagt i hele mit liv haft ni habitter. Og jeg har ikke haft noget ønske om flere. Det er ikke hvert år, jeg køber et par nye sko. Jeg var nok blandt den sidste femtedel af befolkningen, der anskaffede fladskærm. Og mobiltelefon. Og så videre. Det er ikke, fordi jeg i almindelighed er nærig, jeg har det bare dårligt med spild. Hvis det er en reminiscens fra besættelsestidens varemangel og rationering, så har det i hvert fald ikke medført behov for kompensation. Tværtimod. Jeg er nok en af de sidst overlevende, der kan finde på at vende flippen på en god hørskjorte, der bare er blevet lidt slidt i nakken. Produktivitetskommissionen ville korse sig, hvis de hørte, hvor uøkonomisk jeg er med tidsforbruget, som de straks ville omregne i timelønninger.

Den form for mådehold strider måske mod gængse forestillinger om en socialist som en, der er utilfreds med alt og især med den økonomiske ulighed. Det var da også berettiget, da store grupper faktisk led nød. Det gør langt de fleste på vore breddegrader jo ikke længere.

Tværtimod, vi er i kraft af tidligere generationers indsats nået dertil, at vi så at sige er født til en mere end acceptabel levefod. Det er ikke vores egen fortjeneste. Der er grund til at glæde sig og forundres over det. Jeg har det dårligt med tidens reklameslogans som: »Alle fortjener et nyt køkken / en fitness-kur / en ny bil / en drømmerejse« ... eller hvad det nu er, vi fortjener. Gu’ gør vi da ej. Langt de fleste af os har allerede mere, end vi fortjener.

Ikke misundelsessocialist

Nej, jeg er ikke socialist af misundelse. Jeg er tilhænger af størst mulig økonomisk lighed, men mere af mentale og demokratiske end af egentlig økonomiske grunde. Fordi det giver færre konflikter, og fordi det modvirker magtkoncentration. De snævert privatøkonomiske forhold, som afspejler sig i forbrugsmuligheder, kan ikke i sig selv få mig på barrikaden. Jeg ville se på med sympati, men personligt ikke røre en finger for hele det fordelingspolitiske slagsmål, hvis vi blot fik løftet de dårligst stillede 10-15 procent op på et anstændigt niveau. Og det er, hvis viljen er til stede, en overkommelig opgave, som ikke forudsætter noget systemskifte.

Javel, der er store indkomstforskelle og stor økonomisk ulighed, og selvfølgelig er det uretfærdigt, at en bankdirektør tjener 40-50 gange mere end en buschauffør. Det kan overhovedet ikke begrundes rationelt. Når nogen forsøger, taler de altid om ansvaret. Sludder og vrøvl. Som finanskrisen viste, har bankdirektøren overhovedet ikke noget ansvar, når det kommer til stykket. Det har derimod buschaufføren i ekstrem grad, når han kører f.eks. en skolebus med 30 børn. Større ansvar findes næppe. Når jeg personlig ikke ville ofre tid på fordelingskampen i sig selv, er det af to ret enkle grunde: Den første er, at selv hvis vi jævnede de største indkomster ud på alle, ville det i vores del af verden ikke løfte det store flertal ret meget. Og i forvejen mangler vi jo egentlig ikke noget. Forestillingen om, hvor meget mere, der pludselig ville blive råd til, er ganske urealistisk og baggrunden for, at det ofte er endt i dyb skuffelse rundt omkring i verden, når man har bragt en socialistisk regering til magten i forventning om guld og grønne skove. Den anden grund er nok så vigtig. Hvad kan de velaflagte egentlig bruge deres høje indkomster til? De kan jo ikke spise og drikke meget mere end os andre. De kan heller ikke have fem gange så meget tøj på. De kan aftage nogle luksusprodukter, men det spiller ikke nogen mærkbar rolle i den samlede økonomi. I mange tilfælde kan det endda være befordrende for innovationen. Hvilket jo så betyder, at de skvadderhoveder, der betaler det hvide ud af øjnene for disse produkter, faktisk finansierer den innovation, som alle vi andre 5-10 år senere kan have glæde af til en fornuftig pris. Hellere det end at al innovation skal komme fra våbenindustrien.

Lad tosserne om luksus

Javel, der forekommer uhyrlige lønninger og honorarer og bonusordninger i den private sektor. Der er spekulanter på finansmarkedet, som på kort tid kan tjene tusind gange så meget som en lønarbejder i et helt liv. Og i sidste instans er realværdien af både bonusordninger og spekulationsgevinster skabt ved andre folks arbejde. Men hvad kan de bruge sådanne enorme summer på i realøkonomien?

De kan selvfølgelig leve et luksusliv. Herskabelig residens, lystyacht, fancy biler, kaviar, dyre rødvine. Det kan ikke rigtig hidse mig op. Personlig ville jeg være flov over at køre rundt i en bil, der kostede dobbelt så meget eller endnu mere end en fornuftig brugsbil. Og jeg ville ikke bare være flov, men også føle mig taget ved næsen ved at drikke en vin til flere tusind kroner. Det kan godt være, at Brixtoftes Petrus er usædvanlig god, men at den skulle være hundrede gange så god som en til 80 kroner er selvsagt absurd. Det er som med mærketøj ikke selve produktet, men brand’et, man betaler for. Lad tosserne om det.

Hvad mere er: Selv de mest stinkende rige kan ikke forbruge realværdier for milliarder. De kan spille eller spekulere formuerne væk, så havner de bare hos nogen andre. For hvem det også er umuligt at forbruge dem. Og med mine fysikerbriller vil jeg gerne fokusere på realøkonomien og realværdierne og forbruget af dem og have kredsløbet til at gå op. Hvad gør de med disse horrible summer. De kan altså ikke æde og drikke dem op. De investerer. Det gør de selvfølgelig også for at tjene endnu større summer. Som de heller ikke kan forbruge, og som de altså investerer. Vi kan fordele deres luksusforbrug, og det bør vi, mest af mentale grunde, materielt batter det ikke nævneværdigt. Men det, de investerer, kan vi ikke bare dele ud til forbrug, for investeres skal der under alle omstændigheder.

Påkrævet systemskifte

Når jeg finder behov for et systemskifte, er det af andre årsager. Vores nuværende system er dysfunktionelt, og at affinde sig med det krænker simpelthen min fornuft. En nøjere begrundelse hører ikke hjemme i denne sammenhæng, men i korthed:

Kapitalismen med markedsmekanismen som styringsinstrument har haft sin tid. Det var et stort fremskridt, en nødvendighed for at realisere det enorme potentiale, som industrialiseringen muliggjorde, og som ikke kunne udfolde sig i det gamle system med dets stænder, laug, privilegier og mangel på erhvervsfrihed. Den industrielle revolution har haft store menneskelige omkostninger, men har også medført et fantastisk løft i levestandard. Men kapitalismen er et system, som forudsætter permanent vækst, og vi er for længst nået et punkt, hvor det ikke er muligt uden katastrofale konsekvenser.

Markedsmekanismen er et genialt og superdemokratisk styringsredskab i den lille skala, det almindelige forbrugsvalg, men ganske uegnet eller ligefrem katastrofal som styringsinstrument for den overordnede samfundsøkonomi. Ud over at den forstærker ubalancer, så det hele løber løbsk, har den også som logisk konsekvens på vigtige områder at tvinge i retning af laveste fællesnævner.

Når man overlader styringen til markedet, bliver konkurrenceevnen alfa og omega. Alt fra anstændig løn, bedre dyrevelfærd, arbejdsmiljø, barselsorlov, ældreforsorg og pensionsordninger helt op til klimaforanstaltninger vil blive mødt med den indvending, at det svækker vores konkurrenceevne. Og det er jo rigtigt! Det er, når det kommer til stykket den afgørende grund til, at vi ikke har gjort noget effektivt ved klimaudfordringen, selv om alle efterhånden ved, at vi styrer mod katastrofen.

Spild som logisk konsekvens

Jeg påstår ikke, at ingen kan gå foran og vise vejen på disse områder, det er der da heldigvis mange eksempler på. Men det er op imod systemets iboende logik, som ubønhørligt styrer mod laveste fællesnævner. Jeg finder det tåbeligt at prisgive sig til et styringssystem, som på alle områder favoriserer laveste standard.

Systemet har desuden den indbyggede skævhed, at det automatisk favoriserer det private eller individuelle forbrug frem for det kollektive. Det er tydeligt demonstreret under krisen, hvor finansministrene uanset politisk farve appellerer til os om at ‘svinge dankortet’, samtidig med, at de understreger nødvendigheden af at begrænse ‘det offentlige forbrug’. Med rene ord: vi skal se at få købt nogle flere af de produkter, vi allerede er ved at kvæles i, samtidig med at vi skal affinde os med, at der ikke er råd til at renovere vores skoler eller opretholde den hjemmehjælp, som ikke ligefrem var luksuøs i forvejen. Det er jo absurd – men fuldstændig logisk i det system, vi underkaster os. Ligesom det er absurd, men fuldstændig logisk, at hvis det vil give en virksomhed et tab på 10.000 kroner årligt at beholde en medarbejder, smider man aben videre til det offentlige, som derved får et tab på 300.000 kroner årligt. Ligesom det i den helt store målestok er absurd, at en trods alt begrænset boligboble fører til, at snesevis af millioner mennesker hindres i at udrette noget med deres arbejdskraft. Uanset hvordan man vender og drejer det: et enormt spild, men en logisk konsekvens af systemet. Og det egentlige problem med den skæve indkomstfordeling er i mine øjne ikke så meget, at et fåtal kan have et luksusforbrug, men at formuerne giver magt, og at den magtkoncentration reelt sætter demokratiet ud af spillet. Det bliver privatkapitalens behov og interesser, der sætter vilkårene for, hvad demokratisk valgte repræsentanter kan beslutte. Kapitalinteresserne kan om nødvendigt tage hele samfundet som gidsel, som vi så i forbindelse med bankkrisen. Vores nuværende system lader sig ganske enkelt ikke forene med reelt demokrati.

Kronikken er et uddrag af Preben Wilhjelms selvbiografi ’Man kan sagtens være bagklog’, som udkommer mandag på Lindhardt & Ringhof.

Preben Wilhjelm er atomfysiker, politiker, lic.jur., samfundsdebattør, forfatter og tidligere folketingsmedlem

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • uffe hellum
  • Thomas Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
  • Alan Strandbygaard
  • Ole Vedel Villumsen
  • Carsten Pedersen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Peter Taitto
  • Viggo Okholm
  • morten Hansen
  • Estermarie Mandelquist
  • Anne Eriksen
  • Else Damsgaard
  • curt jensen
  • Benny Jensen
  • Lars Dahl
  • Kim Nielsen
  • Ivan Mortensen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Ejvind Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Vivi Rindom
  • odd bjertnes
  • Katrine Visby
  • Kurt Lindy Hansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Andreas Trägårdh
  • Olav Bo Hessellund
  • Leif Koldkjær
  • Torben Kjeldsen
  • Lasse Damgaard
  • Jens Wolff
  • Bill Atkins
  • Niels Mosbak
  • Henrik Christensen
  • Claus Høeg
  • Jan Weis
  • Hans Larsen
  • Johanne Schwensen
  • randi christiansen
  • Claus Piculell
  • Helge Rasmussen
  • Torben K L Jensen
  • Aksel Gasbjerg
  • Jørgen Steen Andersen
  • Oluf Husted
  • Michal Bagger
  • Tue Romanow
  • Torben Nielsen
  • Benny Larsen
  • Carsten Hansen
  • Khanh Gia
  • Curt Sørensen
  • lars abildgaard
  • ulrik mortensen
  • Slettet Bruger
  • Jens Høybye
  • peter fonnesbech
  • Lone Christensen
  • Holger Madsen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Carsten Mortensen
  • Steffen Gliese
  • Ervin Lazar
  • Dorte Sørensen
  • Anker Nielsen
  • Søren Roepstorff
  • Ingolf Bent Skipper
  • Steen Sohn
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Grethe Preisler
  • Erik Jensen
Benno Hansen, uffe hellum, Thomas Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Alan Strandbygaard, Ole Vedel Villumsen, Carsten Pedersen, Robert Ørsted-Jensen, Peter Taitto, Viggo Okholm, morten Hansen, Estermarie Mandelquist, Anne Eriksen, Else Damsgaard, curt jensen, Benny Jensen, Lars Dahl, Kim Nielsen, Ivan Mortensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen, Vivi Rindom, odd bjertnes, Katrine Visby, Kurt Lindy Hansen, Lise Lotte Rahbek, Andreas Trägårdh, Olav Bo Hessellund, Leif Koldkjær, Torben Kjeldsen, Lasse Damgaard, Jens Wolff, Bill Atkins, Niels Mosbak, Henrik Christensen, Claus Høeg, Jan Weis, Hans Larsen, Johanne Schwensen, randi christiansen, Claus Piculell, Helge Rasmussen, Torben K L Jensen, Aksel Gasbjerg, Jørgen Steen Andersen, Oluf Husted, Michal Bagger, Tue Romanow, Torben Nielsen, Benny Larsen, Carsten Hansen, Khanh Gia, Curt Sørensen, lars abildgaard, ulrik mortensen, Slettet Bruger, Jens Høybye, peter fonnesbech, Lone Christensen, Holger Madsen, Mogens Højgaard Larsen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Ervin Lazar, Dorte Sørensen, Anker Nielsen, Søren Roepstorff, Ingolf Bent Skipper, Steen Sohn, Michael Kongstad Nielsen, Grethe Preisler og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gert - Jeg har kort været inde på det i de indlæg jeg henviste til. Ellers kan du selv finde Arbejdsprogrammet på Retsforbundets hjemmeside.
De svageste : Netop derfor har vi vedtaget samfundsdividende/basisindkomst, som betingelsesløst og individuelt giver alle uden en indtægt - uden at blive jagtet af offentlige myndigheder om deres private forhold.
Når nu det er Preben Wilhjelm, der er emnet her, kunne jeg tænke mig at vide, om han vil gå ind for Basisindkomst. Det er sandsynligt.

Jørgen Steen Andersen, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Sider