Klumme

For fremtiden

Kongens moral i fædreland og folk
11. oktober 2014

Historien nævner eksempler på gode konger, hvis handel og vandel var forbillede for folk og fæ. Jo tættere på dydens billede, syndsforladelsens symbol, Guds søn og Gud selv fyrsten stod, des mere prægtig tog han sig ud. Ingen i kongerækken har ganske vist dristet sig til offentligt at gøre vand til vin, men evnen til at kurere de syge, hvor effektens årsag er dunkel, satte herskerne på cv’et. Således lod Karl den Store én gang årligt tronen stille ud på Aachens hovedtorv, hvor kongen ved håndspålæggelse udøvede sin taumaturgiske kraft. Karls spindoktor underdrev næppe historier om halte der kastede krykken, blinde der så og døve der hørte. Kraften udsprang af Karls hellige person, Fader Vor, støbt i guddommelig omsorg for folket.

I Danmark fortalte Saxo det allerede gamle sagn om Frode Skjoldunge med overjordiske egenskaber der bogstaveligt skabte en guldalder i landet. Sjovt nok regerede Saxos Frode Fredegod antydningsvis nogenlunde samtidig med Menneskesønnen, hvilket gav Saxos læsere stof til eftertanke.

Kongen – i Saxos verden og værk Valdemar 1. – holdt sig i samme princip Vorherre nær, uden dog forfatteren løftede den mafiøst brutale klanhøvding finalt til skyerne og risikerede at samtiden døde af grin.

I et spring på 500 år drog Enevælden den fulde konsekvens og lod monarken stå til ansvar for Gud og kun Gud – ingen andre. Således kunne kongen i kraft af sit væsen ikke gøre fejl, men udførte urørligt Himlens gerning på Jorden. Folk der i den anledning gjorde vrøvl var blasfemikere – i tidlige forstadier til Enevældens forfatningsfastlagte kultur kættere. Når Christian 2. huggede hovedet af det meste af den svenske adel ved blodbadet i Stockholm i 1520, sørgede denne skrækindjagende fyrste, barn af sin tid så det forslog, omhyggeligt for den juridiske maskering i kanonisk ret. De sigtede var dømt på forhånd, ved rettens kendelse angiveligt fordi de med kongen som stedfortræder forbrød sig mod Gud. Nu gik det Christian 2. ilde – af andre grunde end blodbadet, Christian lagde sig ud med stærkere kræfter. Men den kongelige værdighed led ikke skade.

Ingen guillotine

Forestillingen om kongens, lederens ophøjede natur overlevede stærkt i et land, hvor danskerne, med Nyrup Rasmussens henrivende bemærkning, sjældent griber til kniven uden en gaffel i den anden hånd. Folket lod i enevældens og Guds navn kongen lede og fordele fædrelandet fra oven og nedefter. Guillotinen blev aldrig rejst på Højbro Plads.

Den nuværende dronning tillægges dyd og ophøjede egenskaber monteret i kirkens og kunstens baldakiner.

Lederen i vore dage magtorienteret set er statsministeren. Fra ham/hende udgår retningslinjer for god regeringsførelse og politisk moral.

Danmark har været vel tjent siden parlamentarismens fødsel med statsministre af rimelig vandel og hæderlig kaliber: Stauning, Erik Eriksen, Hedtoft, H.C. Hansen, Kampmann, Krag, Baunsgaard, Anker Jørgensen, Schlüter (med en svipser), Nyrup og Thorning er alle trods mindre excesser og fejltrin pæne folk med orden i sagerne. De snød ikke på vægten, de snuskede ikke med bilag og underbukser, de lavede ikke kreativ bogføring men fastholdt som forbilleder for deres folk en almen moralsk standard ovenfra og ned; forudsætningen for at forældre uden at gøre vold på sig selv kan fortælle deres børn at de bor i Fredegods land og de roligt i denne vished kan leve livet og arbejde flittigt.

Meget kan man sige om dette underlige land, meget mellem år og dag går skævt og mindre godt. Men Danmark har generelt ikke oplevet uhæderlighed i de regerende systemer. Landets ledere vrider og vender ikke bestemmelser og love eller holder ting skjult for egen vindings skyld, til tingene ikke kan skjules længere. Danske ansvarlige har i god dansk tradition ikke puttet med offentlige regnskaber som DR’s ledelse i budgetskandalen efter et fjollet Grand Prix under lattervækkende påberåbelse af konkurrencehensyn. Eksempelvis.

Man gør sådan

Det øverste lags personer i enhver stat er afgørende for opfattelsen af ret og rimelighed nedefter. Såfremt justitsministeren i et land kører spritkørsel, og intet sker, lader så og så mange nødigt bilen stå. Misbruger en folkevalgt borgmester offentlige penge til privat forbrug af fadøl og naturfilm, mister så og så mange anløbne personer nedefter i systemet den respekt for de normer, uden hvilke værket ikke går.

Når en statsminister eller kandidat til posten takket være livsform jonglerer over afgrunden af det tilladelige, bliver fusk og fortielse legitimt. Som i DR og Grand Prix-skandalen. Man gør sådan. Det kommer fra oven. Sådan bruger vi nu. Det siver ned i systemet. Vi sidder på flæsket. Det går som smurt.

Da Frode Fredegod døde, kørte man liget rundt i hele landet for at fastholde den gyldne tid, hvor folk ligefrem kunne hænge guldringe op i træerne og hente dem uantastet dagen efter. Eksemplets magt var nok i flere generationer, folket i den lykkelige dal glemte ikke kong Frode. Ikke lige med det samme. Men glemme ham gjorde de jo til sidst.

Nu siger manden ved tronens fod at vi ikke skal finde os i uønskede indvandrere og indbrudstyve fra Rumænien, at nok er nok, og festlige bilag er et lukket kapitel.

Kandidaten står til at sikre sig nøglen til det ophøjede embede, hvorfra et lands forvaltning og moral i sidste ende formuleres. Kandidaten besidder ikke håndspålæggende, taumaturgisk kraft. Sættes tronen ud på pladsen foran Christiansborg er det ikke for at læge det syge folk, men for at privatisere sundhedsvæsnet.

Om vælgerne bestemmer det sådan, står en bilagsrytter parat til at føre sit folk, et bilagsrytteri af danskere mod nye mål.

For fremtiden.

Det er fandeme uhyggeligt.

For fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Pedersen
  • jens rasmussen
  • Malan Helge
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torben K L Jensen
  • Johannes Lund
  • Steen Sohn
Henning Pedersen, jens rasmussen, Malan Helge, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen, Johannes Lund og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Torben K L Jensen

Arh......jeg er da uenig i, at Nyrup ikke snød på vægten.
Han lovede guld og grønne skove i 1998 med bevarelsen af efterlønnen.
Ved 1. - første - finanslov efter han var blevet genvalgt, brød han løftet.
Efterfølgende stemte vi ham selvfølgelig ud af statsministeriet med tab af 10 mandater til socialdemokraterne.