International kommentar

Frihandel hjælper kun forretningseliten

Dansk erhvervsliv glæder sig over frihandel med Colombia. Landet har skiftet konflikt ud med fred og fremgang, hedder det. Men reelt er det blot en lille forretningselite, der har fået ro til at dele ud af Colombias ressourcer
17. oktober 2014

Et år efter frihandelsaftalen mellem Colombia og EU er blevet underskrevet, er der livlig dansk aktivitet i Colombia. Nyåbnet ambassade, studierejser med folketingspolitikere og en stærk opfordring til danske virksomheder til at investere i det business friendly land.

Hvad der ikke bliver råbt så højt om, er de mange drab på fagforeningsfolk, der stadig foregår, de utallige protester mod frihandelsaftalen fra småbønder og det faktum, at selv om landet er midt i lovende fredsforhandlinger, foregår der stadig kamphandlinger mellem guerillagrupperne FARC og ELN og regeringsstyrkerne. Det er tydeligt, at brud på menneskerettighederne stadig er hverdagskost i Colombia, et land som de europæiske politikere sammen med Colombias præsident Santos har travlt med at beskrive som et post-konflikt-samfund, der bare venter på at blive opdaget af europæiske virksomheder.

Mere end skønhedspletter

Frihandelsaftalen har været undervejs i flere år, og det står klart, at EU har haft stor interesse i at få en frihandelsaftale i stand med Colombia. I EU’s rapport bliver Colombia beskrevet som en af de mest fremadstormende økonomier med en forventet vækst på 3-5 procent årligt over de næste fire årtier. Også Danmark har fået øjnene op for det colombianske marked: Den forhenværende danske ambassadør i Brasilien, Svend Roed Nielsen, udtalte tidligere i år, at Colombia har stort potentiale for det danske erhvervsliv og forsikrer, at »Colombia i dag er et fungerende demokrati, dog med et par skønhedspletter«.

Både EU og Danmark har været forhippede på at få en handelsaftale med Colombia i hus. Desværre så forhippede, at de har valgt at se igennem fingre med de systematiske og grove overtrædelser af menneskerettighederne, der fortsat sker i Colombia. Adskillige menneskerettighedsorganisationer kritiserede sidste år frihandelsaftalen for ikke at være mere kritisk over for Colombia. Aftalen blev dog også ratificeret med en udvidet klausul om menneskerettigheder, hvor Colombia bl.a. blev bedt om at udforme en såkaldt road map, der viser, hvordan landet har tænkt sig at forbedre menneskerettighedssituationen over de kommende år.

Overhørte protester

Samtidig med at frihandelsaftalen med EU trådte i kraft, var der massive protester mod resultaterne af en række andre frihandelsaftaler, som Colombia har indgået med bl.a. USA. Aftalerne har for en stor del af arbejderne i landbrugs- og fødevaresektoren betydet, at deres produktion ikke længere er rentabel. På trods af, at Colombia har været selvforsynende med ris, og tusindvis af bønder har ernæret sig ved risdyrkning, står USA i dag for 80 procent af det colombianske marked for ris. Protesterne var kendetegnede ved, at de overalt i landet blev brutalt nedkæmpet af politiet. Dette mønster går desværre igen i flere sektorer.

Flere tusinde bønder fra den colombianske region Sumapaz har for nylig været på gaden i protest mod, at den colombianske regering har givet ni tilladelser til multinationale selskaber til at udvinde naturressourcer, især olie og gas, fra Sumapaz. Sumapaz er en af landets vigtigste ferskvandsreserver, og de multinationale selskabers megaprojekter i området vil ifølge bønderne få katastrofale konsekvenser for miljøet og ødelægge deres levegrundlag.

Hvem har fået fred?

Både Colombias regering og dens fremtidige forretningsforbindelser arbejder i øjeblikket på landets nye image – fred og demokrati. Og freden sælger. Et af de argumenter, man hyppigst hører for at investere i Colombia, er, at der nu er sikkert for virksomheder.

Det er belejligt at tale sig ind i en post-konflikt-diskurs, der retfærdiggør et indtog på et lukrativt marked, men når det kommer til at bedømme Colombia som post-konflikt-land, kommer det an på, hvilken konflikt man kigger på. Det er muligt, at FARC inden længe vil nedruste, men landet står stadig i en situation, hvor 5,7 millioner mennesker lever som internt fordrevne, og det stadig er hverdagskost for landbefolkningen at blive berøvet sin jord til fordel for multinationale megaprojekter.

Interessekonflikten mellem landets top og den brede del af befolkningen er altså langtfra løst. Kombineret med et øget militærbudget, må man spørge sig selv, hvem der får fred. Noget kunne tyde på, at det er Colombias forretningselite, der nu har fået ro til at dele ud af landets ressourcer.

I fortællingen om fredsaftalerne og demokratiet i Colombia er det netop konflikten mellem stat og befolkning, der bliver udeladt – og den konflikt ser ud til at kunne fortsætte, om muligt eskalere, efter en fredsaftale. Hvis Colombias regering fortsætter med at give grønt lys til fratagelse af bønders land, vende det blinde øje til overgreb på fagforeninger og brutalt nedkæmpe de stemmer, der taler imod frihandelsaftalerne, samtidig med at omverdenen fortsat har skyklapper på, ser det rigtig sort ud for menneskerettighederne i Colombia.

Road-map’en, der fungerer som argument for dansk indtrædelse i frihandelsaftalen, har i praksis ikke ændret situationen. Til gengæld har man taget glæderne på forskud og har i mellemtiden åbnet en ambassade, hvis fokus udelukkende er handelsforbindelser – ikke menneskerettigheder. Skal Danmark træde ind i dette handelssamarbejde med god samvittighed, er regeringen altså nødt til at vise konkret handling eller helt simpelt indse og viderebringe til omverdenen, at den handelsaftale, der er blevet underskrevet, udelukkende tjener danske og europæiske interesser på bekostning af den colombianske befolknings rettigheder.

Mikkel Thydal, Maja Grønkjær og Tanja Wol Sørensen er medlemmer af Colombia Solidaritet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Torben Nielsen
Kurt Nielsen og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Nielsen

I denne ende er det også kun forretningseliten, der har gavn af den slags aftaler.

Rune Petersen, lars abildgaard, Steffen Gliese og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Selvfølgelig er det kun handelseliten, der profiterer på handel. Samtidig er handel jo ikke værdiskabende.

Rasmus Kongshøj og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar

"men landet står stadig i en situation, hvor 5,7 millioner mennesker lever som internt fordrevne, og det stadig er hverdagskost for landbefolkningen at blive berøvet sin jord til fordel for multinationale megaprojekter."

Det er vel netop det, der gør landet så attraktivt, man ved, man kan stole på sine tyranner.

Bob Jensen, Rasmus Kongshøj og Tue Romanow anbefalede denne kommentar