Kommentar

Gaza-krigen har øget israelernes paranoia

I den ellers moderate kibbutz, jeg stammer fra, har den seneste Gaza-krig efterladt indbyggerne stærkt pessimistiske, patriotiske, nationalistiske og langt mere paranoide end ellers. Og mønstret går igen i resten af Israel. Had og vold har avlet mere had og løfter om endnu mere vold
30. oktober 2014

Jeg er netop hjemvendt fra to ugers ferie i Israel med min bror – en ferie vi bestilte, da Gaza-krigen var på sit højeste. Højst usædvanligt, ville den rationelle observant mene, men ikke desto mindre et kynisk og velovervejet træk. Vi så prisen på flybilletter falde i takt med krigens stigende tabstal. Som sønner af Mellemøsten vidste vi dog af erfaring, at krigen ikke ville vare længere end cirka to måneder. Vi ramte plet.

Undervejs på ferien talte vi med et utal af israelere om den netop afsluttede krig. Stemningen i Israel efter en krig er sædvanligvis trykket, men denne gang var den ikke til at kende. Venner og familie i den ellers moderate kibbutz, hvor vi kommer fra, så radikalt anderledes på konflikten og fremtiden, end vi har været vant til. De var som forandrede. Gennemgående for samtlige holdninger var først og fremmest en stærk pessimisme vedrørende Israels fremtid. Dernæst var majoriteten blevet stærkt patriotiske, nationalistiske og langt mere paranoide end ellers. »Verden er i mod os, araberne vil slå os ihjel, og vi får aldrig fred, hvis vi tillader oprettelsen af en palæstinensisk stat,« lød det igen og igen. Og det fra mennesker, der sidste år var utilfredse med regeringens destruktive håndtering af fredsforhandlingerne og den konstante udvidelse af bosættelserne på Vestbredden.

Arrogant hovedrysten

Jeg forsøgte gang på gang at forklare Europas kritik af Israel, men argumentet om Israels uproportionerede krigsførelse og moralske ansvar som besættelsesmagt prellede fuldstændigt af på dem. Jeg forsøgte ligeledes at argumentere for, at man fra Israels side bliver nødt til at have moralsk goodwill for at man kan regne med det internationale samfunds opbakning. Mit argument om vigtigheden af ikke at lade sig isolere i det internationale samfund blev mødt med ringe forståelse og nærmest arrogant hovedrysten. »Israel har ikke brug for omverdenen, omverdenen har brug for Israel. Uden os har den vestlige verden intet ståsted i Mellemøsten,« lød det.

Min påstand om, at verden ikke vil lade Israel fortsætte som besættelsesmagt, blev altså hurtigt skudt ned. Og selv det moralske aspekt i bosættelsesproblematikken synes ligeledes at være forsvundet fra det forhenværende marxistiske kollektiv. »Hvis vi trækker os ud af Vestbredden, får vi Gaza og Hamas om igen,« lød det. Hadet, paranoiaen og pessimismen var næsten ikke til at bære. Argumentet lød: Hvorfor gamble med den nationale sikkerhed ved potentielt at lade to fronter affyre raketter simultant?

Specielt frygten for raketter fra Vestbredden er stor, for der er kun 50 kilometer til Tel Aviv og endnu kortere til Jerusalem. Efter Gaza blev overtaget af Hamas, har frygten for lignende tilstande på Vestbredden bredt sig som en steppebrand. Og netop derfor har majoriteten af israelerne ikke noget imod at udvide bosættelserne eller i det mindste bevare dem. Så længe de eksisterer, kontrollerer det israelske militær, at Hamas ikke får grobund på Vestbredden.

Had som fremtidsudsigt

I Tel Aviv var holdningen for det meste den samme. Vi mødte sågar en amerikansk soldat, der åbent fortalte om den amerikanske deltagelse i Gaza. Han var blevet skudt i armen af et Hamas-medlem, men fik heldigvis »shot that arab fucker dead«, som han livagtigt fortalte.

Hans oplevelse af Gaza var meget lig den, de israelske medier har formidlet. Hamas er ubarmhjertige i deres behandling af palæstinenserne, som ifølge ham ofte blev truet til at blive i de bygninger, den israelske hær havde advaret om ville blive mål for bomber. Den amerikanske elitesoldats oplevelser mindede meget om dem, min fætters søn vendte hjem med fra krigen. Han kom hjem i choktilstand og kunne berette om at befinde sig i konstant livsfare under operationerne. Han fortalte, hvordan Hamas havde skaffet sig militæruniformer identiske med den israelske hærs. Oven i købet ligner mange israelere og palæstinensere hinanden, så det var alene på kalashnikoven, man kunne identificere et Hamas-medlem.

Jeg fik først rigtig mulighed for at bearbejde de mange indtryk på vej hjem i flyet. Jeg er mest af alt chokeret over de fremtidsudsigter, Israel tilsyneladende har. Had avler had, og Gaza-krigen har kun fremprovokeret pessimismen i begge lejre.

Jotam Confino er bachelorstuderende på Internationale Studier på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

velskrevet og afbalanceret - og især god pointe med at behovet for bosættelser netop skal ses i forhold til den 'dobbelte front' og så de faktiske afstande i området