International kommentar

Gud bevare Europa

Historien er ikke slut, og nationalismen ikke død. I stedet for stigende integration kan EU’s fremtid blive opløsning og tilbagefald. Venstre- og højrepopulister, protestpartier og separatister har i den grad politisk medvind disse år
Debat
10. oktober 2014

I min ungdom var nationalismen lige så død som en sild. Som en art romantisk spildprodukt fra en svunden tid blev den anset for primitiv og forældet. I mild form kunne den vel gå an som i de rituelle ’arvefjendeopgør’ mod Danmarks fodboldlandshold. Men dette – at være svensk – var noget rent tilfældigt og udvendigt, og derfor også kun noget, der kunne få brystet til at svulme hos indskrænkede mennesker. En svensk statsborger derimod var en ansvarsfuld, ja, undertiden også en ærefuld størrelse.

Resten af verden oplevede vi på samme måde. Intetanende gjorde vi alle sovjetiske politikere, kunstnere og sportsfolk til russere. På samme måde som serbere, kroater eller makedonere blev til jugoslaver, om de ville det eller ej. Det skulle vise sig, at de ville de ikke.

Under Den Kolde Krig stod Vest over for Øst. Med disse kiplingske skæbnesvangre begreber forekom den politiske geografi at have taget magten fra dem, der faktisk befolkede den. Men først og fremmest var Den Kolde Krig en ideologiernes kamp: Det liberale demokrati stod over for den såkaldte realsocialisme (kommunisme); Adam Smith og det frie marked konfronterede Karl Marx og planøkonomien.

Og det nationale? Det etniske? Visnet ugræs. Lige til at rykke op med rode.

I grunden bizart, når man betænker, at Adolf Hitler for ikke så længe siden havde myrdet jøder, alene fordi de var jøder; russere, alene fordi de var russere; polakker alene fordi de var polakker osv., hvorimod han myrdede langt færre, alene fordi de havde fra nazismen afvigende ideer om, hvordan samfundet bør indrettes. Og endnu mere mærkeligt i betragtning af, at Den Kolde Krigs øst- og vestblokke geografisk fik form igennem den gigantiske etniske udrensning, der fór gennem Europa i kølvandet på Anden Verdenskrig med et direkte afsæt i ideen om nationer og folkeslag.

Millioner og atter millioner af mennesker blev flyttet rundt i krigens afsluttende faser for aldrig siden at vende tilbage til de områder, der havde været deres hjemstavn igennem hundreder af år. Flugtens eller fordrivelsens hovedretning gik fra øst mod vest. Nationalisme omtegnede Europakortet.

Polen flød vestover som en klat smør i en varm pande, Tyskland blev amputeret. Det ideologiske og politiske blev entydigt underordnet under det nationale: Italienerne i Dalmatien og Istrien forstod, at det var sikrest at bryde op sammen med deres belastede landsmænd, uanset om de aldrig selv havde været fascister.

Ingen lyttede

Men disse orgier og tragedier i nationalisme glemte Europa snart. For nu var det allerede en ny tidsepoke. Jeg var så heldig at havne som korrespondent i Wien af alle byer. Her var det umuligt ikke at blive konfronteret med nationalisme som et fænomen og historie.

Habsburgernes rige fandtes ganske vist ikke længere, men dette imperiums sidste hundrede år havde som ingen andre steder været præget af erfaringer med forskellige former for nationalisme. De fleste var chauvinistiske og aggressive. Blot få af dem var patriotiske, altså bevægelser, der kunne overleve uden et fjendebillede.

Dengang kunne man i Wien endnu møde folk, en mellemting mellem privatlærde og særlinge, der stadig var dybt involveret i spørgsmål om nationalisme. Givetvis var de ikke tidstypiske, men de var standhaftige i deres samtids marginaler. Den mangel på interesse, som samtiden udviste for nationale spørgsmål, anså de for at være en stor illusion.

Dengang kaldte de mere på medlidenhed end på harme. Tillidsfuldt hvilede de ikke desto mindre i deres tro på, at verden snart igen ville blive tvunget til at genoverveje ’det nationale spørgsmål’. Ingen lyttede til dem. Nu viser det sig, at de skulle få ret.

Nationalisterne sejrede

Nationalismen skulle komme tilbage i Europa, da en af Den Kolde Krigs store ideologiske systemer kollapsede. Østeuropæerne var pludselig frie og søgte et ’normalt liv’ – og herved forstod de et liv som i Vesten.

Som bekendt var det ikke alle, der klarede overgangen til frihed. I stedet faldt de tilbage i chauvinistiske, halvmytiske strategier, der havde mere med fortiden end fremtiden at gøre.

På Balkan blev dette en opskrift på krig. Og krigene blev udkæmpet i nationens, ikke i demokratiets eller modernismens navn.

Nu er de forbi. Men prisen er blevet, at nationalisterne sejrede overalt. Alle har deres små, ​​etniske ’rene’ nationalstater. Undtagelsen er Bosnien, en klinisk død stat, holdt i live af et drop på den europæiske politiks permanente akutafdeling.

Og Vesten – Den Kolde Krigs andet store ideologiske system – har måttet opgive den illusion, at vi i kraft af vores overlegne ideer har vundet en definitiv sejr, og at historien dermed har nået sin afslutning. I stedet er historien atter på fremmarch: Ved hjælp af globaliseringen og en længerevarende økonomisk krise har den også vakt den vesteuropæiske nationalisme til liv, der som en virus har slumret selv i vores samfund. For det, vi kalder højre- eller venstrepopulisme, separatister eller protestpartier, bygger fra Front National over Pia Kjærsgaard og til Sverigesdemokraterna på en fælles kerne af netop nationalisme. En strømning så stærk, at EU nu mere kendetegnes ved truende sammenbrud end ved stigende integration.

Og vel at mærke et sammenbrud, der tjener nationalismens dagsorden: hvor Gemeinschaft; fællesskab, erstatter Gesellschaft; samfund. Hvor folkloristisk kitsch fortrænger Shakespeare, hvor skyld bliver vigtigere end ansvar, og hvor den ene identitet får forrang frem for de mange – alt sammen garneret med paroler som ’grænser’, ’rødder’ og ’hjemstavn’.

Gud bevare fædrelandet? Nej, må Gud bevare Europa.

© Richard Schwarz og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Gud og Gud..........
Jeg er bange for, at det er mere op til os selv - at bevare Europa.