Læsetid 4 min.

Hængemulehumanister

I debatten om antallet af humaniorastudiepladser er det hverken uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), Dansk Erhverv eller DI, der påpeger humanioras verdensfjerne irrelevans. Det klarer humanisterne helt selv
15. oktober 2014

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen har lanceret en dimensioneringsplan for universiteterne. Ifølge planen skal antallet af især humaniorastuderende skæres ned. Det har skabt en debat, der næsten tåler sammenligning med fejden om folkeskolereformen. Universiteter og humanister argumenterer, råber og skriver med hvas pen – og sådan skal det sikkert være.

I kakofonien høres imidlertid også højlydte stemmer fra et selvtilstrækkeligt og indelukket humaniora. Selv om ærindet er et nobelt forsvar, tegner disse stemmer et forstemmende billede af en støvet og snobbet institution, som nægter at anerkende, at der findes en omverden, som den bør forholde sig til. Det er ærgerligt, for disse hængemulehumanister gør ikke humaniora en tjeneste. Og de repræsenterer slet ikke det humaniora, jeg færdes på og efterhånden kender ret godt.

Hvad skal man f.eks. tænke, når humanioralektor Steen Nepper Larsen proklamerer, at han »simpelthen nægter at anerkende koblingen mellem universiteterne og arbejdsmarkedet.« Universitetet er, må man tro, til for sin egen skyld og ikke for jobivrige studerende, ikke for samfundet og ikke for arbejdsmarkedet.

Hvilket ben skal man stå på, når Politikens Bjørn Bredal pludselig springer ud som ultraliberalist i en noget svævende argumentation for, at et studievalg skal træffes på baggrund af den enkeltes, personlige præferencer og intet andet?

Og hvad gør man af sig selv, når Knud Romer iler humaniora til undsætning med en test (Politiken den 3. oktober), der sorterer rigtige humanister fra falske? For at bestå skal man bl.a. demonstrere kendskab til Blüthners flygler, en klaverfabrik i Leipzig, Den Anden Wienerskole, Schönberg, Webern, tyske impressionister og Der Blaue Reiter.

Behov for en dannet debat

Humanioraforsvar som disse gør det næsten umuligt at føre en nogenlunde dannet samtale om ministerens dimensioneringsplaner og mere generelt de udfordringer og løsninger, som humaniora vitterlig står overfor. F.eks. er det vanskeligt at se, hvordan dialogen bliver konstruktiv, når den ene part slet ikke vil anerkende, at humaniora er en del af det omgivende samfund.

Jeg tænker, at det må kræve mange års afsondret fordybelse at udvikle en sådan idé. For realiteten er, at næsten 30 procent af en ungdomsårgang vælger at gå på universitetet. At forestille sig, at man som uddannelsesinstitution ikke skal søge en kobling til arbejdsmarkedet, er ikke bare ude i hampen, men et synspunkt fra en anden planet. Selvfølgelig skal også humanistiske uddannelser have et veludviklet blik for de studerendes fremtidige jobmuligheder, og heldigvis er det netop, hvad man arbejder på mange steder.

At skabe intelligente koblinger mellem universitetsuddannelser og arbejdsmarked er ikke enkelt, men man skylder både de studerende og det samfund, som betaler for uddannelserne, at gøre, hvad man kan. Det er faktisk derfor, at universiteterne hvert år modtager et milliardbeløb, og politikerne vil selvfølgelig have noget for pengene.

Det ved man inden for alle andre samfundsområder og sådan set også på universiteterne. Og ikke mindst derfor kan det undre, at dele af debatten tilsyneladende føres på den præmis, at det næsten er naturgivent, at der tilflyder alle tænkelige forsknings- og undervisningsområder rigeligt med ressourcer og det, uden at der for alvor følger ansvar med. Det er i hvert fald sådan, jeg forstår redaktør Bredal og proselytter: »Tænk kun på dig selv, når du vælger din uddannelse. Lad vores alle sammens fælleskasse betale og hæv med glæde din SU. Og stil dig så i kø til understøttelse, når du bagefter ikke kan få job.«

Borgerskabsfornemt

Jeg ved ikke, hvor den tankegang kommer fra, men den er ikke klædelig. Og mit gæt er, at de funktionærer, arbejdsmænd og rengøringskoner, der følger universitetsdebatten, undrer sig. Måske tænker de også, at en smule ydmyghed ville være på sin plads.

Men netop ydmygheden eller lad os bare kalde det realitetssansen er jo den, der forsvinder, når Knud Romer dækker op med sin humanist-test, der mest af alt er en argumentation for, at humaniora gemmer på en særlig elitær form for dannelse, som især gør gavn ved middagsselskaber i det bedre borgerskab. Selvfølgelig findes denne form for dannelse på humaniora, og det skal den blive ved med. Men den er ikke dækkende for den myriade af aktiviteter, der i dag er kendetegnende for humaniora. Digital kunst, Den Kolde Krigs historie, elektronisk patientjournal, metropolernes byrum, interaktive museumsudstillinger, spansk kultur, børns brug af medier, oplevelsesøkonomi og meget andet står i dag lige så centralt. Humaniora, som jeg kender det, er med andre ord ikke det defensive og restriktive åndsfællesskab, som Knud Romer lægger op til, men tværtimod både livssummende og grænseoverskridende.

Er vores egen værste fjende

Jeg er selv skyldig i med jævne mellemrum at beskylde erhvervsorganisationer og ministre for ikke at forstå humaniora og for ikke give plads til den særlige tankegang, der præger området. Ligesom andre humanister er jeg træt af at blive udpeget som en, der ikke bidrager med noget vigtigt, og jeg vil ikke være den, der altid stilles hen i hjørnet, når vigtige sager skal diskuteres. Men i dimensioneringsdebatten er det anderledes. Her er det hverken Sofie Carsten Nielsen, Dansk Erhverv eller DI, der påpeger humanioras verdensfjerne irrelevans. Det klarer humanisterne helt selv. Dermed er ironien meget svær at overse: Humaniora ønsker at bekæmpe ministerens planer om nedskæring med alle tænkelige midler inklusive argumenter om sin egen overflødighed. Resultatet er, at humaniora legitimerer sin egen dimensionering.

Peter Lauritsen er lektor i informationsvidenskab på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Peter Taitto
    Peter Taitto
Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Kjersgaard Nielsen
Torben Kjersgaard Nielsen

Mere (selv)hadende humanisme?
Peter Lauritsen er træt af at blive udpeget som en, der ikke bidrager med noget vigtigt. Og han er især trær af dem, der har påtaget sig at forsvare humaniora mod ministerens dimensioneringsplaner, Steen Nepper-Larsen, Knud Romer og Bjørn Bredal bl.a. De gør det på den helt forkerte måde. Men hvordan skal forsvaret da i stedet føres, Peter Lauritsen? Hvordan bør man da i stedet tale til magtfulde folk, der ikke synes at ville lytte? Måske bør der faktisk tales med store og Romerske bogstaver nu og da, for er det ikke netop humanioras magtfulde 'omverden', der konsekvent placerer humanisterne med endeløse rundgange bag et ustemt Blüthner-flygel, hvor vi hører hjemme? Hvordan, Peter Lauritsen, undgår vi at blive 'den, der altid stilles hen i hjørnet, når vigtige sager diskuteres'?

Anne Eriksen, Torben Nielsen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Frederik Mikkelsen og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Illum

"...argumenter om sin egen overflødighed." Lige der demonstrerer Lauritsen, at han ikke har fattet pointen. For en dannet argumentation imod stram erhvervsretning og et intelligent forsvar for, at alt ikke skal være "for noget", kan jeg anbefale Lauritsen at lytte til eksistens fra i mandags.
Apropos relevans så lægges der op til - næh, kræves beskæring i antal studiepladser på sprogfagene i København på baggrund af en fremskrivning af gammel statistik. Et fag som engelsk bliver ramt, og her er ellers tilnærmelsesvis fund beskæftigelse med en dimittendledighed, der kan matche ingeniørerne.
Speaking of verdensfjern...

Anne Eriksen, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Universitetet er bestemt for noget, det er for at gøre os alle sammen klogere på den verden, vi lever i, på os selv, på Gud, på samfundet osv. osv. Det er kernen i det menneskelige samfund. Så skal der noget brændstof på motoren, og der er det jo godt, at nogen gider tage det slæb og ikke gider det andet slæb, men måske tror på, at de nok skal blive sat ind i det henad vejen.
Med efterhånden mange tusind års erfaring med menneskelig praksis i verden burde det ærlig talt stå klart, at denne jagen efter indsigt, denne udtryksfuldhed og dette ønske om at efterlade en civilisation til dem, der kommer efter, er stærke drivkræfter, som undertiden også antager en større nødvendighed end den materielle overflod. Og i dag kan man jo med sindsro sige, at jagten på materiel overflod for den enkelte står i vejen for løsningen af opgaven for de mange, fordi konkurrence og bjærgsomhed står samarbejde og sikring af den enkelte, ikke blot i vores eget lille samfund, men i alverdens små samfund, hvor man hellere vil slås end løse opgaverne. Det er i hvert fald en tilstand, der ikke er født på universitetet, og som derfor også er renlivet dum.

Brugerbillede for Jørgen Mathiasen
Jørgen Mathiasen

Peter Lauritsen har tydeligvis ikke haft tid til at læse Søren Kjørups bog "Menneskevidenskaberne", og det afslører sig både i hans terminologi og i hans argumentation. Jeg skal ikke referere indholdet her, men Lauritsen kan indledningsvis finde en diskussion af dannelsesaspekter af humanvidenskaberne, - herunder deres begrænsninger, og senere nogle omfattende udredninger af, hvilken viden og kompetence humanvidenskaberne stiller til rådighed for samfundet.

Det er i virkeligheden trætte gentagelser af forlængst indvundet indsigt, og Lauritsen interesserer sig også mere for stråmænd. Han anvender Knud Romer som påskud for synspunkter, humanvidenskaberne ikke har som deres begrundelse. Det er temmelig usympatisk.

Skulle der i kongeriget blive uddannet 25 færre kandidater i spansk, fransk, italienske og tysk er det ikke værd at tale om. Der er derimod mistanke om, at de statslige planlæggere og ministeren sigter på give et generelt tab af dannelse (indsigt) og sproglige kompetencer, som har fundet sted over et par årtier, nye negative dimensioner. Det kan man kun advare ministeren imod, også selvom hun er tunghør.

Anne Eriksen, Steffen Gliese, Torben Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Olav Bo Hessellund, Lise Lotte Rahbek og Jens Illum anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Petersen
Henrik Petersen

De mest verdensfjerne typer er for tiden de økonomiske rationalister. De bedømmer alt på, om det kan betale sig.

Hvis Harry Potter bøgerne kan få folkeskoleeleverne til at læse bedre, så medvirker disse bøger til at højne kundskaber. Det er jo ikke det samme som, at alle skal leve af at læse Herry Potter.

Tænk hvis vi skulle motivere folkeskoleelever til at læse med henvisning til den gavnlige effekt det kan få for den fremtidige indtjening i erhvervslivet.

Det samme forhold gør sig gældende mange andre steder. Det som motiverer til at søge viden behøver ikke blive ens levevej.

Brugerbillede for Mikkel Madsen

Når jeg læser Romers hysteriske, overgearede og personangribende indlæg i Politiken contra Peter Lauritsens saglige, velargumenterede indlæg her, ja så kan jeg kun give Peter Lauritsen ret.

Jeg har ikke stødt på nogen i den personkreds, Romer nævner, der har som "erklærede mål om at lukke og slukke for de humanistiske fakulteter". Rent og skært proportionsforvrængende sludder, og sådan kunne man blive ved.

Brugerbillede for Mikkel Madsen

..og nej, jeg har intet imod humaniora (eller "Arts" som det kaldes her i Århus).

Men det er nu engang landspolitikernes opgave at prioritere statslige midler mellem en række værdige formål, bl.a. universiteterne. Så er man altså nødt til at se bare en anelse på hvilke uddannelser, der fører til jobs.

Brugerbillede for Mikkel Madsen

I øvrigt en mærkelig metode, Romer bruger: Nævn noget viden fra humaniora overfor ikke-humanister - og døm dem derefter ude af det gode selskab, når de ikke ved det.

Jeg forventer ikke, at humanister skal kende til lovpositivisme, indifferenskurver og de finere nuancer af neorealisme og kompleks interdependens. Slet ikke at de kan/skal namedroppe fra disse områder eller andre.

I det hele taget emmer Romers lille skriv af den der mærkværdige attitude, at noget viden er "finere" eller "mere kultiveret" end andet. Det burde han holde sig for god til.

Kristian Rikard og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Ladegaard
Jakob Ladegaard

Kære Peter Lauritsen,
Tak for et velskrevet og sobert debatindlæg. Jeg er ansat på samme institut som dig på Aarhus Universitet, om end på et andet fag, Litteraturhistorie. Det kan måske virke lidt mærkeligt, at jeg kommenterer dit indlæg her i stedet for at gå over vejen og snakke med dig. Men jeg synes, det er vigtigt, at også læsere, der ikke er ansat på et humanistisk fakultet får indtryk af, at ”humaniora” er en vældig mangfoldig størrelse. Der findes mange forskellige faglige traditioner og måder at forstå og praktisere humanistisk forskning og uddannelse på. Måske også derfor ser vi to tilsyneladende lidt forskelligt på Sofie Carsten Nielsens udspil og den debat, det har skabt.
Jeg mener, at dimensioneringen i sin foreslåede form vil få ødelæggende konsekvenser for såvel humanistisk forskning som uddannelse. Det kan man argumentere sagligt for uden at være snobbet og virkelighedsfjern, og det er der heldigvis allerede mange, der har gjort. Dem nævner du ikke i dit indlæg, hvor du får du det til at lyde som om al modstand mod nedskæringen er et udslag af bagstræberisk elitisme. Bemærk eksempelvis, hvordan du forvandler Bjørn Bredal, Knud Romer og Steen Nepper til ”humaniora” i dit indlægs sidste linjer – som om de taler for os alle, og som om al modstand mod dimensioneringen er på linje med deres. Det er den ikke. Den meget udbredte skepsis skyldes, så vidt jeg kan se, blandt andet:
1) At dimensioneringsforslaget kommer uden en foregående dialog med de politiske forligsparter og på trods af, at universitetets rektorer er i fuld gang med at udarbejde en solidarisk model for den justering af optaget, som de fleste, også jeg, er enige om bør foretages. Men at fjerne 10.000 studiepladser i en håndvending er altså ikke nogen justering, det er en livstruende amputation.
2) At dimensioneringen har en række konsekvenser for humaniora, som ministeren kalder utilsigtede, men som ikke desto mindre er forudsigelige, hvis man ved lidt om, hvordan universitetsuddannelser fungerer: Lukning af hele fag og faglige miljøer (fordi humanistisk forskning er finansieret af uddannelser gennem taxametersystemet); umuliggørelsen af mobilitet mellem fag og internationalisering, fordi kandidatuddannelser i fremtiden vil være reserveret til et fags BA-studerende, etc.
3) At nedskæringen rammer helt skævt på de enkelte fag (jf. Jørn Boisens oplysende eksempel på de groteske følger af ministeriets regnemetoder: den var ikke gået til 9. klasses afgangseksamen: http://www.forskeren.dk/?p=3914)
4) At bagudrettede tal for dimittendledighed er det eneste parameter, man måler på (modsat f.eks. den statslige akkrediteringsinstitution, der godkender alle uddannelser med faste mellemrum med relevans for arbejdsmarkedet som et væsentligt kriterium). Det betyder i realiteten, at det er dimittendledigheden blandt mennesker, der påbegyndte deres studier mellem ca. 1995 og 2005, der bestemmer, hvor mange, der skal uddannes i 2020. Tror vi, at samfundet i mellemtiden har ændret sig, så der opstår nye arbejdsmarkeder og behov? Ja. Tror vi, at de humanistiske uddannelser i den mellemliggende periode har ændret sig? Nej, det ved vi. Noget af det, der gør mig og andre lidt arrige i denne her debat er, at nogen ønsker at tegne et billede af, at vores uddannelser ikke har ændret sig de sidste 20 år. Der har de sidste ti år været et meget stærkt fokus på at gøre uddannelserne mere relevante for arbejdsmarkedet og det er vi – heldigvis – kommet rigtig langt med. Men det kan man jo først måle om nogle år, og så findes det åbenbart ikke.
5) At man overhovedet ikke tager hensyn til, at humanisters ledighed er vedvarende lav (5-6%), selvom man de sidste 20 år har optaget tre gange så mange studerende og uddannet dem på underfinansierede uddannelser. Det udlægger såvel produktivitetskommissionen som ministeriet som om, vi ”uddanner til arbejdsløshed”, men det er jo omvendt: Vi får flere og flere mennesker i arbejde!
6) At samfundsrelevans ofte entydigt forstås som relevans for det private erhvervsliv. Her er vi ved en del af humlen i dit indlæg. For det er jo denne underliggende præmis, Bjørn Bredal, Knud Romer og Steen Nepper opponerer mod. Måske ikke på den mest diplomatiske måde. Men det betyder ikke, at pointen er uvigtig. For som humanist med historisk og kritisk sans, så ved man, at økonomisk vækst er en alt for snæver forestilling om, hvad et universitet kan og bør bidrage til samfundet med!
Jeg er enig med dig så langt, at humaniora næppe bedst forsvarer sig ved alene at påberåbe sig vigtigheden af, at folk kan kende forskel på fransk impressionisme og tysk ekspressionisme. Men det betyder ikke, at det ikke er vigtigt. Det er det, fordi kunst, kultur, historie og filosofi og hvad vi ellers beskæftiger os med på humaniora er en essentiel forudsætning for at have et levende samfund, der er i stand til at forstå og diskutere meningen med livet i fællesskab i andre termer end økonomisk vækst. Den dagsorden skal vi som humanister efter min mening insistere på. Det udelukker ikke, at vi samtidig gør opmærksom på, at humanister også rent faktisk kan bidrage til at forøge velstanden i dette samfund – og allerede gør det. Som jeg sagde indledningsvis: humaniora er mange ting. Og det er netop derfor, det er et vigtigt fakultet! Vi bidrager til økonomien – og enig: det kan vi man nok nogle steder blive endnu bedre til, men er løsningen virkelig at lukke og slukke? – OG vi bidrager til at udvikle et levende samfund med historisk viden, kritisk sans og kreativitet. Det er måske det, jeg i grunden ikke forstår ved den måde, denne debat om humaniora føres på: Hvorfor sætte det op som et enten-eller, når det er og skal være et både-og?
Venlig hilsen
Jakob Ladegaard
Lektor i litteraturhistorie
Aarhus Universitet

Esben Nielsen, Anne Eriksen, Jørn Petersen, Morten Kjeldgaard, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Jens Illum, Thomas Rasmussen, Kurt Nielsen og christen thomsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Ladegaard
Jakob Ladegaard

Måske skulle jeg lige tilføje, at jeg faktisk for nylig har skrevet et debatindlæg til Information om en del af det oven for anførte, men avisen havde desværre ikke plads til at bringe det.

Anne Eriksen, Jens Illum og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Palle Rasmussen
Palle Rasmussen

Jeg synes der er gode argumenter i både Peter Lauritsens og Jacob Ladegaards indlæg. Og Steen Nepper Larsen får i dagens Information bekræftet, at Lauritsens kritik er rammende...

Der er gode grunde til at foretage en eller anden form for regulering af adgangen til videregående uddannelser. En af grundene er, at den de senere års uddannelsespolitik (universitetsloven af 2004, akkrediteringssystem m.v.) har gjort uddannelsesinstitutionerne ansvarlige for sammenhængen mellem uddannelser og arbejdsmarked, et ansvar som de reelt ikke har mulighed for at løfte. Så det er OK at staten tager lidt ansvar. Men det er både politisk og teknisk en rigtigt dårlig måde det gøres på. Ministeren bruger historiske ledighedstal for at slippe for en bredere politisk og samfundsmæssig diskussion om, hvilke områder der bør prioriteres (herunder en diskussion om forskellige humanistiske fags rolle). Det holder ikke. Og dimensioneringsindgrebet kommer med meget kort varsel efter en længere periode, hvor både den ene og den anden regering har opfordret til at optage så mange som muligt.

Og så skal man huske på, at dette ikke kun handler om humaniora og ikke kun om universiteter. Af de ca. 4000 uddannelsespladser, som ifølge ministeriets opgørelse skal være væk i 2017, er under halvdelen på humaniora. OK, ministeriets tal holder ikke, fordi de kun regner på kandidatniveauet, men alligevel. Der er både naturvidenskabelige uddannelser, designuddannelser og it-uddannelser, som beskæres stærkt, og meget af dimensioneringen rammer professionshøjskoler og erhvervsakademier.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

En verdensfjern, arbejdsløs humanist skulle tage sig et job på den lokale Q8-tank eller gartneriudsalg. Der ville vedkommende hurtigt få fod på virkeligheden, og virksomheden hurtigt opdage humanistens kvaliteter og muligheder for at gavne.

Brugerbillede for Hugo Barlach

Man kunne imidlertid også nævne, at uddannelsesmisteren ikke lægger op til debat, men blot gentager, at hun ikke vil uddanne til arbejdsløshed. Og dermed giver hun udtryk for, at hun ikke er til sinds at øge efterspørgslen efter f. eks humanistiske kompetencer. Men faktum er, at det er hende, der sidder med beslutningen, og at hun vælger med ideologisk liberal sikkerhed at lytte til lobbyister fra DA, DE og DI fremfor simpel fornuft med hensyn til, hvilket samfund offentligheden giver udtryk for at ville. Også over de studerendes valg af studier.

Naturligvis får en sådan beslutning fra ministerens side konsekvenser for bemandingen af den offentlige debat fremover, og man kan derfor roligt antage, at erhvervslobbyen selvfølgeligt spekulerer i, at overtage al kontrol med kritikerne på universiteterne bid for bid. Især når man har en uddannelsesminister, der er ideologisk lydhør.

Resultatet er et fald i kvaliteten og balancerne i den offentlige debat, som politikerne i universiteternes sammenhæng længe har haft fælles dagsorden med erhvervslivet og den liberale ideologiske logik omkring. Og ovenstående medløbende artikel er et udmærket eksempel på, hvordan man meler den kage. så enkelt er dét såmænd...

Med venlig hilsen

Brugerbillede for Hugo Barlach

Og som en humanistisk service overfor den ivrige lektor burde man nok tilføje:
Med venlig hilsen
en tilfældig magtfilosof

Brugerbillede for Jan Weis

Hvor er ingeniørerne?

Rent objektivt er der vel en øvre grænse for, hvor mange f.eks. idéhistorikere og andre uddannede akademikere med speciale i ofte uigennemskuelige kompetencer og derfor svært sælgelige kandidater samfundet kan beskæftige – i modsætning til akademikere og andet godtfolk med en naturvidenskabelig baggrund – enhver burde kunne se, at der bliver uddannet alt for få f.eks. ingeniører og andre produktive professioner, som kan hente valuta hjem til velfærdsstaten og være med til at skabe betingelserne for, at der er noget at leve af fremover – og ikke bare forbruge ved at operere med varm luft i poser og ovenikøbet spille ’hovski-snovski’ og pigefornærmet ved enhver kritik af denne specielle elitære livsform behageligt indrettet for andres penge …

Tænk, der findes faktisk også humanistisk indstillede ingeniører, der også kan regne ...

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Jamen så lad os da fået det slået helt fast også fra politisk hold at den eneste værdi vi anerkender og tror på et nytteværdi

Brugerbillede for Jan Weis

Det er det, fordi kunst, kultur, historie og filosofi og hvad vi ellers beskæftiger os med på humaniora er en essentiel forudsætning for at have et levende samfund, der er i stand til at forstå og diskutere meningen med livet i fællesskab i andre termer end økonomisk vækst.

’Økonomi’ ja, men ikke økonomisk vækst for enhver pris, en kedelig eksistentiel pestilens, som dog er forudsætningen for det hele – i øjeblikkets kapitalistiske markedsdogmatik – her kommer brugsværdien til kunst, kultur, historie og filosofi og alt det andet berigende for bevarelse af den mentale sundhed – men glem ikke, at vi kun kan ændre fællesskabet under hensyntagen til økonomien – nogen skal jo betale for eksempelvis den ’grønne omstilling’ med hjælp fra f.eks. visionære ingeniører og andre ildsjæle …

Brugerbillede for Morten Kjeldgaard
Morten Kjeldgaard

Måske skulle man se lidt på produktionen af cand. scient. pol.er. De kan ingenting, ved ingenting, har ingen kompetencer, og kan kun finde ansættelse i den offentlige administration eller de møver sig frem som politikere, hvor de for lejlighed til at anvende deres sparsomme regnearks-evner til at regere over alle dem, som rent faktisk kan og ved noget, og som har kompetencer.

Brugerbillede for Palle Rasmussen
Palle Rasmussen

Hvor er ingeniørerne, spørger Jan. Jo, de er sådan set over det hele, herunder i en del jobs som ikke kræver ingeniørkompetencer. Mange beslutningstagere i både private virksomheder og offentlige organisationer har et ret traditionsbestemt opfattelse af akademiske kompetencer og vil helst kun få øje på to slags: ingeniører og jurister. Og så måske nogle økonomer i centraladministrationen og nogle læger og kemikere, hvis man er i medicinalindustrien. Det er jo et af problemerne ved at basere dimensioneringen på ledighedstal, at man blot passivt viderefører sådanne historiske skævheder.

I øvrigt er det problematisk at udpege nogen grupper som de "produktive professioner, som skal hente valuta hjem til velfærdsstaten". Samspillet mellem forskellige områder i økonomi og samfund, herunder mellem offentlig og privat sektor, er komplekst, og alle er i større eller mindre omfang afhængige af andre, også økonomisk.

Kurt Nielsen, Jakob Ladegaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ideen om at sætte priser på alt er døden for ethvert samfund og enhver civilisation. Det er fint for kræmmerne, men kræmmerne skal ikke bestemme.

Jens Thaarup Nyberg og Morten Kjeldgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Ja, Palle Rasmussen - det er problematisk at udpege nogen grupper som de "produktive professioner, som skal hente valuta hjem til velfærdsstaten" - man kommer sku helt til at lyde som borgerligheden selv, men sådan er det jo - selv ansatte ingeniører i de liberale erhverv skal dagligt stå til regnskab for produktiviteten, ellers er det sket - en ren pestilens opfundet af djøf'erne, der næppe selv skal leve op til galskaben ved deres 'produktion' af pestilenser for ordentligt folk - selv om meget kunne tyde på det modsatte ser man på outputtet af fordærvede frugter ved deres såkaldte 'arbejde' - sådan er 'produkterne' så forskellige ...

Ingeniører er netop ikke overalt - de bliver benyttet alt for lidt - og i 2020 vil der være stor mangel, iflg. bladet Automatik august/september i omtalen af kampagnen 'Engineer the Future' i et samarbejde mellem IDA og AAU m.fl. ...

Hvornår har vi sidst set en tilsvarende kampagne for flere djøf'ere og andet godtfolk, f.eks idehistorikere o.l. eller alle de øvrige fag inden for humaniora, i dag fortrinsvis befolket af alle disse 'flittigliser', der netop udgør det overuddannede segment uden gode jobmuligheder - her ville en tur på husholdningsskole være mere relevant ...

Brugerbillede for Jan Weis

De gode ingeniørhistorier skal ud – gerne som et kald, men præsenteret med ydmyghed. Inddrag andre fagligheder. Bevægelsen kræver mange skibe i søen, både store containerskibe som IDA, små speedbåde eller undervandsbåde, og vi skal skabe et fællesskab om den fælles identitet. Vi skal helt ned i folkeskolerne for at få fat på de unge.

Det med mobiliseringen i folkeskolen er nødvendigt som aldrig før – men hvem skal undervise, hvem har den teknisk-naturvidenskabelige dannelse og, for den sags skyld, den matematisk-fysiske? …

http://ida.dk/om-ida/engineer-future-skal-aendre-fortaellingen-om-ingeni...

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Jan.

Du skriver: ' enhver burde kunne se, at der bliver uddannet alt for få f.eks. ingeniører og andre produktive professioner, som kan hente valuta hjem til velfærdsstaten og være med til at skabe betingelserne for, at der er noget at leve af fremover – og ikke bare forbruge ved at operere med varm luft i poser og ovenikøbet spille ’hovski-snovski’ og pigefornærmet ved enhver kritik af denne specielle elitære livsform behageligt indrettet for andres penge …'

Det kan jeg desværre ikke se. Har du et godt råd til mig?

Brugerbillede for Jan Weis

Kurt,

måske kunne du repetere lidt nationaløkonomi og Marx ... :-)

Vi kan ikke leve af at klippe hinanden
– sagde en berømt 100-årig vistnok socialdemokrat fra dengang partiet havde en sammenhængende vision om samfundets indretning …

Ved ikke af, at f.eks. kuponklippere og tilsvarende arbejdsfrie ’lukratører og -tøser’ på andres arbejdskraft henter noget som helst andet hjem til velfærdsstaten end underskud og forbrug uden basis i en reel merværdigenererende produktion, de selv har bidraget positivt til …

Dette billede bør man dog ikke udvide til andre produktive grupper, der hver på sin måde bidrager til samfundets opretholdelse, men der er nu engang forskel på at bygge supersygehuse, anlægge veje, etablere astronomiske observatorier, gøre befolkningens daglige liv nemmere og fremstille produkter til eksport - hvor ingeniører også er stærkt involverede – og så skrive alenlange lærde afhandlinger om f.eks. ’Vandmøller i Ditmarsken i Middelalderen’ eller religiøse kampskrifter, der går ud fra, som en kendsgerning, at ’end er der en gud foroven’, skrifter begået af ’her-har-vi-tid-nok-og-hygger-os’-segmentet, der mener de absolut skal divertere samfundet med bl.a. vitterligt vås og middelalderlig overtro – og så er ikke engang de kære ’idehistorikere’ blevet hængt ud – men besvare spørgsmålet om, hvad vi skal leve af fremover, er de garanteret ikke i stand til at sige noget opbyggeligt om …

Men bevares, jeg ville da nødig undvære filosofien og de fleste andre ’bløde fag’, der er med til at gøre tilværelsen mere interessant, men der er vel ingen fornuftig grund til at samfundet understøtter en overproduktion af kandidater, der kunne gøre mere samfundsgavn på andre felter – lidt planøkonomi må der vel til i disse fagre EU-tider … :-)

Nuværende prognoser estimerer at 2020 kommer der til at mangle henved 20.000 ingeniører, hvis den skæve udvikling fortsætter – så det er måske på tide at ’lægge roret om’ – ’Ruder umlegen’, so to speek - hvor jeg dog helst ser visse løjerlige RV-årsunger forsynet med medistertitler, der aktuelt fører sig frem i dagens politik uden selv nogensinde at have bidraget med noget positivt til den fælles husholdning, sendt på livslang omskoling … :-)

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

@jan Weis
" ... alenlange lærde afhandlinger om f.eks. ’Vandmøller i Ditmarsken i Middelalderen’ eller religiøse kampskrifter, ... "
Måske der skulle skelnes mellem forskning og spekulation; det er vel det sidste - spekulationen - der er gennemgående i det der tynger os, hos djøf´er, økonomer osv.

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Jan

Du skriver: 'måske kunne du repetere lidt nationaløkonomi og Marx ... :-)'

Ja, måske, men det kommer vel an på, hvad for et samfund jeg gerne vil leve i. Eftersom det spørgsmål ikke er på dagsordenen her, er det jo fuldkommen arbitrært hvilke uddannelser, der er brug for.

Du skriver: 'Vi kan ikke leve af at klippe hinanden
– sagde en berømt 100-årig vistnok socialdemokrat fra dengang partiet havde en sammenhængende vision om samfundets indretning …' Ja, så må det jo være sandt.

Alligevel - som vistnok en anden berømt politiker fra den gang saagde: 'Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta' (vistnok venstremand og ovenikøbet med en stærk jysk accent). Vi har vel ikke andre muligheder i en globaliseret verden - udover, at vi også i den grad har behov for at studse klodens ressourcer i et omfang, så 'håret' ikke kan nå at vokse ud mellem klipningerne. Som jeg ser det bidrager 'ingeniører' i vid udstrækning i forreste geled når den studsning skal fortages.