Klumme

Held og lykke til Hækkerup og Fogh

Forargelsen over politisk jobskifte er malplaceret. Problemet er det modsatte: Danske politikere ved generelt for lidt om, hvad der foregår uden for Christiansborg
20. oktober 2014

Vi står over for et grundstød mod demokratiet, intet mindre. Det forstod jeg på bølgen af puritansk forargede indlæg i de danske medier i sidste uge, hvor vrede debattører stod i kø for at kritisere den faneflugt og det vælgerbedrag, som de mente, at Karen Hækkerups jobskifte fra socialdemokratisk justitsminister til administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer repræsenterede. Og ikke nok med, at Hækkerup rendte af pladsen og forlod den synkende S-skude i utide, næh, hun blev endda »lobbyist« for en branche, som »hun i få måneder selv stod i spidsen for som fødevareminister.« Så bliver det ikke værre. Som en professor i politologi påpegede på sin Facebook-side, var »den slags ikke gået i andre civiliserede lande«.

Hændervridende eksperter var også legio. I en artikel i Kristeligt Dagblad med titlen »Politik er blevet en karrierevej« – man fornemmer tristessen – var konklusionen, at »politik i høj grad er blevet den enkelte politikers personlige projekt, og loyaliteten over for vælgere og parti er blevet mindre i takt med den stigende individualisering af samfundet.«

Som sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal fremhæver i artiklen, følger Karen Hækkerup »som en moderne kvinde sine egne ambitioner frem for kun partiets … Selvfølgelig kan hendes beslutning tolkes som illoyalitet, men den slags er tidsånden desværre fuld af. Enhver er sin egen lykkes smed.«

Ak ja. Tænk engang. Sikken en omgang pladder. For det første kan man heldigvis i alle demokratier skifte job, som man vil. De færreste danskere ønsker vel efter nærmere omtanke at leve i lande, hvor politikerne er tvunget til at blive siddende i parlamentet.

For det andet er der mange gode ting at sige om det, man i USA kalder den politiske svingdør. En af fordelene ved, at mennesker gennem deres liv kan være erhvervsfolk, akademikere, politikere, lobbyister, tænketanksmedlemmer og skifte frem og tilbage, som man ser i USA, er netop, at politikerne ved langt mere om det, de skal regulere, simpelthen fordi de selv har prøvet at være ude i virkeligheden frem for som i Danmark at have stået i lære som politiker på statskundskab og gå direkte ind i politik af og til uden så meget som at have skrevet speciale.

Den triste sandhed i Danmark er jo, at flertallet af politikere slet ikke ville kunne begå sig i det private erhvervsliv, de er ofte ikke dygtige nok. Og dermed står vi med et helt andet problem, nærmere det modsatte af det, som udløste ramaskriget over Hækkerup: Vi har alt for mange folkevalgte, som aldrig har prøvet andet end livet på Christiansborg.

Derudover er velorienterede lobbyister også i sig selv en udmærket indretning. Hvis man vel og mærke har en åbenhed og en ordentlig lovgivning, der sikrer kontrol med deres arbejde. Og her er vi så inde på et problem, man med rette kan være både bekymret og sågar forarget over. For sagen er, at det har Danmark på ingen måde. Modsat i USA, der har en af verdens skrappeste love på området. Her i Washington, hvor jeg bor, og hvor det vrimler med lobbyister, skal alt, de laver, registreres. I USA kan man ikke som registreret lobbyist (og registrering er lovpligtigt) så meget som invitere en politiker på en skaldet frokost eller en enkelt øl uden at indberette sammenkomsten. Alle bidrag, man giver til politiske partier, skal også indberettes og kan frit findes på nettet.

Men den slags ’erhvervsdyneløfteri’ går danskerne ikke ind for. Næh, vi dyrker den skjulte lobbyisme, der dermed netop fortsat vil blive set som fordækt frem for at erkende fænomenet og lovgive bedre. Det er svært at forstå hvorfor. De politiske svingdøre kan skabe visse problemer med indspisthed, men et velreguleret lobbysystem giver dynamik i det politiske system og åbenhed om lobbyisme som et helt normalt job.

Og endelig: En god lobbyist har en indgående viden om den politiske proces. Det gælder ikke kun Hækkerup, men også Anders Fogh Rasmussen, der helt logisk og naturligt nu fortsætter sin karriere inden for international rådgivning på områder, hvor han har lang erfaring og enestående viden. Held og lykke til ham også.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

"Ak ja. Tænk engang. Sikken en omgang pladder."

Sådan skriver såkaldt journalist Annegrethe Rasmussen, som åbenbart er hævet over os andre eller som måske er løbet tør for argumenter. Men måske er hun ved at forberede sin egen exit gennem svingdørene til det politiske miljø.

Når folk brænder for politik den ene dag og det modsatte den næste dag, så tænker jeg uværgeligt på levebrødspolitikere.

Efter min opfattelse er et andet alvorligt problem de unge nyuddannede akademiske politikere, hvis de overhovedet er færdig med deres uddannelse, et stort problem, når de placeres på en ministerpost. En post som i lighed med andre lederposter kræver livserfaring.

Gert Selmer Jensen, morten Hansen, Niels Engelsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@A.R.: Jeg er meget uenig med dig i dag. Tag lige og læs bagsidens Folk, hvor Rehling skriver om Karen Hækkerup.
En ting er jeg dog enig i, og det er den manglende åbenhed her i landet. Så er det på plads.

Jeg kan slet ikke få fat på din politiske holdning til - politik. Det drejer sig traditionelt set om repræsentativt demokrati, så politikerne skal repræsentere andre end sig selv. Man kan sige, at de skubbes frem af en gruppe, der kæmper for sin sag. Når så en ung har valgt at repræsentere et synspunkt eller en tendens, kan jeg godt se, at vedkommende får et problem, når gruppen borteroderes af tidens tand. Det sker for flere partier i øjeblikket, men det ser da underligt, når de flygter som forvirrede høns. Vælgeren står tilbage med den meget omtalte lede.

Endnu et problem er det, at så få kæmper for miljøet (i realiteten og ikke bare i ord). For den omtalte type politikere er det klart nok ikke noget der gavner deres karriere i fald de ikke bare vil højere og højere op i systemerne. Klodens klima burde være enhver ung politikers hovedsag, og det er det ikke. Dermed får vi en enorm politikerlede, og derfor bliver vi nødt til at opfinde en ny form for politik. Man kan sige en politik, der går i retning af menneskehedens overlevelse.

morten Hansen, Ejvind Larsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@A.R.: Det slår mig lige, at det måske bare er opportunisme, du vil indføre. Det er ikke særlig holdbart, så hvad bliver det næste?

Held og lykke til Fogh? 'Ikke en frø, ikke en fugl'. Hvad kan du bygge på sådan en mand?

Gert Selmer Jensen, morten Hansen, Rasmus Knus, Steen Sohn, Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Jeg er helt enig i, at der kan siges meget godt om den politiske svingdør i USA.

De ministre, som en nyvalgt præsident udnævner, kommer oftest fra netop tænketanke, fagforeninger, erhvervsliv etc. Ministrene påtager sig jobbet i 4 år, måske 8 år, hvis præsidenten genvælges. Og så får amerikanerne nye ansigter på skærmen.

Det er vel nærmest det modsatte af levebrødspolitiker.

Steffen Gliese

Der er uvidenhed på alle hylder - i går påstod næstformanden i DJØF i Deadline, at regeringen var folkevalgt; men den er jo netop ikke folkevalgt, den er udpeget af monarken, på baggrund af et politisk flertal i parlamentet.
Sådan går det, når uddannelserne er utilstrækkelige, fordi de er for ensporede og for kortvarige og tages med de forkerte hensigter.
På samme måde er valget af danske politikere nu blevet helt forfejlet, fordi de ikke indvælges på deres respekt i deres valgkreds, men på teknokratiske færdigheder og anciennitet i partiorganisationen.
Det havde således været bedre, hvis Karen Hækkerup var blevet indvalgt efter 17 år i - nej, næppe Landbrug og Fødevarer, men et arbejde som noget end studentermedhjælper på Christiansborg. Når man læser Karen Hækkerups sørgelige generalieblad på Wikipedia, forstår man, at politik nu er blevet dér, man går hen, hvis man er en af disse godt gifte unge fruer, der skal have tiden til at gå med noget, indtil manden kommer hjem.

Grethe Preisler

Angst æder sjæle op. Og intet er mere angstfremkaldende for karriereryttere af alle køn end udsigten til at miste nogle af deres nyvundne privilegier.

Steffen Gliese

Hvor er den begejstrede socialdemokratiske kandidat, som kommer fra sit job som socialrådgiver og ved, hvor skoen trykker, og hvad der skal arbejdes for i kampen for det bedre samfund for alle?

Steffen Gliese

Og. Annegrethe Rasmussen, der er efterhånden kun et sted, Fogh med rimelighed kan ende, og det er foran dommerne i den Haag.

Torsten Jacobsen

Er det mig der læser klummen helt forkert, eller fremhæves det amerikanske politiske system som et eksempel på hvordan man effektivt kan begrænse lobbyisters udemokratiske indflydelse på den førte politik?

Nej, jeg må sgu have læst det forkert?

Torben Lindegaard

@Torsten Jacobsen

Jeg læser artiklen på den måde, at den amerikanske registrering af lobbyister i høj grad medvirker til at dokumentere disse lobbyisters indflydelse på politikerne.

Modsat vores eget kongerige, hvor påvirkningen foregår gedulgt.

Registrering af lobbyisme er en joke..
Det er jo aftalerne ude ved vandkøleren, vi alligevel ikke hører om - det der før hed lokumsaftaler.
Hvad har KH gjort for at få jobbet i L og F?

Ret at se på forholdene. Tak for det AGR.
Haves : Politikere, der tidligt opøves i magtudøvelse og selvpositionering - og i mange tilfælde derefter bevæger sig ud i livet.
Ønskes : Borgere med livserfaring, der uselvisk vil lede landet - sammen med andre med forskelligartet erfaring.

morten Hansen, Michael Borregaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Charley Kristensen

Kære Annegrethe Rasmussen
Det kan ærlig talt selv være noget pladder, det du skriver. Jeg læser som oftest din klumme i Information med stor interesse, da du ofte har nogle fine pointer. Men her virker det nærmest som om, at du bare har indtaget det ledige standpunkt.
Selvfølgelig skal politikere da ikke være tvunget til at blive siddende i parlamentet resten af deres dage, når de først er indvalgte. Det er slet ikke det det handler om. Det det handler om er, at man som vælger går ud fra, at den politiker man stemmer på til et valg er i besiddelse af nogle holdninger til samfundets udvikling, der er nogenlunde i overensstemmelse med ens egne. Disse holdninger må man da forvente, at den pågældende politiker bringer med sig, når vedkommende af den ene eller den anden grund forlader parlamentet. Det man ikke lige regner med er, at en politikers holdninger bare er noget man smyger af sig og derpå iklæder sig et nyt passende sæt, når man skal videre i sin karriere.
Selvfølgelig må en politiker, som alle andre mennesker, da ændre holdninger og meninger til mangt og meget i løbet af sit liv. Hvis ikke man gjorde det, var der nok noget galt. Der er selvfølgelig tilladt at blive klogere. Jeg tvivler dog på, at det er det det er på spil i det konkrete tilfælde.
Og så lykkes det dig til sidst også lige at skamrose Anders Fogh Rasmussen for hans 'erfaring og enestående viden'. En mand som i den grad har vist, hvordan man bruger en politisk karriere til at fremme sine egne personlige interesser. At det undervejs skulle koste nogle unge mennesker livet i Irak, holder ham vist ikke vågen om natte. På besøg hos Bush kom han, og NATO-generalsekretær blev han (da også tyrkerne havde fået en luns). Velbekomme, Annegrethe.

morten Hansen, Rasmus Knus, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Torben Lindegaard,

Så er jeg mere rolig. Jeg troede lige et øjeblik at AGR så lobbyismen i amerikansk politik som fremmende for demokratiet 'over there'.

Citat: 'at politikerne ved langt mere om det, de skal regulere, simpelthen fordi de selv har prøvet at være ude i virkeligheden'.
Sådan kan det gå, når man ser verdens virkelighed gennem elitens øjne, og når man selv er blevet en integreret del af selvsamme elite. Uanset om vi taler om USA eller DK, så kan man jo ikke med nogen rimelighed hævde, at de personer, AG omtaler, har været ude i det, hun benævner 'virkeligheden', som de så nænsomt efterfølgende regulerer med almenvellet for øje. Det er jo noget bedragerisk elitærideologisk vås, for de omtalte personer bevæger sig jo ikke vertikalt i den såkaldte virkelighed, men alene horisontalt. De forflytter sig, jovist, men forbliver på det elitære niveau, ser og opfatter verden og virkeligheden gennem dette niveaus eksklusive ideologiske syn og kender iøvrigt intet til den virkelighed, som alle andre mennesker lever i. Eller også er det endnu værre, så de faktisk godt kender til virkeligheden, men fra deres stade bevidst vælger at medvirke til at regulere virkeligheden udelukkende af hensyn til den elitære klasses fordel og egen vinding. De empiriske data syntes at tyde endda meget stærkt herpå, for den regulering den økonomiske og elitære elite gennemtvinger i øjeblikket syntes i hovedsagen ikke at være til fordel for den store befolkning derude i virkeligheden, også selvom der kastes lunser ud.

Niels-Simon Larsen, morten Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Det er på mange områder ment som en provokation - men alligevel ikke, måske man skulle (ud)vælge, at proceduren for at komme ind på Christiansborg, blive folkevalgt, skulle være sådan, at der tages højde for opvækst - og dermed forståelse for samme på horisontalt plan. Dette kunne eksempelvis ske ud fra et kriterium som forældres gennemsnitlige indkomst mens vedkommende stadigvæk blot var umyndig af opvækst og “arv“. Et sådant kriterium ville være demokratisk repræsentativt, og handle om meget mere og andet end det liberale udtryk, enhver er sin egen lykkens smed.

Det store problem i Danmark, er lobbyismen en del af, herunder offentlighedslovens seneste ratifikation - ingen tvivl om det, problemet er dog ikke så stort som Annegrethe Rasmussen, slår det op.

Det største problem i Danmark, et Anders Fogh Rasmussen i øvrigt som en af hovedarkitekterne var med til - forlange - at indføre, er det som kaldes håndholdt(e) version(er).

I starten af 00erne afskaffede man praksis i Finansministeriet for at oplyse om forudsætningerne og modelkorrektionerne ikke længere skulle offentliggøres. Tavsheden - som i øvrigt også videreføres af denne regering - i dette tilfælde input(tavsheden), som grundlag for demokrati er uacceptabelt, specielt når det som oftest viser sig at outputtet er milevidt for skiven.

Set i lyset af debatten generelt, ligesom kritikken af økonomi også kan blive for billig i selvsamme debatter, er det samme tilfældet af de marginaliserede, langt de fleste kan ikke portrætteres som prinsessen på ærten, eller for den sags skyld som prinsen, som først letter “r….” fra sofaen, når fjederen er sprunget - er mere fiktion end fakta økonomisk set, her kan man dog de facto pege på “Mytefabrikkens” horisontale forståelse og simplificerede fortælling som synderen mere end der er tale om, at Danmark er en “Taberfabrik”, denne rolle ville enhver politiker efter et par år i Tinget sagtens kunne varetage på vegne af det private erhvervsliv, to eksempler, er Lisbeth Bech Poulsen og Mette Frederiksen.

Lisbeth Bech Poulsen er ikke længere pigen som vil komme grædende ud fordi hun er blevet sat på plads af baglandet, og Mette Frederiksen, er ikke længere i opposition, og kan derfor ikke opføre sig, som hver dag var 1. maj, begge er de oplært i politisk talmagi og videnskabelig kandestøberi, så selvfølgelig ville de og deres kollegaer sagtens kunne begå sig i det private erhvervsliv - specielt som lobbyister, det er som eksempelvis, Dana Carney, doktor i socialpsykologi har sagt, løgn og bedrag tynger ikke magtmennesker.

Hvis lobbyisme, den politiske svingdør, i øvrigt var så godt for det amerikanske system, hvordan kan det så være, at så lidt blandt magthaverne i USA hører på Robert Reich - men generelt, som det på mange områder er gældende blandt befolkningen i Danmark også, peger på dem som af mange forskellige årsager er marginaliserede som afhængig af “velfærdsnarko“!

Michael Borregaard

For at gøre mit indlæg oven for lettere kortfattet, har politik, som hovedreglen siger, perverse effekter, den største djævelskab står dog i, når man bevidst og ikke automatisk lader gradbøjning af de(n) håndholdt(e) version(er) være hovedreglen for al politik - man kan sige, at det renommé som Finansministeriet fra midten af 70erne og frem til start 00erne havde opbygget er en skygge af sig selv - selv den tredje vej i 90erne taget i betragtning, hvor man mere udfordrede normerne end skjulte de beregninger som lå til grund for større reformer.

Overskriften burde vel have været; "Når liberalismen er det lykkeligste et land kan opnå"!

Men sådan er det jo heldigvis ikke alligevel, for politikerne betales af kunderne(vælgerne) og dem med de største pengepunge får mest for pengene, og det er bestemt ikke de almindelige vælgere, men derimod de store firmaer.

Den skævvridning er åbenbart svær at få øje på for skribenten i hendes begejstring over hendes elskede Amerika!

Når mennesker befinder sig konstant i de samme cirkler af samfundet øverste lag, politik, tænketanke, professorater, lobbyister osv., - så kommer de trods alt ikke særlig langt ud i samfundet, og oplever hvordan det hænger sammen, men forbliver i en lille snæver kreds, der måske en gang imellem kommer på en ekskursion ud i en fabrikshal og ser hvordan det foregår derude, men glæder sig samtidig mest til at kommet tilbage til deres vante trygge omgivelser bag skrivebordet, hvor teserne(de selvopfundne sandheder, som ikke kan bevises) skal sættes på ord i sproglig form, som sukkerbolcher til "menigheden"(vælgerne).

- Jo, forskellen er til at få øje på, men ikke så lykkeligt som beskrevet her i artiklen!

Annegrethe Rasmussen er tilsyneladende meget interesseret i danske politiske forhold !
Måske på vej gennem den atlantiske svingdør til Danmark - dansk politik.
Det kan vi måske få en kategorisk afvisning af ?

Ivan Breinholt Leth

"En af fordelene ved, at mennesker gennem deres liv kan være erhvervsfolk, akademikere, politikere, lobbyister, tænketanksmedlemmer og skifte frem og tilbage, som man ser i USA, er netop, at politikerne ved langt mere om det, de skal regulere."

Der mangler et par fag på listen over karrieremuligheder, som kan give politikere stor indsigt i det 'virkelige liv': F.eks. jord- og betonarbejder, slagteriarbejder og murarbejdsmand.

Den største fordel ved det amerikanske system, er vel, at politikerne skifter mellem Wall Street og Kongressen. Så ved de rigtig meget om, hvordan man tager røven på den arbejdende
befolkning, og det er vel en væsentlig kvalifikation for en moderne politiker?

Eller sagt på en anden måde: Endnu et latterligt eksempel på, at middelklassen simpelthen ikke fatter, at der er et liv uden for middelklassen. Social afstumpethed er en af moderne politiks største svagheder. "Men sådan er det jo."

Niels Jespersen

Anne Grthe Rasmussen skriver i artiklen:

". For sagen er, at det har Danmark på ingen måde. Modsat i USA, der har en af verdens skrappeste love på området. Her i Washington, hvor jeg bor, og hvor det vrimler med lobbyister, skal alt, de laver, registreres. I USA kan man ikke som registreret lobbyist (og registrering er lovpligtigt) så meget som invitere en politiker på en skaldet frokost eller en enkelt øl uden at indberette sammenkomsten. Alle bidrag, man giver til politiske partier, skal også indberettes og kan frit findes på nettet."

Det passer ikke. Den største og mest effektive politiske lobby i USA er den Israelske Lobby. Her er organisationen AIPAC f. eks. målrettet mod Kongressen - men er ikke registreret som lobby for en udenlandsk stat med de skrappe love som så iøvrigt kommer på tale. Trods mange forsøg gennem mange årtier på at få lobbyen registreret er det strandet på korrupte politikeres modstand mod dette. Dels i administrationen hvor ministrene ikke vil forfølge sagen dels i kongressen hvor man af angst for ikke at blive genvalgt ikke vil røre ved denne organisation med en ildtang.

Se her :

http://natsummit.org/
http://mearsheimer.uchicago.edu/pdfs/A0047.pdf

http://www.lrb.co.uk/v31/n06/mear01_.html

http://mearsheimer.uchicago.edu/pdfs/A0044.pdf

http://mearsheimer.uchicago.edu/pdfs/A0045.pdf

Eller

www.ifamericansknew.org

Gert Selmer Jensen

Annegrethe Rasmussen- Held og lykke til dig også. Men prøv at skære ned på klummerne.
Og hvad ang. Fogh. Rasmussen.: Kunne han så ikke bare koncentrere sig om at skrive "Minimalstaten", i en ny og ajourført udgave.

Henrik Brøndum

Jeg er som det ses af min anbefaling enig i at det er tilladt at skifte job. De to aktuelle sager for Anders Fogh Rasmussen og Karen Haekkerup maa da ogsaa ses som om de har brug for at slappe lidt af maaske?

Det er da langt mere kraevende at vaere folkevalgt, erhvervsleder eller forsker end at passe en loppetjans som lobbyist, taenketanker m.m.

Det goer man vel enten fordi man er blevet lidt doven eller fordi man har naaet et sted hvor ens kvalifikationer viser sig ikke helt at slaa til?

Niels-Simon Larsen

Min konklusion: I sig selv er det ikke forkert at skifte job eller parti - det har mange af os gjort. Der, hvor det går galt, er, når forvirringsgraden bliver for stor og som i Karens eksempel går over til fjenden: Det ødelæggende landbrug. Det må også gøre ondt på socialdemokraternes landbrugspolitikere, når det er så let for en socialdemokrat at skifte holdning.
Fogh er det ikke ulejligheden værd at beskæftige sig med.
I det hele taget er argumentationsmoralen sådan, at jeg tit spørger mig selv, når jeg høre en 'dygtig' politiker (Margrethe Vestager fx) om vedkommende ikke lige så godt kunne argumentere for det modsatte. Det er sofisteri, jeg hører, hvor de har lært at belægge deres ord (bruge belagte ord, som Holberg siger et sted).
Vælgerflugt er resultatet - og bør være resultatet.

Annegrethe Rasmussen

Tak for alle de kritiske kommentarer (og de få venlige :-))

Jeg har været på foredragsturne i Danmark i en uge op til midtvejsvalget og i anledning af at min bog er udkommert på engelsk og i 3. oplag på dansk, så jeg er glad, men også lidt bagud i min korrespondance, jeg beklager.

Jeg kan bekræfte - nu der spørges - at jeg ikke er på vej ind i dansk politik. Eller i politik som sådan. Det er sgu alt for hårdt, ubehageligt og dertil dårligt betalt. Så det ...

Ikke at diverse partier ikke har forsøgt sig, for det har de skam. Men nej tak.

Jeg synes i øvrigt altid det er morsomt, når læsere, der ikke kan lide klummerne, tror at der ligger et eller andet positioneringsforsøg bag teksterne. Det kan jeg forsikre om, at der ikke er. Jeg skriver bare hvad jeg mener. Såmænd.

Hvad angår forslaget om at "skære ned på klummerne" har jeg efterhånden svaret en hel del gange på den sag. Men jeg tager den lige igen. Mine klummer ligger hver mandag året rundt. Af og til holder de pause i december, hvor der nogen gange er en julekalender. Men ellers er de altså der, og det er efter avisens ønske, og de holder ikke op, før ledelsen evt. beslutter sig for ikke at have dem mere. Jeg løber næppe selv tør for stof, så det skal man nok næppe sætte næsen op efter. Men man kan da altid skrive til min chefer og brokke sig. Mailen findes på hjemmesiden.

Hvad angår kritikken vil jeg begrænse mig til den, jeg faktisk er enig i, nemlig, at det er helt rigtigt, at de amerikanske politikere flytter sig "sidelæns" og ikke "nedad" i samfundet. Og det er dermed også rigtigt, at det mere flydende amerikanske system ikke afhjælper problemet med, at det først og fremmest er "eliten" der rykker rundt. Der kommer ikke flere lavtuddannede eller mennesker med erfaringer fra samfundets bund ind på denne måde. Men i det mindste kommer der dog nogen, som kender til andre dele af samfundet end parlamentet/kongressen/regeringen. Modsat i DK hvor mange entrerer Folketinget som unge uden nogen viden om andet end studier og ungdomspolitik. Og så bliver siddende.

Alt godt,

Annegrethe Rasmussen