Klumme

Ja, gør myg til elefant

Og lad øjeblikkets elefanter under naturens synsvinkel blive til (danse)myg – Er det mon ved at dæmre for Thorning?
Debat
21. oktober 2014

Mens dette skrives under hakkelses-skæreriet i døgnets rejsestald (benzinpåfyldningen på nærmeste tankstation) dumper et ritzau-telegram ned – som sendt fra evigheden – med budskabet: »Vi skal gentænke vores måde at leve på. Verden har brug for en bæredygtig livsstil hos forbrugere og virksomheder. Milliarder af mennesker i udviklingslandene løftes i de kommende år væk fra fattigdom og op i den globale middelklasse. Men større forbrug og større industriproduktion kan have ødelæggende konsekvenser for miljøet, hvis ikke der skabes grønne og bæredygtige løsninger.«

Ja, det tør siges: Det er jo netop, fordi menneskehedens fire femtedele møver op på den industriproduktion og det materialeforbrug, som den rigeste, altså vores, ene femtedel hidtil i århundreder har rådet over, at mange af Jordens hidtidige grænser og økosystemer er ved at blive sprængt. Med truende konsekvenser – ikke for naturen som sådan men – for menneskehedens egen overlevelse. På de af den selv forandrede naturbetingelser. Herunder, men langtfra alene, dens påvirkning af klodens CO2-absorbering med nu opvarmning, havenes vandstandsstigninger og ekstreme, ødelæggende klima- og vejrforhold m.v. til følge.

Men hvem siger da så klogt og rigtigt, som ovenfor citeret? Det gør såmænd Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt! I sin åbningstale i går, mandag, ved det internationale Global Green Growth Forums (3GF) topmøde i København.

Ja: !

Den statsminister, der ellers i sine åbnings- og nytårstaler, sin regerings såkaldte ’bæredygtighedsstrategi’, økonomiske planer m.m. konsekvent glemmer/udelukker selv den mindste anfægtelse af den moderne menneskeheds blårøde religiøsitets almægtige guddom: Den Økonomiske Vækst, DØV. Nu citerer Ritzaus Bureau Thorning for: »Omkring tre milliarder mennesker forventes at slutte sig til den globale middelklasse inden 2030. At opfylde deres behov på en bæredygtig måde er afgørende for os alle. En bæredygtig livsstil skal være normen, og at opnå det er en af de største udfordringer i vores tid. Det tvinger os til at gentænke vores måde at leve på.«

Words, words, words? Måske. Dog at foretrække for total fortielse. Eller for hendes egen klimaminister Rasmus Helveg Petersen. Som i lørdagsavisen i referatet fra Oil & Gas Summit 2014, arrangeret af brancheorganisationen Olie Gas Danmark, citeres for ordene: »Jeg anerkender fuldt ud, at vi behøver olie mange år endnu.« Ganske vist efter at have erklæret klimaændringerne for en alvorlig trussel mod livet og regeringen besluttet på at gøre Danmark fossilfrit i 2050. Men ifølge referatet uden antydning af, at vi alle – selv eller måske navnlig medlemmerne af brancheorganisationen Olie Gas Danmark – allerede her og nu »er tvunget til at gentænke vores måde at leve på«. Den erklæring kan man til gengæld stikke regeringschefen med til ordene bliver til handling.

Som var man en myg. Og hermed er vi tilbage til rejsestalden eller tankstationen, himmelbrevet fra evigheden et øjeblik bragte os ud af:

»Europas farligste myg er kommet til Danmark. I Greve stortrives nilfeber-myggen, der potentielt kan smitte mennesker med farlig virus. Myggen er her pga. både miljø- og klimaændringer, siger DTU-forsker,« sagde DR1 på både skærm og web i søndags.

Et vandhul i Greve på størrelse med en parcelhusgrund er blevet hjemsted for nilfeber-myggen ’Culex modestus’.

Det er første gang, at nilfeber-myggen er fundet så langt mod nord i Europa og så tæt på mennesker. Nilfeber-myggen er Europas farligste myg, fordi den kan overføre virussygdommene West Nile-feber og afrikansk Usutu-virus fra fugle til mennesker, og det kan medføre hjernebetændelse, som man kan dø af. Der findes ingen vaccine til mennesker mod sygdommene.

»Det er først, hvis der kommer trækfugle hertil sydfra, som er smittet med virusset, at det bliver farligt. Myggen er nemlig ligeglad med, om den stikker fugle eller mennesker, og den stikker både dag og nat. Selv om myggen nok er kommer hertil på grund af varmere vejr i takt med klimaforandringerne, drejer det sig i Greve om miljøændringer,« fortæller René Bødker fra DTU Veterinærinstituttet.

»…havenes vandstandsstigninger og ekstreme, ødelæggende klima- og vejrforhold m.v.« blev anført ovenfor. »M.v.« dækker f.eks. over de nye og fremmede skadedyr og epidemier, der følger med Danmarks varmere somre og andre miljøændringer.

I søndags meldte et eksempel sig allerede. En myg, der hurtigt kan blive en elefant. Om ikke også et land som Danmark snart omstiller sig fra sit kolossale økologiske fodaftryk og naturmateriale-forbrug. Det vil kræve mindst to jordkloder mere, hvis yderligere tre milliarder mennesker forventes at komme op på vores ’globale middelklasse-niveau’ inden 2030.

Set under evighedens synsvinkel bliver øjeblikkets elefanter til myg, lyder et gammelt ord, fra dengang man talte om rejsestalde. På dagens tankstationer kunne det lyde: Set under naturens synsvinkel bliver mange af øjeblikkets politiske, økonomiske og journalistiske elefanter – til myg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

De handlekraftige båtnakker i riget foretrækker selv at komme hjem til palævinduer, gartnere og pudsere, det er deres stræbens mål, mens de ydmyge adlydere i lotusstilling med dusk bag ørerne drømmer om fred og kærlighed, i stedet for tjenestefolk til det fine.

Niels-Simon Larsen

Med alle de mere eller mindre grønne bestræbelser der forekommer i de højere luftlag, træder dilemmaerne også tydeligere frem. Helle siger i dag på side 11, at klimaet er vigtigt, men at det dog ikke må gå ud over erhvervslivet.
Indtjeningen er nr. 1, klimaet nr. 2.
Dvs. at vi kun får den klimaaftale, vi har råd til. Man kan spørge sig selv, hvordan vi kan blive ved med at være så dumme. Det kan vi, så længe der er vælgere til den politik. Vi kan selvfølgelig ikke forlange, at resten af verden skal være klogere end os. Når der ikke er et eneste parti i folketinget, der tør sige sandheden HØJT, så behøver vi ikke gøre os nogen illusioner. Så længe grebet i egne barme udebliver, ingen ændringer.

Undergravning

Uskadelige provinsmyg bliver til kriminelle internationale elefanter – et aktuelt dansk novum – og mens vi taler om skadelige udslip til Rasmusfæren – graves der lystigt under vore fødder …

Så ser fænomenet ’røveri af kulturskatte’ ud til at have ramt vore hjemlige stenaldergravhøje – senest har IS-banderne i Syrien og Irak plyndret f.eks. gamle kultursteder som Palmyra og Mosul – utallige uerstattelige kulturhistoriske artefakter er blevet røvede og sendt videre via illegale kriminelle netværk til Vesten – indtægterne går bl.a. til at finansiere IS – big business …

Men herhjemme har vi åbenbart fået et helt nyt problem med at kunne bevare og sikre vores fælles kulturarv – ’globaliseringen’ breder sig dag for dag – og nu er det ikke mere ’kun’ østbander, der florerer, men måske også internationale bander med speciale i arkæologi …

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/10/23/215226.htm

Niels-Simon Larsen

Griber lige tilbage til et indlæg af John:
"Når for eksempel et menneske sidder og handler aktier foran sin hjemme-pc, så er det ikke utænkeligt, at vedkommende ved at klikke på sin mus bidrager til, at der nogle måneder senere springer en asiat i døden fra et fabrikskollegium, fordi forholdene lige er blevet strammet en lille kende ekstra, for at virksomheden kunne tilfredsstille aktionærerne, herunder vedkommende foran skærmen."

Det er lige netop det ansvar, vi skal til at indse, vi har. Det vil få de fleste mennesker til at råbe: "Jamen, så kan vi lige så godt helt lade være med at gøre noget". På samme måde med klimasagen. Folk føler, at det er så overvældende, at de lige så godt kan opgive - og bare leve videre som hidtil.
Den knude kan kun løses ved at gå ind i arbejdet. Det er først, når man gør en smule, at man kommer over sin afmægtighed. Man kan jo ikke sidde og vente på, at nogen skal komme med gyldne løsninger. De findes ikke, men man kan selv være en del af løsningen.
Bliver problemet så løst? Tja, hvad er ellers løsningen.

@Niels-Simon: 'Det vil få de fleste mennesker til at råbe: "Jamen, så kan vi lige så godt helt lade være med at gøre noget"'.

Og dertil kunne man vel egentlig bare svare: "Ja, hvis bare I ville! Altså lade være med at gøre bare en del af jeres tilsyneladende endeløse materielle gøremål og projekter. Dét ville i den grad gavne klimaet." Men den går selvfølgelig ikke, for så går der panik i lampetten.

Niels-Simon Larsen

"Ja, hvis bare I ville".
En af de ting, der gør det værd at skrive her, er, når en anden giver et særdeles uventet svar. Så tak for det, John!

Niels-Simon Larsen

Den nye udfordring for den nuværende generation er, at vi skal tage hensyn til de næste.

Hvis Chr.d.4. gik i krig, var det ud fra chancerne om at vinde den og ikke ud fra, om den evt. kunne skade følgende generationer. Altså, gavner det 'mig' eller ikke.

Vi er ikke kommet ret meget længere. Langtrækkende virkninger er ikke implanterede i vores tænkemåde. Det er stadig, gavner eller skader det 'mig'. At neddrosle forbruget skader det aktuelle 'mig'. Det vil gavne det langsigtede 'mig', men det eksisterer kun på ønskesedlen.

Det, vi ser nu, er alle mulige krumspring for at undgå at begrænse 'mig'. Bare sådan en faktor som skadeligheden af co2 er der vild uenighed om. Jeg læste lige, at et ton co2 fyldte et rum på 8x8x8m. Et rum fyldt med 'dårlig' luft. Det koster ca.6kr at udlede. Ren røverpris.

Det er helt ufatteligt, at vi lige pludselig skal vende på en femøre. Flere millioner års god, borgerlig hensynsløshed skal hældes i kompostbeholderen, men hvad der skal komme ud af det, skal vi først til at finde ud af.

Desuden har vi hver især flere forbehold:
Man skal først være socialist, så man kører efter en plan.
Man skal først være kristen, for ellers kan man ikke blive frelst.
Man skal først have gået på CBS, for ellers har man ikke begreb om økonomi.
Man skal først lære gode, borgerlige manerer.
Man skal først lige have skrabet nogle flere penge sammen, så man sidder godt i det, for ellers har man ikke rigtig overskud til at gøre noget for andre.
Man vil i hvert fald ikke stå helt alene med meninger, andre synes er lidt naive.

Man må nok hellere la' vær'.

Ejvind Larsen, John Fredsted og randi christiansen anbefalede denne kommentar

@Niels-Simon [din 15:12 kommentar]: Du er så hjertelig velkommen!

PS: Jeg var såmænd godt klar over, at "Jamen, så kan vi lige så godt helt lade være med at gøre noget" var ment i en anden betydning end den, jeg valgte at benytte mig af :-).

randi christiansen

http://www.spiegel.de/international/business/capitalism-in-crisis-amid-s... :

"According to the latest Global Wealth Report by the Boston Consulting Group, worldwide private wealth grew by about 15 percent last year, almost twice as fast as in the 12 months previous.
The data expose a dangerous malfunction in capitalism's engine room. Banks, mutual funds and investment firms used to ensure that citizens' savings were transformed into technical advances, growth and new jobs. Today they organize the redistribution of social wealth from the bottom to the top. The middle class has also been negatively affected: For years, many average earners have seen their prosperity shrinking instead of growing.
Harvard economist Larry Katz rails that US society has come to resemble a deformed and unstable apartment building: The penthouse at the top is getting bigger and bigger, the lower levels are overcrowded, the middle levels are full of empty apartments and the elevator has stopped working."

Nu er den altså også så småt ved at fise ind rundt omkring hos privatkapitalisterne, og I kan godt ta en del af æren, niels simon, john, ejvind og andre ihærdige debattører.

Ejvind Larsen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Verden har brug for en bæredygtig livsstil..
Og alt den snak om vækst og konkurrence..det er dobbelttydigt. Det minder mig om gåden om, hvordan man sejler over floden med en ræv, en høne og en sæk korn.

Virksomhedernes globalisering, er det ikke bare en hjælpende hånd til de der i forvejen har et forspring ? (Også klimamæssigt sat i skammekrogen).
Er det vejen frem at bortauktionere infrastruktur ?
I en tidsalder hvor alt er til salg, hvorfor så forsøge at bortforklare at alle er fanget imellem IMF's checkhæfte og et amerikansk krydsermissil ?

Ejvind Larsen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Ditte - dødens købmænd og deres håndlangere har et stadig større forklaringsproblem

Fortæller du ikke historien om flodsejladsen?

Niels-Simon Larsen

Nu kan det være, at der går hul på klimabylden, men nok ikke på den bevidsthedsudvidende måde, som nogle af os går og håber på. I TV2 News her i aften, fortalte Roskildes borgmester, at fremtiden så temmelig våd ud i Roskilde kommune. Det gør den også i København og andre byer. I det hele taget er Danmark ikke et sted for det langsigtede afkast.

Det er mærkeligt at sidde og følge sådant et tv-klip. Ikke et ord om årsagen - altså vækst. Nu har jeg ikke store børn i huset, men jeg tænker på de steder, hvor der findes et tænksomt barn, der ikke er blevet vænnet af med at stille nærgående spørgsmål, og som spørger sine forældre. De må da være på spanden, og de skal da svare noget. Man kan jo ikke blive ved at vende ryggen til virkeligheden. En dag står man med en vis del af kroppen i vandskorpen.

Nu er vi kommet så langt, at myndighederne taler åbent om, nej, ikke årsagen selvfølgelig, men om virkningerne (uden årsag). Man må gøre noget. Bygge op osv, altså skabe en masse forurenende anlægsarbejder med jordvolde og beton. Man kan godt tænke sig, at det vil styrke sammenholdet i befolkningen. Endelig er der noget, der kan forene høj og lav. Det farlige liv vil kalde på heltebedrifter. Det gør sådan noget som at søge sandheden ikke. Det skaber kun surhed, mismod og latterliggørelse.

I øvrigt er de triste udsigter hurtigt glemt. Der er et sportsindslag. Vejret, og hvad der ellers kan underholde os aftenen igennem. En fuldstændig fornægtelse af morgendagen. Forræderi over for kommende generationer. Opvisning af reptilhjernevirksomhed.

Nå, men nu er der snart valg, og temaerne er så småt ved at størkne i formfaste floskler. Klimaet bliver ikke et emne. Hvordan skulle det kunne blive det med den folkeopdragelse, vi har været udsat for?

Anne-Marie Blæhr, John Fredsted, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Sømmet ramt lige på hovedet, Niels-Simon.

Niels-Simon Larsen

Her sidst på tråden kan man vel nok tillade sig at skeje lidt ud...
Jeg havde en drøm i nat, der undrer mig. I drømmesproget hedder det sig, at bider man ikke fra sig om dagen, bliver man bidt (af en hund) om natten, og jeg mødte nemlig en hund.

Det har nogle omkostninger at beskæftige sig med klimaforandringerne i så høj grad, som vi gør. Mon ikke der for os alle kommer en drøm af og til, der angiver det? Nå, men jeg gik en tur med en ven. Pludselig blev jeg angrebet af en lille, arrig hund. Jeg holdt den på afstand med spark. Vi bevægede os hen mod en høj bro. Hunden blev ved. Jeg fornemmede, at dens herre havde begået selvmord, og at hunden var desperat. Da vi nåede toppen af broen, løb hunden ud mellem tremmerne, lænede sig bagud og kastede sig i vandet. Jeg undrede mig meget over det, da jeg gik videre.

Der sker meget på vores område nu. Folk i de lavtliggende områder erkender nødtvunget, at havstigningen har noget med dem at gøre, men hvad skal de gøre ved det? Kommunen må gøre noget selvfølgelig. Staten også, men de må vel på et tidspunkt indse, at denne gang går det ikke med bare at ringe til kommunen, 1813 eller Folkekirkens nødhjælp. Der er ingen kære mor. Oh, rædsel.

Drømmen, som selvfølgelig er et billede på min personlige situation, vil jeg tolke i en lidt bredere betydning: Det er mig, og os, der er hunden. I desperation angriber vi fornægterne, der sparker os væk. Vores 'herre' (gud af enhver slags) er væk. Død, begået selvmord eller i hvert fald slidt op. Når vi op til toppen af 'situationen', må vi læne os tilbage, enten i lænestolen eller ud over rækværket. Den tredje mulighed er at leve uden arrigskab, som om der var en chance og i venlighed sammen med andre.

Nu hører man, at det vælter frem med børnebøger, der mere end lever op til sangen: "Vi voksne kan også være bange". Ja, nu hedder det: "Vi voksne kan også være rædselsslagne". Dem vil jeg hverken synge med på eller læse op af.
Jeg skal passe Sigurd på toethalvt år i morgen, og jeg har klippet nissen i hytten og haren ud, så vi kan synge og lege den. Den venlige nisse yder den forfulgte hare beskyttelse mod den slemme jæger. På den måde bliver der harmoni i barnets univers, og det skal der være, ellers splittes alt, og det vil jeg ikke være med til. Jeg ved godt, at jeg lyver verden mindre, men sådan er definitionen på god pædagogik.

Vi må konstruere verden hver dag. Indimellem kan man altid dekonstruere den, hvis man får lyst til det, men vokse op i dekonstruktion kan kun medføre destruktion. Man kan ikke fortælle børn, at nissen sælger haren til jægeren for ussel mammon, selvom det ofte sker. Det må i hvert fald vente. Hvad så den dag, hvor børnene sammen med forældrene kæmper sig vej gennem oversvømmelserne? Skal man så ikke fortælle, hvem der har svigtet dem? Det er der, vi står nu, og det er her, der kunne, kan, ske et bevidsthedsskred.

Det er også her filmen knækker, for vi er aldrig kommet op på det niveau, hvor vi har indset, hvad det vil sige at være menneske og ikke bare dyr. Der har altid været nogle få, der forstod det, men flertallet har hverken kunnet eller villet. Derfor må vi nok gå undergangen i møde.

Jeg har lige lånt en bog om universet, som jeg ikke kan følge med i, men så meget får jeg dog ud af den, at spændvidden er kolossal. I den ene ende et eventyrligt univers, men i den anden ende en eventyrlig menneskelig dumhed og ødelæggelsestrang. Hvad skal vi gøre?

I morgen skal jeg være sammen med mit barnebarn, der skal indgå i hele dette kompleks, stykke for stykke. Han vi måske spørge, hvorfor jægeren skyder haren. Skal jeg sige, at det er for at spise den, og at jeg selv spiser kød? Det må jeg nok hellere vente med, tror jeg.

randi christiansen

Niels simon - måske skulle du alligevel vælge en anden historie, der ikke risikerer at anspore til uhyggelige spgsm?

Min søn blev rædselsslagen ved synet af et billede på højt kunstnerisk niveau af nogen skovtrolde i en elsa beskow bog, som jeg troede kunne passere som en skånsom intro til verdens mulige fortrædeligheder. Bogen var ellers så fin, men den måtte jeg lade ligge. De små er jo forskellige personligheder, så det gælder vel om imødekommende indfølingsevne på barnets præmis. Det er jeg sikker på, du er god til. Hav en god dag med sigurd.

randi christiansen

Jeg valgte altså ikke bogen fordi den skulle være en slags oplysningspropaganda, men fordi det er en smuk og fin bog med en god og spændende historie.

På DR Tekst TV side 135 fra i dag kan følgende skizofrene 'perle' fra Klimaministeriet (altså det såkaldte) læses:

"Flere penge men mindre benzin
Vores samfund kan sagtens udlede mindre CO2, samtidig med vi bliver rigere og væksten stiger, også selvom vi fortsætter med at køre rundt til job, sport og andre ærinder i bil. Det viser Klimaministeriets rapport ""Den danske basisfremskrivning", som udkommer i dag.
Ifølge rapporten vil der fra i dag og frem til 2025 ske et fald i vores samlede forbrug af især benzin og også et mindre fald i forbruget af diesel. Det er selvom ministeriet regner med, at vi vil bruge vores biler mere og købe flere af dem, fordi vi får flere penge mellem hænderne."

Vi er naturligvis helt og aldeles fucked.

randi christiansen

Fredsted - jeg glæder mig til at klimaministeriet præsenterer sin evighedsmaskine

Sider