International kommentar

Krigen mod den levende verden

På 40 år har verden mistet over 50 procent af sine vildtlevende hvirveldyr – findes der noget klarere fingerpeg om, at vores livsform er fundamentalt afsporet?
30. oktober 2014

I denne måned kunne Verdensnaturfonden fortælle os, at verden på 40 år har mistet over 50 procent af sine vildtlevende hvirveldyr (pattedyr, fugle, krybdyr, padder og fisk).

For så vidt forlænger den moderne æra en to millioner år gammel megatrend: Tabet af en stor del af den afrikanske megafauna – sabeltigre, kæmpehyæner og amphicyonider (’bjørnehunde’) – faldt sammen med urmenneskets skifte til en kødholdig kost.

Efterhånden som mennesket spredte sig til andre verdensdele, kollapsede megafaunaen også her. Faktisk kan den mest pålidelige indikator for den første ankomst af mennesker overalt siges at være det pludselige tab af store dyr. Levesteder, som vi i dag opfatter som uberørte – Amazonregnskoven eller koralrev for eksempel – er i virkeligheden mærket af tabet af de fleste af de store dyr, som førhen beboede dem og spillede vigtige roller i deres naturlige processer.

Siden har vi arbejdet os længere ned gennem fødekæden og tyndet ud i også de mindre rovdyrs og de mellemstore planteæderes rækker. Der synes at være en eller anden disposition i menneskehjernen, der forhindrer os i at holde inde og driver os til at blive ved med at kappes med hinanden og ødelægge vores omverden.

Hvad vi ser nu, er ikke desto mindre en radikal eskalation: En hastighed i udryddelse og ødelæggelse af levesteder, der overstiger selv den udvikling, der skete under de første bosættelser i Nord- og Sydamerika for 14.000 år siden, da en hel halvkugles økologi blev forvandlet gennem en ildstorm af udslettelse, der stod på i blot et dusin generationer, og hvor det store flertal af kæmpe hvirveldyr forsvandt for altid.

Mange mennesker henviser til overbefolkning, og ingen tvivl om at det er en væsentlig faktor. Men to andre tendenser har udviklet sig endnu hurtigere. Den første er stigningen i forbruget; den anden den teknologiske naturudnyttelse. Hvert år bliver nye pesticider, nye fisketeknikker, nye minedriftsmetoder, nye teknikker til industriel behandling af træer udviklet. Vi udkæmper en stadig mere asymmetrisk krig imod den levende verden.

Mister mere end vi får

Hvorfor fører vi denne krig? I de rige lande, som foranlediger meget af denne ødelæggelse ved sin umættelige appetit på importvarer, har det meste af vores forbrug intet at gøre med opfyldelse af menneskelige behov.

Dette slår mig hårdere end noget andet: Misforholdet mellem, hvad vi mister, og hvad vi får. Den økonomiske vækst i et land, hvis primære og sekundære behov er dækket, går ud på at udvikle stadig mere ubrugelige ting for at imødekomme et stadig svagere begær.

F.eks. har et ønske om underholdning medført en eksplosiv vækst i forbruget af tusindvis af ton metal og plast, ofte blandet sammen i komplekse elektroniske nymodens anordninger: legetøj til børn og voksne. Og underholde kan de vel for en stund, men derpå bliver de gemt af vejen i et skab, og før eller siden finder de, stort set ubrugte, vej til lossepladsen.

I et samfund, der tæppebombes med reklamer og drives frem af vækstimperativer, bliver nydelse reduceret til hedonisme og hedonisme til forbrug. Vi dyrker forbruget som en kur mod kedsomhed og for at udfylde det tomrum, som en følelsesløs, atomiseret kultur skaber.

Vi bekymrer os stadig mindre om de ejendele, vi køber, og skiller os stadig hurtigere af med dem. Alligevel er udvindingen af de råmaterialer, der er nødvendige for at producere dem; forureningen, der indgår i deres produktion; den infrastruktur, støj og afbrænding af brændstof, der skal til for at transportere dem, ved at smadre en naturlig verden, der er uendeligt mere fascinerende og kompleks end de ting, vi producerer.

Flertallet taber

Et af de mest bemærkelsesværdige kendetegn ved de seneste årtiers vækst i den rige verden er, hvor få mennesker der har nydt godt af den. Ifølge en undersøgelse fra 2012 har USA’s rigeste 1 procent fået andel i ikke mindre en 93 procent af den indkomststigning, som væksten har leveret. (Se Striking it Richer af Emmanuel Saez, Berkeley University). Selv med vækstrater på to procent eller mere oplever flertallet en forringelse af deres arbejdsvilkår, mere beskæftig-else på kortvarige kontrakter, udhuling af lønmodtagerrettigheder og en gradvis afvikling af det sociale sikkerhedsnet, som vores forældre nød godt af.

Arbejdstiden stiger, lønningerne stagnerer eller falder, arbejdsopgaverne bliver mindre meningsfulde, mere stressende og sværere at løse. Digitale kommunikationsstrømme fylder vores hoveder og blokerer for al eftertanke. Hvad og hvem skal denne vækst tjene?

Den skal tjene de mennesker, der leder eller ejer banker, hedgefonde, mineselskaber, reklamebureauer, lobbyvirksomheder, våbenproducenter osv. Den skal tjene børshajerne og de skattelyeksilerede velhavere med deres offshore-konti. Alt imens alle vi andre bliver bildt ind, at denne ordning er både nødvendig og ønskelig gennem et system af markedsføring så intensivt og altgennemtrængende, at det svarer til hjernevask.

Et system, der gør os mindre lykkelige, mindre sikre, og som indsnævrer og forarmer vores liv, men alligevel præsenteres som eneste mulige svar på vores problemer. ’Der er intet alternativ’ – til at fortsætte ud over afgrunden.

Forbruget hos de spektakulært rige er tusindvis af gange større, end hvad de fleste mennesker kommer i nærheden af at opnå. Meget af den naturlige verden ødelægges, for at de superrige kan udstyre deres yacht-er med mahognidæk, spise frisk tunsushi, drysse pulveriseret næsehornshorn over deres mad, lande deres private jetfly på flyvepladser hugget fra sjældne græsarealer og afbrænde lige så meget fossilt brændstof på en dag, som den globale gennemsnitsborger gør på ét år.

Har vi ikke nået punktet, hvor vi må bryde endegyldigt med endeløs vækst på en planet med begrænsede ressourcer? Hvis ikke nu, hvornår så?

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Karlsson Pedersen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Kurt Nielsen
  • Jakob Lilliendahl
  • Niels-Simon Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Ejvind Larsen
Martin Karlsson Pedersen, Mikael Velschow-Rasmussen, Kurt Nielsen, Jakob Lilliendahl, Niels-Simon Larsen, Torsten Jacobsen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

jeg kunne godt tænke mig at eje en Xbox One. Jeg forestiller mig at en sådan spillekonsol vil kunne berige mit liv helt enormt. min Iphone er heller ikke nyeste model længere, så måske det er på tide at skifte? Den nyeste model har vist nok en bedre skærm, og et bedre indbygget kamera?

Og måske et nyt TV i flere tommer, og med et endnu mere knivskarpt billede? En ny sofa? Den jeg har er ret nusset i betrækket. Et nyt spisebord er helt klart på ønskelisten. Da jeg var yngre faldt jeg for noget så upraktisk som et glasbord til at udfylde den funktion, og det er sgu ret kikset. Det larmer ret meget når man flytter tallerkner, glas og bestik rundt på glasfladen. Et nyt spisebord er nødvendigt, ja. Og så måske nogle nye spisestole, der passer til?

Jeg er også ret lun på et af de hersens musikanlæg, hvor lyden trådløst udsendes til de enkelte højtalere fra en central enhed, således man kan høre knivskarp lyd i alle rum. Godt nok bor jeg i en 1.værelses lejlighed, men det kan der jo også laves om på. Det skal der sgu laves om på. Jeg så en fantastisk billedserie i Politikens boligtillæg, som virkelig inspirerede mig. Billeder af et hus i en stil man kan beskrive som 'Clean and simple living'.

Der ville jeg kunne føle mig hjemme.

Mikael Velschow-Rasmussen, Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg har det som om vendepunktet nærmer sig. Mange af dagens artikler tyder på det. Monbiot har fingeren på pulsen. Ja, 'Hvis ikke nu, hvornår så?'

Torsten Jacobsen

Det lykkedes!

Jeg bor nu på Akacievej nr 4. 140 m2 under tag. Rene linjer, hvid idyl. Og med kig ud over Århusbugten, hvis det da ikke lige var for birketræerne i haven. Dem må jeg få fældet ved lejlighed.
Naboen vil sikkert gøre indsigelser. Det er også hans træer, siger han, men det er jo løgn. De står på min grund. Måske skulle jeg få bygget en mur i skellet, så han bedre kan kende forskel på 'dit og mit'?

Well, det må vente. Lige nu vil jeg blot nyde endelig at have fundet hjem. Musikken bølger mig i møde i hvert eneste rum i mit nykøbte paradis. 'Jeg er ligeglad, ligeglad' messer Medina, ren vellyd. Og i min nye spisestue står mit nye spisebord med 6 nye spisestole. Rene linjer i hvid idyl.

I går havde jeg drengene på besøg. En rigtig mandeaften, med lidt god mad, god vin, og en munter omgang Fifa. Den nye Xbox er fantastisk. Grafikken er fantastisk, livagtig, som at være der selv. Næsten. Den kommer rigtig til sin ret på mit 50 tommers Tv. Desværre er lyden jo ikke optimal i disse fladskærme. Jeg må have købt mig et surround sound anlæg, så oplevelsen bliver endnu mere livagtig.

Bo nævnte forøvrigt at det ville være dejligt, hvis vi kunne holde mandeaften i haven, når nu det bliver sommer igen. Det vil ikke kræve så meget. En renovering og en udvidelse af terrassen. En lille udendørs køkkenø med gasgrill og sydlandsk stemning, fletstole med hvide hynder, et spisebord, og så måske et par ekstra højtalere, så vi også kan nyde Medina udenfor.

Det vil naboen sikkert også gøre indsigelser til. Men så skruer vi sgu bare lidt højere op for Medina.

Niels-Simon Larsen, Kurt Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

'Har vi ikke nået punktet, hvor vi må bryde endegyldigt med endeløs vækst på en planet med begrænsede ressourcer?'

Jo.

' Hvis ikke nu, hvornår så?'

Når alle dem der laver det overflødige bras er blevet arbejdsløse, og når alle dem der fortsat arbejder ikke længere har råd til at leve for den løn de får, så dør de vel af sult el.lign. - og så løser det sig vel af sig selv....

Niels-Simon Larsen

"Om ikke nu, hvornår så?" hedder en bog af Primo Levi. Handler om hans tid i Auchwitz og tiden kort efter. Derfor har Monbiots ord stor betydning for mig, for jeg vil sige, at vi nu skal have mod til at gå ud af vækstens koncentrationslejr, der kræver så mange ofre. Måske ikke for os i Danmark, for vi lever jo flot og godt, men for de andre, vi skaffer lidelse. I sidste instans dog også for os selv, der i realiteten er slaveejere for alle de mennesker, der giver os billige varer. Et menneske, der holder andre som slaver er et umenneske. Vi skal opgive vores umenneskelighed og begynde den lange vandring mod at blive andet og mere end dyremennesker.