Kronik

Lad landsbymentaliteten blomstre

Deleøkonomien tvinger os til at forcere psykologiske barrierer og se snagen og sladder i et mere positivt lys. Det bringer landsbyens fællesskab og medansvar til byerne
Landsbymentalitet står for fællesskab og forbundethed. Og tillid og delingsvillighed er knyttet til lighed og bekendtskab.

Jørgen Bausager

Debat
17. oktober 2014

Deleøkonomi har momentum verden over, og fænomenet, der indbefatter udveksling af varer og serviceydelser mellem private borgere, er så småt ved at få fat i os danskere.

Deleøkonomien drives af forskellige motiver, bevidste som ubevidste. Mange er motiveret af privatøkonomiske incitamenter, f.eks. udsigten til at tjene penge på at udleje lejligheden, mens de er på ferie. For andre handler det mere om akut forbrugsforstoppelse, om ønsket om at leve et mere simpelt og nøjsomt liv uden for megen unødvendig habengut. Og i visse tilfælde spiller mere altruistiske motiver ind: ønsket om at hjælpe andre eller planeten.

Fra et samfundsperspektiv ligger deleøkonomiens berettigelse især i den mere effektive ressourceudnyttelse og derved bidrag til en mere bæredygtig livsstil. Men her vil jeg gerne fortælle om en anden af deleøkonomiens potentielle fortræffeligheder: potentialet for at bringe gavnlige sociale dynamikker fra landsbyen til de større byer. Dynamikker, der både kan fremme trivsel og sundhed og skabe økonomiske samfundsgevinster. Og det kan jo lyde absurd. Hvorfor skulle man dog være interesseret i at bringe landsbyen til storbyen? Det er jo netop landsbymentaliteten, mange unge flygter fra, når de flytter til byerne. De fleste associerer landsbymentalitet med omklamrende snagen og sladder, med snæversynethed, lukkethed og intolerance, med jantelov og konservatisme.

Men landsbymentalitet står også for fællesskab og forbundethed. Og tillid og delingsvillighed er knyttet til lighed og bekendtskab. Vi deler i højere grad, når vi ligner hinanden, når vi kender hinanden, når vi kan kommunikere med hinanden – og når vi kan mødes igen. Megen tillid og delingsvillighed bygger altså på omdømme, herunder muligheden for at kunne granske andres omdømme.

Det tvinger os til at se de mere skam-betonede landsbydynamikker i et mere positivt lys. Der er ganske enkelt ikke noget så effektivt mod snyderi, freeriding, bedrageri og anden antisocial adfærd som truslen om tab af ansigt og offentlig skam.

Medfødt mistænksomhed

Ved at skabe flere tillidsbaserede sociale interaktioner i byerne, har deleøkonomien potentialet til at tilvejebringe mere naboskab, mere forbundethed, mere aktivt medborgerskab og mere tillid. Landsbydynamikker, der er gode for trivslen og for helbredet. Men tillid er – ud over at være et potentielt resultat – altså også en afgørende forudsætning for deleøkonomien. Hvis der ikke eksisterer gensidig tillid mellem udlåner og låner, så har deleøkonomien ikke en chance. Og her er der nogle naturlige psykologiske barrierer, der skal forceres.

Vi besidder en medfødt mistænksomhed over for mennesker, vi ikke kender – en mistænksomhed, som formentlig har tjent vores forhistoriske forfædre godt. Og den manifesterer sig i spontan evaluering af andres troværdighed, effektiv opdagelse af andres snyderi grænsende til det paranoide, forargelse over for snyderi samt spontan motivation til at straffe snydere. Dette eksempelvis ved at eksponere snyderiet for andre (sladder).

Heldigvis er Danmark lidt af et smørhul, idet vi ligger i den internationale superliga, hvad angår generel interpersonel tillid. Men på trods af relativt overordnede stabile individuelle og kulturelle forskelle er tillid stadig en dynamisk og kontekstafhængig størrelse, der kan ødelægges ekstremt hurtigt, hvis vi føler os udnyttet eller behandlet unfair. Så det store spørgsmål er: Hvilke sociale dynamikker og strukturer fremmer og vedligeholder tillid?

Social sanktion

I de fleste nulevende traditionelle stamme- og klansamfund er ære det vigtigste, man har. Ære og integritet er den eneste vej til at opnå respekt og social status og dermed afledte sociale fordele som gunstige samarbejdsrelationer og giftermål. Sociale sanktioner er altså mere kraftfulde end materielle sanktioner. Dette illustreres af et forsøg udført i en række israelske børnehaver for nogle år siden. Her ønskede man at motivere forældre til at få hentet deres børn til tiden. Derfor introducerede man et bødesystem, sådan at forældrene fik en bøde, hver gang de hentede deres børn senere end aftalt. Resultatet var imidlertid det modsatte: Forældrene begyndte i stigende grad at hente deres børn for sent. Årsagen var, at de nu kunne betale sig fra den dårlige samvittighed. Det var ikke længere deres omdømme, der led, men blot deres pengepung.

Man har også eksempler på, at sociale sanktionssystemer bruges som belønning i form af lovprisning, f.eks. til at stimulere offentlige generøsitetskonkurrencer, hvor individer statuskonkurrerer på at være den mest generøse og samarbejdsvillige. Det har især nordvest-amerikanske indianerstammer gjort under de såkaldte potlatch-sammenkomster.

Overfører man disse dynamikker til eksempelvis den internetbaserede deleøkonomi, kan tillid opretholdes via brugerprofiler, der er personlige og troværdige, og via implementeringen af et omfattende (og sladrende) brugerrating-system. Et sådant system kan et langt stykke hen ad vejen understøtte deleøkonomien uden egentlig ekstern regulering.

Lykkelig og sund

Fordelen ved at udbrede udvalgte stamme- og landsbydynamikker gennem deleøkonomien er ikke til at tage fejl af. Eksempelvis viser delingseksperimenter udført i Canada og Sydafrika, at penge brugt på andre mennesker giver en følelse af glæde og lykke. En kausal sammenhæng, som ikke gør sig gældende, når man bruger penge på sig selv. Ligeledes har forskere fra San Francisco University for nylig fundet en positiv sammenhæng mellem velgørenhed og trivsel i 120 ud af 136 lande. Disse resultater understøttes af neurovidenskabelige studier, der viser, at deling og generøsitet udløser aktivitet i hjernens belønningscentre og frigiver dopamin og oxytocin.

Medicinsk og psykologisk forskning viser desuden samstemmende, at generøse mennesker er lykkeligere og lever sundere og længere liv. Øget sundhed og trivsel er naturligvis også godt for samfundet. Reduktion i forekomsten af udbrændthed og depression mindsker sygefraværet og udgifter til sygedagpenge og kontanthjælp. Og der er andre samfundsgevinster. Øget medansvar og aktivt medborgerskab kan eksempelvis give bedre offentlig service ved at supplere eksisterende velfærdsydelser. Endelig viser utallige undersøgelser, at social tillid skaber økonomisk vækst. Det er en sammenhæng, som blandt andre professor Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet har demonstreret i sin forskning.

Udfordringen for delingsøkonomien er, at den ofte opererer i en gråzone mellem en markedsøkonomisk logik og en socialudvekslingslogik. I markedslogikken styres udvekslinger af individuel udbytte-maksimering med faste regler og bytteforhold dikteret af udbud og efterspørgsel. I en social-udvekslingslogik styres udvekslinger derimod mere af sociale normer og ønsket om langsigtet gensidighed. Her er der mere diffuse og implicitte regler og forpligtelser.

Der er fordele og ulemper ved begge logikker, men siden markedslogikken har ædt sig ind på flere og flere domæner i samfundet, er der opstået en uhensigtsmæssig ubalance. For når vi køber vores hjælp, enten til os selv eller vore nærmeste, så ender relationen og medansvaret ved den økonomiske transaktion. Dette skaber distancering, uafhængighed og rettighedsfanatisme. Fælles problemer og udfordringer bliver andres problem: skraldemandens, hospitalets, politikernes, plejehjemmets, børnehavens …

Der er behov for mere fællesskab og medansvar i byerne. Det kan deleøkonomien bidrage til. Hvorvidt den får succes eller ej, afhænger af om byttefællesskaberne og de forskellige online platforme formår at skabe et miljø, hvor landsbymentaliteten kan blomstre.

Niels Holm Jensen er adjunkt ved psykologisk institut på Aarhus Universitet

Serie

En bombe under kapitalismen?

Seneste artikler

  • Et alternativ til storskralds-containeren

    13. oktober 2014
    Når man som ildsjæl kaster sig ud i at arrangere byttemarkeder, bliver man hurtigt klar over, hvilke forhindringer deleøkonomien står over for – de fleste findes i folks hoveder
  • Dele-økonomi er et tveægget sværd

    7. oktober 2014
    De spæde opgør med kapitalismen, vi ser i form af byttemarkeder og lignende, har potentialet til at udgøre et generelt brud med uligheden og overforbruget af ressourcer. Men der er en overhængende fare for, at de mister pusten, når kampen for alvor spidser til
  • Jeg er træt af penge

    3. oktober 2014
    Jeg bliver så udmattet, når jeg tænker på ordsproget tid er penge. Ligesom når jeg tænker på, hvor mange timer af andre menneskers liv, der kan ligge akkumuleret på én mands bankkonto. Derfor er jeg med til at skabe fællesskaber, hvor relationer mellem mennesker træder i forgrunden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Donslund

Nogle landsbyer i stilstand oplever sjovt nok, at et par ressourcestærke tilflyttere løfter lokalsamfundets evne til at udvikle sig og tage initiativer - som gavner fællesskabet. Se i øvrigt artiklen i Djøf-bladet om at "Vi er generøse - hvis det er normen" vh Peter Donslund
http://www.djoefbladet.dk/blad/2014/16/vi-er-gener-oe-se-hvis-det-er-nor...

Lise Lotte Rahbek

Jeg er langt hen ad vejen enig i fordelene.
Dog med et ret stort MEN: Det lyder til, at de vordene delevenlige 'landsbymennesker' som udgangspunkt er lige.
Det er de ikke.
Hvis landsbysamarbejdet skal involvere alle, skal der tages højde for, at alle ikke har samme ressourcer hverken mentalt, økonomisk, eller fysisk og det skal tænkes med i udviklingen.
Elers har du endnu et projekt kørende for den velfungerende middelklasse, og det er vel også godtnok, men det vil bare ikke blive nogen landsby. For tosserne - hvad med dem? Og godsejeren og det finere borgerskab og bønderne og rakkerne?

Måske bliver min indvending lidt klarere, når jeg ikke tænker landsby i Morten Korchske idyller, men i Gustav Wiedske disharmonier. ("Slægten" kan læses med gys)
Landsbyer kan sikkert være meget Korchske i opstart, men har risikoen for at blive fastlåste sociale k(l)asser og de sociale repressalier kan hurtigt udvikle sig til at tillade godsejertyperne een adfærd mens tosserne bliver lukket ude.

Rasmus Kongshøj, Michael Kongstad Nielsen, Simone Bærentzen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Lise Lotte - plads til alle der gir plads til alle - uden tosserne er det for kedeligt

Simone Bærentzen

Lise Lotte Rahbek, jeg har præcis de samme forbehold. Deleøkonomi lader til at være et projekt for de ressourcestærke, for hvor skulle der blive plads til dem, der ingen ressourcer har at bytte med?

Torsten Jacobsen

Der er fordele og ulemper ved begge logikker, men siden markedslogikken har ædt sig ind på flere og flere domæner i samfundet, er der opstået en uhensigtsmæssig ubalance. For når vi køber vores hjælp, enten til os selv eller vore nærmeste, så ender relationen og medansvaret ved den økonomiske transaktion. Dette skaber distancering, uafhængighed og rettighedsfanatisme. Fælles problemer og udfordringer bliver andres problem: skraldemandens, hospitalets, politikernes, plejehjemmets, børnehavens …

Netop fremmedgørelsen og den illusoriske uafhængighed er globaliseringens største problemer. Det er jo bemærkelsesværdigt at det regnes for positivt og efterstræbelsesværdigt at være uafhængig af andre mennesker. Bemærkelsesværdigt fordi denne uafhængighed er en illusion, hvilken ethvert barn der har læst 'Palle alene i verden' kan forstå.

Illusionen om uafhængighed fører ved penges mellemkomst til fremmedgørelse. Penge er den mur man på en gang kan opretholde illusionen med, samtidig med at man med penge kan bygge en isolerende mur, i et naivt håb om at den kan holde verden ude.

En tilbagevenden til det lokale er, for mig at se, bydende nødvendigt hvis man vil hjælpe indbildske mennesker til at indse, at deres højt skattede uafhængighed er en løgn.

Michael Kongstad Nielsen

Vælg mellem klaustrofobi og agorafobi (landsby og storby) - i begge tilfælde lindres lidelsen med tidsåndens foretrukne medikamenter: fladskærm og egoisme.

Er det for resten ikke Nordby på Samsø? Så kan man få økuller med til samme pris.