Kommentar

Lyt og hersk

Den nye aftale om transnational adoption omfavnes af adoptanterne, mens organisationer for voksne adopterede svinger mellem at placere den et sted mellem status quo og decideret katastrofe. Det bør ægge til selvransagelse på Christiansborg
9. oktober 2014

I sidste uge indgik Folketingets partier, minus Enhedslisten, en aftale om transnational adoption. Aftalen er en konsekvens af den adoptionsdebat, som har fundet sted siden 2012, hvor medierne begyndte at afdække ulovligheder i forbindelse med adoptioner fra Etiopien. Grundlaget for aftalen er en såkaldt helhedsanalyse af det danske adoptionsområde, som blev iværksat af daværende socialminister Karen Hækkerup (S) i foråret 2013.

Det er nu Manu Sareen, som har indgået aftalen, hvilket han dygtigt har formået at iscenesætte som en personlig sejr. Aftalen har da også skabt glæde og lettelse i den adoptantdominerede interesseorganisation Adoption & Samfund (A&S), hvis formand hurtigt kvitterede for aftalen. For som han skriver på organisationens hjemmeside, er der blevet »lyttet grundigt til Adoption & Samfund«.

De organisationer og netværk, som i større udstrækning repræsenterer voksne adopterede og kritiske adoptanter, ser derimod aftalen som en brutal affejning af de forslag, som de har fremsat. Aftalens reformer kommer nemlig ikke til at medføre strukturelle ændringer, som vil stille adopterede og deres første familier mærkbart anderledes end i dag.

Problematiske pengestrømme

Den politiske aftale er problematisk på stort set alle punkter. Ikke nok med at de skandaleramte organisationer AC Børnehjælp og DanAdopt fusioneres, de belønnes også med en »økonomisk håndsrækning«. Ankestyrelsen – som selv har stået bag helhedsanalysen – bliver den stærke og tilsynsførende instans på adoptionsområdet.

Set i det lys er det problematisk, at der lægges an til et tæt samarbejde mellem den formidlende organisation og Ankestyrelsen, som skal udmøntes i regelmæssige møder med kompetenceudvikling og erfaringsudveksling for øje. Er denne struktur hensigtsmæssigt, hvis man ønsker et skarpt og uafhængigt tilsyn? Er det holdbart, at Ankestyrelsen både kompetenceudvikler i og fører tilsyn med én og samme organisation?

Det er også stærkt bekymrende, at man kun tager et kosmetisk opgør med de økonomiske incitamentsstrukturer i adoption. Selv om de adoptionsformidlende organisationer fremover afskæres adgang til at udføre humanitært hjælpearbejde uden tilknytning til adoption, røres der ikke ved adgangen til »projektorienteret hjælpearbejde relateret til adoption.« Og det er ellers her, der for alvor opbygges incitamenter til at bortadoptere børn.

Det bliver således stadig muligt for organisationer »at videreformidle donationer fra private til bestemte modtagere efter, at adoptionen er gennemført.« Med aftalen rykkes tidspunktet for donationen (til f.eks. et børnehjem) fra før adoptionen har fundet sted, til efter adoptionen har fundet sted. Men dette garanterer på ingen måde en adskillelse af penge og adoption.

Den politiske aftale er ligeledes problematisk i forhold til de områder, der handler om åben adoption og postadoptionstiltag. Sidstnævnte tænkes konsekvent som »støtte til adoptivfamilien.« At adopteredes første familier stadig ikke har noget at skulle have sagt i dette familieregime bliver tydeligt i den ekstreme berøringsangst, som aftalen udviser på dette punkt.

Aftalen slår fast, at den adopterede bør sikres adgang til oplysninger om egen historie, men slår sig derudover til tåls med en forblommet påmindelse om, at den adopterede jo altid har muligheden for at opsøge kontakt, og at det er vigtigt at »respektere den enkeltes personlige valg«.

Tom gestus

At det er her, aftalen lander, er desværre ikke overraskende. Fra politisk side har man ikke været interesseret i principielle diskussioner om rimeligheden af transnational adoption eller dybdegående analyser af området. Man har været opsat på symptombehandling, som på ingen måde løser de strukturelle forhold, der giver anledning til sygdom. Mest af alt får politikerne anledning til at fremstå handlekraftige og ansvarlige.

Den proces, som er gået forud for aftalen, er interessant, fordi voksne adopterede aktivt har forsøgt at påvirke den politiske proces. De dage er forbi, hvor det alene var adoptanter og adoptionsformidlere, som fik foretræde for myndigheder og politikere. I den forstand har man lyttet til adopterede, men det har blot været en tom gestus, der mest af alt har legitimeret, at man ikke for alvor ønsker at handle på de anbefalinger, som fremsættes herfra.

At A&S taknemmeligt omfavner den nye aftale, mens organisationer for voksne adopterede svinger mellem at placere den et sted mellem status quo og decideret katastrofe bør vække til eftertanke og selvransagelse hos både Manu Sareen (R) og hans forligspartnere.

Lene Myong er adjunkt ved Aarhus Universitet og medlem af Tænketanken Adoption

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg savner et svar fra ministeren eller A&S på Lene Myongs indlæg. Det vil virkelig være en "ommer", hvis der ikke er taget mere højde for adoptivbørnenes synspunkter og rettigheder.