Interview

Måske har demokratiet aldrig haft det bedre

Skal man tro den verserende debat, er nutidens politikere ikke til at stole på. De mishandler demokratiet, lyder det. Men kan det virkelig passe, at den politiske kultur er i forfald?
Skal man tro den verserende debat, er nutidens politikere ikke til at stole på. De mishandler demokratiet, lyder det. Men kan det virkelig passe, at den politiske kultur er i forfald?
14. oktober 2014

Fokusgrupper, meningsmålinger og papegøjesnak. Nutidens politikere er visionsløse populister, der leverer overfladiske automatsvar og går mere op i at blive genvalgt end i at give sig i kast med de store samfundsudfordringer. I hvert fald hvis man skal tro en lang række debattører og, ja, politikere. Men kan det virkelig være rigtigt, at tidligere tiders store statsmænd er afløst af populistiske spinmaskiner? Og hvornår var den politiske guldalder?

Sammen med en journalist, en ekspert i politikerlede og en historiker går Information den politiske forfaldsmyte efter i sømmene.

Mikkel Andersson

Journalist og anmelder

Er den politiske kultur i forfald?

»Nej, det er en myte, som i vid udstrækning bygger på manglende historisk bevidsthed. Folk ønsker sig tilbage til en gylden epoke, hvor politikere og presse havde et åbenhjertigt forhold, og hvor politik ikke var taktik og personsager, men hvornår var det?

Hvorfor tror du, at myten er opstået?

»Folk promoverer forfaldsmyter for at fremhæve egen indsigt og få politikerne til at virke dumme. Men i gamle dage smagte smørret også bedre. Jens Otto Krags ikoniske udtalelse efter folketingsvalget i 1966 om, »at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt,« blev netop skelsættende, fordi han sagde noget oprigtigt. Det var man heller ikke vant til dengang.«

Så vi skal slet ikke være så bekymrede for demokratiet?

»Det trives bedre end nogensinde før. Befolkningen er generelt mere oplyste om den politiske proces. Det skyldes især, at mediedækningen af det politiske stof er massiv og på et langt højere niveau end tidligere. Det er en udbredt forestilling, at politisk journalistik i gamle dage var kendetegnet ved dybdeborende journalistik a la månedsbladet Press, men sådan var virkeligheden jo slet ikke. Mediebilledet var først og fremmest kendetegnet ved en radioavis og en lille håndfuld dagblade, der udkom en gang om dagen. Og der var ekstremt meget dårlig journalistisk med fire overfladiske spørgsmål til politikeren. Hvis man studerer aviserne fra 1940’erne og 50’erne, skal man lede meget længe efter den kritiske journalistik. Det er mest af alt rå formidling af politikernes synspunkter. I firebladssystemet var aviserne jo først og fremmest heppekor for de forskellige politiske positioner. Det har vi ingen interesse i at genoplive.«

Hvad har udviklingen i den politiske journalistik betydet for vores forhold til politikerne?

»Tidligere var de i langt højere grad autoritetsfigurer, man undlod at stille for mange kritiske spørgsmål til. Der er flere eksempler på politiske relevante historier, man tidligere undlod at dække, fordi man ikke ville gå for tæt på politikerne. Det gælder eksempelvis statsminister Viggo Kampmann, der var maniodepressiv og i perioder reelt uarbejdsdygtig eller – noget senere – Nyrup og Dybkjærs forhold. Det var mildest talt en væsentlig historie i lyset af den politiske udvikling i begyndelsen af 1990’erne. Jeg går bestemt ikke ind for en tabloidpresse med engelske tilstande, men begge historier er relevante for offentligheden, og jeg er overbevist om, at de ville blive dækket i dag. Politikerne er blevet pillet ned på godt og ondt.«

Hvilken rolle har sociale medier spillet i den sammenhæng?

»De har bragt befolkningen tættere på politikerne. Hvis du ville i kontakt med politikerne i gamle dage, kunne du – hvis du var heldig – få trykt et læserbrev i avisen. I dag ser vi via Facebook én til én-kommunikation, som aldrig før har været mulig.«

Er det ikke paradoksalt, at politikernes tilgængelighed faktisk har åbnet for en kritik af, at de er for distancerede og upersonlige og kommer med automatsvar?

»Jo, det skyldes, at vi spejler os i vores politikere. Vi vil gerne have, at de skal være ligesom os, og derfor kommer automatsvarene til at virke mere påfaldende – for sådan taler man ikke med vennerne. Men det er jo ikke politikernes skyld.

Jørgen Goul Andersen

Professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet

Kritikken af den politiske kultur er vel næppe et nyt fænomen?

»Nej. Da jeg var med til at lave en undersøgelse af den politiske mistillid for Rockwool-fonden i 1992, var det også udgangspunktet, at den politiske tillid var i forfald. Men undervejs blev vi klogere. Politikere har alle dage lovet mere, end de kunne holde. Det er vel nærmest politikkens væsen.«

Men når vi hører, at politikerleden i dag er rekordhøj, må det vel have noget at gøre med, at den politiske kultur er i forfald?

»Hver gang diskussionen om den politiske kulturs krise er blusset op – og det er sket en del gange de seneste 40 år – har man hørt den med, at politikerleden skyldes den elendige, personcentrerede politiske debatkultur.«

»Men der er faktisk ikke videnskabeligt belæg for den kobling. For 10 år siden var tilliden i top, og det er tvivlsomt, om debatkulturen dengang var stort bedre. Høj politikerlede skyldes først og fremmest økonomisk krise og utilfredshed med den førte politik.«

Så politikerleden er ikke et resultat af, at politikerne fører overfladisk politik uden substans?

»Nej. Der har bestemt ikke været tilbageholdenhed med at træffe upopulære beslutninger i dansk politik de seneste år. Med statsministerens egne ord har vi været vidne til en regulær reform frenzy. Det kan man jo mene meget om, men det er svært at påstå, at der ikke er vilje til politisk forandring. Mistilliden til politikerne var sidste år på sit højeste niveau siden jordskredsvalget i 1973.«

»Men får vi et opsving og en periode uden upopulære reformer, vil det undre mig, om ikke kurven er knækket den anden vej frem mod næste valg.«

De politiske partier bliver i dag kritiseret for at være professionelle, centralstyrede organisationer, som lever af statskassen. Er der noget om snakken?

»Et stykke hen ad vejen. Forholdene er anderledes i dag end dengang, hvor 25 procent af vælgerne var medlem af et parti. Men den seneste sag om Løkkes bilag viser, at baglandet stadig har meget at skulle have sagt i dansk politik.«

»Venstres medlemmer rejste sig ikke alene imod Løkkes brug af partimidler, men også imod hele ledelsesfilosofien i partiet. Samme tendens så man i 2012, da den socialdemokratiske ledelse med sit ’Danmark herfra til 2032’-program lagde op til ændringer af den universelle danske velfærdsmodel, men blev nedstemt af medlemmerne. Det blev ikke for alvor bemærket i den offentlige debat, men partiledelsen blev faktisk fejet af banen. Det folkelige rodnet er altså ikke helt forsvundet i dansk politik.«

Steffen Heiberg

Historiker og forfatter

Hvilke perioder i den politiske historie har vi en tendens til at glorificere?

»1930’erne identificerer vi i høj grad med landsfaderen Thorvald Stauning og den socialdemokratiske og radikale regerings sociale samfundspolitik. Men i 1930’erne finder man også sygdomstegn i det politiske system – f.eks. en meget yderligtgående højrefløj – ikke alene repræsenteret af nazistpartiet, men også af enkeltpersoner som Kaj Munch – og den var overordentligt skeptisk over for demokratiet som styreform. Det var først med besættelsen, at demokratiet blev en selvfølgelig del af den danske identitet. Og når vi taler om Stauning, skal det også nævnes, at hans første embedsperiode fra 1924 til 1926 bestemt ikke var nogen succes, men præget af dårlig økonomi, arbejdskampe og en krisepolitik, der var alt andet end socialdemokratisk i sin bagvedliggende ideologi. Men de fortællinger er ikke en del af den politiske guldaldermyte, der knytter sig til perioden.«

Var politikerne mindre populistiske i gamle dage?

»Politik har altid være populistisk. Tænk bare på ’Stauning – eller Kaos’-sloganet. Den valgplakat er jo ren populisme og i øvrigt stærkt inspireret af Hitlers valgplakater fra 1932. Eller tænk på afstemningen om de nye jordlove i 1963. For at få befolkningen til at stemme nej lavede de borgerlige partier en valgplakat, der viste en stor hånd gribe fat om et parcelhus. Og det virkede – regeringens lovforslag blev nedstemt. Enhver politiker har som hovedmål at få sine synspunkter accepteret, og i den forbindelse har one-liners altid trukket flest stemmer.«

Hvad kendetegner den politiske stand i dag?

»I mange henseender er politikerne mere vidende i dag, end de var for eksempelvis 60 eller 80 år siden. De kender i hvert fald verden bedre. Hvis man interviewede folk som Stauning eller J. C. Christensen, ville man formentlig blive overrasket over, hvor naive de var på nogle punkter. De ville næppe kunne begå sig i en moderne politisk virkelighed.«

Hvordan naive?

»Det vakte eksempelvis en del pinlig opmærksomhed, da Christensen ved en officiel banket i begyndelsen af 1900-tallet sad ved siden af den berømte dramatiker og digter Henrik Ibsen uden at ane, hvem han var. Den slags historier er der mange af. I demokratiets barndom var det i høj grad folk uden akademisk baggrund – eksempelvis bønder fra Venstre – der blev valgt ind i Folketinget.«

Mikkel Andersson er inde på, at den politiske presse i dag er langt mere nærgående end i gamle dage. Er der eksempler på, at politikerne før i tiden brugte det større manøvrerum til at holde befolkningen i uvidenhed?

»Ja. Hvis vi skal vende tilbage til 1930’erne og tiden op til, var det en grundopfattelse blandt politikerne, at landets udenrigspolitik ikke vedrørte offentligheden – dertil var landets sikkerhed af for stor betydning. Og da den radikale udenrigsminister P. Munch forbød pressen at skrive udfordrende om Tyskland og decideret gav briefinger om, hvad der måtte skrives, rettede pressen mere eller mindre ind.«

Er der negative aspekter ved nutidens øgede mediefokus på politikerne?

»Vi skal passe på, at tolerancen over for politikernes udskejelser ikke bliver for lav. For det er personlige svagheder og styrker, der i sidste ende gør politikerne til mennesker, som befolkningen kan forholde sig til.«

Serie

Til kamp mod forfaldsmyterne

Information udfordrer forfaldsmyterne og den nostalgiske forestilling om, at alting var bedre engang. For fungerede familien virkelig bedre i de gode gamle dage, var unge mere dannede, og var politikerne sande statsmænd, der kæmpede for sagen og ikke bare for genvalg og eget levebrød?

Information giver kulturpessimisterne et spark bagi.

Seneste artikler

  • Nej, vi taler ikke grimmere og grimmere

    8. april 2015
    Sproget er i forfald. Skældsord præger den offentlige debat, og udtalen halter. De unge taler bedre engelsk end dansk, og landets ældste ser forfærdet til, mens ungdommens omgang med ord undergraver modersmålet. For i gamle dage talte vi pænere. Meget pænere. Eller gjorde vi?
  • Måske er ’Generation Dum’ ikke så dum endda

    17. september 2014
    Skal man tro den verserende debat om ungdom og uddannelse, bliver de unge stadig dummere, mere ansvarsløse og ukvalificerede. Men kan det nu også være rigtigt?
  • Brokker børnefamilierne sig mere, end de lider?

    4. september 2014
    Skal man tro den verserende debat om børnefamiliernes vilkår, er balancen mellem familie- og arbejdsliv sat over styr. Men kan det nu også være rigtigt?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Laurids Hedaa
  • Joen Elmbak
  • Lise Lotte Rahbek
Laurids Hedaa, Joen Elmbak og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, politikerne mishandler da ikke demokratiet. Hvorfor skulle de det. Der er vel ingen grund til radbrække et system, der beredvilligt har overladt styringen til pengemagten.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Rune Petersen, Preben Haagensen, Anne Eriksen, Lene Christensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Der står da ikke et ord om hvad demokrati er i den artikel? Men det er da betryggende at vide at det aldrig har haft det bedre. Tak, Information!

Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Rune Petersen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Dennis Berg, Tue Romanow, Rasmus Knus, Lise Lotte Rahbek og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det anede mig, at demokratiet har det lige så dårligt, som det altid har haft. Men er det virkelig et argument for, at vi bare skal ignorere dårligdommen?

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Rune Petersen, Kurt Nielsen, Nic Pedersen, Anne Eriksen, Lene Christensen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek og Claus Jensen anbefalede denne kommentar

Nå, men så er alt jo i sin skønneste orden.

Jeg fik pludselig enorm tillid til politikerne.

Endnu en pointeløs artikel fra 'den mindst ringe' - eller hvad?

Rasmus Kongshøj, Rune Petersen, Flemming Scheel Andersen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar

Nu skal man tage alting med et gran salt, også denne udlægning af historiens gang om politikerlede.

At man helt springer slut 60'erne og 70erne og begynd 80erne over er middelmådigt, dengang havde man politiske debatter med vidende journalister, og politikere der selv svarede på dybdeborende spørgsmål om den førte politik.

Vist var det bedre for ti år siden under Ander Fogh Rasmussen, der brugte sine spindoktorer til at kortslutte den politiske debat, og den reelle indhold til fordel for "eventyret om det lille land, der snart kunne købe hele verden med ordene; "det går ufattelig godt"", hvilket vi efterfølgende blev klar over det nok ikke var tilfældet alligevel!

I dag er debatten kortsluttet af spindoktorer og instruerede politikere, der behandler ethvert politisk spørgsmål udefra med den yderste mistro, og som med lethed svarer i øst når der kommer et spørgsmål i vest.

Borgerne bliver ikke mere oplyst af eventyrhistorier, men derimod mindre oplyst om realiteterne fra såvel politikerne som deres spindoktorer, med de opfundne glædesbudskaber om gentagne forringelser i deres hverdag.

Den nutidige krigstilstand er også blevet en politisk drømmehistorie med karakter af at indføre befolkningen i en sekund og demenstilstand, og det evigt vidtløftige "at gøre en forskel" ude i det fjerne, hvor de tabte horisonter og krige befinder sig, og hurtige glemsel om vore dræbte og lemlæstede derude, som ikke efterlader debat for de forfejlede politiske beslutninger på de mest tvivlsomme rundlag.

Politikerne opfører sig som nutiden enevældige konger over landet tanker overalt, og snart vil vi måske også opleve, at andre og andres tanker end deres ikke er acceptable for samfundet bedste, så disse "dissidenter skal og må isoleres" for deres ord og tanker er et sygdomstegnfor en smitte der ikke må sprede sig, som ebola i samfundet!

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Katrine Visby, Lene Christensen, Claus Jensen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Truslen mod demokratiet er ikke, at politikerne ikke holder, hvad de lover, for sådan har det været i 100 år. Det moderne parlamentariske, demokratiske system har udviklet sig til et karriere- og meriteringssystem for en bestemt akademisk elite. Hvis du vil klare dig inden for det system, er der et ganske bestemt paradigme af holdninger, som du er nødt til at tilegne dig. Hvis Margrethe Vestager havde luftet den mindste tvivl om udbudsøkonomiens velsignelser, var hun aldrig blevet konkurrence kommissær. I EU's magthierarki hersker der en monolitisk ideologi, som der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, hvis man vil indenfor i systemet. Det samme gør sig gældende på nationalt niveau, selvom politiske ledere her ikke er udpeget men valgt. Embedsværket og deres økonomiske modeller sættes der grundliggende ikke spørgsmålstegn ved i det politisake establishment.

Vælgerne ser det tydeligt - eller instinktivt - at uanset hvilket parti de stemmer på, bliver de præsenteret for stort set de samme løsninger. Det skaber apati. Måske startede det i Europa med Los Indignados i Spanien, som forkastede stemmeafgivelse som en udvej, og som nægtede at fæste lid til det bestående demokrati. De så ingen forskel på højre og venstre.

I DK var modstanden mod de 12 minutter og inddragelsen af visse helligdage måske et udtryk for samme apati? En stor del af befolkningen kunne for det første ikke forstå, hvorfor de, der var i arbejde, skulle arbejde mere, når der var så mange ledige. For det andet havde den tidligere regering jo også påpeget nødvendigheden af, at danskerne skal arbejde mere og længere og at produktivitetsstigninger er nødvendige for at bevare velfærden, osv. De i princippet samme løsninger på de samme problemer.

At de herskende tanker også er de herskendes tanker, er der måske heller ikke noget nyt i, men de vælgere, som kan huske 70erne, husker formentlig en tid, hvor der ikke bare var klarere fronter mellem en borgerlig fløj, en stærk venstrefløj og et fremstormende Fremskridtsparti, men også syntes at være reelle alternativer at vælge imellem.

Michal Bagger, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, Bjarne Andersen, Preben Haagensen, Niels Engelsted, Henrik Christensen, Nic Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Demokratiet er ikke i forfald, for det har det altid været.

Denne logiske kortslutning stemmer alle tre adspurgte eksperter i politikerlede for og demonstrerer dermed dybden og rigdommen ikke bare i dagens demokrati, men også i Informations debatoplæg.

Fabelagtigt i øvrigt, at man kan bruge eksemplet med Venstres bagland, der rejste sig som en løve og faldt ned som et pisket lam under "Løkkekrisen", som et eksempel på, at sådan nogle stadig har magt.

Michal Bagger, Rasmus Kongshøj, Torben Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Niels Engelsted og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Johnny Hedegaard

Afslutningscitat fra artiklen: »Vi skal passe på, at tolerancen over for politikernes udskejelser ikke bliver for lav. For det er personlige svagheder og styrker, der i sidste ende gør politikerne til mennesker, som befolkningen kan forholde sig til.«
- Personligt synes jeg det er enormt interessant, og ikke uden en vis underholdningsværdi, at man har en person som efter adskillige offentlige afsløringer af sine "personlige svagheder og styrker", stiller sig frem og siger på landsdækkende TV, at hans privatøkonomi er af en sådan karakter, at han ikke kan betale for sit eget tøj. Hvorefter han trækker førertrøjen på i kapløbet om statsministerposten.
Nå, demokrati kan forstås og udlægges på mange måder. Én af forudsætninger bør vel være, at der er noget at vælge imellem. Det er der ikke idag. Same shit all over.
Derfor håber jeg at Elbæk og venner's "Alternativet" bliver opstillingsberettiget.
Så får vi se hvor dybt "politikerleden" stikker.

Janus Agerbo, Rasmus Kongshøj, Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Christensen, Katrine Visby og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Den med Ibsen og I.C. Christensen har man godtet sig grundigt over hos akademikerne der jo stort set alle var højremænd. Til gengæld korresponderede denne ignorant sjovt nok i samme periode med en anden ret kendt nordmand, Bjørnson. Så mon den historie ikke en skrøne, som ikke desto mindre bringes til torvs af eleiten. At udenrigspolitik ikke kom nogen ved, det er vist H.C. Hansen det bedste eksempel på, da han lavede aftaler med amerikanerne om Grønland. Var I.C. Christensen naiv når han forsøgte at finde ud af hvordan DK skulle gebærde sig over for Tyskland i tilfælde af et europæisk opgør, mens akademikerne med fjollede rundt i akademisk skyttekorps og drømte om revanche for 1864 ?

Problemet er vel snarere, at demokratiet er flyttet. En stor del til EU, mens resterne defineres af det teknokrati, som embedsværket udgør i skøn forening med komplet enige politikere på tværs af (næsten) alle partier.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Bjarne Andersen, Ivan Breinholt Leth, Niels Engelsted, Katrine Visby, Lise Lotte Rahbek og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Måske har demokratiet aldrig haft det bedre
?????

Den åndelige fattigdom skal virkelig blæses op til lige før ballonens sprækker, for at kalde den nuværende sump af løgnagtige levebrødspolitikere, udhuling af indflydelse, fordunkling af vidensniveauet og afstandsforøgelse fra vælgere til beslutningstagere, for et demokrati???

At man oveni kan argumentere for dets sunde tilstand kan kun tilskrives at den åndelige fattigdom tilsættes en selvvalgt tilstand af blindhed og døvhed overfor den virkelige tilstand.

Somme tider er det så bedre med at også iagttage den normalt medfølgende stumhed.

Steffen Gliese, Niels Mosbak, Janus Agerbo, Rasmus Kongshøj, Rune Petersen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Dennis Berg, Henrik Christensen, Christel Larsen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg har nu tygget længe på påstanden om, at man ikke kan ønske sig et bedre demokrati, fordi det aldrig har været bedre og slet ikke godt.
....
Påstanden er stadigvæk noget uappetitligt vrøvl.

Rasmus Kongshøj, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, Dennis Berg og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

"Afslutningscitat fra artiklen: »Vi skal passe på, at tolerancen over for politikernes udskejelser ikke bliver for lav. For det er personlige svagheder og styrker, der i sidste ende gør politikerne til mennesker, som befolkningen kan forholde sig til."

Johnny Hedegaard, i en artikel fyldt med nedladende klicheer over for vælgernes intelligens topper denne bemærkning kransekagen, hvilket vel også er med vilje. Selvom de fleste faktisk godt kan forholde sig til mennesker, der ikke puler deres ringmuskel i udu det meste af tiden, er det sidste, vi behøver at være bange for, at tolerancetærsklen over for politikerne skulle blive for lav.

En anden løgnagtig kliche er den med, at politikertilliden automatisk stiger i opgangstider og falder i nedgangstider, som om vores tillid til politikerne intet har at gøre med deres opførsel men udelukkende med konjunkturerne. Sandheden er, at politikernes troværdighed ikke bliver stillet på alvorlig prøve, før en krise af den ene eller den anden art indtræfffer, enten skabt af politikerne selv eller påtvunget udefra.

Tilliden daler naturligvis generelt, når en generel krise indtræffer, men hvor meget og hvor uopretteligt afhænger i høj grad af, hvordan politikerne håndterer situationen.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, Dennis Berg, Henrik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Peter B. Jensen

Umiddelbart er der ikke meget i artiklen der handler om demokratiet. Men det er da en interessant beskrivelse af, at hierarkiets top altid har været jævne og overvurderede.

Demokrati handler som bekendt om folkestyre. For enkelthedens skyld kan vi prøve det på to felter - befolkningens evne til at bestemme udviklingen og relationen mellem system og individ.

I dag har befolkningen meget ringe indflydelse på politikken. Den er dikteret af økonomiske interesser og globale trends, til en grad hvor partierne ligner hinanden og kun adskiller sig på symbolske mærkesager. Selv medierne har opgivet at debattere hvilken samfundsmodel vi ønsker, men fokuserer alene på partiernes indbyrdes stoleleg og det politiske realityshow.

En anden demokratisk kerneværdi er den individuelle frihed. Politikere er ikke reserveforældre, der skal trække deres livssyn ned over os voksne mennesker. Men det er lige præcis hvad folketingets smagsdommerpanel har udviklet sig til. Vi får stadig flere adfærdsregulerende love og forbud, der fratager individet myndighed til selv at bestemme. Og love der bygger på smag og segmenter, som ville skabe oprør hvis rollefordelingen var omvendt.

Forfatterne har ret i at befolkningen er bedre oplyst i dag, men så længe det ikke kan omsættes til politisk kapital er det irrelevant. Personligt er jeg lidt ligeglad med om politikere er lådne, så længe de er dygtige statsmænd. Om Clinton har en affære eller Løkke tømmer minibaren har mindre betydning end den politik de fører, og det perspektiv de har.

Så derfor ser jeg det som demokratisk fallit, at vi nu går mere op i Helles håndtasker og Foghs karriereskift end socialdemokratiets og venstres visioner. Vi har nok fået mere viden, men om mere ligegyldige emner. Mens den viden der kræves for et oplyst valg 'ikke vedrører offentligheden'.

Rasmus Kongshøj, Bjarne Andersen, Henrik Christensen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Dennis Berg og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

"Jeg har nu tygget længe på påstanden om, at man ikke kan ønske sig et bedre demokrati, fordi det aldrig har været bedre og slet ikke godt."

Det har jeg også. Og jeg bryder mig ikke om den logiske konklusion, hvis påstanden er sand.

Rasmus Kongshøj, Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jørn Sonny Chabert

måske er tilliden til politikkerer laver fordi det er blevet tydeliger hvem de tjener ( kapitalen og ikke befolkningen )

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj, Bjarne Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

En mand/kvinde en stemme.. og hvem som helst kan rimelig nemt stille op som kandidat.. så kan hvem som helst stemme på hvem som helst.. Hvad er problemet..? Måske for dem der anfægter demokratiets retfærdighed, at det ikke er lige er deres holdninger og stemmer der får majoritet...?

@ Flemming,

Det er muligt... men hvis det er majoritetens holdning så må vi bøje os for demokratiet... Hvis en mand/kvinde stadigvæk er betegnelsen på demokrati..

Flemming Scheel Andersen

Chris Green

At vi må bøje os for demokratiets afgørelser , er ikke det samme som at være selvvalgte blinde og døve over for andres udlægninger, holdninger og fortolkninger og da slet ikke hvis man føler sig deltager i et flertal.
Foragt for mindretallet er ikke kendetegn på demokratisk sindelag.........endnu da

@ Flemming.. Jeg er også dybt uenig i majoritetens afgørelser i mange ting for tiden.. men bøjer mig for demokratiets spilleregler og stemmer..

Flemming Scheel Andersen

Chris Green

Jeg respekterer da dit personlige valg og jeg bøjer mig, som du, for demokratiets spilleregler, men undlader at deltage i erkendelsen af mangel på kvalitet.

@ Flemming.. Demokratiets spilleregler er desværre at hvilken idiot som helts må stemme på hvilken anden idiot som helst..

Menneskehedens store problem d' herrer og damer er/var/bliver desværre at undgå og minimere konsekvenserne af egen DUMHED!
Hvorvidt demokratiets resultater bidrager til dette er dets relevante målestok og ikke hvor demokratisk demokratiet er!

Ellers kunne vi lige så godt gå tilbage til at diskutere, hvem der har mest blåt blod i årerne, når kongen skal vælges.

Søren Sørensen

"men bøjer mig for demokratiets spilleregler"
Spillereglerne er jo sat ud af kraft.

Dermed eksisterer demokratiet ikke længere.

Lige nu befinder vi os i en de facto etpartistat hvor de eneste forskelle mellem partierne er symbolske ,og vel egentligt bare er udtryk for fraktionsdannelse i moderpartiet, og en ekstremt lille opposition tillades for at give styret legitimitet og få det til at ligne demokrati.

Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Et demokrati bygger ikke kun på flertals bestemmelse, men på medlemmernes fælles indsigt, dialog og hensigter.

Demokrati styrkes igennem hensyn og tolerance, åbne rammer og fælles værdier med plads til individualisme, der vel at mærke ikke træder på andre. Civilisationen håndterer det.

Religiøs fanatisme, indre svinehund og inkompetent egoisme, der ikke fatter fællesskabets vel er til egen fordel, nedbryder frihed for andre og er grundlæggende i modstrid med demokrati og civilisation.

Der er lidt vel rigelige tegn på, at vi tilbeder New Public Mangement nærmest religiøst, tror på kaptitalens ret til at udbytte menneskeheden og påtvinge hele samfund slaveri, og sandelig om ikke vort politiske, såkaldt demokratiske niveau både skjuler information og meler egen kage mere end tjener deres vælgere - som apatisk ser på eklatante løftebrud, lapperier og fusk med demokratiets midler.

Hvis det aldrig har været bedre, så vil jeg sørme gerne melde mig ud af det såkaldte demokrati og være med til at stifte et nyt - andre der vil være med til det?

Toke Andersen, Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jeg har altid haft stor respekt for demokratiet. Der svæver en ånd af ærefrygt og stolthed over begrebet, som nok stammer fra min tidlige skoletid. Demokratiet kan være sendrægtigt og besværligt, hvis man brændende ønsker en ny udvikling her og nu, men set fra 10 meters afstand er der en vis fornuft i omtanken og det konservative element i folkestyret.

Demokratiet i Danmark har været under accelererende afvikling siden starten af 1970erne. Kun ganske få finder det i dag forkert, når politikerne ikke respekterer folkets stemme i større omfang, end det er muligt i forhold til grundloven. Hvis vi stemmer forkert, spørges vi påny. Hvis folkestemningen ikke er passende, så venter vi. Har vi stemt rigtigt, men med forbehold, fifles disse forbehold stille og roligt væk som salami på et skærebræt. Euro forbeholdet er reduceret til, at vi bibeholdt navnet på vores mønt. Forbeholdet mod unionsborgerskab har lidt en krank skæbne. Det er ganske enkelt fiflet væk, og nu arbejdes der politisk på højtryk for at gøre dansk retslig suverænitet 'overstatslig'. Al kompetence til centralmagten.

Er det demokrati ?

Vi har ikke længere folkestyre i Danmark. Landet ledes af nogle få, fjernt placerede magtmennesker i et stort, centralt bureaukrati i hjertet af Europa. Det er ikke, hvad jeg forstod og stadig forstår ved begrebet demokrati.

En negativ konsekvens af denne udvikling er, at ingen gider forme sig en karriere i det danske folketing, der kun betragtes som en karriererampe til højere stillinger i erhvervslivet eller i udlandet. Jeg forstår bedre i dag, hvorfor Margrethe Vestager var så forhippet på, at Danmark skulle overimplementere samtlige cirkulærer og forordninger fra centralmagten. Jeg forstår bedre, hvorfor Danmark skulle stille en garanti på 40 milliarder for at være med til at spare sammen til en respirator til den mønt, folket havde sagt nej til - to gange. Jeg husker tydeligt, hvordan Anders Fogh Rasmussen brugte det sidste år af sin regeringsperiode på at fragte sig rundt i verden til diverse jobforberedende samtaler i egenskab af Danmarks statsminister, og hvem husker ikke den her: http://www.information.dk/252305 ?

Er demokratiet blevet bedre med mørklægningsloven ? Er folket med i den politiske proces i dag ? Hvor stor indflydelse har borgerne / medlemmerne på ledelsen i de forskellige partier ? Lederne drager godt nok rundt i landet, når valget nærmer sig, men er det for at høre folkets røst, eller er det for at blive set og profileret ?

Forståelsen af og respekten for demokratiet er efter min mening for kraftigt nedadgående. Jubelcentralismen bringer demokratiet længere og længere væk fra den oprindelige ide med begrebet. I dag er folkets styre reduceret til én stemme hvert fjerde år.

Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen, Nic Pedersen, Rasmus Kongshøj, Niels Mosbak, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det er nok rigtigt, at det politiske system på en række punkter kan siges at være en del mere velfungerende i dag, end det var tidligere. Men er det kun mig, der synes at der skete et markant skift da Fogh-regeringen i 2001 trådte til? Et skift, der bestod i, at relevante spørgsmål til politikere blev besvaret med svar af goddag mand økseskaft-karakter. Altså reelt ikke-svar. Tidligere prøvede politikerne dog at argumentere for det, de gjort (jf. betegnelsen af Nyrup som "Uld i mund"). Det har jeg savnet siden 2001, nok endnu mere under den nuværende regering, hvor jeg som med-vælger havde det naive håb, at man ville gøre op med denne udenomssnak.

Kurt Nielsen, Steffen Gliese, Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Glem ikke at politikerne, journalisterne og de der analyserer hele showet lever af det samme system. Og de lever godt. Måske har Slavoj Žižek ret i, at man ikke kan være en del af et system uden at tilegne sig systemets logik? Eller i hvert fald dele heraf.

Toke Andersen, Kurt Nielsen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Det er fantastisk, at man kan skrive en artikel om demokratiets tilstand, på baggrund af interviews med hele tre forskellige eksperter, uden så meget som at komme ind på hvor stor mulighed folket har for at sætte sin vilje igennem.

Men artiklen er vel et godt eksempel på elitens holdning. Demokrati er sådan noget politikerne foretager sig, og når bare journalisterne skriver en masse om politikernes gøren og laden, så har demokratiet det fint. Folkets rolle i denne demokratiopfattelse er som tilskuere, der pænt går hen og stemmer hvert fjerde år, men i øvrigt holder kæft mens de kloge snakker.

Og så er det i øvrigt rigtigt godt for demokratiet, at politikerne mestendels er akademikere med en samfundsvidenskabelig uddannelse. Eksperter med indsigt i tingene, der forstår den nødvendige politik (sådan nogen som Lars Løkke og Trine Bramsen). Politik er nemlig ikke noget bønder, SOSU-assistenter, blikkenslagere eller pølsemænd skal bryde deres små dumme hoveder med.

Og for ligesom at fuldføre tristessen, så får vi at vide at demokratiet er fantastisk fordi det aldrig har været bedre. Ethvert håb om et velfungerende demokrati bliver dermed til en umulig drøm.

Hvor trænger vi dog til et dansk forår.

Toke Andersen, Kurt Nielsen, Kjeld Hansen, Curt Sørensen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Nic Pedersen, Niels Mosbak, Ivan Breinholt Leth og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvis demokrati måske aldrig har været bedre, så er der i hvert fald masser af plads til forbedringer. Særligt når der tales om repræsentativt demokrati er den lige fra galt til helt galt.

Særligt med demokratiets vogter USA er den helt galt med det repræsentative demokrati. Men også herhjemme er den gal med mere eller mindre elitær sammensætning af folketinget.

Så fra tysk tv i går, at der også er en debat i gang i Tyskland om en elitær tilgang til Der Bundestag, hvor flere og flere går direkte fra universiteterne ind i politik uden nogen form for livserfaring og dermed en bred forståelse af et demokratisk samfunds sammensætning.

- Løsningen kunne være kvoter, som sikrer en social og geografisk repræsentativ sammensætning af et demokratis folkestyrer.

Tjekkede lige: ingen af de hidtidige 33 kommentarer nævner f.eks. aktivt partimedlemskab - eller andet foreningsarbejde - som en mulighed for demokratisk indflydelse. Måske fremgår et sådant engagement af kommentarer i andre sammenhænge; men ikke her, og ikke indtil nu.

Søren Sørensen

"aktivt partimedlemskab

I partier hvor centralstyringen dikterer hvilke kandidater der får lov til at opstille i diverse "sikre" kredse?
I partier hvor familiebånd afgør om man får topposter?
I et system hvor en offentligt kendt partihopper kan få en opstilling, kun få måneder efter et partiskift, fordi han er kendt?
Hvor folk vælges ind i folketinget fordi de har været med i "vild med dans"?

...nej, nej du - kriterierne for at få del i magten er vist efterhånden blevet snævrere end bare at forsøge at give et hjertefølt bidrag til en politik man føler noget for, specielt når man ender med at være gulvklud for de der alligevel får tildelt magten gennem forbindelser eller handlinger der intet har med politik at gøre...

Kurt Nielsen, Henrik Christensen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar

Overlad Sjælland og København til akademikere, Løkke og elite smokken med nødvendighedens politik. Så kan den store andel af befolkningen leve et liv sammen i Jylland med medmenneskelighedens politik.

- Måske er det løsningen på alle kvaler.

Flemming Scheel Andersen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Centralstyringen foregår kun, fordi partiforeningerne mangler medlemmer og lader sig tryne - samtidig med at de er afhængige af hovedkontoret. Det er rigtigt, at aktivt partiarbejde er den eneste vej ud af suppedasen.
Der var ti stemmer i Esbjerg, der afgjorde forskellen mellem en lokal kandidat og Bjarne Corydon.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen
Ej, ærlig talt, så melder man sig vel ind i et parti, hvis man går ind for politikken. Det er sguda de færreste mennesker, som er underligt nok melder sig ind i et politisk parti, fordi de ikke kan lide politikken og ikke har nogen anelse om, hvad partiet egentlig går ind for, for de fører hinandens politik.
I Danmark er der 3 partier:
Enhedslisten, de vankelmodige og LA.
Ingen af dem har idealer, principper eller visioner, de ikke vil sælge ud i en finanslov.
Giv mig bare EN god grund til at identificere sig med dét?

Flemming Scheel Andersen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Jeg har prøvet og troet på partimedlemsskab, men da medlemsdemokratiet valgte vor nuværende blålys af en statsminister til formand var jeg af hensyn til min egen selvrespekt og integritet nød til at melde mig ud, for det projekt kunne jeg simpelthen ikke stå inde for eller tåle at tælle som støtte for.

Der står mig bekendt ikke i grundloven, at man skal være med i noget parti for at stemme - men bevares, for at få mere indflydelse på hvem man kan stemme på, er et partimedlemsskab nødvendigt.

Der er dog partier som anvender sideordnet opstilling, og dermed i nogen grad overlader til hele vælgerskaren hvem der skal vælges, af de opstillede...

Desværre er det i flere lag repræsentative demokrati flere steder indrettet så et mindretal af et mindretal der dog har flere støtter end noget andet mindretal på samme niveau kan bestemme kandidatlisterne - sine steder i partiapparatet vælger man kun een folketingskandidat.

Det var ikke noget praktisk problem, hvis kandidaterne opførte sig som alle deres medlemmers respektive vælgeres kandidat, respektfuldt tog hensyn til helheden, lyttede til argumenter og optrådte troværdigt.

De senere år synes flere kandidater desværre at have glemt det repræsentative aspekt og optræder mere som egenrådige magtfuldkommenheder og karrieredyr, der ikke skal forfremmes efter fortjeneste men evnen til at klæbe til taburetten og rage til sig, mens de demonterer folkets indsigt i forvaltningen og registrerer” borgernes privatliv på niveau med totalitære regimer, modarbejder tryghed og tolerance alt imens de brænder enorme summer af på mere eller mindre korrupte projekter og inkompetente infrastruktur beslutninger.

Det føler jeg ikke behov for at legitimere, og kan heller ikke være loyal over for. Dermed er en anden central forudsætning for partimedlemsskab heller ikke til stede, aktuelt.

Men vis mig gerne hvor det kunne give mening, demokratisk og politisk, civiliseret og medmenneskeligt... (nej Kristoffer, radikale er heller ikke et medmenneskeligt område mere ;) )

Flemming Scheel Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Henrik

Du skriver: 'Hvis det aldrig har været bedre, så vil jeg sørme gerne melde mig ud af det såkaldte demokrati og være med til at stifte et nyt - andre der vil være med til det?'

Ja, gerne.

Hvornår og hvordan begynder vi?