Kommentar

Når sunde principper er usunde

De må klare sig selv, lyder det igen og igen i debatten om kontanthjælpsmodtagere. Men hvis de skal, så skal vi andre vel også, og så er det farvel til det store fællesskab, som vores velfærdssamfund bygger på
Debat
22. oktober 2014

Det et sundt princip, at man skal klare sig selv. Og hvis ikke man kan det, så skal man forsørges af sin kæreste. Det har repræsentanter for vores regering understreget ved flere lejligheder. Anledningen har været ændringen af reglerne om gensidig forsørgerpligt, som siden den 1. januar i år har betydet, at mange kontanthjælpsmodtagere, der er i et kæresteforhold med en arbejdende m/k, får udbetalt mindre i kontanthjælp.

Umiddelbart lyder det rigtigt, dét regeringen siger. Vi skal klare ærterne selv, hvis vi kan. Det mente en navnløs lederskribent på Berlingske også, da vedkommende harcelerede over de selvudnævnte »ofre«, der følte sig ramt af den gensidige forsørgerpligt, og som åbenbart mener, at det snarere er naboen end deres kæreste, der skal træde til og forsørge dem. Kun, siges det med adresse til kontanthjælpsmodtagerne, hvis hverken I selv eller jeres nærmeste kan klare det, skal staten træde til.

Gift for samfundet

Problemet ved den type ræsonnementer er, at de i praksis virker som gift. Ikke bare for de konkrete kontanthjælpsmodtagere af kød og blod – hovedsageligt ikke jobparate – som nu, i disse måneder, mister deres indtægtsgrundlag og under et voldsomt pres skubbes i retning af at forlade deres kærester, deres børn og deres hjem. Det, de lever for. Bredes ræsonnementet ud til at være et alment gældende princip, vil det, i mere abstrakt forstand, ligeledes være gift for det idégrundlag, vores samfund er rejst på. Med ræsonnementet antages det, at det store fællesskab skal holde sine forføreriske naller for sig selv og først træde ind på scenen i selve det øjeblik, hvor både individet og de nære fællesskaber har vist sig ude af stand til at klare opgaven. Men hvis man virkelig mener det, så skal der ske store forandringer.

Jeg er for eksempel lige flyttet sammen med min kæreste, som er studerende. Hvis vi var underlagt de samme regler som kærestepar, hvoraf den ene er på kontanthjælp, blev hendes SU reduceret i forhold til den løn, jeg som ph.d.-studerende får fra universitetet. Blev vi ligeledes underlagt de samme moralske evalueringer som kontanthjælpsmodtagere bliver, ville vi i diverse sociale situationer uvilkårligt være stemplet som nassere, hvilket afstedkommer misbilligende blikke og nærgående spørgsmål. Kunne hun egentlig ikke selv betale omkostningerne for den uddannelse hun går på?

Mit liv er en montage af lignende eksempler. Selv om hverken jeg selv eller mine forældre har vist sig ude af stand til at tage vare på mig, fik mine forældre børnefamilieydelse indtil jeg fyldte 18 år, jeg har gået i folkeskole og på gymnasium, og jeg fik SU i seks år, mens jeg gik på universitetet. Da jeg styrtede på min cykel og smadrede hagen, stod søde mennesker på sygehuset klar, og efter at farmor flyttede på plejehjem, lå der ingen regning og ventede og …

Pointen er, at vi har skabt et uhørt stærkt og godt samfund, ved netop at lade fællesskabet – dette store, stærke fællesskab, der løfter os op og tillader os at udfolde os selv som stærke og selvstændige subjekter, og som binder os sammen og gør de mindre stærke mere stærke – stå i centrum. Ikke blot når hverken den enkelte selv eller de nærmeste omgivelser har kræfterne. Det er vel en stor del af hemmeligheden bag den hyldede skandinaviske velfærdsmodel. Og jeg, som én af mange, står i en stor taknemmelighedsgæld til netop dette samfund.

Senmoderne tragedie

Har man først fået øje på, at det sunde og umiddelbart appellerende imperativ om at egenhændigt at skulle tage vare på sig selv og sine, ikke er et generelt gældende princip men derimod temmelig snævert afgrænset, bliver det lige så hult som bodega bemærkningen: »De skal tage vare på sig selv, men giv mig nu min SU!« Hulheden peger på noget, som meget vel kan beskrives som en ægte senmoderne tragedie. Fortællingen om kontanthjælpsmodtageren som en uværdigt trængende anden, for hvem der gælder andre principper end for det store vi.

Hullet under kontanthjælpsmodtageren graves dybere. De må klare sig selv, siges det. Og med byger af reformer, der beskærer fællesskabets sikkerhedsnet, rykkes det dybe hul langt tættere på de mange, der nu ikke bare kan skimte det i horisonten, men kigger lige lukt ned i det. Alt imens fløjtes der fra højeste niveau catchy melodier om sunde principper, som det kan være tillokkende at nynne med på.

Mathias Herup Nielsen er Ph.d.-studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Yderst væsentligt.

Men den globale udligning fortsætter.
Jeg tror desværre ikke meget mere på at man skal regne med 'venstrefløjen' specielt i disse anliggender bortset fra at de har bedre hensigterklæringer måske. .
Hånd i hånd med hc-liberalismen har hele den diskurs der forfølges i lighedsdiskussioner til vist regeringens beklagelige tilfredshed fortabt sig i 'hvide rige danskere' som ikke skal komme her og snakke om social nød, eller at noget derude skulle være uønskeligt at 'udligne' (selvom man da synes hurtigt at kunne komme på en del).
Så vingesuset vil forblive internationalt.
EL ingen forskel, vel - ?
Arrogant akademisme elsker at opfinde 'paradigmeskift' (..godt for citationen, jo), så jeg tøver, men sommetider tror jeg helt uakademisk og uanalytisk, at det er en mere generel overbliks-tankegang der skal til - som kræver mere ro på kloden.
Næppe 2 millioner/milliarder klima-og-andre-flygtninge stablet i cigarkasser på boreplatforme i Nordsøen.
Sådanne reelt eksisterende spøgelser er virkelig støj på linjen når artiklens emnesegment skal have anset sin samfundsposition, og mulighed for deltagelse i den almene dynamik.

Tilgodese i særlig grad de der ikke forplanter sig ... straf de der gør ^^
Det er håbløst :-)