International kommentar

Naturen forsvinder med alarmerende hast

Det går fortsat alt for langsomt med at beskytte sårbare arter, minimere ressourceforbrug og stille krav om bæredygtig produktion. Forhåbentlig er COP 12 under FN’s biodiversitetskonvention et skridt på vej mod en genopretning af økosystemerne
9. oktober 2014

Da Sydkoreas miljøminister mandag åbnede dørene til COP 12 under FN’s biodiversitetskonvention, skete det for at øge opmærksomheden om en af vor tids allerstørste udfordringer: tabet af biologisk mangfoldighed – naturen, der forsvinder for øjnene af os.

Udfordringen er til at få øje på. I det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science slog forskere i juli fast, at vi befinder os i det tidlige stadium af den sjette masseuddøen. Arterne uddør 100-1.000 gange hurtigere end normaltilstanden. Andelen af udryddelsestruede arter er meget tæt på niveauerne fra de fem tidligere perioder med masseuddøen, hvor 50-90 procent af klodens liv blev udslettet på kort tid. Forskellen er, at det nu er mennesker, der er skyld i arternes forsvinden. Ikke meteornedslag eller vulkanudbrud.

Forskerne er ikke i tvivl. Ødelæggelse af arternes levesteder, når vi inddrager naturarealer til landbrug, tømmerproduktion, infrastruktur og byudvikling, er den primære årsag til, at så mange arter forsvinder.

Det voldsomme tab af arter og forringelsen af økosystemer førte ved COP 10 i 2010 til, at landene vedtog en plan for bevaring og bæredygtig brug af biodiversitet.

Aftalens parter, 193 lande og EU, skal omsætte 20 såkaldte Aichi-mål til en national kontekst og inden 2015 vedtage en national strategi og handlingsplan, som skal standse tabet af biodiversitet og så vidt muligt genoprette forringede økosystemer inden udgangen af 2020.

Men her fire år senere viser en midtvejsevaluering, at der ikke er den fremdrift, som situationens alvor kræver. Trods fremskridt rundt om i verden stiger presset på naturen, og fortsat tab af biodiversitet forventes.

Havene under pres

Havenes økosystemer er både vigtige for fødevaresikkerheden og til regulering af klimaet. En rapport fra FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) anslår, at fisk bidrager til 17 procent af det globale menneskelige indtag af animalsk protein, og at fiskeri er levebrød for 10-12 procent af verdens befolkning.

Men omkring en tredjedel af havenes kommercielt vigtige fiskebestande er overfiskede. Den globale fiskerflåde har kapacitet til at fange 2,5 gange så mange fisk, som det er biologisk forsvarligt.

Der bør som en begynder sættes ind over for ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, som måske udgør helt op til en femtedel af de globale fangster. Og skadelige subsidier til fiskeriet må fjernes.

Skov forringes

Skove, især i troperne, er levested for mindst halvdelen af verdens kendte landlevende plante- og dyrearter og spiller en stor rolle i det globale kulstofkredsløb.

De spiller også en direkte økonomisk rolle for millioner af mennesker. For dem, der lever af de omkring 3,3 milliarder kubikmeter skov, som årligt fælles. Men også for de omkring 300 millioner overvejende fattige mennesker, der er afhængige af skovenes økosystemer. Herunder omkring 60 millioner oprindelige folk.

Mere end tre fjerdedele af det tilgængelige ferskvand kommer fra skovklædte oplande.

Det går den rigtige vej med at bremse tabet af skov. Men for langsomt. Skovrydning, som mest består i, at tropiske skove fælles og laves om til landbrugsjord, aftager i flere lande, men fortsætter i et højt tempo i andre. Og skovområder forringes og fragmenteres fortsat.

Landbrug er den bagvedliggende årsag til 70 procent af tabet af biodiversitet på land. Ikke mindst fældningen af de tropiske skove for at give plads til dyrkning af mad, dyrefoder, biobrændstoffer og til græsarealer til kvæg.

Rige lande må rette blikket indad og se på afskovningen i blandt andet Sydamerika, Afrika og Sydøstasien, der er forbundet med produktionen af varer, som vi forbruger. Et kendt eksempel er den danske import af sojabønner til svinefoder, som beslaglægger arealer i Sydamerika på størrelse med Sjælland.

Store nationale udfordringer

I Danmark er naturens krise og den utilstrækkelige indsats omtrent den samme.

Omkring 18 procent af danske havområder er udpeget som beskyttede. Men de er udpeget uden en grundig kortlægning af, hvor de biologisk vigtige områder er. Og der mangler regulering, som kan sikre bæredygtig forvaltning af arterne – fiskeri med bundslæbende redskaber er for eksempel fortsat tilladt i langt de fleste beskyttede områder.

Skovarealet er vokset. Det er godt for træproduktionen og for CO2-lagringen. Men under fem procent af det samlede skovareal har naturbevarelse for øje. Til trods for, at mere end halvdelen af de truede arter er knyttet til især gammel løvskov.

Knap 10 procent af Danmarks areal udgøres af beskyttede, lysåbne naturområder som enge, heder og moser. Vi nærmer os altså den internationale målsætning om, at 17 procent af landarealet skal beskyttes. Men områderne er for små og spredt beliggende og fungerer dårligt som levesteder for de sårbare arter.

Samlet er udfordringen med at standse tabet af biologisk mangfoldighed ikke blevet meget mindre.

Men varierede og robuste økosystemer er en del af løsningen på mange af verdens udfordringer. På forsyningssikkerhed, hungersnød, fattigdom. På klimaforandringerne.

Den ene videnskabelige rapport efter den anden viser de samfundsøkonomiske gevinster ved at bevare biologisk mangfoldighed og genoprette økosystemerne. Der peges på både politiske og praktiske løsninger.

Vanetænkningen må droppes. Vi er nødt til at minimere ressourceforbrug og stille krav om bæredygtig produktion.

Naturen skal have førsteret på langt større arealer. Det giver grønne tal på bundlinjen.

Ann Berit Frostholm er naturpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening og 92-gruppens repræsentant ved forhandlingerne i Sydkorea, Jan Søndergård er politisk rådgiver i Greenpeace, og Mette Blæsbjerg er hav- og fiskerimedarbejder i WWF Verdensnaturfonden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Nissen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels-Simon Larsen
Erik Nissen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Til sidst står der, hvad der giver grønne tal på bundlinjen. Ja, jo. måske, men hvad nu hvis det ikke gør? Vi har vel valget mellem et liv med nedgang i forbrug og et liv i overforbrug (et stykke tid endnu), og hvad vælger vi så?
Vi skal vælge det grønne liv, fordi det er det rigtige liv, og ikke fordi det kan betale sig. Selvfølgelig kan det betale sig på længere sigt, men jeg kan ikke lide, at det lanceres, som godt købmandsskab på kort sigt. Det kan ikke andet end kræve ofre at rette op på skaderne, og det er her, den politiske konflikt er, for intet parti kan gå til valg på at sige sandheden - men nu har vi fået Alternativet, der sætter bæredygtigheden øverst på dagsordenen.

Kurt Loftkjær

Forfatterne skriver:

"Det går den rigtige vej med at bremse tabet af skov. Men for langsomt. Skovrydning, som mest består i, at tropiske skove fælles og laves om til landbrugsjord, aftager i flere lande, men fortsætter i et højt tempo i andre. Og skovområder forringes og fragmenteres fortsat."

På baggrund af ovennævnte citat vil jeg tillade mig at omvurdere forfatternes positive indledning i citatet til, at det går den forkerte vej for skovene.