Kommentar

Organdonorer redder liv

I mange år har etiske hensyn til de afdøde samt en negativ diskurs om statens mulige ejerskab over vores organer været kendetegnende for organdonationsdebatten i Danmark. Der er alvorligt behov for en ny fortælling om organdonation. En fortælling, der fokuserer på de levende og de liv, der kan reddes, hvis flere danskere donerede organer
27. oktober 2014

Jeg var 18 år gammel og lige blevet student. Over sommeren tog jeg 10 kilo på i vægt. Jeg kunne ikke forstå det, men det måtte tilskrives en for usund livsstil under studenterfesterne. Da øllet begyndte at smage af metal, tænkte jeg, at noget måtte være galt. Hvor galt stod først klart, da jeg aflagde min praktiserende læge et besøg og med det samme blev henvist til Rigshospitalet.

Blodprøveresultaterne viste, at mine nyrer var holdt op med at fungere for længe siden. Vægtøgningen var ophobet vand i kroppen. Efter fire ugers indlæggelse var konklusionen klar: Nyrerne ville aldrig komme i gang igen. Derfor skulle jeg have en ny nyre. Men der skulle gå et halvt år, hvor jeg tre gange fem timer om ugen gik i dialyse for at blive holdt i live, førend lægerne var sikre på, at den virus, de mente, jeg havde fået var ude af kroppen.

Jeg fik heldigvis en ny nyre af min mor. Da den var på plads, vendte jeg tilbage til livet. Og jeg har siden levet som alle andre. Fået uddannelse, arbejde, kæreste og barn.

Sæt de levende i fokus

Der er mange historier som min. Desværre ender de ikke alle sammen lige så godt. For der er mange, der venter i adskillige år eller forgæves på et nyt organ i dagens Danmark.

Hver tiende dag dør en af dem, mens de står på venteliste til et nyt organ. Til sammenligning døde syv danskere i højresvingsulykker i 2013.

Alligevel har spørgsmålet om organdonation i lang tid stået langt nede på politikernes prioriteringsliste – i modsætning til forebyggelse af højresvingsulykker. Den politiske debat har primært handlet om etikken for de afdøde, i stedet for praktikken i at holde de levende i live.

Derfor har jeg været medinitiativtager til at etablere en tiltrængt ny stemme, som har manglet i organdonationsdebatten i Danmark: Foreningen 7Liv vil først og fremmest medvirke til at skabe en ny fortælling om organdonation. En fortælling, der baner vejen for, at vi som samfund siger ja til organdonation, så organdonation bliver et aktivt fravalg i stedet for et tilvalg. En fortælling, der flytter etisk fokus fra de døde til de levende, der har behov for et organ. En fortælling, der værdsætter organdonorer og pårørende for, at de giver livet videre.

Staten hugger ikke organer

Hvorfor opfordrer offentlige kampagner kun danskerne til at tage stilling til organdonation? Vi beder da ikke danskerne om at tage stilling til passiv rygning. Eller til om man må køre for stærkt på vejene. I stedet beder vi befolkningen om at gøre, hvad der er rigtigt og fornuftigt. Vi beder dem gøre det, som redder liv. Derfor skal vi også som samfund sige ja til organdonation.

Hvorfor munder diskussionen om, hvorvidt vi alle automatisk skal være donorer altid ud i spørgsmålet om, hvorvidt staten skal eller ikke skal have ejerskab over individets organer? Det er en negativt ladet diskussion, der giver associationer til, at staten som en tyv om natten kommer ind i dit soveværelse og sprætter dig op for at hugge dine organer. Når det er fortællingen, kan det være svært at overbevise danskerne om, at det, der med en anden distancerende formulering kaldes ’formodet samtykke’, er en god ide.

Hvis vi i stedet arbejdede hen imod at få en fælles forståelse af, at organer fra mennesker, der omkommer og bliver erklæret hjernedøde, altid vil komme et levende menneske til gode, ville vi skabe et andet udgangspunkt for debatten.

Takkebrev fra dronningen

Hvorfor er vi som samfund ligeglade med de mennesker, der donerer en nyre i levende live eller de pårørende til afdøde organdonorer? Hvad hvis vi i stedet udviste officiel anerkendelse af dem, der på denne vis giver livet videre?

Jeg tillader mig at forestille mig, at et brev underskrevet af sundhedsministeren eller dronningen for den sags skyld, der udtrykker samfundets dybe taknemmelighed over, at ens kære har givet nyt liv til i gennemsnit fire danskere, vil være et lys i mørket for pårørende midt i en ubærlig sorg over at have mistet sin kære.

Vi skal flytte holdninger, så vi opnår en fælles erkendelse af, at organdonorer er ’livreddere’, og at vi som samfund ikke længere vil acceptere, at en medborger – som potentielt kunne være reddet – dør hver tiende dag. Eller at et ungt menneske rådner op på livets sidelinje i fem-ti år holdt kunstigt i live af et dialyseapparat, der renser blodet for affaldsstoffer, mens han hver gang, mobilen ringer, tænker på, om det nu er denne gang, der er en nyre til ham.

Mikkel Riis-Jørgensen er medinitiativtager til Foreningen 7Liv og seniorkonsulent i Geelmuyden Kiese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Asger Ridderhaugen

I bund og grund handler det om, at vi skal have flere til at ændre adfærd og blive donorer.
Vi kan så gå den lange vej, som der bliver foreslået i artiklen, hvor vi skal prøve at ændre diskursen og kommunikationen omkring organdonation.
Vi kan også gå den korte vej, og se på vores nabolande, fx Sverige, hvor mere end 80 pct. af befolkningen er tilmeldt donorregistret. I Danmark er det under 10 pct.
Hvad er forskellen, den er, at svenskerne automatisk er tilmeldt donorregistret, mens at det i Danmark er en aktiv handling.
Så gør som i Sverige, Østrig og Frankrig og lav automatisk tilmelding til donorregistret, selvfølgelig med mulighed for at melde sig ud, hvis man ikke ønsker tilmeldelse.
På denne måde får vi flere til at blive donorer, og igennem dette, vil vi kunne ændre holdningen til befolkningen. Oftes er det nemlig således, at vi ændrer adfærd og derefter holdning, ikke den anden vej rundt.
I kan læse mere om automatisk tilmelding på vores blog om adfærdsøkonomi: http://decisiondesign.dk/the-power-of-default/

Jeg spurgte, for en uge siden, min 23 årige søn: "hvad, æhh tænker du sådan umiddelbart om det der ebola ?"
Han svarede med et smil; "tjah, der er jo milliarder i vaccinen, såhh.."

For ca. et halvt år siden sagde min søn ligeledes til mig at jeg aldrig, aldrig nogensinde skulle melde mig til donorregistret....
Adfærdsøkonomi - (alt kan købes for penge.. )