Kronik

Pippi og den danske uskyld

Racismedebatter som den aktuelle om Pippi Langstrømpe forløber efter en forudsigelig drejebog, der giver hvide meningsdannere og debattører carte blanche til at reproducere, recirkulere og cementere racistisk tankegods og stereotyper
Racismedebatter som den aktuelle om Pippi Langstrømpe forløber efter en forudsigelig drejebog, der giver hvide meningsdannere og debattører carte blanche til at reproducere, recirkulere og cementere racistisk tankegods og stereotyper

Sofie Holm Larsen/iBureauet

11. oktober 2014

En særlig form for offentlig ikke-diskussion om racisme i kulturprodukter rammer med jævne mellemrum de danske medier. Den er kendetegnet ved, at den sjældent indeholder analyser af betydningen af nedværdigende raciale stereotypier, deres baggrundshistorie, og hvad vi som samfund skal, kan og bør stille op med dem.

I stedet bliver vi i 99 pct. af tilfældene præsenteret for samme forudsigelige drejebog, hvor racisme bliver udlagt som en altid allerede langt ude påstand. Nyhedsindslaget begynder og slutter ved, at vi sammen kan og bør forarges over selve anklagen, dens uhyrlighed og ryste på hovedet af den komplette urimelighed i krav om ændringer.

I danske nyhedsmedier bliver ethvert anslag til analyse af racistiske praksisser med lynets hast oversat til et krav om censur. Tag f.eks. den danske modtagelse af Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling, hvor enhver nuance, skrøbelighed og kompleksitet blev banket pandekageflad i en forvrænget modsætning mellem ’censur’ og (påstået) ’ytringsfrihed’.

At fortolke alle diskussioner af racisme som et krav om censur er dels problematisk, fordi det ofte er en grov forsimpling af det, debattørerne faktisk siger. Dels peger det på det forhold, at nyhedsmedierne desværre synes at være forholdsvis uinteresserede i racisme, før nogen truer med at redigere i den. Det danske nyhedsbillede er pænt ligeglad med, at nogen bliver forulempet, ydmyget, demokratisk udelukket eller truet på livet, før disse nogen forsøger at stoppe forulempningen eller truslerne ved at få udstillinger lukket eller citater og tegninger redigeret ud.

Censurkortet trækkes

I den aktuelle debat om Pippi Langstrømpe diskuteres racisme da også igen som et spørgsmål om censur. En altid allerede urimelig og historieløs censurering af virkeligheden. Eller en form for politisk hyperkorrekt censurering af uskyldige (og i hvert fald ikke racistiske) kulturprodukter. Man kan hurtigt få det indtryk, at det eneste, antiracister vil, er at løbe rundt med en ragekniv og censurere alt muligt.

Nu er det værd at huske på, at det ikke er usædvanligt at udgive redigerede nyfortolkninger og moderniseringer af kulturelle klassikere – specielt inden for litteraturformidling til børn. F.eks. findes der allerede en række skrevne og uskrevne retningslinjer for produktion og cirkulation af film, serier og bøger skabt til børn. Det at udgive redigerede udgaver er ikke ensbetydende med, at originalerne bliver gemt eller glemt. Selv om enkelte børneudgaver af Bibelen udelader nogle af de mest groteske og voldelige scener i Det Gamle Testamente, er der få, der protesterer og råber censur.

Man kan mene meget om at redigere i kulturprodukter. I forhold til børnebøger og -film kan man fra et antiracistisk perspektiv være splittet mellem på den ene side ønsket om at blive sparet (og spare andre, f.eks. børn) for den ydmygelse, det er at blive udsat for at se racistiske stereotyper gentaget og dermed genetableret.

Og så på den anden side bekymringen over om sådan en redigering blot bliver en tom multikulturel gestus, der fjerner symptomet uden at bryde sig om sygdommen, og som i værste fald kan bidrage til at sanere vestlig kolonial historie, så den fremstår ren og uracistisk. Som om Tintin, Kejserens nye klæder og Far til fire ikke også var et produkt af kolonismens lange indflydelseshistorie.

Dette er en diskussion om forholdet mellem historiebevidsthed og behovet for en levelig nutid, som kunne være vigtig at tage. Desværre er sådan en diskussion nærmest hermetisk udelukket fra en dansk offentlighed, fordi indgangsvinklen som regel reduceres til det retoriske spørgsmål: Er det ikke helt vildt langt ude at snakke om racisme i forbindelse med hyggelige skandinaviske kulturprodukter?

Forvrænget diskussionsformat

Kunne man forestille sig, at debatten tog udgangspunkt i andre begreber end censur? Tænk, hvad der ville ske, hvis redaktører, journalister og debattører overvejede at diskutere, vinkle eller beskrive racisme ud fra nogle bredere rammer?

For det første kunne man gentænke selve diskussionens format, ved at reflektere over, hvem der bliver inviteret til at tale om racisme og på hvilke præmisser. Hvorfor foregår det meste af denne diskussion som en samtale mellem hvide journalister og hvide informanter, ’eksperter’ og gæster i studiet? Og hvorfor får raciale minoriteter stort set kun taletid, hvis de er villige til enten at bekræfte hypotesen om, at racisme ikke findes eller stille op til ’debat’ med folk, som indtager det såkaldt ’modsatte’ synspunkt?

Dette spørgsmål angår ikke kun, hvem der inviteres som eksperter, men også hvilken ramme der bliver opstillet for samtalen. Det er ikke ensbetydende med, at raciale minoriteter skal stryges med hårene, eller at de kun kan diskutere internt med hinanden. Men når medierne alene satser på at belyse racisme i en klassisk opstilling, hvor raciale minoriteter skal sættes over for hvide majoritetsdanskere, som kan være meget forhippede på at håndhæve deres ret til stereotypiserende sprogbrug, som f.eks. at hvis koreanere »lod være med at spise så krydret mad, ville øjnene måske rette sig ud af sig selv« (Politiken, 3. oktober), og at »Pippis far jo er en n-konge« (Deadline, 7. oktober), så vil det være begrænset, hvor mange raciale minoriteter der rent faktisk har lyst til at stille op og kommentere på racisme: Fordi præmissen bliver, at man skal være villig til at lægge krop til racismen, alt imens man kommenterer på den. Der er forbløffende lidt diskussion af, hvordan racisme i sig selv fungerer som en censurerende instans i vores samfund. Og hvordan kravet om friheden til racisme begrænser raciale minoriteters mulighed for at deltage i en demokratisk debat. Racisme er censur.

Det hvide blik

For det andet kunne man reflektere over, hvem der gives patent på at identificere racial forskellighed, og hvordan dette sker. Hvad betyder det, at hvide kolonialistiske fortællinger om ’De Andre’ er blevet ophøjet til sandhed i en sådan grad, at en del hvide danskere åbenbart tror, at asiaters øjne er ’skæve’ og at oprindelige amerikaneres hud er ’rød’?

Det, at insistere på, at racial forskel har betydning, er immervæk ikke det samme som at påstå, at racial forskel kun findes på den måde, som et kolonialistisk hvidt blik har lært os at se den. Hvad hvis vi i stedet begyndte at tale om, hvad det er, vi kulturelt har tillært os at se? Og hvordan dette blik indebærer, at nogle menneskers hud kommer til syne som neutral (’hudfarvet’), mens andre menneskers hud kommer til syne som ’mærkelig’, ’eksotisk’, ’uskøn’ eller ’farlig’?

Debattens følelsesøkonomi

En tredje ting, det er værd at tænke over, er debatternes forudsigelige følelsesøkonomi. Hvorfor er det altid på forhånd vigtigt at slutte op om og bevare majoritetskulturens nostalgiske følelser af hygge, tilhørsforhold og historie i mødet med Lille sorte Sambo, Tom & Jerry og ’Atamon-kineseren’, mens det omvendt altid ses som følelsestyranni at påpege, hvis selvsamme produkter får én til at føle sig ydmyget og håndfast sat uden for fællesskabet? Hvem har bestemt, at følelsen af ydmygelse er et udtryk for oversensitivitet, mens nostalgiens glæde udgør et fornuftsbetonet argument?

Man kan desuden spørge, hvorfor det altid er den ’racismeanklagede’ kunstners chok og raseri over at blive beskyldt for racisme, der fylder overskrifterne – og aldrig den racismeramtes oplevelse af chok og vrede over pludselig at konfronteres med racisme?

Hvad ville der ske, hvis journalister åbnede for en diskussion af stereotypernes effekter på raciale minoritetsbørn, som ikke nødvendigvis har samme adgang til at identificere sig med Pippi, Tommy eller Annika, fordi de i stedet oplever at blive knyttet til repræsentationerne af den eksotiske, primitive, fremmede Anden? Hvad ville der ske, hvis artiklerne om Pippi også inddrog overvejelser om effekterne af at få at vide, at man skal synes, at det er sjovt og uskyldigt at blive identificeret med disse repræsentationer?

Virkningen er afgørende

Det fjerde, det er værd at spørge sig selv om, er, hvad der ville ske, hvis vi kunne snakke om racisme som et sæt af virkninger i stedet for blot at gisne om intentioner og patologi? Det er ikke nødvendigvis interessant at få klarlagt, om Karen Blixen nu også var racist i sin tid som kaffefarmer. Eller om der mon boede en lille racist inde i Astrid Lindgren eller ej. Spørgsmålet er, hvilke effekter racismen får og skaber – ikke om den eller hin kunstner/figur var eller er racist. Dette afsporer ofte diskussionen. Racismens virkninger bliver ikke større eller mindre af (forestillede) intentioner. Ligesom racistiske ord, praksisser og strukturer ikke bliver mindre racistiske af, at de, som udfører eller nyder godt af dem, ikke er racister eller ikke har racistiske intentioner.

Fortidens racisme annulleres

For det femte er det værd at se nærmere på, hvad det er for et ’nu’, vi henviser til, når vi siger: ’Gisp: Nu er X også pludselig racistisk?!’ Helt specifik henviser dette ’nu’ til to ting:

For det første en ’den som fisen lugte kan’-logik, som tilsiger, at problemer (det kunne være racisme eller sexisme) ikke eksisterer, før nogen påpeger dem. Argumentet er noget i retningen af, at hvis vi alle var blinde for racismen, ville den ikke virke. Denne logik fører paradoksalt nok til, at den, som forsøger at gøre opmærksom på racismen, bliver fremstillet som den egentlige racist: Når du viser et problem, så bliver du problemet. Men – surprise! – undertrykkelse virker faktisk, selv om den, der privilegeres af den, ikke ser den.

For det andet henviser ’nu’ også til den historiske kontekst, som paradoksalt nok påkaldes for at afvise racismens eksistens: Man påstår, at fordi en fortidig skildring ikke blev opfattet som racistisk i sin samtid, så er den det heller ikke nu. Men altså: Skildringen af den primitive, aggressive, sorte mammy i Tom & Jerry var også racistisk i sin samtid: nemlig 1940’ernes og 1950’ernes USA! Det blev bare ikke opfattet som kontroversielt, at den var racistisk. At racismen var naturliggjort er ikke det samme, som at den ikke fandtes.

Det interessante er, hvordan det hvide blik i samtiden både forsøger at annullere fortidens racisme (hvilket i øvrigt er et godt argument for ikke at redigere racismen ud af Pippi!) og samtidig forsøger at transportere racismens naturliggjorthed ind i vores egen samtid. Hvis jeg kan påstå, at X ikke var racistisk i sin samtid, så kan jeg samtidig få lov til at dyrke racismen og de privilegier, den giver mig i sin nutid.

Nostalgi

For det sjette er det værd at tænke over, hvad det er for en nostalgi, som den blanke racismeafvisning tilbyder os at alliere os med? Hvad er det, ’vi’ drømmer os tilbage til med alle de bøger, film og madvarer fra vores barndom, som nogle voksne øjne nu har det svært med? For er det, vi nostalgisk drømmer os tilbage til, ikke en tid, hvor ’vi’ (dvs. vi, der aldrig var genstand for racismen) ikke kunne se racismen? Eller måske mere præcist: Til en tid, hvor racisme ikke var noget problem? Dette er spørgsmål, som peger på den hvide majoritets investeringer – ikke i racismen som sådan, men i racismens naturliggjorthed og usynlighed.

Disse problemstillinger tager udgangspunkt i racismens nærvær og historie i dansk kultur og den måde, hvorpå racisme (ikke) tales om i Danmark. Men problemstillingerne kunne i princippet lige så vel dreje sig om, hvad vi skal stille op med homofobi, transfobi, sexisme og diskrimination af handicappede i en dansk kulturhistorie og samtid.

Eller: Det kunne blive en diskussion, hvis der ikke var en drejebog, der hele tiden skulle overholdes. En drejebog, som i dag sikrer, at debatter om racismeanklager giver hvide meningsdannere og debattører carte blanche til at reproducere, recirkulere og cementere racistisk tankegods og stereotypier gennem affejningen af at diskutere racismens betydning.

Lene Myong, adjunkt AU, Michael Nebeling Petersen, adjunkt SDU, Mathias Danbolt, adjunkt KU, og Mons Bissenbakker, lektor KU.

Teksten har været bragt på Peculiar.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christel Gruner-Olesen
  • Per Jongberg
  • randi christiansen
  • Niels Chr. Nielsen
  • Kurt Nielsen
  • Rosalia Fenger
  • Eva Bertram
  • Lone Svinth
  • Markus Lund
  • Niels Duus Nielsen
  • Ingrid Uma
  • Steffen Gliese
  • Maj-Britt Kent Hansen
Christel Gruner-Olesen, Per Jongberg, randi christiansen, Niels Chr. Nielsen, Kurt Nielsen, Rosalia Fenger, Eva Bertram, Lone Svinth, Markus Lund, Niels Duus Nielsen, Ingrid Uma, Steffen Gliese og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis ikke artiklen var så forholdsvis tungt skrevet (skrivestilen bærer tydeligt præg af at de fire forfattere er humanistiske forskere), ville den være et væsentligt bidrag til opgøret med den danske hyggeracisme.

Selv om jeg sympatiserer med synspunkterne i artiklen, synes jeg stadig ikke man skal ændre på fortiden. Er der ikke også en opdragende pointe i at lade forældre fortælle deres børn at sådan tænkte og gjorde man i gamle dage før man vidste bedre. Og så en, måske to, anekdoter til illustration af den lille racisme:
Da jeg arbejdede i Afrika for mange år siden, skulle vi en dag på kontoret have kaffe. Alle mine kolleger var sorte. Da der skulle skænkes op til mig, var der en der sagde at jeg kun skulle have en halv kop, hvorefter alle skraldgrinede. Jeg fattede ikke en skid.
Jeg tog en kollega, Mr. Muangirwa, til side og spurgte ham hvad der var så uendeligt morsomt ved den bemærkning. Han blev tydeligt flov, men sagde så: Ved du ikke det? Ser du, hvide mennesker har så lange næser at hvis man fylder koppen op, får de næsen ned i kaffen.
Det vidste alle åbenbart. Jeg synes der var sjovere end det var racistisk, men så kommer argumentet selvfølgelig at jeg jo står i en stærk position som eks-imperialist og derfor ikke lider overlast ved lidt hyggeracisme.
Når jeg en sjælden gang kommer til København og taler med (Københavnske) venner og bekendte, så har jeg bemærket at bare ordet 'jyde' ofte er nok til at fremkalde et smil på læben. Ofte kommer der småbemærkninger om jyder som åbenbart er morsomme, men hvor jeg ofte står i samme situation som jeg stod i i Afrika. Jeg forstår dem simpelthen ikke fordi jeg ikke kender fordommene. Jeg kan bare se måbende til og har svært ved at genkende de egenskaber som jeg åbenbart tillægges.
Måske skaber censuren af det racistiske mere latent racisme end den oprindelige tekst.

Sascha Olinsson, Ditte Trolle, Peter Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Nic Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg har muligvis misset et par pointer i den ret tunge tekstformulering,
men det er ret interessant, som i STeen Stenbæks indlæg ovenfor, at medtænke, at andre folkeslag altså også har racistiske opfattelser af hvide mennesker.
Det blik for racisme, der tales om, har jo også et subjekt.
F.eks har jeg fået oplyst, at thailandske fordomme og racistiske opfattelse om hvide mennesker som uvaskede, brovtne, mangler anstændighed og er alkoholiserede. Det er jo ikke så underligt, turismen taget i betragtning.
Jeg har heller ikke det store problem med 'skævøjer' eftersom udtrykket 'rundøjer' er i brug andet sted i verden.
Fordomme skal afsløres som fordomme.
Hvis vi bortcensurerer udtryk som er åbenlyst fordomsfulde, sletter vi ikke fordommene. Tværtimod. Så kommer de bare til udtryk på anden måde.

Sascha Olinsson, Morten Pedersen, randi christiansen, Marianne Rasmussen, Janus Agerbo, Kurt Nielsen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Det er Orwell'sk at forsøge at fjerne problemet ved at ændre alt så man ikke KAN tale om problemet.
Ved at slette historien, glemmes den. Når vi har glemt den, gentager vi den.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Madsen, Morten Pedersen, Preben Haagensen, Peter Jensen, Bjarne Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Ebbesen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar

Men det bliver vel ikke passende at kalde andre mennesker for "skævøjede", bare fordi nogle af dem taler om de "rundøjede". Debattørerne her er allerede ved at ende i et "two wrongs make a right"-forsvar for hyggeracismen.

Ellen Chakir, Rosalia Fenger, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Jeg oplever artiklen som en kvalm politisk korrekt måde at forsøge at retfærdiggøre konceptet "Thoughtcrime". Racistisk tankegods er en vag etikette med slemme implikationer, der frit kan trækkes ned over enhver modstander.
med venlig hilsen
Lennart

Morten Pedersen, Preben Haagensen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Det er ikke overraskende, at ordet "politisk korrekt" nu også dukker op i forsvaret for hyggeracismen.

Ellen Chakir, Christel Gruner-Olesen, Rosalia Fenger, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Det er netop den slags moraliseren som Hans Hüttel her præsterer jeg vil opponere mod. Uden at vide hvem eller hvad jeg er, er der taget stilling. Thoughtcrime.
Free your mind.
Med venlig hilsen
Lennart

Steffen Gliese

Det er mærkeligt, at folk insisterer på at kunne udfolde sig på en måde, der giver andre ubehag og får dem til at føle sig udenfor eller ligefrem mindreværdige. Men det er dette, der gang på gang forsvares.

Ellen Chakir, Asger Sommer Knudsen, Rosalia Fenger, Eva Bertram, Lone Svinth og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen
Hentyder du til det dialog-lukkende fif med at kalde andre mennesker for 'racister', hvis de vover at ytre andre meninger end ens egne?
Ja, det lukker ret hurtig for lysten til yderligere kommunikation.

De fleste mennesker (sikkert alle) er racister i den forstand, at de har fordomme mod mennesker med anden etnisk/religiøs/seksuel baggrund end dem selv. På den måde er jeg også racist. Men jeg bryder mig ikke om racismen og vil bekæmpe den i mig selv og hos andre; jeg hævder selv at jeg er anti-racist.

I Danmark er det populært at være ikke-racist, dvs. at benægte at man selv kunne være racist. Men ikke-racismen bekæmper ikke racismen, den benægter den bare.

Ellen Chakir, Christel Gruner-Olesen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ja, jeg er ikke racist, men...

Der var engang, for mange, mange år siden, noget, som hed en bagatelgrænse. At Pippi kalder sin far negerkonge er dybt ligegyldigt, og falder under denne grænse.

Lise Lotte, det er altså længe siden, det "dialoglukkende fif" som du taler om har virket dialoglukkende. Tværtimod, prøv at skrive i en eller anden relevant tråd: "Jamen du er jo racist" og se selv efter, om dialogen lukker.

Lise Lotte Rahbek

Niels Nielsen
Hæh. Kan godt være.
jeg bliver bare skidesur over at mig ubekendte mennesker sidder og racisme-fordømmer,
når de ikke fatter,
hvad de selv er i fuld gang med at gøre.
Jeg kunne selvfølgelig foreslå dem et spejlpudsemiddel, men.. der er jeg så allerede stået af.

Niels Duus Nielsen

Lise Lotte.

Ja selv er jeg mere på linie med Hans Hüttel: Jeg har masser af fordomme mod alle mulige mennesker, men jeg prøver at styre det. Lidt ligesom min egoisme.

Men ellers har jeg det ligesom dig. Dobbeltmoral får mig altid op i det røde felt. Selv om jeg er ganske klar over, at jeg selv på mange punkter anvender dobbelt standard.

Når Jon Stewart og John Oliver m. fl. gør grin med borgermusikkens holdning til "gun control" eller "war on drugs" er det jo hylende morsomt. Men som vodkadrikkende, russofil Putin-elsker kan jeg absolut ikke se det morsomme i at gøre grin med nedskydninger af malaysiske fly over Ukraine. Det er jo den rene racisme!!!

PS: Måske er ovenstående bemærkning sarkastisk ment, det skal jeg lige tænke over.

Jeg ved ikke, men jeg kan ligesom ikke rigtig befri mig for en (mis)tanke om, at der skulle ligge en eller anden ide eller teori til grund for artiklen om, at vi mennesker har en evne eller ligefrem en forpligtelse til - i løbet af historien - at blive bedre til at være mennesker, end vi altid har været

For god ordens skyld: Hvis det er tilfældet, deler jeg den ikke.

Lise Lotte Rahbek

Niels Nielsen
Jeg har masser af fordomme. Mange er dem er jeg nærmest stolt af, fordi jeg selv har fundet på dem. ;-)
Det samme gælder for langt de fleste af de mennesker, jeg kender. Det sjove er jo, når man begynder - i venskabeligt/videnskabeligt lag - at dissekere egne og andres fordomme og afsløre dem som netop fordomme og finde ud af, hvad de kommer af.
Derfor er jeg også modstander af, at betegnelser som de i Pippi og i andre litterærlige sammehænge bliver slettet. Fordi de er udtryk for fordomme og skal tales om som fordomme.
Det gør jo ikke historien mindre god.
Pippi er en fantastisk oplivende fortælling - skævøjer, negerkonger og fjottede betjente, alt inkluderet.

Gert Selmer Jensen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Det er simpelthen idiotisk at konkludere at man er racist fordi man har fordomme. Den stærke generalisering udvander forståelsen af både fordomme og racisme. Tag en ordbog, brug ordet som det er defineret og kom videre.
Og lad Pippi være. Hun er en frisk pige, der bare siger tingene lidt upoleret.
Tintin i Congo vil minde os om fortiden. Når den bliver "moderniseret" til en pæn korrekt udgave glemmer vi hvordan den egentlig var.. Snart glemmer vi også holocaust, og så er vi fortabte.
Med venlig hilsen
Lennart

Preben Haagensen, randi christiansen, Gert Selmer Jensen og Niels Ebbesen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Lennart, du plejer da at være mere substantiel i din kritik. At definere problemerne væk slipper man ikke godt fra andre steder end på Filosofisk Institut. Og selv der vil du få svaret:

Ordbogsdefinitioner er ikke den evige sandhed, givet af Gud, men et historisk situeret forslag til mulig brug, givet af en eller anden akademiker, der har fået det som opgave af Dansk Sprognævn.

Steffen Gliese

Selvfølgelig har mennesker en pligt til at blive bedre, både i deres eget liv og i forhold til fortiden. Alt andet ville være laissez-faire af værste skuffe. At mennesker så konstant falder i, er en anden sag; men at undskylde sig med, at jeg jo bare er et menneske, så jeg kan ikke rigtigt gøre for, at jeg ter mig som et dumt svin, går ikke. At de andre er dumme svin er ikke en undskyldning for selv at være det. Tværtimod taber man sig selv, hvis man ikke forsøger at sætte sin personlige standard højt.

Ellen Chakir, randi christiansen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ Niels Nielsen
Racisme bygger på fordomme om andre racer, og begrebet er blevet udvidet til at dække andre "folk" eller grupper. Genetisk er der ikke racer, men i folks bevidsthed findes der inddelinger.
Hvis man som Hans Hüttel dermed konkluderer at de fleste er racister fordi de har fordomme, så er det ligemeget med et ord som racist. Så kunne man blot anvende ordet fordomsfuld. Men de to ord er ikke synonymer og hvis man ikke kan skelne mellem dem, udvander man diskusionen. Vi ender med at definere ordene forskelligt hver især, og så ophører meningen.
Racisme er en delmægde af begrebet fordomme. Du kan sagtens have fordomme uden at være racist. Hvis man fx. synes at kvinder kører dårligt bil er man kønsdiskriminerende (med mindre der følger data med til at støtte ens påstand). Kønsdiskrimination er ikke racisme, men en anden type fordom.

Man har ret til sine egne meninger, men ikke sine egne ord eller fakta. Lad venligst være med at kalde alle problemer for racisme. Der må være et nedre niveau vi hæver os over.

med venlig hilsen
Lennart

Niels Duus Nielsen, randi christiansen, Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Jeg vil gerne skelne mellem juridiske og beskrivende betegnelser :
Den danske racismeparagraf (det hedder den slet ikke) medfører at mange forhold blandes uhæmmet sammen.
Ingen ord/betegnelser er forkerte i sig selv, men bliver gjort til det via lovgivning og forsøg på fælles forståelse, som kan medføre anklager for begrænsning af ytringsfriheden.
Overflødige akademiske julelege.
De egentlige problemer fjernes ikke ved at fjerne ord.

Kommentarerne indtil forsøger simpelthen det sædvanlige, nemlig at bortdefinere og bagatellisere.

Det, som artiklen påpeger igen og igen, er at de personer, som hyggeracismen hygger sig med at tale om, faktisk også er til stede i rummet og kan høre, hvad der bliver sagt. Hyggeracisterne (der også er ikkeracister) bemærker det bare ikke.

Ellen Chakir, Niels Duus Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Marianne Rasmussen, Asger Sommer Knudsen, Rosalia Fenger, Eva Bertram og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Brandt Nielsen

Man kunne også tænke over, hvad der ville ske, hvis man forsøgte at skrive lidt mindre akademisk.

Jeg synes kronikørerne har smerteligt ret i følgende citat:
"Det danske nyhedsbillede er pænt ligeglad med, at nogen bliver forulempet, ydmyget, demokratisk udelukket eller truet på livet, før disse nogen forsøger at stoppe forulempningen eller truslerne ved at få udstillinger lukket eller citater og tegninger redigeret ud."
Måske har jeg ikke fulgt nok med, men jeg kan ganske enkelt ikke huske artikler, der undersøger/beskriver de krænkelser, folk fra andre kulturer bliver behandlet med. Husker en afrikansk forsker, der var til konference i Danmark og blev meget overrasket over at befinde sig i et land, hvor folk stadig sagde 'negre'. Det er som om danskere ikke kan rumme tanken om, at deres adfærd kan virke krænkende på andre?
Men jeg må så også melde mig ind i den - for nogle mennesker pinlige - gruppe, der tror at meningen med livet er at bestræbe sig på at blive et bedre menneske, herunder undgå at krænke folk der ikke har gjort en noget ondt.

Ellen Chakir og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Peter

Du skriver: 'Selvfølgelig har mennesker en pligt til at blive bedre, både i deres eget liv og i forhold til fortiden. Alt andet ville være laissez-faire af værste skuffe. At mennesker så konstant falder i, er en anden sag; men at undskylde sig med, at jeg jo bare er et menneske, så jeg kan ikke rigtigt gøre for, at jeg ter mig som et dumt svin, går ikke. At de andre er dumme svin er ikke en undskyldning for selv at være det. Tværtimod taber man sig selv, hvis man ikke forsøger at sætte sin personlige standard højt.'

Jeg er usikker på om det er en kommentar til mit forrige indlæg, men som det fremgår besvarer jeg det som om det er:

Hvem har givet mig den forpligtelse? Hvem kontrollerer om jeg overholder den?, Hvem håndhæver den? Hvilke data understøtter, at det er tilfældet? Hvilke data understøtter påstanden om, at 'jeg taber mig selv', hvis jeg ikke efterlever - 'loven' om det?

Er et menneske, der ter sig som et dumt svin, et menneske?

Eva

- Og også gerne Peter

Du skriver: 'Men jeg må så også melde mig ind i den - for nogle mennesker pinlige - gruppe, der tror at meningen med livet er at bestræbe sig på at blive et bedre menneske, herunder undgå at krænke folk der ikke har gjort en noget ondt.'

Det er jo en smuk tanke, men som mange smukke ting, har også denne en forførende side. Den, nemlig at et mennesker, der ikke - endnu - er blevet et bedre menneske pr. natur er et dumt svin, der fiser rundt og krænker alt og alle fra morgen til aften.

Så jeg spørger bare igen: Hvilket belæg er der for den antagelse? Er der nogle data, der understøtter det?

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Bemærk venligst strategien: Først kaldes det racisme, og der modargumenteres. Så redefineres det som hyggeracisme (et til lejligheden indført begreb) så argumentet kan videreføres uden at tage hensyn til andres virkelighed.
Om lidt indføres et nyt obskurt begreb (måske bekvemmelighedsracisme) således at diskursens magt bevares hos de ortodokse.

Pippi's far var negerkonge og det er i dag ikke en titel, der accepteres. Skal vi udviske at vi engang var mindre kloge, og dermed sløre sandheden. De herefterfødte børn vil være skånet for det frygtelige fortidige standpunkt, men vil dermed også være bragt derhen, hvor de er uvidende om menneskets dumhed. De vil blive tvunget til at gentage historien.

Skal vi censurere historien? Skal vi lave skønmalerier af oldtiden? Vi er vel enige om at bevare minderne om uhyrlighederne i tidligere krige, så vi kan lære vores børn om fejltagelserne. Når vi læser om Pippi og hendes far der var negerkonge bliver vi konfronteret med fordomme og kan diskutere det med vores børn. Vi kan komme forbi fordommene.
Censur, og endnu værre selvcensur, fører os til glemsel og ufrihed.

Og hold så op med at kalde mennesker for racister bare fordi man har taget kulturrelativismens selverklærede moralske højstade til sig. Verden er mere kompleks end som så, og artiklens forfattere slår sig selv gule og blå med birkeris af akademisk selvgodhed.
Døm mennesker på deres handlinger.

med venlig hilsen
Lennart

Preben Haagensen, Thomas Koch og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Når Pippis far var negerkonge, var det sgu da for at gøre ham spændende og eksotisk - og hans negre og pirater udgjorde jo også et samfund uden forskel på folk. Problemet ligger lige præcis derfor i brugen af ordet, som sender det forkerte signal i vore dage. Lindgrens brug af ordet er positiv og antiracistisk, derfor ville hun også være den første til at ændre det, når dets valør ikke længere giver de rigtige associationer til læseren. Det er faktisk det eneste, som ord skal i en roman - og især i en børneroman: give den rigtige tone og den rigtige vægtning mellem positivt og negativt. Når et ord, der i dag er negativ, optræder på en positiv måde i en børnebog, fjerner det boges følelse af samtidighed. Det havde været i orden, hvis det var en historisk roman, men Pippi er en fantastisk og nutidig figur, det er hendes enorme attraktion at være stillet overfor søde, almindelige og velopdragne børn som Tommy og Annika og udvide verden. Negerkonge udvider ikke verden i dag, det ord gør den bundet til nogle bestemte forestillinger og en bestemt tid, så derfor duer det ikke. Det almindelige ord konge duer bedre, fordi vi i al vores oplysthed også har fået et andet billede af kongemagten som langt mindre "os".

Ellen Chakir, Lone Svinth, Ingrid Uma, Christel Gruner-Olesen, Hasse Poulsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Det lidt specielle ved 'neger' er; at det giver anledning til en diskussion om lingvistik. Personligt mener jeg ikke det er racistisk at bruge ordet neger. Da det blot er et andet ord for sort. Og negere er jo ikke 'bare sorte - de er nuancer. Så skal vi op på den store klinge, så er udtrykket 'sort' lige så racistisk. Det er lidt som ligestilling, det kræver at man ikke tager stilling. Det er den eneste definition - på en løsgænger.

Gert Selmer Jensen

Lad det henstå i historisk, humoristisk, perspektiv. Konteksten var en helt anden da historierne blev til. Vi indlægger pt. vores egne mere eller mindre hadefulde motiver, som slet ikke var tilstede.
Vi skal vel ikke bevæge os ud i en total "politisk korrekt" berøringsangst, ført 30-40 år tilbage i tiden.
Det antyder da blot en yderst usikker bevidsthed, idag, omkring rasismebegreber.
Hvis vi er kommet "videre", kan vi vel også "tåle" historien.!

Men hvem er det "vi", der skal "tåle historien"? Er det den blege ikkeracist? De har jo aldrig haft problemer med den pågældende historie.

Steffen Gliese

Det er ikke svært: en forfatter brugte et ord for rigtig mange år siden, hun mente det positivt. I mellemtiden har ordet fået en negativ klang. Så laver man det om, fordi det ikke er ordet, mens ordets betydning, der er vigtig.

Ellen Chakir, Gert Selmer Jensen, Dorthe Jørgensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det der sq noget om peter og peter - hvis man så i tilknyttede noter gør opmærksom på redigering og bagvedliggende overvejelser, så skulle den ged være barberet.

Jeg synes artiklen har nogen gode pointer ifht at bevidstgøre os om 'den andens' position. Det er et faktum, at sprogbrug er med til at definere virkeligheden og omvendt. Derfor mit forslag mht det oprindelig neutrale ord neger > forbyd det beskidte ord 'nigger'og tag sproget tilbage. Det minder - i al respekt - om at jøderne efter holocaust kunne få næsten, hvad de pegede på. At udredigere et i sig selv neutralt ord som uantageligt, fjerner ikke racismen - sproget alene er ikke årsag - selvom det tvinger de, der måtte være modtagelige, til at tænke sig om - og over tid påvirke alle.

Racisme > udelukkende at behandle andre pga negative/positive forhold knyttede til race er selvf både dumt fordomsfuldt. Når det er sagt, må man også vedkende sig, at der er racebetingede forskelle, som der ikke er grund til at ignorere.

randi christiansen

Racebetingede forskelle, mener jeg så, er i sin oprindelse knyttet til vækstbetingelser i den givne habitat - altså geografisk, biologisk bestemte raceforskelle.

Mit oprindelige indlæg forsøgte at sige at man sommetider blot kan ryste på hovedet af andres racisme i stedet for absolut at skulle rette opmærksomheden yderlige imod den ved at påpege det ikke politisk korrekte i udsagnet. Bill Maher er ofte politisk ukorrekt, men netop vittighederne over racisme og fordomme er med til at frisætte samtalen.
Jeg fortalte engang i USA den gamle vittighed om Eichmann. Jeg var nær blevet lynchet, bare fordi jøder nævnes i den, selv om det ikke er dem der gøres grin med, men med Eichmann.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den vinkel, hvorunder Lindgren rent faktisk viser sin progressivitet tydeligst, er i det absurde faktum, at man kan være negerkonge uden at være neger. Hans status til trods er det jo et humant og menneskevenligt styre, han udfolder, han er, om man så må sige, valgneger. Dermed rusker Lindgren i sin samtid op i forestillingerne om det én gang givne og viser sig som mere af en socialkonstruktivist, end de fleste her nok vil erkende og anerkende.
Jeg er om nogen med på, at ordet neger ikke i skandinavisk sprogbrug er racistisk, fordi vi den danske slavehandel til trods jo aldrig udviklede en nær relation til Afrikas befolkning; men ordet kan ikke med tilbagevirkende kraft i vore internationale tider blive vasket rent, det forurener forfatterens intention, og frem for alt betyder behovet for en forklarende voksen instans, at noget kommer i vejen for barnets umiddelbare læseglæde og -oplevelse.
Og hele grunden til dette er altså, at Pippi helst ikke skal tænkes udspillet i fortiden, men som et korrektiv til børnenes eget børneliv - efter skolereformen så meget des mere nødvendigt.

Jeg hader ikke ikke-racisterne, jeg er simpelthen meget meget træt af ikke-racismen. Den er ikke andet end en stor omgang benægtelse.

randi christiansen

Peter - sidste afsnit i dit seneste indlæg er uforståeligt. Det er ikke ordet, der er beskidt, det er konteksten. Og forfatteren havde jo netop ingen racistisk, men kun en eventyrlig intention. At opklarende noter skulle ødelægge 'barnets umiddelbare læseglæde-og oplevelse' har du selvf lov at mene, men at hensigten med astrid lindgrens balladehisorie skulle være 'et korrektiv til børnenes eget børneliv' - det synes jeg er noget fortænkt og uden forfatterens belæg. Som jeg forstår intentionen, er det at fortælle en historie, som inspirerer og aktiverer børnenes eget indre liv.

Min barndoms godnathistorier fra den familievenlige/redigerede udgave af 1001 nats eventyr, var fantastisk aktiverende for en barnefantasi - og ja, den redigerede, familievenlige udgave. Da jeg som 16 årig læste 'hærværk', gav det et rystende indblik i menneskelig fortabthed, som ikke ligefrem gjorde mig i bedre humør. Og den dag jeg på nørrebrofritidshjemmets gårdsplads fandt pornoblade, tænkte jeg, at det havde jeg nu gerne ønsket, at min søn var blevet sparet for.

"Jeg er om nogen med på, at ordet neger ikke i skandinavisk sprogbrug er racistisk"

Men i hvilken kontekst er neger da nedsættende? fordi det primært var slaver eller fordi der ganske enkelt boede sorte mennesker. Der mangler flere led i den diskussion.

Peter Hansen

"en art, der er i stand til at vurdere godt fra ondt."

Det mener du forhåbentlig næppe alvorligt?

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

I "A Fish called Wanda" beskriver John Cleese den paralyserende angst han som brite er ramt af. Angsten for at spørge naboen om hvordan det går af frygt for at få svaret at børnene lige er brændt inde.

Bevares det er en komedie, men alle griner af dette overforsigtige livssyn. På samme måde syntes jeg den her "racisme snak" minder om en panisk angst for at træde nogen over tæerne.

Mvh
Thomas

Steffen Gliese

Jesper Wendt, "neger" er et fremmedord, "sort" er et dansk ord. Neger indebærer forforståelser af mennesker med en bestemt pigmentering, sort gør det formodentlig ikke - bl.a. fordi brugen af sort ligesom er en visken tavlen ren.
Det begynder at blive trættende med det forfald i dansk tankegang, der har indfundet sig, denne naive forestilling om, at verden ligesom blev skabt i går, og at sprog og virke er transparente størrelser, som vi ureflekteret kan benytte os af. Det kommer vi ingen vegne videre ved at fastholde, og vi har intellektuelt i den grad brug for igen at finde vores ben og få noget frisk luft ind i lokalet.
Det er altid sundt at spørge sig selv, hvad PH ville have tænkt. Lyt til "U-landsvisen", hvis I er i tvivl.

Grundlæggende er racisme et udtryk for at individet identificerer sig med en bestemt race. Det er irrelevant om denne race rent faktisk eksistere eller ej, det er selve identifikationsprocessen som er vigtigt.
Når vi som mennesker identificere os med noget ydre er det typisk et forsøg på at opnå en form for kontrol eller tryghed. Problemet er blot at denne tryghed er falsk, idet vi samtidig skaber modsætning og skel mellem mennesker og derved baner vej for talløse konflikter.

Race er kun et af en lang række mulige identifikationspunkter sindet kan lave. Typisk identificerer vi os med; køn, nationalitet, religion, kultur, arbejde, familie etc. Race er som sagt blot et muligt identifikationspunkt og ikke hverken værre eller bedre end de andre. Det er tåbeligt kun at beskærer en enkelt gren så længe træet har rødderne solidt plantet i jorden og blot kan skyde nye.

Vejen frem går ikke gennem had, fornægtelse eller retfærdiggørelse af identifikationen, men udelukkende gennem forståelse heraf! Hvis vi ser at vor identifikation blot er en forestilling i sindet og ikke udtryk for noget virkeligt - ja så ophøre identifikationen ganske af sig selv. I denne proces vil vi typisk møde den frygt/usikkerhed som er selve baggrunden for identifikationen og dersom den kan gennemleves med åbne øjne uden fordømmelse og hvad sindet eller rummer af flugtmuligheder kan vi lægge problemet bag os. Livet har fået lidt mere plads.

Ordet "neger" er arkaisk på samme måde som "sigøjner", "muhammedaner" og "fremmedarbejder" er det – og alle fire ord er betegnelser, mennesker med denne baggrund ikke bruger om sig selv.

Merete von Eyben, Christel Gruner-Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Sider