Kronik

Den planetløse generation

At leve i en stemning af, at fremtiden er forsvundet i fortiden, og at klimakatastroferne vil sætte punktum, er et uoverskueligt vilkår for den generation, der er født i midten af 1980’erne. Ligesom forrige generationer forsøger den at finde sig til rette i historien, men den må gøre det ud fra en helt ny eksistentiel situation
Debat
28. oktober 2014
At leve i en stemning af, at fremtiden er forsvundet i fortiden, og at klimakatastroferne vil sætte punktum, er et uoverskueligt vilkår for den generation, der er født i midten af 1980’erne. Ligesom forrige generationer forsøger den at finde sig til rette i historien, men den må gøre det ud fra en helt ny eksistentiel situation

Wikimedia Commons

I 1980’erne fik den nye generation det punkinspirerede navn ’No Future’. Det urovækkende slogan passer måske endnu bedre til disse års ungdomsgeneration, der oplever økonomisk krise og arbejdsløshed. Men reelt burde bekymringen være endnu større end dengang i 1980’erne. For en mangel, der har større konsekvenser end fraværet af et arbejdsliv med økonomisk succes, anerkendende kolleger og det personlige bidrag til samfundets vækst, truer med at gøre No Future-stemplet aldeles konkret: Vi kunne kalde problemet planetløshed. Udsigten til en fremtid domineret af klimaforandringer, økologiske katastrofer og ikke mindst ressourcemangel. Det er selve jordklodens liv, det drejer sig om. Planetløshed er No Future på et radikalt andet grundlag: En fremtid, der aldrig vil kunne lægge sin fortid bag sig.

Videnskabsfolkene E.F. Stoermer og P.J. Crutzen skrev i 2000, at planeten Jorden siden den industrielle revolution er gået ind i en ny geologisk fase: den antropocæne æra. Det vil sige, at menneskets indflydelse på Jordens liv og atmosfære nu er blevet så stor, at vi, menneskeracen, har indskrevet os selv i en uhyre uforståelig tidsskala, nemlig Jordens tid, der tog sin begyndelse for omkring 4,54 milliarder år siden.

’Antropo’ betyder netop menneske, så dette er i sandhed menneskets tidsalder. Det er ikke muligt længere at tænke kultur og natur, menneskets historie og klodens liv, som adskilte størrelser. Tesen er omdiskuteret, men har haft stor indflydelse, ikke mindst i kulturvidenskaberne, der hurtigt annekterede begrebet. En klaustrofobisk stemning hviler over beskrivelserne af denne æra, hvor et slogan lød: ’Fortiden er nøglen til fremtiden’. Men når fortiden er nøglen til fremtiden, hvor meget fremtid er der så tilbage?

Ny tidsforståelse

Opdagelsen af den nye geologiske fase betyder samtidig en nødvendig erkendelse af en dybdegående forandring af vores eksistentielle situation. Den tysk-amerikanske litteraturprofessor Hans Ulrich Gumbrecht har peget på denne forandring af vores eksistentielle vilkår og sat den i modsætning til især det 19. århundredes tidsforståelse. Før var fortiden noget, der kunne lægges bag os, fremtiden var en åben horisont af muligheder, og nutiden blev en agent for forandring og fornyelse. Denne model bryder ifølge Gumbrecht endegyldigt sammen omkring 1945, og dens sammenbrud kan spores i efterkrigstiden; en eftertid, vi i dag stadigt lever i. Disse nye tidslige vilkår er radikalt anderledes. En fortid, der ikke lader sig tilbagelægge og i stedet hober sig op, en fremtid, som til stadighed kommer os i møde og altså ikke fremstår som en åben og passiv horisont, men en aktiv og til dels aggressiv udsigt til blandt andet klimakatastrofer eller nye økonomiske bobler, og en nutid, der er en stadig udbredt flade af samtidigheder.

Som Gumbrecht også er bevidst om, er dette en temmelig pessimistisk model. Men på trods af det er han med til at beskrive fornemmelsen eller, med hans eget ord, »stemningen« af at befinde sig i en slags Endzeit, hvor selve vores tidskonstruktion er under forandring.

At leve uden fremtid

Men hvad med den generation, som nu står over for at skulle træde ind på den historiske scene? Den generation, som er født midt i 1980’erne, og som i netop dét øjeblik, hvor den skal indvies i den store generationelle linje, som har formet og truffet beslutninger over vores fælles livsverden, mødes med udsigten til den antropocæne æra, planetarisk No Future, klaustrofobi, planetløshed?

Jeg kan kun tale for mit eget vedkommende. Det er først og fremmest svært at forholde sig til, fordi det netop er en allestedsnærværende stemning – som en ganske let hånd, der stryger én op af armen, så hårene rejser sig lige så stille og vejrer i vinden; dén vind, der senere skal vælte verden.

Det er stadigvæk uddannelse, arbejdsliv, karriere, måske børn, familie, parforhold, der fylder meget. Ofte er jeg besat af den tanke, at det er fortiden, altså de tidligere generationers beslutninger, der har opbrugt vores fremtid. Det er det, der gør denne stemning let og tung på samme tid. Tung, fordi det er hårdt at leve uden fremtid; let, fordi – og sådan forstår jeg Gumbrechts brede nutid af samtidigheder – den manglende fremtid trods alt kun indgår som en del af så meget, meget andet i vores komplicerede liv.

Natur er kultur

For kort tid siden fandt jeg ud af, at en lille pindsvinefamilie er flyttet ind hos os. Ganske venlige dyr, som ikke er bange for, at man står og kigger på dem, når de leder efter orme og snegle. Men det gik pludselig op for mig, at jeg faktisk kiggede på dem med et særligt blik: med ufattelig ømhed og ikke på sådan en pyssenysset måde. Det gik op for mig, at jeg ganske automatisk så på dem i lyset af artsudryddelse.

Jeg ved ikke, om pindsvin er en særlig truet art – om end jeg senere fandt ud af, at der findes en forening kaldet Pindsvinevennerne i Danmark stiftet i 1993 – og det er heller ikke det afgørende i denne sammenhæng. Det afgørende er, at mit blik gradvis er blevet indstillet på ny: At se på naturen er at se på kulturen, og det vil sige at se på en nutid uden fremtid. Ikke engang muligheden for først at se på dem, som de er, små brune dyr med pigge, der grynter og bevæger sig i andegang rundt efter mad, er åbenbart muligt. Nej, det kom først bagefter, først var det: »Tænk, de stadig lever frit« og »dem må vi passe på«. Velkommen til den antropocæne æra!

Klaustrofili

At leve i denne stemning af No Future, betyder ikke nødvendigvis absolut resignation, men det er nye, ret uoverskuelige vilkår for en generation, der ligesom de forrige gerne vil finde sig til rette i historien. Hvad kan man gøre? For en humanistisk akademiker er det et svært og også til dels meningsløst spørgsmål: Man kan jo ikke gøre noget!

Ofte tænker jeg, at det eneste, der giver mening, er at ramme sig ind, passe på sine pindsvin og ellers sidde tiden ud. Altså en måde at gøre en dyd ud af klaustrofobien (en slags klaustrofili), gøre den til en kvalitet i sig selv, selv om jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, hvis pindsvinene en dag beslutter sig for at finde et andet sted, uden for det lukkede rum. Vente?

Sådanne terapeutiske tilbagetrækningsfantasier, som særlig den tyske litteratur og filosofi er fyldt med fra Martin Heideggers hytte til Botho Strauss’ grønne enklaver, ser jeg ikke kun som resignation, men et virkeligt symptom på en tvivl i forhold til, hvad man kan gøre, når fremtiden er taget fra en – i sidste ende er det måske et ønske om en verden, hvor natur og kultur stadig kan skilles ad, hvor nøglen til fremtiden ikke udelukkende ligger i fortiden. Alligevel ender sådanne forestillinger i den samme modsigelse: Ligesom at tage på tur til Vesterhavet og insistere på, at de elementære kræfter, man udsættes og opfyldes af, så langt overgår menneskets – og samtidig vide, at det gør de ikke mere. Den franske sociolog Bruno Latour har også peget på dette problem: man møder ikke naturen som sublim længere, men i stedet med skyld over, at man er impliceret i dens stadige forsvinden. Pindsvinene inklusive.

En anden mulighed er selvfølgelig den aktives – gå ind i politik, grønne foreninger. Jeg kender intet til denne mulighed – og det er måske også en del af den nye tilstand af en planetarisk No Future, hvor handling ikke er lig forandring.

Michael Karlsson Pedersen er ph.d.-stipendiat ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Den planløse generation, kan finde modet tilbage til mennesket.

Fra tal tyranni, til den politiske og befolkningsmæssige vision, om et bedre liv, end det liv, der er i udsigt, for alle mennesker på jorden.

Befolkningen kan vel finde mod til, at forsøge, at ændre "det hele", det er ikke løsningen på alle livets udfordringer, der vil blive opnået, der er målet med holdninger ikke tal, at det handler om, at leve det liv man har.

Link: http://www.esc16.net/users/0020/FACES/Starfish%20Story.pdf

En eksemplarisk artikel, som overbevisende gør opmærksom på det forhold, at der er en gryende erkendelse (endnu spredt og fragmentarisk) at vi har begået af gørende fejltagelser i fortiden, som nu på klaustrofobisk vis synes at indsnævre vore fremtidige handlemuligheder. Forfatteren sætter fingeren på det absolut afgørende punkt: vi har sat det helt nødvendige respektfulde forhold til naturen overstyr. I de tidligste forestillinger, som vore forfædre dannede sig om det hellige, var forholdet til og respekten for den omgivende natur et integreret element. Dette element blev med dannelsen af de monoteistiske religioner kørt ud på et sidespor. Med det resultat, at disse tre trossystemer er stort set fraværende i debatter om klima og miljø. Den 'luksus' kan vi ikke længere tillade os, hvis vi skal nå at rette op på den trussel mod menneskeheden, som vi nu befinder os i (måske kan det ikke lade sig gøre, men vi er nødt til at lade som om). Vi må have fortalt og genfortalt en historie om det hellige, som kan bringe den nødvendige respekt for naturen tilbage, som vejledning for en anden måde at omgås med den på. Jeg forsøger efter fattig evne noget i den retning på min blog www.dethellige.blogspot.dk

Esben Nielsen, morten Hansen, Ejvind Larsen, Niels-Holger Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
christian schmidt-rasmussen

det her er en gang historieløst piv og klynk. vi har altid levet i de sidste tider. tidernes ende er altid nært forestående. i firserne som drengen nævner var der udover arbejdsløshed, forestillingen om atomragnarokket som han åbenbart ikke har hørt om, men som lammede store dele af især unge menneskers forestillingsverden.

Lennart Kampmann, Kent Thomsen, Preben Haagensen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@MKP: "gå ind i politik, grønne foreninger. Jeg kender intet til denne mulighed –", skriver du.
Det undrer mig meget. Hvordan kan en ung mand, oplyst og velformulerende stå så meget udenfor? Det ryster mig også. Der er kun een mulighed og det er at gå ind i arbejdet for at undgå kollapset. Om det kan lykkes, ved vi ikke, men den anden mulighed hedder fravær og underholdning eller passivitet og depression. Det er de valgmuligheder, vi har. Se dig om i det grønne felt og tag del. Vi skulle nødig undvære en fyr som dig. Det er der ingen mening i.

morten Hansen, Mikkel Madsen, Ejvind Larsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
christian schmidt-rasmussen

jeg vil gå så langt som at sige at de holdninger artiklen udtrykker er destruktive. det her mondæne mismod og handlingslammelse kender vi fra mange andre generationer og det har altid afstedkommet en flirt med det totalitære og reaktionære. min største bekymring over den tilstundenede økologiske krise er hvilke kreative undertrykkelsesformer den vil afstedkomme. det vil med garanti kræve flere ofre end end krisen i sig selv.

Torsten Jacobsen

En anden mulighed er selvfølgelig den aktives – gå ind i politik, grønne foreninger. Jeg kender intet til denne mulighed – og det er måske også en del af den nye tilstand af en planetarisk No Future, hvor handling ikke er lig forandring.

En tredje mulighed er at spørge sig selv i hvilket omfang man selv reproducerer den fortid, som skygger for fremtiden. Det kan man gøre helt konkret ved at italesætte hvad man stræber efter, samtidig med at man forholder sig kritisk til de valg som en sådan stræben indebærer.

Stræber man for eksempel efter en toplansvilla med havudsigt, så er der visse valg man må træffe for at realisere det efterstræbte mål, og andet man må fravælge. F.eks. må man så tilsyneladende fravælge en lys fremtid for den næste generation. Stræber man efter at blive økonomisk uafhængig, må man fravælge (f.eks gennem sin stemmeafgivelse ved politiske valg) et samfund, hvor den økonomiske lighed i samfundet vokser. Stræber man efter status og karriere, vælger man i den nuværende samfundsorden implicit at indordne sig under konkurrencestatens præmisser.
At melde sig ind i en 'grøn forening' eller et politisk parti med en passende 'social profil' er i sig selv en kraftesløs handling, hvis man samtidig, i det praktisk levede dagligdags liv, stræber efter vulgær ego-tilfredsstillelse.

Filosoffernes tid er forbi. De byggede den forestilling om verden som nu er kommet til kort. De dyrkede intellektet, det rationelle, maskinen, og glemte i deres fundamentale forvirring at kroppen vokser ud af naturen, en kort tid, for derefter at forsvinde igen. Vi fødes ikke ind i verden, vi vokser ud af den.

Men På et illusorisk solidt fundament af filosofisk tankespind, har vi i fællesskab bygget en verden af plastic, som skjuler vores sande natur, naturen selv, for os. Vi famler blinde i vores eget mørke, for kun Michael Strunges plasticsol vandrer på himmelen, og dens lys blænder.

300 års vesteuropæisk oplysning. Lige til at skylle ud i toilettet. Men ingen tør trække i snoren, af frygt for at lortet flyder over. Så hvad gør du nu, lille du? Svaret giver næsten sig selv, ikke? I dette mørke, hvor alt alligevel er tabt, skal man vel næsten være idiot for ikke at stræbe efter størst mulig effektivitet. Det nødvendiges politik er ikke en opfindelse der er gjort på Christiansborg. Det er en sindstilstand. Vejen til frihed går gennem oprør, men den er svær at betræde. Hvis ikke man efterstræber den, vejen og friheden, så kommer man ikke ud af stedet.

Torben Nielsen, morten Hansen, Vibeke Hansen, Morten Pedersen, Ejvind Larsen, Niels-Holger Nielsen, Karsten Kølliker og Erik Nissen anbefalede denne kommentar

Planetløs? Næppe, men menneskefri? Måske. Meget relevant kronik, men, men. Hvis præmissen om planetløshed bygger på, at noget af det, som hidtil har kunnet lade sig gøre, fremover ikke vil være muligt, så er det da både et håb og en trøst, at planeten vil være til rådighed for en menneskehed, der opfører sig ganske anderledes end mere af det samme business as usual. Hvis man belært af historien når frem til, at vi står ved nogle grænser, som vi ikke kan overskride uden at konsekvenserne er truende for arten, ja så er der da masser af håb og muligheder i, at vi er så heldige, at vi er en art, der kan konstatere denne kendsgerning og ændre adfærd (tror jeg nok, selvom man indimellem kan tvivle). Kronikøren skriver med ærgelse over (min tolkning), at det ikke mere fremover vil kunne lade sig gøre at opretholde et materialistisk forbrug, rejser, biler, både, sommerhuse, masser af børn og videre i den dur, som er grundlaget for hele den civilisation, vi så inderligt er opflasket med og og indlejret i alle vores hjernelag. Og det er da korrekt. Grænsen er nået, og der skal ske noget alvorligt og epokegørende, hvad angår vores samlede erkendelse af situationen, og hvad angår de både langsigtede, kortsigtede og konkrete og meget indgribende handlinger, der skal føre os igennem dilemmaet, så artens overlevelse kan sikres (hvis man syntes det er relevant). En sådan erkendelsesproces er jo som bekendt ikke nem, men ligeså fyldt med håb og fremskridtstro i relation til en anden virkelighed som den er fyldt med frustration og ærgelse over, at benzinen er rationeret, round-up fjernet fra hylderne og flyveturen forbrudt. Fremtiden må anskues i et andet lys end nutiden og fortiden, men fortiden belærer os om, hvorfor og hvad vi kan bruge og hvad vi skal ændre.

morten Hansen, Helge Rasmussen, Mikael Velschow-Rasmussen, Ejvind Larsen, Niels-Holger Nielsen, Anne Eriksen, Karsten Kølliker, Ib Jørgensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Politikkere skal have mandat til, at handle fra befolkningen, men politikkerne tør ikke bede om dette mandat, det bliver derved tydeligt, at demokratiet er en frase, en opstillet kulisse for magten, der er de 85 rigeste personer i verden, lederne af gældslaveriet i verden, om man vil.

Kommer der ingen reform af demokratiet formue regulering, kan det ikke tænkes, at der er en sammenhæng, mellem økonomisk ulighed og manglende reform af Demokratiet.

Oxfam rapporten fra tidligere i år, dokumentere af de 85 rigeste mennesker i verden, ejer det samme, som de 3,5 milliarder fattigste mennesker i verden.

Hvis de 3,5 milliarder fattigste mennesker i verden, fik demokratisk indflydelse i forhold til antal, ville de 85 rigeste mennesker i verden, med overvejende sandsynlighed, blive behørigt beskattede og de fattigeste betalt, en mere rimelig løn for deres arbejde, hvor deres arbejdsvilkår, det er også miljø og beskyttelse af verden mod klimaforandringer, kan blevet en realitet og befolkningstilvæksten vil samtidig falde, da det er dyrt at være fattig, det kræver mange børn, der arbejder hurtigt.

Men det er ikke, demokrati og retstats vi har i dag, reform stater med erkendelsen af gældsslaverriet, det er mit forslag til en udviklingen, der vil flytte os, fra den nuværende kurs mod afgrunden.

Jeg tror at der i langt højre grad, end planetens død, handler om et kollektiv bevidstheds skift. Hvor det der skal forgå/dø, eller er på vej ind i en forvandlingsprocess, er en gammel selvopfattelse.
Og den slags processer har normalt en fase som opleves som "ingen vej ud/ ingen fremtid/ intet håb"( den bibelske version er Oh Gud hvorfor har du forladt mig).

morten Hansen, Ib Jørgensen, Ejvind Larsen og Karsten Kølliker anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

(Bare som supplement til flere af de ovenstående kommentarer:)

Indenfor buddhismen er der et begreb om ’de tre tusinde muligheder i hvert livsøjeblik’. Når et menneske føler sig fastlåst så skyldes det typisk, at han eller hun har nogle forestillinger som de ikke vil give slip på, og denne fastholden af bestemte forestillinger bliver således en barriere for nye muligheder, ideer og inspirationer.

For generationen født i midten af 80’erne gætter jeg på, at det materielle fylder meget i deres selvbillede og i deres forestillinger om det gode liv. Simpelthen fordi hele samfundet var manisk optaget af status og forbrug i de år de voksede op. De fik denne mentalitet ind med modermælken.

Men hvad nu hvis det var en del af den mission denne generation har taget på sig at sige farvel til denne tomme, materielle livsstil, og vise hvor mangfoldigt og kreativt og givende livet er, hvis bare man har fat i sin personlige frihed og samtidig en social forankring?

Og muligvis ville dette opgør blive fulgt op af en mægtig entusiasme i retning af at reformere vores samfunds institutioner og funktionsmåder, så de rent faktisk igen begynder at give positive, værdiskabende resultater. En ny samfundsarkitektur. Der er så meget at tage fat på. Hvem siger det er for sent?

morten Hansen, Kent Thomsen, Torsten Jacobsen, Mikkel Madsen, Ejvind Larsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Verdensbefolkningen vandrer - presses - i millionvis indtil byerne. Var der ikke engang en indianer, der sagde noget i retning af: "at en dag vil byboerne indse at man ikke kan æde beton".

Der er 14 mio. km2 dyrkbart areal på jorden, iflg Wikipedia, og i følge Frank Bonderøven Eriksen kan 4 mennesker leve af en ha. jord. Det svarer til at 5,6 mia mennesker kan leve på jorden...

...sådan helt uvidenskabeligt. Så ehm planetløs Ja.

Erik Nissen, Preben Haagensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Måske er det ikke planeten, men menneskene, som er i gang med at tilintetgøre sig selv - i deres enfoldige, overfladiske tro på deres egen fuldkommenhed som en modpol til jordens eksistens?
Håbet er så, at mennesket når til erkendelsen af, at dette ikke er er tilfældet - og dermed overlevelsen?

Michael Kongstad Nielsen

Jorden er i aftagende.

Der er godt nok gang i dommedagsbasunerne her. Hvis jeg synes, at jeg har hørt det hele før, så tager jeg nok ikke helt fejl, idet menneskeheden til alle tider har forestillet sig, at netop DERES generation lever i "de sidste dage", "altings undergang" eller lignende.

Den malthusianske resursemangel er et fata morgana - den har simpelthen aldrig indtruffet på global skala, og gør det sandsynligvis heller aldrig. Hvis der er lokal eller regional mangel på resurser, så skyldes det altovervejende menneskelig inkompetence, mere end en global mangel på resursen, det være sig mad, råstoffer eller noget tredje.

Det frigør os selvfølgelig ikke for forpligtelsen til mere effektiv resurseudnyttelse og produktion. Måske var det netop det malthusianske skræmmebillede, der gjorde at vi nu kan brødføde 7 milliarder mennesker, trods forudsigelser fra tresserne og halvfjerserne om at vi næsten ikke kunne klare 4-5 mia mennesker.

Mht. global opvarmning, så bliver det træls, ja; men IKKE uoverskueligt for menneskeheden som sådan. Nogle områder lukkes ned eller bliver mindre attraktive, mens andre områder bliver mere attraktive at bosætte sig i. Måske et stykke sibirsk jord bliver en god investering, hvem ved?
-Hvis menneskeheden for en gangs skyld arbejder sammen, så kan så sagtens trække igennem nogle graders opvarmning. Midler skal kanaliseres til lande som Holland og Bangladesh og vi skal have en global solidaritet - men det er altså ikke jordens undergang.

Sören Tolsgaard

@Bill Atkins

Det vil nok være mere korrekt at anslå, at der pt. dyrkes ca. 13.8 mio. km2 "arable land", dvs. "land producing crops requiring annual replanting or fallowland or pasture used for such crops within any five year period" (korn, grøntsager, mv.).

Hertil kommer 1,5 mio. km2 "permanent cropland", dvs. "land producing crops which do not require annual replanting" (frugt, nødder, mv.).

Hertil kommer 33,5 mio. km2 "permanent pastures", dvs. "natural or artificial grasslands and shrublands able to be used for grazing livestock".

http://en.wikipedia.org/wiki/Agricultural_land

Der anvendes altså i hvert fald omkring 50 mio. km2 landjord til mere eller mindre intensiv produktion af fødevarer, som rigeligt kan brødføde Jordens befolkning, hvis ellers produktionen blev fordelt efter behov, hvad den jo ikke gør. En stor del af den jord, som i øjeblikket anvendes til græsning eller foderafgrøder, vil desuden kunne ernære langt flere mennesker, hvis den i stedet anvendes til planteafgrøder, som konsumeres af mennesker, fremfor den fortsat stigende kødproduktion. De velstilledes fordring om højt kødforbrug er en af de mest truende faktorer for den globale fødevareforsyning og for planetens økologiske balance. Jordens biosfære kan ikke ernære mange 8-10 mia. prædatorer af Homo sapiens størrelse, mens det sagtens kan lade sig gøre, for så vidt vi lever overvejende vegetarisk.

NB: Udover, hvad de nævnte jordbrugsarealer yder, tilvejebringes der jo også en del fødevarer fra havet, søer, floder, skove og andre naturområder.

Michael Kongstad Nielsen

Vegetarer i alle lande - foren Eder.

Gert Selmer Jensen

Stenalderspisere, i alle lande forèn jer.!

Gert Selmer Jensen

Palæo er stort.!

Sören Tolsgaard

Oh, at være en stenaldermand, er de forstenedes lovsang;)

Helge Rasmussen

Et tabu-emne?

Det tog 195.000 år for mennesket, at formere sig til én milliard, - den seneste milliard tog 12 år.

Mandag 27 oktober 2014, var det 3 år siden vi blev 7 milliarder, nu er vi 7,27 milliarder.

Hvorfor er det blevet tabu, at anse væksten i folketæthedens betydning som en af hovedårsagerne til verdens problemer?
240.000 nye mennesker, hver dag, der også skal have luft, vand, mad, bolig, arbejde, bil, energi, motorveje og parkeringspladser.

Her, i den såkaldte "vestlige verden", tror vi at overbefolkningen kun sker i Afrika og omegn, men overser at, for eksempel, en danskers resourceforbrug, svarer til cirka 100 tanzanianeres.

Krig og terror skaber, foruden arbejdspladser i våbenindustrien, også frygt for at "onde mennesker" skal overtage herredømmet over os, - de "gode mennesker".
At overbefolkning kan være årsag til krig, terror, udvandring, indvandring, flygtninge, fattigdom og sult, tales der ikke om.

Årsagen er ikke til debat, interessen samler sig om skyldsspørgsmålet, det er de ondes skyld: terror-ister, kan-betal-ister, (som vi alle er misundelige på) bliver syndebukke, medens folketallet, uden at nogen lægger mærke til det, stiger med 10.000 hver time, døgnet rundt.

http://en.wikipedia.org/wiki/Timeline_of_human_evolution
http://www.worldometers.info/
http://breathingearth.net/
http://videnskab.dk/kultur-samfund/befolkningsudviklingen-den-glemte-fak...

Sören Tolsgaard

@Helge Rasmussen:

Lad os da endelig tage dette emne med.

Det er ikke klædeligt, at de velstillede gør overbefolkning til "problemet", når rigdommen er baseret på, at de rige lande selv har haft en enorm befolkningstilvækst de sidste tohundrede år. Den industrielle vækst havde ikke været mulig, hvis ikke et stort antal mennesker havde kunnet flytte fra landet til byerne og indgå i en stadig mere specialiseret produktion.

Nu er de riges befolkningstal stagnerende og kan højest opretholdes i kraft af indvandring fra de fattige dele af verden. De fattige lande gennemgår en lignende befolkningstilvækst, som først vil stagnere, når de har opnået en tilsvarende grad af velstand og befolkningstæthed. At vi via imperialisme i nye forklædninger forsinker udviklingen medfører desværre, at overgangen præges af krig, nød og flygtningestrømme.

Menneskeheden kan ikke fortsat sløse med ressourserne, som vi gør, og derfor er det først og fremmest de rige lande, som bør forestå det nødvendige kursskifte, dvs. overgå til en langt mindre ressourcekrævende livsførelse.

Benzinslugende køretøjer, eksotiske flyrejser, kød og andre ressourcekrævende produktioner må begrænses markant. I den henseende er middelklassen i de rige lande en stærkt medvirkende faktor, som ikke kan tørre skylden af på én procent superrige.

Ammestuesnak om, at befolkningstallet bør begrænses, som undskyldning for et fortsat gigantisk økologisk fodaftryk per capita, klinger frygtelig hult, men er desværre udbredt i mageligt anlagte kredse, hvor rollen som storforbrugende macho er alfa og omega og en selvforherligende attitude, som nægter at yde personlige bidrag til omstillingen, men først og fremmest ynder at klandre de fattige for det pres, som Jorden udsættes for.

Velstillede, som ser splinten i andres øje, men ikke bjælken i deres eget.

Ejvind Larsen, Mikkel Madsen og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
Helge Rasmussen

Sören Tolsgaard
29. oktober, 2014 - 06:59
"Ammestuesnak om, at befolkningstallet bør begrænses, som undskyldning for et fortsat gigantisk økologisk fodaftryk per capita, klinger frygtelig hult..."

Kineserne indså, for adskillige år siden, at folketætheden skulle begrænses, - det klinger ikke særligt hult, set i lyset af de massive miljøproblemer kineserne og alle os andre, slås med nu.

Ud over umådelige mængder af energi fra Solen, modtager Jorden ikke nye resourcer.
Jorden er et lukket kredsløb, så det nytter ikke at vi opfører os som gærcellerne i en vinballon, der også er et lukket kredsløb.

At fortsætte med øge befolkningen med hele Danmarks indbyggerantal, hver eneste 23 dage, er at lukke øjnene for det faktum, at antallet vil blive stærkt begrænset, med, - eller uden menneskers medvirken, i kraft af naturens egne love.

Vores nuværende ekspansion har, indtil videre, medført at arealet af opdyrkelig jord, mindskes med foruroligende hast, på grund af rovdrift, forgiftning, erosion og ørkendannelse, foruden at vi har udryddet halvdelen af alle vilde dyr, de sidste 40 år, for eksempel bierne.
Et fortsat gigantisk økologisk fodaftryk per capita, er den fremherskende (vækst)politik i nutiden.

Ammestuesnak, eller ikke, folketallet skal og vil blive begrænset.

Sören Tolsgaard

@Helge Rasmussen

Jeg er enig i, at befolkningstilvæksten må bremses, men udelukkende at fokusere herpå synes hyklerisk, når argumentet går hånd i hånd med et indædt forsvar for de velstilledes inklusive middelklassens overdådige ressourceforbrug.

Niels-Simon Larsen

@Mikkel Madsen: Hvis du ikke har sovet i timen (hvad noget tyder på at du har) så har du hørt det her ikke blot en gang eller to, men i årevis. Teoretisk diskussion om Malthus eller en anden har ret er forbi. Se dig omkring og læg mærke til vejrforandringerne, især de kommende. Fortæl mig, om du vil købe et hus i et lavtbeliggende område. Fortæl, hvad du føler, når dine medmennesker lider og lad al det teoretiske pis ligge. Hvad stemmer du i øvrigt?

Flot skrevet artikel, men:
Den fremstiller de sidste generationer som fantasiløse unge, der venter på at få at vide, hvad de skal gøre, for at blive en del af historien. I 50'erne og 60'erne kom kvinderne på arbejdsmarkedet.
I slutningen af 60'erne havde vi studenteroprøret, og lidt senere en hel folkebevægelse mod A-kraft. I de generationer havde vi græsrodsbevægelser, der satte dagsordenen og skabte historien, helt uden mobilen og internettet. Generationerne handlede med andre ord.
De nye generationer har al mulighed for at genopfinde "græsrodbevægelsen". De kan kommunikere med hele verden. Men alligevel spilder de deres muligheder ved kun at bruge internettet til at skabe et parallelliv på facebook m.v.
Arbejdsløshed og finanskrise er en dårlig undskyldning for ikke at melde sig på den historiske bane. Tidligere generationer har formået at skabe en bedre tilværelse på ruinerne og komme videre med livet.
Der tales meget om, at den økonomiske kapitalisme er ved at udspille sig selv for at blive erstattet af en grøn kapitalisme. De der kommer til at skrive historie om det skifte, bliver sansynligvis først kommende generationer, der bliver træt af jagten på materielle goder og det krav de stiller til den privatøkonomi, der forhindrer 80'ernes unge i at lære deres børn at tænke fremsynet, og dem selv til at få en plads i historien.
I artiklen er der forsigtigt nævnt småepisoder, der tyder på, at man faktisk tænker på planetens overlevelse. Der sker intet, når man kun sidder og bilder sig ind, at man bliver holdt udenfor fremskridtet, det kræver engagement og hårdt arbejde, og burde ske med hver generation. De sidste generationer har tilladt sig at springe over og flyde med strømmen. Det skaber ikke historie.
Det er muligt, at kapitalismen skaber velstand for nogle, men den skaber ikke en bedre og mere bæredygtig verden. Det var da et glimrende sted at starte, hvis man føler sig identitets- og historieløs i den tid man lever i. Så 80'ere, I kan blive en del af en revolution for fremtidens levevilkår, så lad være med at vente til andre tager initiativet.

Planeten jorden har et og kun et reelt problem, som er ophav til samtlige små petitesser, der optager mange mennesker i dag. Vi var, er og bliver alt for mange. Befolkningstilvæksten vil naturligt flade ud, men på et alt for højt niveau til at det er rart at være her - for man or beast.

Ejvind Larsen, Helge Rasmussen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Hollywood er i fuld gang med at bilde verden ind, at der nok er en teknisk løsning og en jord #2.

http://www.imdb.com/title/tt0816692/

@Niels-Simon Larsen: jeg er skam lysvågen og jeg fastholder, at Malthus var faktuelt forkert på den. Hvis han havde ret dengang i 1700-tallet, så var vi alle døde af hungersnød forlængst. Det er ikke teori, men empiri.

Selvom folk lider, så kan man jo godt diskutere global opvarmning og hvad der skal gøres ved det. Min personlige holdning er, at vi skal have 1) en GLOBAL aftale om reduktion af CO2-udledninger - det kvotesystem, vi har i EU er slet slet ikke nok, og 2) uderbejde planer for vad vi gør ved de KONKRETE konsekvenser af global opvarmning (bygge bedre diger, forbedre regnafledning i byområder etc.). Igen konkrete tiltag, ikke teori:-)

Hvad dig og mig stemmer og føler på er ganske irrelevant for diskussionen. Jeg foreslår, at vi holder os til emnet.

Christian Meyer Nielsen

Peder Kruse, er det ikke lidt misvisende at sige at jorden har et problem? Strengt taget er det vel alene jordens befolkning der har et problem. Der har flere gange tidligere været såkaldte "mass extinctions", og nu snakker vi pludselig om overbefolkning. Miljøpolitikens ene formål at er sikre gunstige levevilkår for mennesket, og den eneste grund til at forhindre udryddelse af andre arter, flora som fauna, er at vi ikke kan overskue hvilke konsekvenser forskellige arters forsvinden vil have for vores egne levevilkår.

Mikael Nielsen

han har sine pindsvin, jeg havde mine vadstære sidste vinter og kassen venter denne vinter. Vi gider ikke vente længere. Der må ske et eller andet. Politikerne kan man kun vente på forsvinder ud af det lukkede rum og en folkelig aktivisme tager form. ikke flere forsømte forår uden pindsvin eller vandstære.

Morten Balling

"Natur er kultur"

Man kunne også vende den om og sige at Kultur er Natur. Da jeg for noget tid siden prøvede at finde ud af hvad ordet "kultur" reelt dækkede over, studsede jeg over definitionen med kultur og natur som to forskellige størrelser, sat overfor hinanden.

Mennesker er dyr, ligesom alle de andre dyr i naturen. Det menneskeskabte begreb kultur, er noget vi har opfundet for at gøre os finere end de andre dyr, og den tanke kan spores langt tilbage i menneskets historie. Bla. det med at gud skabte mennesket til at herske over kloden og de andre dyr. Der kan man tale om indbildskhed, som vil noget!

Virkeligheden er at arter udryddes hver dag, og at mennesker også står på listen over truede arter. Planeten er ligeså ligeglad med om vi mennesker uddør, som den var, da vi i sin tid fik udryddet neandertalerne, de tasmanske pungulve eller dronterne.

Universet er endnu mere ligegladt. Bare i Mælkevejen er der over 200 milliarder stjerner, og størstedelen af dem har planeter, mange af dem formentlig med en eller anden form for liv. Torben linker til en film om en 2nd Earth. Det kommer aldrig nogensinde til at ske. Det kan rent fysisk ikke lade sig gøre at evakuere menneskeheden.

Vores eneste mulighed er derfor at få det bedst mulige ud af den planet vi bor på. Måske kunne vi starte med at erkende at vi er en del af naturen. Dernæst kunne vi gøre vækst til et mere negativt ladet ord. Helt ærligt tror jeg begge dele er ligeså sandsynligt som en 2nd Earth ;)

Niels-Simon Larsen

@Mikkel Madsen: Enig i det med den globale aftale. Har du nogle forslag til, hvordan vi får den i hus? I mange år har mange af os tumlet med de omtumlede fornægtere, og de vil jo ikke engang erkende, at der er noget galt. Så hvad gør vi med dem, for de er i kontakt med magteliten og partierne omkring magteliten. Det er derfor, jeg spørger efter det parti, du stemmer på og ud fra dit seneste indlæg at dømme, står du ikke langt fra mig.
Nu begynder tingene at spidse til, bl.a. fordi vi skal til valg om et år, og så er det ikke lige meget, om vi får en klimaregering eller ej.

"Har du nogle forslag til, hvordan vi får den i hus"

Desværre ikke - jeg begynder efterhånden at tro, at det "skal gøre ondt før det gør godt". jeg ved dog, at en regional aftale, der dækker under 25 pct, af den globale CO2-udledning OG kun ser på efterspørgselssiden (læs: udbydere af olie og kul kan sælge billigere til lande udenfor aftalen) IKKE hjælper. Tværtimod giver den en farlig illusion af at EU hør noget. Derfor skal EU-kvotesystemet dø og erstattes af noget andet, der er 1) globalt og 2) OGSÅ begrænser udbuddet.

Nøglelandene er stadig USA og Kina. Uden USA rykker Kina ikke - og uden Kina rykker resten af udviklingslandene ikke, herunder tunge drenge som Indien og Brasilien. Enhver aftale uden både USA og Kina er i realiteten ligegyldig.

Så disse to landes eliter og beslutningstagere skal ændre kurs. Det er opgaven i det næste årti.

Det videnskabelige grundlag for at den globale opvarmning er 1) eksisterende og 2) menneskeskabt er i praksis utvetydigt. Det, der udestår nu, er at i første omgang USA's og Kinas bestemmende cirkler skal ændre kursen i de to lande. Med EU, USA og Kina om bord, så når vi op over det punkt, hvor over halvdelen af verdens CO-udslip sker i lande, der er omfattet af en aftale. Det vil derefter (forhåbentligt) blive sværere for andre lande at undslå sig.

Der er selvfølgelig en masse "mellemregninger" her, som jeg ikke har været inde på. Det bliver ikke nemt, men det er HELLER ikke umuligt.

Eksempler på globale aftaler, der kunne virke; alene eller i kombination med hinanden

Aftale 1: "Personlig kvote": Mikkel, Niels-Simon, Rajiv, Ibrahim, Sam og Francois får hver 5 tons at udlede om året. Mikkel er et svin og vil gerne udlede 15 tons CO2. Dem må han købe af f.eks. Francois og Rajiv eller alternativt begrænse sit udslip.

Aftale 2: "Pump det langsommere op": Der indgås en global aftale; hver enkelt land må kun udvinde X antal tønder olie og Y tons kul, eller sammenlignelige fossile energikilder. Prisen på fossile brændstoffer vil stige, og de vil (forhåbentlig) anspore folk til at gå over til vedvarende energi.

Nicolai Skjoldby

Kære Michael.
En fin artikkel der muligvis beskriver hvordan mange i din generation føler. Det kan man da godt have lidt ondt af, så jeg vil forsøge at hjælpe dig lidt.
For det første er der ikke noget nyt i at leve med en dommedagsforventning. De skrivere der nedskrev Qumranrullerne i første århundrede fvt var ligesom dig overbevist om at verden stod lige på tærsklen til dommedag. Vor kristne kultur udspringer og bygger på denne dommedagsforventning, og at vi er skyldige, men lover at de retfærdige vil overleve.
Malthus beskrev i 1798 hvorledes han mente at befolkningstilvæksten vil føre til katastrofer hvis ikke mennekst frivilligt begrænsede den. På det tidspunkt var der 1 mia mennesker på jorden, og Malthus havde ikke fantasi til at forstille sig hvorledes den teknologiske udvikling muliggjorde at vi idag kan brødføde 7 mia og at antallet der sulter faktisk falder.
Paul Ehrlich skrev "The population bomb" i 1968 på et tidspunkt hvor jordens befolkning var fordoblet fra 2 til 4 mia siden 1930. Han mente at vi stod overfor et kollaps pga ressourcemangel, særligt føde, indenfor et årti eller to.
Som det ser ud lige nu, er der færre og færre der sulter, og de teknologiske fremskridt ser ud til at muliggøre at vi kan brødføde 10 eller 15 mia i fremtiden.
I 1980erne var det syreregn og skovdød, som jeg selv skrev hovedopgave om og forskede lidt i. Ingen taler om dette længere.
Men så kommer klimaproblemet. Igen: Dommedag er nær. Vi er skyldige syndere. Vi kan betale aflad, gå bodsgang eller kæmpe for sagen. Du har valgt at resignere. Men selve det at føle sig skyldig og at leve i en dommedagsforventning er der altså ikke noget nyt i. Det er en tung byrde indbygget i vores kultur.
Mit råd til dig er, at hvis du vælger at tro på dommedagsprofetierne, så op af stolen og kæmp, ligesom mange andre her i debatten har valgt. Din indsats bør koncentrere sig om Kina, som er verdens største udleder, og som øger sin udledning med danmarks udledning hver uge.
Jeg vil dog anbefale dig også at sætte dig ind i fakta på området. For katastrofe scenarierne bygger kun på modeller. De faktiske klimaforandringer er meget små, og indtil videre har de kun været gavnlige for jorden. Du skal være opmærksom på, at en temperaturstigning på et par grader anses for gavnlig: vi vil kunne brødføde mange flere mennesker med en sådan stigning.
Du skal også være opmærksom på, at halvdelen af de 0,8 grader som temperaturen er steget skete i perioden 1910-1940, hvor CO2 anses for ikke at være skyldig, og at man ikke kan være sikker på om CO2 er skyldig for den anden halvdel. Konsensus er, at det er ret sandsynligt, dog.
Endvidere er CO2 jo livets gas. Det er planteføde, og alt liv på jorden stammer fra planters optag af CO2. Den aktuelle stigning i CO2 i atmosfæren fra 0,03% til 0,04% har faktisk betydet, at ørkener grønnes overalt på jorden fra Sahara til Australien. CO2 hjælper særligt i tørre områder, idet planter er nødt til at åbne små huller (kaldet stomata) for at indtage CO2, og i tørre områder slipper de derved for meget vanddamp ud. Så oven i vores skyld kan vi altså lægge en vis trøst i at mange mange mio mennesker og dyr vil kunne brødfødes i fremtiden takket være denne udledning af CO2. Fossile brændstoffer er jo grønne planter der er lagret i undergrunder, som voksede i en tid hvor jorden var grøn som følge af høje CO2 koncentrationer. Nu henter vi dem op igen, og jorden grønnes igen.
God vind, hvad enten du tror på mine fakta, vælger at kæmpe for bedre vejr, eller vælger en anden vej!

Niels-Simon Larsen

@Nicolai Skjoldby: Så klog du stiller dig an over for Michael - klog udi egen indbildning. Du skulle tilfældigvis vel ikke bo i et af de lavtliggende huse. Nej, ramt af oversvømmelse kan du nok slet ikke være. Besøgt katastrofeområder har du nok heller ikke. Du sidder bag din computer, og tror at det er verden. Rejs dig og tag ud i den ørken, du anser for grøn og lev der et stykke tid, og kom så tilbage og fortæl os andre om virkeligheden. Så tror jeg, du bliver værd at lytte til.

Nicolai Skjoldby

@Niels-Simon.
Jeg er ked af hvis jeg har fornærmet dig.
Her kan du læse om ørkener der grønnes pga CO2:http://www.csiro.au/Portals/Media/Deserts-greening-from-rising-CO2.aspx

Mht oversvømmelser, så har de jo intet at gøre med global opvarmning. Husk også, at der ingen opvarmning har fundet sted de sidste 18 år. Og hvis vi snakker statistisk signifikant opvarmning, ja så har det ikke fundet sted de sidste 25 år.

Morten Balling

@Nicolai

Jeg orker ikke at rode mig ud i endnu en lang debat med en "klimabenægter", men prøv f.eks. at læse her:

http://www.skepticalscience.com/global-warming-stopped-in-1998.htm

Når du har læst det, kan du vælge frit fra listen her:

http://www.skepticalscience.com/argument.php

Som jeg skrev et andet sted, har jeg altid haft stor sympati for dem videnskaben tidligere har udråbt til at være tosser (f.eks. Halton Arp og Fred Hoyle), fordi de vovede at modsige konsensus. Problemet er bare at "tosserne" sjældent havde ret. Her snakker vi om noget som 97% af de forskere som beskæftiger sig med klimaet, er enige om er et reelt problem og at problemet er menneskeskabt.

http://www.skepticalscience.com/argument.php

Fantastisk link :-)

Man kan være politisk uenig om hvor meget og hvad man skal gøre, men der er ingen betydelig videnskabelig uenighed mere. Menneskabt global opvarmning er IKKE blevet videnskabeligt falsificeret, og er derfor pt. den teori, der pt. bakkes mest op mest forskning og empiri.

(se bort fra den ovenstående post)