Den 27. september kunne man i Information læse en kronik, der forklarer, at min generation – den såkaldte Generation Y – har fralagt sig ansvaret.
Det er langtfra første gang, at nogen påpeger, at min generation har det hele – bortset fra evnen til at tage stilling til, hvad den vil med sit liv.
Denne manglende fordybelse og lyst til deltagelse hos Generation Y påvirker ikke kun individet, det udhuler samtidig demokratiet, forstår man. Og den største trussel mod et samfund, der konstant må stille krav til sine borgere for at få hjulene til at køre, er individer, der ikke gider.
Hvis vi ikke handler – lyder advarslen – ender vi som magtesløse grøntsager, hvis liv er dikteret af fjerne regeringer og endeløst bureaukrati.
Selv om disse forestillinger om det postmoderne individ, der lever i total frihed, men ikke formår at bryde ud af sit eget fængsel, er velargumenterede og forførende, så forklarer de ikke de seneste årtiers massive politiske aktivitet: fra demonstrationerne i Seattle i 1999 til besættelsen af Zucotti Park i New Yorks finansdistrikt i 2011 har de seneste 20 år mindet langt mere om en kampplads end et politisk plejehjem.
I disse år er vi vidner til et niveau af global, politisk aktivitet blandt unge mennesker, hvis lige vi ikke har set siden 1960’erne. Det harmonerer meget dårligt med forestillingen om en generation, der fralægger sig ansvaret og sidder apatisk tilbage.
Hvad gør klovneriet godt for?
Politiske modstandskampe har sin rod i modsatrettede ideer om samfundets tilstand og dets mulige fremtid. Denne kamp kan være voldelig, som vi eksempelvis har set i Ukraine, Sydsudan og Syrien med ufattelige menneskelige tragedier som følge. Men den kan også være ikke-voldelig.
I USA etablerede Occupy Wall Street et mikrosamfund i Zucotti Park, hvor de eksperimenterede med nye metoder for demokratisk deltagelse; i England klæder protestbevægelsen Clandestine Insurgent Rebel Clown Army (CIRCA) sig ud som klovne; og i Danmark fokuserer det nye parti Alternativet på at etablere en kreativ, åben dialog om samfundets problemer frem for politiske pakkeløsninger.
Alle er eksempler på måder, hvormed man kan kræve politisk forandring uden så meget som at løsne et skud.
Mange nøjes dog fortsat med at trække på skulderen over dette politiske karneval. For hvad skal det egentlig nytte alt sammen?
Indtil videre har der ikke været den store effekt på bundlinjen: Regeringerne i lande om USA og England, der begge har været skueplads for massiv politisk aktivitet, står stadig, og finanssystemet, som er et yndet mål for de protesterende unge, har ikke rykket mærkbart på hverken mål eller metoder.
Men vi kan ikke nøjes med blot at måle de synlige resultater.
I en tid præget af produktivitetskommissioner, tvungen aktivering og økonomiske vækstpakker er den helt store styrke ved disse former for politisk aktion nemlig, at de får os til at trække på smilebåndet. De minder os om, hvor vigtigt det er at huske kreativiteten og den refleksive fordybelse på trods af det moderne samfunds konstante krav om fremskridt.
Politik er sjovt igen.
Det legende menneske
Kulturhistorikeren Johan Huizinga beskrev Homo Ludens – det legende menneske. Han mente, at leg er den grundlæggende egenskab, der gør mennesket i stand til både at etablere fællesskaber og skabe forandring.
Det er gennem legen, at vi opfinder nye, kreative former for dialog og interaktion med omverdenen. Leg repræsenterer således ikke kun det totale nedbrud af gældende magtstrukturer, som i karnevalet, men demonstrerer samtidig menneskets evne til at skabe forandring.
Leg er en æstetisk, kreativ praksis, der kobler tanke og handling. En legende tilgang til politik indebærer derfor aktiv stillingtagen og refleksiv deltagelse.
Det er denne dobbelthed, der gør, at legen fostrer autonomi og gør mennesket til en protagonist snarere end en tilskuer.
Når CIRCA klæder sig ud som klovne, OWS etablerer karnevalslignende frirum i New York, og Alternativet opfordrer til en åben dialog og kreative løsninger på samfundets problemer, er det på mange måder en appel til det moderne menneske om konstant at udfordre dets omgivelser med udgangspunkt i legen.
Denne åbne, inkluderende tilgang til det politiske repræsenterer for mange et spændende og interessant brud med det repræsentative paradigme, som definerer vestlige demokratier. Men i hvor høj grad kan dette globale karneval være grundlaget for skabelsen af et nyt samfund?
Det er en ofte hørt kritik af disse kreative aktionsformer, at de ikke tilbyder et reelt alternativ, men blot nøjes med at påpege problemerne. Legen kan være nok så sjov, men det er trods alt kun midlertidigt, hører man. Når røgen lægger sig, karnevalet slutter og luften er gået af ballonen, hvad så?
Problemet er, at kritikken bunder i en blind accept af det neoliberale samfunds konstante krav om produktivitet.
Gennem den politiske leg tillader vi os selv at stoppe op og forestille os et alternativ. Når vi betragter bevægelser som OWS, CIRCA og Alternativet bliver vi mindet om, at politik ikke kun handler om resultater, men om at huske at drømme og udnytte vores evne til at skabe forandring gennem kreativitet, spontanitet og åben dialog.
Vi finder måske ingen rigtige svar.
Men ved at lege tillader vi os i det mindste os selv at blive ved med at stille spørgsmål.
Daniel Møller Ølgaard er MA i Internationale Konfliktstudier fra King’s College London
