Klumme

Den sociale arv brydes af svinkeærinder

De unge burde trække en karakter fra deres adgangsgivende eksamen, hvis de skulker fra at mærke verden, inden de uddanner sig. For det er gennem svinkeærinder, man får værktøjer til at bryde den sociale arv og tænke nyt
16. oktober 2014

Den sociale arvs massive virkning er sociologisk set fuldt forståelig. Der er intet underligt i, at man lader sig suge ind på jurastudiet, når man hele sit liv er blevet præget af et miljø fuld af jurister og des lige og dertil hørende livsstil, værdier, retorik, perspektiv og forestillinger om, hvad man bør gøre her i livet. Erstat ordet ’jurastudium’ med en hvilken som helst anden profession, og pointen er overførbar.

Der skal noget til – noget andet – end det kendte for at bryde et mønster, man er indlejret i. Der skal nye input til, modbilleder og konkrete alternativer, som åbner den mentale dør til andre potentielle horisonter.

Man forbliver bogstavelig talt smalsporet uden erfaringer fra andre sammenhænge, end de vante. Mulighederne for fleksibel tilpasning til noget uvant beror på at kende til andres måder at være til på og så at sige kende andre koder end ens egne. Uden det ender man med rigidt at fastholde ens eget smalle spor som det eneste rigtige, eller man tror i sin usikkerhed, at man ikke har muligheder for sporskifte.

Spørgsmålet er, om det alene er i skolens og senere uddannelses institutionernes opgave at vise modbilleder og alternativer til det, man allerede kender i forvejen.

En pæn del af mine venner og kolleger, jeg selv inklusive, er mønsterbrydere. Vi er omkring 50 år og har lange uddannelser. Vi kommer fra miljøer med lav til meget lav uddannelsesgrad og repræsenterer alt fra egentlig omsorgssvigt til manglende interesse for vores valg af livsstil som langtidsuddannede. Vi voksede op på Vestegnen og i andre kommuner, som vores forældre var flyttet til for at komme væk fra de dårlige boliger i København. Vi er ikke begavede med usædvanlige evner eller med usandsynligt høje ambitioner.

Men vi fik nogle modbilleder og nogle alternativer, som – sammen med den daværende tidsånd – åbnede døren ind til andre måder at leve sit liv på.

Metoden var: Svinkeærinder. Undervejs i vores unge år, spændende fra omkring de tidlige teenageår indtil midten af 20’erne, inviterede civilsamfundet os til at erfare andre miljøer end de vante. Noget, som gjorde verden mere nuanceret, og som udfordrede vores syn på os selv på den gode måde. Jeg kan komme i tanke om tre væsentlige svinkeærinder, som den flok, jeg taler om, havde gavn af:

Interrail. Det gav input om et nyt slags fællesskab, indtryk af andre kulturer og møde med de særeste mennesker.

Politiske aktiviteter. De gav input fra mennesker med større indsigt i samfundslære, end vi selv kom med og som hjalp med at sætte begreb på væsentlige forhold som på krig og fred samt ret og uret.

Kulturelle aktiviteter. Dem var der ustyrlig mange af. Altid en fest, en koncert, en festival, man kunne være med i og altid et kollektiv, man kunne slå sig ned i for natten.

Nogle var fuldtidsaktivister og lærte at organisere og lede, nogle hang på og sugede til sig af holdninger og ambitioner. Nogle vadede fredsmarch, nogle smed med sten, andre sad på værtshuse og lyttede til de lidt ældres fordrukne, filosofiske samtaler.

Vi tog ikke den lige linje videre i uddannelsessystemet, og hvis vi gjorde, var det med svinkeærinder til andre miljøer og nye input.

Disse svinkeærinder var så motiverende for at opdagede noget andet, end det vante. Vi trak vel også hinanden med og socialiserede hinanden. Det var ikke skole- og uddannelsessystemerne, der fik fat i os, omend de også på visse måder var konstruktivt medvirkende til at vise os noget andet end det vante. Selvfølgelig kom alle ikke med, nogle blev i det gamle. Nogle med god livskvalitet, andre med døden til følge.

Kan vi invitere de unge til at gøre flere svinkeærinder, også dem, for hvem uddannelse er en lukket bog? Og for dem, der endnu kun har læst bogen om jura. For at give muligheden for at se den anden vej.

Man kunne sige til dem, at de skal trække en karakter fra deres adgangsgivende eksamen, hvis de skulker fra at tage ud og mærke verden, inden de logger sig ind på en uddannelse.

Anita Mac er lektor ved Roskilde Universitet.

Klummen er udtryk for skribenten egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Anita Mac
  • randi christiansen
  • Gert Selmer Jensen
  • peter fonnesbech
  • Kristian Rikard
  • Anne Eriksen
  • Else Damsgaard
  • lars abildgaard
  • David Zennaro
  • Dorthe Jacobsen
  • Steffen Gliese
Stig Bøg, Anita Mac, randi christiansen, Gert Selmer Jensen, peter fonnesbech, Kristian Rikard, Anne Eriksen, Else Damsgaard, lars abildgaard, David Zennaro, Dorthe Jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Ikke blot det - svinkeærinder er, hvad livet går ud på og rummer af muligheder. Dette småborgerlige ønske om, at alting skal foregå efter en snor, at vi alle sammen skal stå op hver morgen og tage på vores arbejde og knokle i 7 timer, er, hvad teknologien skal befri os fra, så det ikke er nedskæring på humaniora, der bliver tale om, men tværtimod tilbagevenden til gamle dyder, hvor man aldrig bliver færdig med at tilegne sig færdigheder og leve igennem sin humane kapacitet sammen med andre, der heldigvis besidder det samme.
Deri ligger spørgsmålet mellem at blive holdt fast i barnets position som håndteret af andre, eller i den voksnes position som selvbestemmende.

Preben Haagensen, Flemming Scheel Andersen, Gert Selmer Jensen, Lene Christensen, Anne Eriksen, Else Damsgaard og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og Anita Mac rammer desværre også, hvorfor nogle fjernede universitetsdemokratiet igen: det blev for frisættende til det borgerlige samfund.

Flemming Scheel Andersen, Lene Christensen, Anita Mac og Else Damsgaard anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Helt ærlig var det så ikke forældrene der var de egentlige mønsterbrydere da de flyttede til moderne og dyre lejligheder, for at give deres afkom en bedre opvækst end de selv havde haft ?

Claus Piculell

Life is what happens to you while you're busy making other plans", som John Lennon sagde.
Kommentaren har fat i noget, men den bør også tages med et gran salt, for en del blev tabt på gulvet eller smidt på gaden, selv om de også rummede forskellige former for guld ...
vh
CP

randi christiansen

Ja, men selv i den periode var det kun forsvindende få, som brød den sociale arv. Og nu sættes tommelskruerne på igen - tiden til fri leg er forbi, og de bissende flokke skal indfanges i konkurrencesamfundets dødsdrome. Hvorfor? Læs artiklen 'Når økonomernes teorier skader økonomien' - en forudsætning for, at de positive ressourcer kan frigøres, er selvf at den 1%'s jerngreb om økonomien fjernes. Mao > slip slanterne. Bæredygtiig omfordeling af ressourcerne er en nødvendig og absolut forudsætning for at undgå katastrofe og nedsmeltning. Men nej - der akkompagneres for fuld skrue til 'Nearer god to thee' - har de 'rige røvhuller' en exitplan til en anden planet, eller hvad?

En solstråle gør ikke en sommer. På den lange bane vil der være folk der flytter sig, men tendensen er modstræbende. Men der er et par gode pointer i indlægget, ikke mindst mulighederne, og vigtigst af alt, et funktionelt netværk. Ikke som i et netværk af job-interessenter, men et netværk, der støtter hinanden i deres forehavende.