Kronik

’Hvis ikke du stiller op, dropper vi indslaget’

Min historie om seksuelt overgreb på nettet viser de uheldige konsekvenser af mediernes higen efter at bringe ofret i fokus. Gerningsmændene og deres motiver forsvinder af syne
Min historie om seksuelt overgreb på nettet viser de uheldige konsekvenser af mediernes higen efter at bringe ofret i fokus. Gerningsmændene og deres motiver forsvinder af syne

Josephine Kyhn/iBureauet

2. oktober 2014

For nogle uger siden skrev jeg et essay i onlinemagasinet Friktion. Det handler om seksuelle overgreb på nettet og tager udgangspunkt i mine erfaringer som offer for det, der – en smule misvisende – kaldes hævnporno: Når private billeder af en person deles på pornografiske fora uden deres samtykke.

Indtil jeg skrev teksten, var jeg i tre år blot en passiv vare i en kommerciel seksualindustri, der har til formål at ydmyge og ødelægge kvinder.

Min historie er ikke unik. Jeg har været udsat for noget, som tusindvis af andre kvinder også har. Og ingen af de ting, jeg har oplevet, er relateret til min personlighed eller mine handlinger. Det kunne have været hvem som helst.

Den blomstrende kommercielle og personlige interesse i at chikanere kvinder på nettet findes hos alle mulige slags mennesker. I min erfaring dog først og fremmest hos mænd, der med stor glæde og morskab og tilsyneladende meget lidt skam, tager del i chikanen.

Mit essay var en uddybning af, hvad jeg ser som et større socialt problem: vores manglende evne til at humanisere seksualiserede mennesker – både på nettet og i hverdagen (et problem som utallige mails fortalte mig, at jeg åbenbart ikke var alene om at have opdaget). Og hvordan dette fravær af empati i kombination med et betændt forhold til kvindelig seksualitet kan munde ud i et fænomen, hvor millioner af mennesker anser det for almindelig praksis på internettet at latterliggøre og chikanere ofre for seksuelle overgreb.

Min personlige kommentar til problematikkerne fik pludselig en uventet aktualitet. Hundredvis af kendte amerikanske kvinder blev, blot 24 timer inden jeg publicerede mit essay, udsat for, at deres private billeder blev delt uden samtykke. En total tilfældighed gjorde pludselig mig til en slags autoritet på området.

Blottet for omtanke

Min telefon og indbakke var proppet med forespørgsler på interviews og udtalelser. Efter at have givet et citat til Eurowoman om, at jeg var »lettet«, bestemte jeg mig for ikke at sige mere. Mit essay var ment som et startskud til en debat, og pointen var aldrig at sætte min egen historie i centrum, men at gøre opmærksom på måden, hvorpå vi taler om og fremviser kvinders kroppe. Min såvel som alle mulige andres.

Det var der bare ikke rigtig nogen medier, der gad snakke om. Gang på gang stødte jeg på det samme: »Hvis ikke du stiller op, så dropper vi indslaget«.

Denne reaktion kom fra både såkaldt seriøse og hurtige medier. Jeg tilbød dem alle at hjælpe med research og give information. Kun ét medie ville tale med mig om emnet, selv om jeg ikke stillede op.

Måden, jeg blev kontaktet på, var venlig, men blottet for omtanke for, at jeg i forvejen som offer var meget udsat. Og at blive eksponeret i alle danske fjernsyn uden nogen form for redaktionel kontrol medfører risici. At jeg kunne publicere artiklen i Friktion, hvor jeg selv er redaktør og har kontrol over alle dele af formidlingsprocessen, var en central del af min beslutning om at gøre noget så personligt til noget politisk.

Det kan virke harmløst, og jeg havde valget at sige nej til journalisterne. Men mine oplevelser fortæller desværre en større og mere forstemmende historie om, hvordan danske medier formidler historier om overgreb. Det er med ofret og ofrets person i fokus, mens de, der begår de altødelæggende handlinger, sjældent granskes. Der er mange dimensioner i denne måde at bedrive kriminal- og nyhedsjournalistik, men specielt to åbenlyse problematikker viser sig for mig.

Ansigtsløs kriminel

For det første har vi at gøre med en uundgåelig simplificering af historien, kriminaliteten og chikanens natur. Medierne skaber et narrativ, hvor hver eneste historie er individuel og med individuelle årsager. Dette på bekostning af et kritisk blik på, hvordan handlingerne opstår. For selv om alle mennesker i kriminalsager er unikke, er motivationen for at begå en kriminel handling ofte en del af en større fortælling. Hustruvold kan være motiveret af kvindehad og social status. Et verbalt eller fysisk overgreb på gaden kan være drevet af homofobi, transfobi, racisme eller noget helt fjerde. Ved at fokusere på ofret gør vi den kriminelle til en ansigtsløs, udskiftelig aktør hvis motivationer oftest reduceres til: Hun/han er et socialt udskud, der ikke er blevet opdraget ordentligt.

Så enkelt er det ikke, kan jeg personligt vidne om.

Der er nemlig nogle tendenser, som går igen, når man undersøger smertefulde historier som disse. I hjemmet slår mænd eksempelvis oftere kvinder end omvendt. Homoseksuelle udsættes mest for vold i det offentlige rum, mens det modsatte er tilfældet for heteroseksuelle.

Men ved at have et konstant offerfokus risikerer man at overse mønstre, og dermed gør man ofrene en bjørnetjeneste. I forsøget på at fortælle deres historie gør man krænkelsen til noget, der er sket, fordi ofrene er dem, de er. Deres ulykke bliver bundet til deres person. Spørgsmål som »Hvorfor skred hun ikke bare, hvis han slog hende?« eller »Hvad lavede han der så sent?« bliver mere oplagte end »Hvorfor slog han hende?« eller »Hvem gør det offentlige rum usikkert?«

Det lægger forklaringsbyrden for hændelsen på ofret, hvilket er det sidste sted, den bør ligge.

Tilbage til mit eksempel, så aner jeg ikke, hvorfor jeg er blevet chikaneret. Jeg deltager ikke selv i onlinechikane. Men ved at gøre mig til centrum for historien implicerer man, at min eksistens er en vigtig del af problemet. Hvis ikke jeg er problemet, så er jeg i hvert fald problemets ansigt – hvilket i en lynhurtig medieverden ofte bliver det samme.

Vi burde ikke tale om unge kvinder og seksuelle overgreb på nettet. Vi bør tale om mænds adfærd og sexindustrien på nettet.

Fraskriver sig ansvar

Den anden problematik kommer til udtryk i, at medierne som nævnt ikke ville fortælle historien, hvis jeg ikke gav interviews. Denne fremgangsmåde lægger en enorm byrde på ofre. Ikke nok med, at vi skal gennemleve chikanen/volden/overgrebet, efterfølgende er det også vores ansvar, at resten af Danmark hører om det.

Jeg oplevede, hvordan medier forsøgte at lokke mig til at deltage hos dem ved at appellere til mit ønske om at skabe opmærksomhed om et emne, jeg tydeligvis bekymrer mig om: »Men er du ikke interesseret i, at flere skal høre om alt det, du har været udsat for? Vi har en rigtig god platform!«

Jeg frygter, at lignende metoder bruges på mennesker, der er yngre og/eller mere sårbare end jeg. Det er journalisters og politikeres ansvar at gøre opmærksom på uretfærdighederne og volden i samfundet. Ikke os, der bærer arrene på kroppen.

Jeg går ud fra, at medier agerer sådan, fordi den store historie er sværere at forholde sig til. At undersøge hvorfor det mest er mænd, der chikanerer på nettet, er en kompleks ting – men det gør den bare endnu mere vigtig. At spørge mig, hvordan jeg har det lige nu, hjælper ingen. Jeg tror nemlig ikke på, at det er mig, »folk vil se« – som jeg fik at vide af en journalist. Hvis mediernes intention er at lave journalistik, der rent faktisk afdækker problemerne i vores samfund, så svigter de os. Både de udsatte og alle jer, der gerne vil forstå mere og på et dybere plan.

Det er at fraskrive sig ansvaret for det, man laver som journalist. Og det er at undervurdere, hvilken magt man som medie har til at påvirke den måde, vi fortæller og taler om verden.

Stop fetischeringen af ofre, og få kriminelle og sociale tendenser i søgelyset.

Emma Holten læser litteraturvidenskab og er redaktør på onlinemagasinet Friktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Peter Taitto
  • Brian Jensen
  • Helge Rasmussen
  • lars abildgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Lone Christensen
  • Anne Eriksen
  • Per Pendikel
  • Torben Nielsen
  • Rasmus Kongshøj
  • Markus Lund
  • Steffen Gliese
  • Ingrid Uma
  • Signe Nielsen
  • Simone Bærentzen
  • René Bjerregaard
  • Lise Lotte Rahbek
Kurt Nielsen, David Zennaro, Peter Taitto, Brian Jensen, Helge Rasmussen, lars abildgaard, Niels Duus Nielsen, Lone Christensen, Anne Eriksen, Per Pendikel, Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Markus Lund, Steffen Gliese, Ingrid Uma, Signe Nielsen, Simone Bærentzen, René Bjerregaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Man må i det mindste håbe, at det ikke blot er et markedsføringsstunt fra én redaktør til en anden. Medieverdenen er jo, når alt kommer til alt - luderagtig.

Dårlig opmærksomhed er som bekendt bedre end - ingen opmærksomhed.

God dag der ude

René Bjerregaard

Du virker ikke til at have fattet det egentlige og yderst relevante budskab, John... Suk!

Kurt Nielsen, Brian Jensen, Helge Rasmussen, lars abildgaard, Hanne Ribens, Tanni Kromann, Rasmus Kongshøj, Markus Lund, Ingrid Uma og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Det kunne være ganske interessant, hvis nogle af de mænd, som chikanerer m.m. blev interviewet! Hvorfor gør de det? Hvad er deres motiver, og ikke mindst, hvad får de ud af det?

David Zennaro, Elisabeth Andersen, Nanna Wulff M., Simone Bærentzen, Brian Jensen, Peter Knap, Lise Lotte Rahbek, Helge Rasmussen, lars abildgaard, Hanne Ribens, Ingrid Uma og Poul Genefke-Thye anbefalede denne kommentar

Rigtigt godt skrevet, også på Friktion!

Objektificeringen bliver bare en forlængelse af det oprindelige overgreb du har været ude for. Jeg tror, som dig, at fremmedgørelsen eller bruddet af opfattelsen af sammenhængen mellem krop og person er en vigtig årsagssammenhæng. Dit forsøg med at reclaime din krop er overraskende, men egentlig rigtigt godt tænkt og gjort!

Jeg tror ikke det nødvendigtvis er samme persontræk, der gør at man slår sin partner og tænder på overgreb på nettet. Derimod er handlingen, at lægge billederne op, en voldshandling uden håndgemæng.

Vi kommer aldrig det her til livs. Fremmedliggørelse gødes af nettets natur. Det, som i urtiden var rygtespredelse eller bagtale, manifesteres og spredes anonymt med turbo.

Jeg tror at en årsag til at netbashing sker (som alle de mails du får) er at det giver et kick og dulmer ens egen lille indre følelse af utilstrækkelighed. Hvis man tilmed får en masse likes, kan det give en følelse af tilhørsforhold til en gruppe, f.eks. Ja det er jo egentlig en sørgelig historie, men det retfærdiggør jo ikke handlingerne.

Jeg tror at hvis man skal forbedre dette, skal man ikke alene arbejde med at se menneskene bag ofrene, men også se på menneskene bag udøverne. Det sidste mener jeg man har et problem med. Du skriver også selv at man skal interviewe udøverne eller grave dybere.

Desværre er dybere, komplekse årsagssammenhænge ikke noget de hurtige medier normalt er interesseret i. De har nemlig ofte lidt af den samme rem af voyerisme og selvtilstrækkelig afstandtagen, i bedste fald rettet mod udøverne. Der skal man nok nærmere over i en dokumentarfilm f.eks.

Var det ikke noget for dig? ;-)

Torben Knudsen

Der er så meget man kan tage afstand fra og det gøres med sådan en entusiasme, at det er med til at holde liv i det, man tager afstand fra og det er vel også meningen.
Opmærksomhed for enhver pris.

Emma Holten skriver
'I hjemmet slår mænd eksempelvis oftere kvinder end omvendt.'
Sådan er det bare, det ved vi alle.
Eller også er det bare ikke sådan. I et metastudie af 83 studier finder John Archer at kvinder er lidt mere voldelige end mänd i hjemmet (J.Archer, Psyc. Bull. (2000) bind 126 , p 651).

Er resten af Emma Holtens historie lige så trovärdig?

Grethe Preisler

En gammel og sørgelig vise af Sigfred Pedersen:

"To hvide liljer og en knækket søjle
står vagt ved gravens buxbomklædte bed
der hviler Karoline trygt bag mulde
i livet for hun vild, nu har hun fred.
Hun var så ærbar stakkels lille Line
endskønt hun kun var ud af ringe stand
men æren agtes ikke blandt de fine
og Karoline traf en sådan mand."

Morale: Vogt jer for dem, I piger - hvis I kan.

Thomas Pallesen

Det er en vigtig debat om seksuelle overgreb på nettet, Emma Holten sætter i gang; både i Friktion og nu i Information. Og ros for det!

I debatindlægget i Information er dagsordenen også en anden, nemlig at diskutere professionel praksis blandt danske journalister - især spørgsmålet om brugen af såkaldte cases i journalistiske formidling. Og i den diskussion synes jeg nok, at Emma Holtens "case" ikke er helt ideel, hvis man vil kritisere "case-overforbruget" i medierne.

Så blot for at nuancere debatten:

1. Når Emma Holten selv vil formidle noget om overgreb i sit eget blad, hvad gør hun så? Hun bruger en case, nemlig sig selv. Fordi hun ved, at det er et effektivt fortællegreb, gætter jeg på.
2. Seksuelle overgreb på nettet er ikke noget helt nyt fænomen. Så hvorfor skulle de nyhedsmedier, der henvender sig til Emma Holten, pludselig bringe artikler om problemet, hvis de ikke har noget nyt at byde på, fx en ny case-beretning?
3. De journalister, der kontakter Emma Holten, er angivelige venlige, men ser ikke i tilstrækkelig grad Emma Holten som offer. Det er måske ikke så underligt: Emma Holten har som redaktør for Friktion skrevet et essay om sine oplevelser, som hun selv bruger til en generel debat. Det vidner mere om overskud end om offer-rolle. Det er forståeligt, at Emma Holten siger nej til at medvirke, når hun ikke selv har kontrol over formidlingen, men det er et valg, hun selv træffer. Som borger kan man som regel komme "uredigeret" til orde i debatspalterne, men ikke i resten af avisen/sendefladen.

Som redaktør for Friktion kender Emma Holten sikkert godt de almindelige mekanismer i formidling til offentligheden (som jeg nævner i punkt 1 og 2). Så hvorfor dog klandre journalisterne for ikke at lave den artikel uden case, som Emma Holten ikke en gang selv kan lave?