Læserbrev

Jeg er stolt af at være faglært

Debat
24. oktober 2014

I folketingets åbningstale anerkendte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) erhvervsuddannelserne. Statsministeren fortalte om, hvordan mennesker med en erhvervsuddannelse skal have den respekt, som de fortjener, gennem mere og bedre undervisning. Min drøm er, at det bliver virkelighed – at der i fremtiden vil være lige så stor respekt og anerkendelse ved at være social- og sundhedsassistent som ved at være advokat.

Jeg er social- og sundhedsassistent og stolt af mit fag. Men jeg bliver desværre ofte mødt af mennesker, som tror, at jeg ikke laver andet end at tørre røv. Jeg tror, det er på grund af uvidenhed, og fordi mange ikke ved, hvad mit arbejde består af.

En af de første borgere jeg mødte var fru Hansen – en ældre dame på 99 år, som af sin læge havde fået af vide, at hun ikke havde længe tilbage at leve i. Fru Hansen var meget syg og kunne til sidst ikke klare at komme ud af sengen. En dag, hvor jeg var på arbejde, satte jeg mig ned ved siden af hende og tog hendes hånd uden at sige noget. Jeg havde siddet på sengekanten i 10 minutter i dyb stilhed, da fru Hansen kiggede op på mig og sagde »tak.« Jeg undrede mig meget og spurgte, hvad hun mente med det – for jeg havde ikke hjulpet hende med noget. Fru Hansen svarede »tak, fordi du er her.«

At gøre en forskel

Det var en utrolig varm og surrealistisk følelse som nyuddannet 20-årig at kunne gøre noget for fru Hansen på 99 år. En kvinde med hele sit levede liv bag sig. Det var den dag, jeg fandt ud af, at det at være social- og sundhedsassistent er så meget mere end viden om medicin og lægekontakt. Det handler om at være der for andre, når de har mest brug for det.

Jeg har en erhvervsuddannelse, og jeg er stolt af det. Stolt af, at jeg kan gå på arbejde og hver dag gøre en forskel i en anden persons hverdag.

Jeg ved, at der skal meget mere til for at få anerkendelse og respekt for erhvervsuddannelserne end mere og bedre undervisning. Det kræver et kæmpe stykke arbejde, som regeringen ikke kan løfte alene. Det skal løftes i samarbejde med politikerne men også i samarbejde med du og jeg. Det er en indsats, vi alle skal løfte i fællesskab.

Agnes Daugbjerg Østergaard, Randers

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her