I 2000 besluttede verden sig for et sæt indflydelsesrige udviklingsmål, der skulle efterstræbes frem mod 2015. De går i dag under betegnelsen 2015-målene. Målene har været yderst vellykkede og har presset på for at mindske fattigdom og sult.
Nu arbejder FN på det næste sæt af mål for 2015-2030 og med et samlet udviklingsbudget, der vil være på 2.500 milliarder dollar, er de nye mål meget vigtige.
Det er grunden til, at min tænketank, Copenhagen Consensus, bad nogle af verdens topøkonomer om at se på de økonomiske, sociale og miljømæssige omkostninger og fordele ved mange forskellige mål såsom sundhed, ernæring og uddannelse.
Men et problem, de fleste af os ikke tænker over, er ulovlige finansielle overførsler. Det burde vi måske, for de tømmer udviklingslandene for ressourcer, der er essentielle for deres udvikling.
Milliarder forsvinder
I 2011 skønnede Global Financial Integrity Institute, at udviklingslandene mistede næsten 1.000 milliarder dollar, der blev ulovligt overført til den udviklede verden. I Afrika har 20 lande siden 1980 årligt mistet over 10 procent af deres BNP til illegale pengestrømme. De ulovlige strømme er 10 gange højere end det nuværende niveau af international bistand. Afrika har været en nettokreditor for verden i perioden 1980-2009 med et beløb på måske helt op til 1.400 milliarder dollar.
Og dette problem berører næsten alle lande. Økonom Alex Cobham, forskningsstipendiat ved Center for Global Development, hævder, at vi absolut bør tage ulovlige finansielle overførsler i betragtning, når vi tænker de næste 15 år frem.
Ulovlige pengestrømme er ulovlige, når de består i simpel hvidvaskning af penge, eller når diktatorer overfører midler, de har stjålet fra de nationale budgetter. Men 80 procent af de uheldige pengestrømme er skatteunddragelse, hvor der føres penge ud af landet ved at underfakturere eksporter eller overfakturere importer. De seneste overskrifter om de europæiske afgiftsordninger for selskaber såsom Amazon, Starbucks og Google har skubbet problemet højere op på dagsordenen.
Og hvad skal vi så gøre ved problemet? Cobham foreslår, at en af de vigtigste målsætninger med de næste globale mål bør være at »gøre alle ejeroplysninger offentligt tilgængelige«. Det vil betyde, at ulovlige finansielle overførsler bliver meget sværere at udføre (og meget lettere at få øje på).
Effekten af et sådant forslag kan være meget stor. Hvis forslaget kan reducere illegale pengestrømme med blot 10 procent i forhold til gennemsnittet i perioden 2002-2012, vil resultatet være omkring 750 milliarder dollar mere til udviklingslandene, mens en halvering af de nuværende tab vil hæve gevinsten til svimlende 7.500 milliarder dollar.
Der er selvfølgelig også omkostninger ved forslaget. Man har derfor anslået et bredt udvalg af omkostninger, som overholdelsen af forslaget ville betyde. Men selv når man tager det højeste af omkostningsniveauet (66 milliarder dollar) og sammenligner med det scenarie, der giver den mest beskedne gevinst, vil hver krone brugt gøre gavn for 13 kroner. I et scenarie med større succes og lavere omkostninger kunne dette stige til tusindvis af kroner for hver krone brugt.
Billig indsats
Cobham har endnu to forslag til at dæmme op for de uheldige pengestrømme, nemlig automatisk udveksling af skatteoplysninger mellem forskellige jurisdiktioner og ’land til land’- rapportering for multinationale selskaber. For dem er det imidlertid meget mere vanskeligt at definere, hvilken gavn de gør. Alt tyder imidlertid på, at de højst sandsynligt vil være yderst omkostningseffektive foranstaltninger.
Hvis de skal have væsentlig effekt, kræver det imidlertid, at de overholdes på globalt plan, ellers vil flere penge simpelthen passere gennem de kanaler, som forbliver åbne.
Desværre er præcedens fra de eksisterende lovrammer for hvidvaskning af penge ikke betryggende. Lovrammerne blev ganske vist accepteret universelt, og de fleste lande adlyder loven til punkt og prikke uden i praksis at dæmme op for strømmen af ulovlige penge. Selv store internationale banker viser sig undertiden at have ladet hånt om reglerne på det groveste.
De gældende systemer er imidlertid komplekse og varierede, mens de bredere forslag om gennemsigtighed vil have den fordel, at de er mere enkle. Så måske bør vi være mere optimistiske, hvad disse angår.
Selv om vi ikke kan håbe på at opfylde alle de nye mål for 2015-2030, har Cobham givet et stærkt argument for, hvorfor illegale pengestrømme bør være på dagsordenen, og hvorfor hver eneste krone, der bruges på tiltag, der skal dæmme op for dem, er godt givet ud.
Bjørn Lomborg er politolog og direktør for tænketanken Copenhagen Consensus Centre
