Stress – det er da noget man vælger!

300.000 danskere lider af alvorlig stress. Men tilgangen til problemet er useriøs og blottet for ethvert strukturelt og kulturelt perspektiv. Det er individet, og individet alene, der har ansvaret
300.000 danskere lider af alvorlig stress. Men tilgangen til problemet er useriøs og blottet for ethvert strukturelt og kulturelt perspektiv. Det er individet, og individet alene, der har ansvaret
Sofie Holm Larsen/iBureauet
8. oktober 2014
Delt 197 gange

Er du stresset, så er der gode råd at hente. Det er faktisk meget let at afhjælpe stressen. Du kan eksempelvis prøve, at »finde glæde i dine daglige opgaver frem for at stresse over dem.« Ja, tænk engang, hvis alle fulgte dette råd, ville der ingen stressede være – og statskassen ville være 14 milliarder kroner rigere. Så til dig der er stresset, prøv nu bare at finde glæde i dit liv.

Citatet er hentet fra sygeforsikring.dk, og det er paradigmatisk for den dominerende individcentrerede tilgang, der kendetegner det meste af stresslitteraturen, diverse stresshjemmesider og Sundhedsstyrelsens stressråd.

Du kan modvirke stress ved at øge din modstandskraft, får man at vide. Spis bedre, få frisk luft, koble af, få sovet, hold pauser, brug humor, før dagbog og bed om hjælp, foreslår Stressforeningen. Vejrtrækningsøvelser kunne tilføjes. Ifølge sygeforsikring.dk skal du undgå, at stresse dig selv med negative tanker om, »hvad chefens ansigtsudtryk betyder, og hvor uretfærdigt det er, at han giver dig den møgopgave.«

Du skal blive ven med din dårlige sammenvittighed og lære at sige »nej«, »fra« eller »pyt«, bliver man fortalt. Du skal huske – som en konsulent i psykosociale arbejdsmiljøspørgsmål fortæller på netdoktor.dk – at »ansvaret for dit helbred ligger i første omgang hos dig selv. Du skal sige fra, hvis det bliver for meget, og du skal gå til lægen, hvis du har det dårligt. Det er ingen, der vil takke dig for at slide dig selv op – firmaet ansætter bare en vikar”.

Netdoktor.dk anbefaler desuden, at man aldrig drikker kaffe foran computeren. Det vil være et godt skridt i retningen mod, at bruge mindre tid på at bekymre sig, lyder det

Omstillingsparathed

Det burde være klart for enhver, at de nævnte stressråd eksemplificerer en holdning til stress, der ikke kun er direkte useriøs. De illustrerer også en dominerende anskuelse, der er blottet for ethvert strukturelt og kulturelt perspektiv. Det er individet, og individet alene, der er problemet.

Men hvis stress rammer individuelt, kan det undre, at 300.000 danskere lider af alvorlig stress; at 500.000 føler sig udbrændte; at hver femte HK’er, hver tredje folkeskolelærer, hver anden studerende og hver anden ledig føler sig stresset.

Stressen er steget for samtlige aldersgrupper, siden vi nationalt begyndte at måle den i 1987. Kvinder som mænd. Det viser sammenligning af undersøgelserne ’Hvad ved vi om stress’ fra 2007 og ’Den Nationale Sundhedsprofil’ fra 2013.

Det er værd at bemærke, at samfundet i samme periode ideologisk set har bevæget sig i stadig mere neoliberal retning. Den enkeltes værdi måles på dennes evne til at arbejde. Omstillingsparathed og fleksibilitet er vigtigere end at yde et arbejde for arbejdets skyld.

Kollektiv strejke

Stress bør forstås som både et strukturelt og kulturelt betinget problem. Det er åbenlyst, at vi er nødt til at supplere den ensidige tilgang til stress med en almen stressforståelse og konkrete stressråd, der medtager disse strukturelle og kulturelle aspekter. Ellers forbliver megen stressbehandling blot symptombehandling.

Folkeskolelærernes stressniveau understreger pointen: Vi ved, at offentlige nedskæringer, flere inkluderede børn (der ikke i sig selv er problemet, men som tydeliggør manglen på ekstra ressourcer), mindsket indflydelse på deres egen arbejdsplads og arbejdsdag – tænk på folkeskolereformen – og grænseløsheden mellem arbejde og fritid er strukturelle vilkår, der fremkalder stressen.

Alligevel søges stress løst gennem individuelle stresshåndteringsråd og individuelle behandlingsforløb. Ytres der kritik individuelt, får man besked på, at tage jahatten på. Ytres kritikken kollektivt i form af demonstrationer, anklages det for at være forkælet.

Konsekvensen er ifølge psykolog og professor Svend Brinkmann tydelig: »Hvor man før i tiden strejkede kollektivt, når der var utilfredshed med arbejdsforholdene, gør man det i dag individuelt ved at gå ned med stress,« sagde han sidste år til Djøfbladet.

Fattig stresslitteratur

»På trods af at stress er et folkesundhedsproblem på linje med alkohol og manglende fysisk aktivitet, ved vi meget lidt om, hvordan vi effektivt håndterer dette problem.« Sådan konkluderer en rapport om stress fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2007. Det konkluderes også, at stress primært bliver opfattet som et individuelt anliggende, og at kun få indsatser havde fokus på det organisatoriske niveau.

I vel nok den mest kritiske bog om stress herhjemme, ’Nye perspektiver på stress’, der udkom i 2013, opfordrer Malene Friis Andersen og Svend Brinkmann deres forskningskolleger til at opnå enighed om en stressdefinition. Det vil ifølge dem give en mere præcis viden om stress, og bedre muligheder for at behandle stress.

I forhold til stresslitteraturen er det i sig selv en pointe, hvor lidt af den, der forholder sig kritisk til andet end individets gøren og laden. Og det er i sig selv en pointe, hvor fattig den kritiske del af samme litteratur egentlig er på løsninger og alternativer, der medtager strukturelle og kulturelle aspekter. Der er dog anbefalinger, som adresserer stressproblemet på bedre vis:

Rapporten ’Chance for balance’ fra 2007 foreslår, at »kommunerne bør etablere tilbud om behandling af og rådgivning om stress samt rådgivning om balanceproblemer.«

Fordelen er her, at den enkelte ikke er tvunget ud på det private marked med ugennemsigtige og kvalitativt ringe løsninger. Via offentlige stressklinikker sikres de rette kompetencer, og de stressramte kan vende hurtigere tilbage. DR har dog senere berettet, at ingen af rapportens i alt 31 anbefalinger er blevet fulgt. I Sverige er stress også et stigende problem, hvorfor man allerede i 2002 besluttede at lave en koordinerede indsats mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter for at øge sundheden i arbejdslivet. Sammenlignet med Danmark er forskellen slående. Ved de seneste forhandlinger ville danske arbejdsgivere have flere arbejdstimer og sløjfe fridage, og staten ville øge arbejdsudbuddet med 20.000. Altså mere effektvisering og mere vækst, hvilket kun vil forværre stressniveauet i befolkningen.

Overlæge Bo Netterstrøm foreslog tilbage i 2002 mere demokrati på arbejdspladsen: »Det kan virke besværligt, men har man reel indflydelse på sit arbejde, forebygger det fornemmelsen af ikke at nå tingene, af afmagt og stress. Med demokrati på arbejdspladsen kan man byde folk meget.«

Parallelt med denne opfordring har sociologen Rasmus Willig gentagende gange påpeget problemet ved, at den enkelte medarbejder ikke har reel mulighed for at kritisere arbejdspladsens værdier eller ledere. At den enkelte kan ytre sig frit, er en forudsætning for demokrati.

Endelig må der ses på mulighederne for, at arbejde mindre. Den engelske tænketank New Economics Foundation anfører, at de, der arbejder mindre, ofte er mere produktive end de, der arbejder over 40 timer. De er mere stabile, sjældnere syge og mindre stressede. En nedsat arbejdsuge vil selv på neoliberale præmisser være en god investering. Ikke bare i den enkeltes velvære, men også i en bedre økonomi.

Kristian Haug er kandidatstuderende i filosofi og socialvidenskab ved Roskilde Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Ak ja, det er stressende at konkurrere i konkurrencestaten. Løsningen på problemet er lige så enkel, som den kan synes utilgængelig: hold op med at konkurrere.

Hvis man ikke længere konkurrerer, er der selvfølgelig en lang række ting man må give afkald på:
Den sociale status som en førerposition i rotteræset giver. Det perfekte hus, det perfekte tøj, den perfekte bil. Den perfekte karriere. Og ikke mindst forestillingen om at man kun er noget i kraft af sin placering i samfundet.

At give afkald på disse ting kan formodentlig skabe hjertebanken hos de fleste. Denne simple kurs stresser altså, og så man jo ikke bedre stillet.

At sige farvel til sit lod i konkurrencen kræver en vis åndelig modenhed. Båret af et oprør mod urimelige livsvilkår, og en bevidstgørelse af hvad der er vigtigt her i livet, og ikke mindst hvad der ikke er.

Først når tilpas mange mennesker gør oprør, vil den strukturelle og kulturelle betingning høre op. Det starter altså med os selv. Som alle kampe der er værd at kæmpe.

Brugerbillede for Søren Kristensen

Stress er også et rusmiddel og bør derfor indtages i afmålte doser, især hvis man ikke kan tåle det. Noget tyder på at mange ikke ved hvor meget stress de kan tåle og at alt for mange får for meget, desværre mod deres vilje, på grund af strukturelle forhold, som det så fint hedder når hin enkelte ikke har råd til at sige nej. Det er selvfølgelig et problem, i første række for den stressramte og måske også, som artiklen antyder, for samfundet? Omvendt er det jo netop den arbejdsomme, rationelle og effektivitetsorienterede protestantiske kultur, som Max Weber talte om, der ligger til grund for den velstand, som vi alle er så glade for, der har gjort befolkningen her til lands til et af verdens mest kompetitive, rigeste og lykkeligste. Så der er virkelig modsatrettede kræfter på spil her, så det vil noget. Det er lige til at blive stresset af, hele tiden at skulle forholde sig til dette dilemma. Men ok, så er det heller ikke værre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for lars søgaard-jensen

I de engelske kulminer i 1800 tallet medbragte minearbejderne kanariefugle. Ikke for selskabs skyld; men som indikator på at kulilte niveauet var blevet faretruende højt. I den situation faldt fuglen ned fra pinden - død. Når det skete skulle man ud for at undgå samme skæbne.
Vi kan betragte de stressede som disse fugle - de svageste led reagerer først på et miljø, som er skadeligt for alle. Så i stedet for at tilbyde mindfulness kurser og kurser i individuel stresshåndtering skulle man rette focus mod faktorer i miljøet som disponerer til stress. Det kunne være at respektere sine medarbejdere, som de engagerede og kompetente mennesker de og var da man ansatte dem. Dvs. give plads til meget mere medarbejder indflydelse og stoppe den om sig gribende tendens til kontrol og benchmarking, som forpester alle andres liv end ledelsernes og apparatjikkernes!

Brugerbillede for Jeppe Lykke Møller

Det her har arbejdslivsforskningen vidst - og gjort opmærksom på - gennem årtier. Stress er en social patologi og ikke en individuel lidelse.

Det utrolige er, at så mange kan gå med oplevelse af at hænge i med det yderste af neglene, uden at det resulterer i en kollektiv modbevægelse. Individualiseringen er virkelig total. Og der er ingen sociale bevægelser med et svar på globaliseringens problem. Det skræmmende er, at når man snakker med folk, der har været ramt af stress - og dens behandling - taler de som genfødte, der har fundet de vises sten og er kommet igennem på den anden side som stærkere og bedre mennesker. De ville faktisk ikke være oplevelsen for uden. Klar til at hjælpe det næste individ til at realisere sig selv.

Jeg håber, at nogen tager de mange kloge hoveder, der arbejder med disse problemstillinger alvorligt, inden det er for sent. Måske kan vi stadig nå at formulere en progressiv politik, inden vi har brugt alle menneskelige (og naturlige) ressourcer op.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

Det er vist ikke nogen helt nem opgave :)

Først og fremmest tror jeg man må finde ud af hvorfor et menneske konkurrerer. Hvad er det for et behov der opfyldes gennem konkurrencen? Når først behovet eller behovene er identificeret, starter det virkelige arbejde: at finde frem til årsagerne til at behovene opstår.

At konkurrere handler om at have behov for at finde tilfredsstillelse i det ydre, i omgivelserne. Hvad er det ellers man konkurrerer om? Dybest set handler konkurrence om at gøre sig mest mulig attraktiv. For sig selv og for andre. Men dermed er også sagt at man ikke finder sig selv attraktiv nok - i sig selv.

'Jeg er ikke nok'.

Det er en så svimlende ulykkelig tanke, at mange med rette viger bort fra den, fortrænger den, bruger et helt liv på at flygte fra den. Det er også en af de absolut mest stressende tanker man kan forestille sig. Også derfor går konkurrence og stress hånd i hånd. Begge næres af samme kilde.

Så hvordan hjælper man et menneske til ikke at konkurrere? Det gør man ved at hjælpe det med at indse, at det er nok. Gennem betingelsesløs interesse og kærlighed.

Så nemt at forstå, så svært at praktisere. Derfor må man øve sig. Hver dag.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Torsten Jacobsen
Konkurrence er et emne, som er nemt at fordybe sig i, så jeg vil begrænse mig med at nævne, at da jeg gik i gymnasiet for længe siden, læste vi en roman, en omdigtning af Robinson Crusoe med særligt fokus på RC's kultursammenstød med Fredag.
I romanen konkurrerede RC og Fredag bl.a om løb.
Fredag gav RC baghjul, hver gang. Han løb simpelthen hurtigere.
RC begyndte da at redefinere konkurrencens rammer, og ævlede om at det handlede om at løbe smukt. Fredag løb da næste løb smukt, og nu vandt RC på hastighed. Men Fredg kunne jo ikke acceptere hastigheds-tabet, da det jo handlede om æstetik, nu.
Og sådan fortsatte RC med at forsøge at ændre spillets regler og rammer, så han kunne vinde - istedet for at holde op med at konkurrere om løb.

Den, som sætter konkurrencens rammer og mål, har størst chance for at vinde.
Til gengæld vil 'tabernes' hovedrysten være dem en evig torn i øjet.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Lise Lotte Rahbek,

Men hvorfor havde Robinson Crusoe og Fredag overhovedet behov for at løbe om kap?

Hvis behovet for konkurrence ses som et grundvilkår, så er konkurrencestaten blot en logisk følge heraf. Hvis ikke, lever vi i vanvid. Et opslag i dagens aviser turde antyde hvilken vej vinden blæser i dét spørgsmål.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Selvom man "er nok" og ikke går efter status og karriere, så skal man stadig overleve - ideelt ved arbejde - mindre attraktivt ved at prøve kræfter med betingelserne ved at være ledig.
Det er muligt at man skal konkurrere med kolleger eller finde sig i urimelige chefer. Frygten for morgendagen stresser og det er få steder, hvor man har et sundt arbejdsmiljø.

Det handler om nedskæringer, såkaldte effektiviseringer og kravet om at løbe hurtigere. Naturligvis de neo-liberale værdier for den jævne borger.
Den almene læge har ikke mange muligheder udover en sygemelding, som så øger stressen igen. Hvad tilbyder man, anti-depressive medikamenter...
Som kan skabe afhængighed, der er svær at komme ud af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Britta Hansen

Jeg kender ikke denne udgave af Robinson Crusoe (og husker knap nok den oprindelige i detaljer). Men uanset hvad. Hvis RC og Fredag løb om kap, så var der én, der havde fundet på idéen. Og det var garanteret IKKE Fredag!

Alt det her med konkurrence, højere, hurtigere, længere, som den i dag udøves på tværs af samfundene virker på mig som en perverteret form for konkurrencen om attraktivitet på kødmarkedet og lederskab i samfundet. Perverteret, fordi målene måske ligner de oprindelige mål for konkurrencer men med forskruede vilkår og på betingelser, der både er egnede til at køre den enkelte ned og til - i sidste konsekvens - at ødelægge en hel verden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Anne Eriksen,

Hvis man indser at man 'er nok', frygter man ikke for morgendagen. Der er intet at frygte. Men det er ikke nemt at nå til den erkendelse. Guderne skal vide at jeg ikke selv er i nærheden af den. Men jeg bilder mig ind at jeg er på vej i den rigtige retning.

Du taler om at man 'skal overleve'. Det er fuldstændig rigtigt. Men vi er så heldige at leve i et land, hvor den overlevelse nærmest er garanteret. De færreste kæmper heldigvis en daglig kamp for at undgå at dø af sult. Værre står det til med den åndelige sult. Her multipliceres behovene, og de søges opfyldt i det ydre. Man er altså alligevel 'ikke nok'.

Forstå mig ret: jeg anerkender til fulde at vi lever i en syg kultur, hvor kravene om stadig mere konkurrence, højere effektivitet, og kulturbetingede forestillinger om 'det gode livs' form, driver mennesker til vanvid. Systematisk inhumanisme.

Hvad stiller man op hvis man lever i en kultur der slår en ihjel? Berøver én ånd og værdighed? For mig at se er der kun en vej: at gøre oprør. At nægte at anerkende de præmisser som samfundskontrakten er indrettet efter. At søge dybt i sig selv og andre efter de falske påstande om og forudsætninger for 'det gode liv', som vores kultur er gennemsyret af. Og at handle på det man finder.

Det kræver en evig opmærksomhed, som med tiden kan føre til en så høj grad af åndelig modenhed, at freden til sidst er indenfor rækkevidde. En umulig kamp. En værdig kamp.

Brugerbillede for Kurt Nielsen

At undgå stress i arbejdslivet er lige så simpelt og hurtigt som at knipse med fingrene. Jeg ved hvordan. Men ingen skal få vristet det ud af mig. Jeg har, ligesom 1000-vis af andre i dette samfund (forskere, terapeuter, coaches, læger medicinalfirmaer osv. osv., rent ud sagt levet - og levet nogenlunde godt - af den stressproduktion samfundet præsterer. En del af de stressramte jeg har haft kontakt med, både menige medarbejdere og ledere ved, hvad jeg taler om, men har heldigvis også holdt tand for tunge - eller måske - ligesom jeg selv - har de opdaget at ingen bryder sig om den viden.

Så selv om den ikke er min opfindelse, men tværtimod er frit tilgængelig og har været det i efterhånden ret mange år, så er og bliver det åbenbart en ubekvem viden - en ikke-ville-viden-af viden.

Et hint dog, til de, der evt. selv ønsker at tænke videre over det:

Hvis ledelsen giver medarbejderne mulighed for at løse deres opgave og/eller klart og tydeligt tager ansvar for at de ikke får den mulighed, så vil medarbejderne - og givetvis også virksomheden - private såvel som offentlige - stortrives. Det er det eneste fokus, der er behov for.

Men som sagt: Der er nok ikke den store risiko for at det kommer til at ske. Nogensinde! Så produktionen af stress vil fortsætte med at stige og WHO's forudsigelse om at depression vil være den hyppigste lidelse i verden i 2025 vil gå i opfyldelse - med mindre ebola eller noget i den stil tager røven på dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Torsten Jacobsen @ Den åndelige sult har svære vilkår, som du skriver. Den næres også af mennesker, som på social basis kan hjælpe hinanden.
Det er blevet vanskeligere, synes jeg, at finde sådanne. Bor man ikke i en storby er der heller ikke rigtig muligheder for at forfølge de interesser inden for musik, læring og kunst, som man ønsker
Så er der bøger og udenlandske kilder tilbage.
Indrømmet, jeg prøver også - gik faktisk ned med flaget for 7 år siden, så erfaringen med manglende muligheder er helt personlig.
Nej, vi sulter ikke - men der skal jo også være lidt tøj, bolig og transport.

Hvad skal der til før man gør oprør, hvor grelt skal det være?
Selvfølgelig er danskerne et nordisk folk, men alligevel?

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Kristian Haug

Forresten: Jeg glemte helt at sige tak for en rigtig god og læseværdig artikel. Det er altid rart at få nogle data på bordet. Og din karakteristik af de verserende stressråd som direkte useriøse er både rammende og præcise. At professionelle mennesker der arbejder med mentale problemstillinger fuldstændig tilsidesætter den kontekst som disse problemer opstår i, er i sandhed useriøst.

Brugerbillede for jan frejlev

Lige siden verden blev moderne med Greenwich meantime og transnationale togplaner har mennesket skulle leve under stadig, hidsigere forandringshastighed og alligevel er det som vi intet har lært. Vi er stadig elendige til at forberede os på forandringernes konsekvenser for vores indre liv. I stedet halser vi efter med "følg med fald af"-formaninger som fx er konkurrancestatens bud eller symptombehandling på stress som den medicinske og den terapeutiske behandlerverden gør bedst. Ingen stat, regering, kommune eller organisation har endnu udviklet overbevisende metoder til at ruste os mentalt eller fysisk til den accellererende forandringshastighed overalt, hvor vi ånder og går. Det er som om vi altid glemmer at vi har med mennesker at gøre. Især fordi mange forandringer er planlagte, og de er i hvert fald menneskeskabte, fx dagpengereform, folkeskolereform, krigsdeltagelse, flygtningestramninger osv.
Det ville være dejligt, hvis vi fokuserer lidt mere på, hvad konsekvenserne for vores indre liv er, når vi gennemfører ydre ændringer i stedet for at gentage forrige generationers fejl tifold, fordi alting går hurtigere nu end dengang vi fik Greenwich meantime og transnationale togplaner. ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sisse Christensen

Med speciale i diskurs og stress, er jeg som kommunikationskonsulent først og fremmest interesseret i hvad pointen med artiklen er? Den virker mest som et resume af hvad der er blevet sagt og foreskrevet om og mod stress.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Hvor meget I end gerne vil placere skylden for stress på samfundsmæssige og andre eksterne faktorer, så ændrer det ikke ved det faktum, at masser af de mennesker, der i dag lider under stress, ikke er direkte berørt af disse faktorer. De har muligvis ikke et arbejde eller familie, hvorfra hoveddelen af de typiske stressfaktorer ligger. De er måske personer, hvor stressproblemet er kombineret med større eller mindre grad af mentale/psykiske problemer, evt. lidt misbrug, men som ellers ikke er hængt op på overarbejde, stramme deadlines, problemer med at få en overfyldt tilværelse til at hænge sammen mellem arbejds- og privatliv, etc.

Stress er et langt bredere og mere omfattende fænomen end det snævre arbejdsrelaterede, det traditionelt har været forbundet med. Stress rammer på tværs af alle tænkelige skel og grupperinger i dag. Stort set enhver livsstil kan være forbundet med stress, og det er også gået hen og blevet et universelt problem, der rammer på tværs af kulturer og regioner.

Overskriften taler i virkeligheden sandt. Det er måske ikke hele sandheden om stress, men det er hovedpointen, som man er nødt til at forstå og acceptere, hvis man vil leve et liv uden stress. Naturligvis er der også alle mulige eksterne stress faktorer, der spiller ind som triggere af en stresstilstand, og som er den brik, der kan få læsset til at vælte hos den enkelte - men de egentlige stressårsager er psyko/mentale, de er latente. De er forbundet med vores bevidsthed, tanker, følelser, reaktionsmønstre, vaner, attituder, værdier, prioriteter etc. - altsammen noget, vi har skabt mere eller mindre suverænt, og derfor også noget, vi er de eneste, der kan gøre noget ved.

At flytte fokus væk og over på omgivelserne er meget bekvemt, men det er en illusion uden perspektiv for forandring. Måske kunne denne verden være mere skånsom, og mange ting kunne være bedre i forhold til at beskytte os mod stress - men mange ting er også de facto blevet bedre, uden at vi er blevet mindre stressede; tværtimod.

Vi kommer ikke stress til livs, før vi begynder at se det som dét, det vitterligt er: A mental disorder.
Stress er på et fundamentalt plan relateret til angst/usikkerhed - som igen har en fundamental relation til egoet, der handler om vores identitet, selvrealisering, higen efter success og accept etc. Så vidtfavnende er omfanget af fænomenet. Angst- og stressneuroser har en lang række fællestræk, helt ned på neurokemisk plan. Og de deler også en masse fællestræk på det kognitive plan.

Folk, der er latent disponeret for stress, vil stort set slå ud i enhver tænkelig sammenhæng. Det er meget svært at indkapsle, for det kan være noget så simpelt som at relatere på daglig basis til andre mennesker (social fobi), der er den egentlige stressårsag. Der gemmer sig meget ofte en neurose, f.eks. OCD bag stressproblemer, måske ikke i en anerkendt diagnosticeret grad, men nok til at fremkalde stress i et ødelæggende omfang. Men fordi vi sjældent kigger tilstrækkeligt dybt i de bagvedliggende årsager, og genkender det underliggende fænomen, har vi opfundet denne paraplybetegnelse 'stress', som reelt er intetsigende. Man skal et skridt dybere ned og erkende, hvad stressreaktionen er hængt op på. Andre årsager kan være urealistiske ambitioner, kontroltrang, utålmodighed, osv. osv. Der er mindst en snes meget forskellige stressårsager, hvoraf en stor del er forskellige manifestationer af angst, som eksempelvis bekymring, præstationsangst, nervøsitet, bare for at nævne nogle få.

Det er langt mere overskueligt og fremtidssikret, at ændre på de indre stressårsager, and at forsøge at fjerne alle de eksterne stressudløsere. Det er faktisk sidstnævnte, der er symptombehandling i denne sammenhæng, og ikke førstnævnte, som artiklen antyder.

/O

Brugerbillede for Søren  List

Mon ikke Sisse, at artiklen er ment som en øjenåbner, i forhold til, hvor håbløst stress problematikken er blevet håndteret og hvor lidt vægt, der fra politisk hold, bliver lagt på de gode råd, der kommer fra sagkundskaben.

Det store dyr i åbenbaringen er den omsiggribende individualisering af snart sagt alle forhold - er du fattig, er det din egen skyld - er du arbejdsløs er det din egen skyld, er du stresset er det din egen skyld - fortsæt selv.

Mon ikke nogle af årsagerne skal findes i den goe gamle borgerlige metafor - du er din egen lykkes smed

Brugerbillede for Bo Klindt Poulsen

@ Lise Lotte Rahbek
Mon den bog om Robinson Crusoe, du nævner, kunne være omskrivningen af Robinson Crusoe af den franske forfatter Michel Tournier med titlen (på dansk) "Fredag, eller ved Stillehavets yderste rand". Det er også en del år siden, jeg har læst den, men det lyder som en bekendt scene, du refererer. :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Christensen

Stress er ikke så meget forårsaget af travlhed som af modsat rettede eller urimelige krav, som man simpelthen ikke kan arbejde sig igennem. Hvis man prøver alligevel, oplever man givetvis at 'have travlt' men det er ikke årsagen, kun et symptom.

Dårlig ledelse, både direkte og indirekte, bør kategoriseres som mentale forbrydelser imod menneskeheden og afskaffes. Derefter kan selv travle folk synes livet er meningsfyldt og oplevelsesrigt...

Dårlige ledelse kommer også fra politisk niveau, faktisk ret ofte derfra...

Brugerbillede for Lilli Wendt

En fin kronik. Tak for den.

Årsag til stress skal som oftest søges i "tab af kontrol over egen situation" .

Dette kan arbejdsmæssigt være både i forhold til mængden eller kompleksiteten af arbejdsopgaver, umulige mål og tidsfrister, overbelastning i form af modsatrettede krav - både på arbejdsplads og i relation til familieliv.

I forhold til sygdom kan "tab af kontrol" være relateret til angst og usikkerhed om sygdommens udvikling og dens indvirkning på eget og familiens fremtidige liv .

I forhold til ledighed kan "tab af kontrol" være relateret til angst for økonomi, usikkerhed, mangel på mulighed for at styre sit eget liv, sorg over tab af kollegaer, vrede over samfundets mobning, frustrationer over dårlig behandling fra samfundets side, og tab af selvværd og sociale relationer.

Der er således brug for mange slags indsatser for at afhjælpe stress i samfundet.

Brugerbillede for Anne Eriksen

olivier goulin - Jamen, stærkt forventeligt - at du kobler en "mental disorder" som årsag til stress og gør de fysisk/ mentale problemer til hovedårsagen.
I virkeligheden er der vel tale om en kombination og ikke endnu en diagnose i de i forvejen eskalerende "stempler" og domme, som rammer større og større dele af befolkningen.
Du siger i virkeligheden, at det er folks egen skyld og ikke vilkårene, der bærer skylden for folks sygdom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

@Anne

Begrebet 'skyld' bringer os over i et moralsk domæne, som jeg helst ikke vil blande ind i denne debat. I hvilken grad kan vi også påtage os skylden for alle vore mentale dispositioner?

Jeg taler her udelukkende om årsag og virkning. Stress er en mental og neurkemisk reaktion på visse stimuli. Der er altså tre faktorer i spil: Individdets disposition/anlæg for stressreaktionen, den udløsende stresstrigger, som i reglen er en ydre hændelse eller situation, og så selve reaktionen. Førstnævne er det blinde punkt i vores forståelse.
Stresstilstanden er umiddelbart mærkbar, og bliver også hurtigt synlig for omgivelserne. Stressudløserne er også til en vis grad håndgribelige som ydre faktorer, selvom de muligvis ofte er formodet eller fejlagtigt identificeret.

De indre latente stressanlæg er derimod svære at identificere. De er indvortes, og kan ikke ses, men skal afkodes og forstås. Og som jeg skrev, så er disse tilbøjeligheder næsten altid relateret til beslægtede psyko-mentale 'disorders', ikke mindst angst.

Så det er ikke for at helt frikende de ydre strukturelle forhold, jeg påpeger blot, at de er sekundære, fordi alt hvad vi er stærkt disponeret for, vil finde afløb før eller senere. Vi lever ikke i en kuvøse, men i en verden, hvor vi konstant møder modstand, forventninger etc. Alene, og måske især, det at omgås andre mennesker kan være stressudløsende. Det er faktisk meget almindeligt.

Og i sidste ende er det også et helt pragmatisk spørgsmål: Hvad kan jeg gøre noget ved? Hvor ligger min magt?
Min principielle magt ligger over mig selv og mine reaktioner. Først når jeg indser det, vil jeg være motiveret for det indre arbejde, der handler om at ændre tanker, følelser, attituder, prioriteter og evt. livsstil.

Og så er der ingen ydre forhold, der vil kunne fremkalde stressreaktioner hos mig. Jeg er blevet modstandsdygtig.
Stress handler udelukkende om magtforholdet mellem mit sind og mine omgivelser.

Det er i sidste ende et mentalt/åndeligt problem, der kræver en ditto løsning.
Derfor er stressrådene omkring det personlige ansvar og betydningen af mental træning fundamentalt korrekte.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Anne Eriksen,

Olivier Goulin forklarer sig forbilledligt ovenfor, så med fare for at være redundant, vil jeg alligevel lige give mit besyv med.

Al denne snak om 'skyld' når det drejer sig om vores mentale dispositioner, drejer samtalen i en uheldig retning. Og det gør den fordi den bygger på en misforståelse. Man kan ikke med nogen rimelighed holde mennesker ansvarlige for deres mentale dispositioner. Vores bevidsthed, herunder vores 'selv', er en proces i dynamisk udfoldelse. Ikke et statisk, færdigt produkt.

Vi kommer til verden med visse dispositioner, som sætter deres præg på vores oplevelse af verden. Samtidig præger de oplevelser vi har vores dispositioner, som så igen præger vores oplevelse af verden. Som sagt er der tale om en fortløbende proces. At lave et nedslag på et givent punkt i denne proces, og holde individet 100% ansvarlig for dets mentale dispositioner (og den adfærd der udspringer heraf) er absurd. Det giver ganske enkelt ingen mening.

Problemet er at vi lever i en kultur, som er gennemsyret af den nævnte misforståelse. Her tales der pludselig om skyld, ansvar, og om at 'tage sig sammen', på en måde der antyder at vi alle har lige vilkår. Svaghed og sårbarhed ses som noget negativt, noget der skal gemmes eller behandles væk, og hvis det ikke er muligt, ja så er det jo bare ærgeligt, ikke? Så er det din egen skyld. Du var for svag, for dum, for forkert, for et eller andet. Du var i hvertfald 'ikke nok'.

Jeg skrev i et tidligere indlæg om. hvordan man må kigge dybt i sig selv efter falske påstande om 'det gode liv'. En anden måde at sige det på er, at vi som mennesker naturligt internaliserer de præmisser og spilleregler som gør sig gældende i vores kultur. Også præmisser og spilleregler som vi, ved nærmere eftersyn, hverken kan anerkende eller leve op til. Vel vidende at vi naturligt internaliserer disse kulturelle forestillinger, er det efter min mening et udtryk for omsorg for både sig selv og for andre, hvis man jævnligt 'rydder op' i alle disse forestillinger. Studerer dem nøje, vurderer deres værdi, og hvilken påvirkning de har på ens opfattelse af sig selv og ens omverden.

Med al respekt mener jeg at du, i din (mis)forståelse af at Goulin placerer en 'skyld' hos den stressramte, netop demonstrerer at du har internaliseret vores inhumane kulturs forestilling om at mennesket er en statisk størrelse, som vi kan dømme om. Og læg vel mærke til, at den internalisering mest af alle skader dig selv. Det er på tide at få ryddet lidt op. Et godt rengøringsmiddel er i den sammenhæng accept og tilgivelse. Midler mange mennesker alt for sjældent tør anvende på sig selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen

Tidligere var jeg et semimytomanisk konkurrencemenneske fra 8 - 24, men det blev gradvis for meget indtil det blev et problem som bl.a. udløste stress. I dag begrænser jeg stort set disse excesser til 1 times netpoker dagligt. Her kan jeg til gengæld få lov til at lyve og konkurrere alt det jeg vil. Det er virkelig afstressende, så længe indsatserne holdes i det små. Hvad de selvfølgelig gør, for jeg er heldigvis ikke også ludoman.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Olivier - Jeg skulle naturligvis have skrevet "årsag" i stedet for skyld. Der er rigeligt med "skyld" i samfundsdebatten, uden at det derfor kan bruges til ret meget.

ABC for stress siger jo - den positive stress osv., spørgsmålet om overlevelse før og nu. Alle mennesker har anlæg som kan udfoldes ved bestemte vilkår. Vi er egentlig ret primitive men indeholder også en naturlig overlevelse i os selv.
Det jeg protesterer imod, er den tiltagende tendens til at pådutte mennesker en diagnose for psykisk sygdom, eller mentale disorders, som du skriver.
Hvad man i gamle dage kaldte "neuroser" er nu specialiseret til den rene videnskab. Men mennesker kan ændre sig og i stedet for at være potentielt "syg" kan man også vælge at se et menneske som rask, dog med begrænsninger i forhold til stimuli.

Det vigtigste mener jeg, er at kende sine egne begrænsninger og så vælge sunde prioriteringer i hverdagen. Det besværliggøres så af omverdenen og i dag, især af vores arbejde og øvrige vilkår.
Derfor ser jeg stadigvæk omgivelserne som vigtige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Det enkle svar er - måske for enkelt - som jeg sagde til min kone for 20 år siden efter stress på arbejdspladsen - kvindearbejdspladsen ! - lær at være lige glad.
Et medarbejder møde - uden chefer - burde vedtage solidaritet i stedet for intern konkurrence.
Sagt forleden i et radioprogram om emnet : Vi skal sige PYT !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

@Anne

Ok, måske en lille misforståelse.

Jeg er bestemt ikke fortaler for at sende stressramte ind i diagnosticerings- og medicineringsmøllen.
Tværtimod er jeg katergorisk modstander af denne from for passivisering. Og det gælder ikke kun de stressramte, men også alle andre med psyko-mentale lidelser.

Bundlinien er, at jeg ikke skelner fundamentalt mellem stress og andre beslægtede mentale lidelser, som eks. angst og depression, for nu at nævne de tre helt dominerende af slagsen blandt den brede befolkning. Husk at en meget stor del af befolkningen er mere eller mindre besværet af disse, langt flere end dem, der er diagnosticeret og under behandling. Mange dulmer det væk med forskellige former for stimulanser og/eller tolererer smerten med de konsekvenser det får for deres livskvalitet.

Og alle disse tilstande har rod i kognitive 'disorders' (jeg kender ikke det danske ord), som skal angribes på samme, eller dybere niveau end hvor de er opstået. Stress kan altid føres tilbage til kognitive mønstre, som individdet må erkende og forandre, for at det kan føre til varig forandring.
Alt andet er symptombehandling - eller flugt. Præcis samme tilgang burde vi have til angst og depression. Og det kan ikke gentages tilstrækkeligt: Disse tre fænomener er IKKE adskilte. De er dybt beslægtede.

Et godt og meget konkret eksempel er den form for stress, som er meget oppe i medierne for tiden: De unge børnefamiliers kamp for at få karriere og familieliv til at hænge sammen. Det er ganske tydeligt fra deres egne tilkendegivelser, at en stor del af problemet ganske enkelt bunder i urealistiske krav og forventninger til deres liv, en overgivelse til vilkårlige normer, idealer og statussymboler - og at de spænder deres bue for stramt. For mig er det kanske åbenlyst, at det er en form for selvskabt stresstilstand, som de kun kan gøre noget ved selv, gennem en lidt mere suveræn og selvkontrolleret tilgang til deres liv Men ikke desto mindre er det påfaldende hvor fjernt denne selvindsigt ligger fra deres egen forståelse af problemet.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen

olivier goulin

Et af artiklens pointer er vel at stress er et problem der kun bliver større. En logisk konsekvens af din efter min opfattelse pseudovidenskabelige tilgang er vel så at den disposition du taler om på en eller anden måde - formentlig naturlig udvælgelse (eller som det også hedder: survival of the fittest) - får større og større udbredelse. Altså de stressdisponerede er dem der er bedst egnede til overlevelse. Vorherrebevares!

Det er virkelig useriøst at tale om 'mental' (hvad enten du udtaler det på amerikansk eller dansk) det ene eller det andet uden at inddrage konteksten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

@Kurt,

Alt tyder på, at vi som helhed er blevet markant mere stress-disponeret over de seneste generationer. Det er faktisk gået så stærkt, at alle os over 50,- er gamle nok til at have set den markante stigning blot i vores levetid. Det enorme fokus på problemet i dag, eksisterede simpelthen ikke da jeg var barn. Det kan ikke blot være medie-hype det hele. Det afspejler at fænomenet er gået fra at være en raritet til en 'epidemi' eller 'pandemi'.

Hvordan det kan være sket på så kort tid er et godt spørgsmål. Og årsagen er sikkert kompleks, men der er også nogle forklaringer bag, som ikke kan forstås og accepteres under det herskende mijø/arv paradigme. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på i denne diskussion.

Men selv inden for den nævnte paradigme, og selv om vi ser helt bort fra gentikken, som jeg alligevel ikke tillægger nogen større betydning i denne sammenhæng, så står vi tilbage med et miljø (kultur), som ganske rigtigt, og i stigende grad, fremmer stress på alle mulige måder.

Men det ændrer ikke ved det faktum, at det enkelte individ er den suveræne og bestemmende faktor i hele dette regnestykke. Vi er mennesker, ikke rotter, der udsættes for stress i et eller andet laboratorieforsøg. Vi bestemmer lang hen ad vejen, hvordan vi ønsker at indrette vores liv, så der er fornuftig balance mellem de forskellige resourcer og opgaver. Vi fastlægger vore egne værdier og prioriteter, og handler ud fra dem; altså ideelt set som de fornuftsmennesker vi er. Her kommer vores fornuft os til undsætning - i modsætning til hos de rent instinktstyrede dyr.

Eksemplet fra før med de stressramte småbørnsfamilier illustrerer på glimrende vis problematikken. De er dybest set fanget i et livsstilsdilemma, og den slags stresser beviseligt. Men det er et dilemma, de med al respekt, selv har bragt sig i, og kun selv kan befrie sig fra.

Hvis vi er stressdisponeret, uanset grunden, så må vi tage forholdsregler og beskytte os. Og det forudsætter, at vi lærer vore svagheder at kende og arbejder med dem. Det udelukker ikke en to-strenget løsning, hvor vi også kigger på strukturelle årsager, men meget ofte vil det vise sig at være en blindgyde, der bortleder os fra det virkelig påkrævede indre arbejde.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Uden mad og drikke duer helten ikke - kampen for overlevelse er blevet korrumperet af den 1%. Så kan man tale herfra og til evigheden om eget ansvar - det råderum er desværre reelt så lille, at det nærmest ikke er der. Og de, for hvem det lykkes at skabe god materiel velstand eller ligefrem overflod, de begrænses/belastes på følelses-og psykologiske områder. Hvem kan virkelig nyde livet omgivet af ovenikøbet unødig lidelse. Vi lever i et univers, hvor alt er forbundet efter endnu ikke fuldt erkendte lovmæssigheder. Klart at vi er stressede.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen

olivier

Ja, du har ret. Problemet som rejses i artiklen, som jeg ser det, er imidlertid at mentale lidelser altid defineres af de til enhver tid siddende magthavere. Det er en af grundene til at det er - nåhja altså dumt - at forholde sig til dem med en naturvidenskabelig indfaldsvinkel. Især må vi jo så se frem til at samfundet - hvad der også er masser af signaler om - jo ikke bare går i stå, men direkte falder fra hinanden fordi færre og færre mennesker kan holde ud at være tilstede i det, og ikke formår at efterleve de - givetvis velmente råd - de får, fra deres terapeuter, om at tænke positivt etc., etc. - eller dopet af kemi - som ingen gider undersøge effekten af - udleveret af deres læger.

Som en af dem, der ikke er stressdisponeret, kan jeg med andre ord se frem til, at skulle gå og holde røven oppe på alle de sølle skvatmikler, der ikke kan sørge for at få deres kognitive dissonanser, angst og depressioner smidt på porten. Det lyder - med den prognose vi åbenbart er enige om - som en rimelig stressende opgave. - Som jeg tror jeg vil betakke mig for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Osse mig curt - og jeg har lavet sit down/make love strejke i ... mange år, og det er ikke et valg men overlevelsesstrategi. Det har så kostet mig penge og status - og samfundet er på en måde gået glip af mig og må nu bl.a. nøjes med mine goe ideer her på sitet - dem, der altså opdager det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen

Og så tjek i øvrigt martin spang olsen i netop afsluttet interview (hos mikkel krause) på p1 - den mand har bare fattet noget essentielt om livskvalitet. Åh suk, hvorfor sørgede jeg dog ikke i det mindste for v fødslen at skrive min søn op til bernadotteskolen (som mso gik på)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Olivier Goulin,

Du har utvivlsomt ret i at årsagen til den voldsomme stigning i stress og stressrelaterede lidelser er kompleks. Jeg finder det både fascinerende og bekymrende at i hvert fald en del af forklaringen synes at kunne være det forhold, at mødre der er stressede under graviditeten, føder børn der har en ringere evne til at regulere deres eget stressniveau (målt på mængden af cortisol i blodet).

http://www.du.edu/neurodevelopment/media/documents/prenatalstress_infant...

Samtidig er der også efterhånden solid evidens for, at stressede forældre ikke evner at være lige så opmærksomme på deres børns signaler og behov, som ustressede forældre er det. Børn af kronisk stressede forældre,der således ikke udvikles i lige så sikker tilknytning til deres forældre som ikke stressede forældres børn, må formodes at være mere disponerede for angst o.lign.

Det er værd at bemærke at der her ikke er tale om almindelig genetisk arvelighed. Det er forældrenes reaktion på omgivelsernes pres, som sætter sig varige spor i børnene.

anbefalede denne kommentar

Sider