Kommentar

Alle studier uddanner til arbejdsløshed

Tandlæger har en gennemsnitlig bruttoledighed på 4,3 procent, økonomer på 3,0. Det synes ikke at bekymre uddannelsesministeren. At humanisterne kan mønstre en ledighed på 6,1 er derimod et kerneargument for dimensioneringsplanen. Men er det virkelig så ubærligt, at ’kun’ 94 og ikke 96 procent, af dem kommer i arbejde?
29. oktober 2014

Når den såkaldte dimensioneringsplan, der varsler en dramatisk nedskæring af uddannelsespladser på især universiteterne, skal forsvares, er uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsens (R) standardsvar, at vi ikke kan være bekendt at uddanne til arbejdsløshed. Et tilsyneladende sympatisk signal, for hvem vil uddanne til arbejdsløshed? Er det ikke helt rigtigt at bede 4.000 brødløse studerende om i stedet at skifte til ingeniørstudiet, jura, økonomi eller medicin?

Problemet er, at selv for uddannelser med meget direkte sammenhæng mellem studiet og bestemte erhvervsfunktioner er der ikke perfekt overensstemmelse mellem et altid skiftende arbejdsmarkeds behov og uddannelsessystemets output. Tandlæger har f.eks. en gennemsnitlig bruttoledighed på 4,3 procent, dyrlæger på 3,3, jurister på 2,8, økonomer på 3,0. Selv hos lægerne ligger arbejdsløsheden på 1,8 procent, selv om de skriger på flere læger i udkantsområderne og i medicinalindustrien.

Til sammenligning har cand.merc.er en ledighed på 5,3 procent, civilingeniører på 3,1 og humanistiske magistre (i statistikken beregnet over én kam!) på 6,1. Men f.eks. musikkandidater ligger på 3,4 procent, og de store sprogfag (engelsk, tysk og fransk) på cirka 3,0. Gennemsnitsledigheden for alle er på 4,5 procent.

Men alle grupper – jeg gentager: alle – opviser ledighed i et eller andet omfang. Så på den måde uddanner vi overalt til ledighed – og burde måske derfor dimensionere alle uddannelser ned? Så ville vi i hvert fald ikke uddanne til ledighed.

Det ville selvfølgelig være at skyde helt forbi. For ovenstående dokumenterer med ønskelig tydelighed, at langt de fleste får et meningsfyldt arbejde. Cirka 95 procent i snit. Ganske vist er dimittendledigheden over hele linjen (også blandt ingeniører) på mellem 30 og 40 procent – oplagt alt for høj. Men kurven går markant og tilsyneladende systematisk ned for alle grupper efter et til to år.

Det er altså indholdstom snak, spin mere end fakta, at tale om, at »vi uddanner til ledighed«.

To kunsthistorikere færre

Der gælder ganske vist det særlige for humaniora set bredt, at arbejdsløsheden i snit ligger på 6,1 – 1,34 procent over den gennemsnitlige. Humaniora har altså en såkaldt overledighed, og det er tilsyneladende den, der godt hjulpet af Produktivitetskommission, Søndergaard-udvalg og erhvervsorganisationer har bragt ministerens sind i kog. Et så graverende misbrug af statens penge bør ikke gå upåtalt hen. Det er ubærligt, at det blandt humanister ’kun’ er 94 procent, ikke 96 procent, der kommer i arbejde. Blandt enkelte grupper endda helt ned til 92-93 procent!

Et udskældt område, der kan præstere en relativt høj arbejdsløshed (cirka 11 procent), er kunsthistorie. Vi uddannede i 2014 25 kandidater i faget. 11 procent af dem, svarende til maks tre personer, kan altså se frem til at blive arbejdsløse. Skal vi ned på den gennemsnitlige humanistiske arbejdsløshed på 6,1 procent, skulle vi uddanne 1,45 person færre, en anelse mindre, hvis vi skulle ned på den gennemsnitlige akademikerarbejdsløshed. Altså skulle vi uddanne maks to, minimum en færre! Ikke 25, men 23 eller 24.

Eksemplet er ikke atypisk, men illustrerer problemets størrelse eksemplarisk – også hvad andre uddannelser angår. Og vi kan ikke på fakultetet levere et ’værre’ eksempel end kunsthistorie. Diskursen om ’uddannelse til arbejdsløshed’ funderer sig på denne slags latterligt små, næsten mikroskopiske forskelle.

Dialog, tak

Man bør ikke antage, at ministeren ikke er orienteret om disse sammenhænge, men snarere, at der ligger noget andet bag – at dimensioneringsplanen ikke kan være andet end en øvelse, der har til formål at spare statskassen udgifter til de højere uddannelser. Hvis det drejede sig om sammenhæng i uddannelsespolitikken, ville man tage en reel dialog med de berørte uddannelsesmiljøer og sørge for at få de nødvendige justeringer på plads. Og ja, vi vil gerne tale om justeringer. Men den dialog har ministeren indtil videre afvist. Jeg vil opfordre hende til at genoverveje sin holdning. Vi ville sammen kunne finde en langt bedre løsning end den foreliggende model.

Ulf Hedetoft er professor Dr. Phil. og dekan ved KU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Carsten Søndergaard
  • Anders Kristensen
  • Steffen Gliese
  • Simone Bærentzen
  • Rune Stilling
  • Jens Østergaard Petersen
  • Lise Lotte Rahbek
Henrik Brøndum, Carsten Søndergaard, Anders Kristensen, Steffen Gliese, Simone Bærentzen, Rune Stilling, Jens Østergaard Petersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Dalsgaard

Godt indlæg i dimensioneringsdebatten. Især hæfter jeg mig ved et punkt, som vi også har diskuteret ift. dimensionering af de uddannelser, jeg er tilknyttet (Informationsvidenskab og Digital Design på Aarhus Universitet): Dimensioneringsmodellen er skruet sammen på en måde der gør, at der skal meget få ledige kandidater til for at udløse en massiv nedskæring. På mange studier virker det som en markant overreaktion.

Eksempel: Lad os forestille os en uddannelse, der optager og uddanner 25 studerende. Den gennemsnitlige ledighed for alle kandidater i den periode, dimensioneringen ser på (det andet år efter endt studie), er 8%. På vores imaginære kandidatuddannelse svarer det til to studerende. Hvis nu denne uddannelse har fire kandidater, der i den målte periode er ledige, så svarer det til en ledighed på 16%, hvilket vil føre til en nedskæring på 30%, svarende til en reduktion på otte studiepladser. Dvs. at en 'overledighed' på to studerende modsvares af en beskæring på otte studiepladser. Selv hvis man anerkender behovet for dimensionering virker det ugennemtænkt og kan hurtigt føre til mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for en række områder.

"Men alle grupper – jeg gentager: alle – opviser ledighed i et eller andet omfang. Så på den måde uddanner vi overalt til ledighed"

Nej.
Indenfor maskinmesteruddannelsen er der ingen ledighed.
Bortset fra et par uger efter afslutning af uddannelsen.
Og ved jobskifte.

Det var dog en dejlig saglig fremstilling af fakta i modsætning til SCN's manipulationer. Det underlige er, at SCN og ministeriet overhovedet gør sig den anstrengelse at begrunde deres beslutning, når enhver saglighed i argumentationen alligevel er ikke eksisterende og man dertil er fuldstændig ligeglad med reaktionen. Man havde gjort alle en tjeneste ved fra starten at melde dimensioneringen ud som det loft og den spareøvelse den er istedet for alt det andet usammenhængende røgslør.

Steffen Gliese

Om folk er arbejdsløse eller ej er sådan set ligegyldigt, for humanistiske akademikere yder det samme, om de er ledige eller i arbejde, om de er regulært ansatte eller i aktivering. Det er jo udøvelsen af faget, der er det vigtige, vilkårene, hvorunder det udøves, er politisk bestemt.

Carsten Søndergaard og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er, at man går ud fra, at de samme personer kan og vil beskæftige sig med noget andet. Det skal man dog ikke regne med, deres loyalitet vedrører samfundet, ikke arbejdsmarkedet.

Rune Stilling, Carsten Søndergaard, Karsten Aaen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Carsten Søndergaard

Som altid i den slags sammenhænge er indførelsen af basisindkomst svaret. Men ingen - som i IKKE EN ENESTE - i Folketinget tør så meget som nævne ordet.

Så behøvede man slet ikke at slå hinanden i hovedet med procenter og tal og formodninger og antagelser om, om de studerende måske ikke selv har indblik i ledighedsstatistikker (hvad undervisningsministeren tilsyneladende mener) eller ej. Hvad man vel må antage, at de har - altså, hvis man er i stand til at gennemføre et studium på universitetet, er man vel også i stand til selv at gøre sig sine tanker om de fremtidige muligheder.

Hvordan ligger det forresten med forskningen i basisindkomst på KU, Ulf Hedetoft? Er der heller ikke dér en eneste, der tør nævne ordet?

Jørn Martin Hajek

Man bør også overveje, om det er uddannelsen, der uddanner til arbejdsløshed, eller om der er studerende på en uddannelse, der af sociale eller andre grunde ikke er parate til arbejdsmarkedet. De må som minimum udgøre en del af effekten, og eftersom det ikke rigtigt kan måles ved optagelse på studiet, vil denne effekt bestå, uafhængigt af hvor mange studerende der bliver optaget eller ikke optaget. Men denne vinkel bliver slet ikke diskuteret...

Steffen Gliese

Det er jo ikke de samme, der er arbejdsløse hele tiden. Store dele af det professionelle arbejdsmarked består jo af projektansættelser, og det er præcis den fleksibilitet, som vores dagpenge skal understøtte. Det handler altså ikke om, hvad vi vælger at sige, at vi i kroner og ører tjener på tingene, men det liv, der udfolder sig i samfundet, og at opgaver - i modsætning til produktion - i tilstrækkeligt omfang kan løses og bliver løst.

Steffen Gliese

Eftersom den danske produktion er mere end rigeligt til både at eksportere og forsørge den endog næsten fordoblede danske befolkning på et mere end rimeligt niveau, taler vi om et pseudoproblem, hvor politikerne ikke kan tænke til, at en faldende arbejdsstyrke ikke betyder mindre indtægter, men mindre udgifter.

Lennart Kampmann

Fremragende artikel der på sin vis belyser at den reelle hensigt med de uddannelsesreformer, vi ser både for folkeskole, gymnasium og nu universitetet, blot er skjulte spareøvelser, indført af politikere baseret på tvivlsomme analyser.

Desværre preller fakta af på politikere.

Med venlig hilsen
Lennart

Steffen Gliese

Undervisningsministeren overser forskellen på principielle og det konkrete: det kan godt være, at der er en vis arbejdsløshed, men hvem, der kommer i job, vil altid bero på ikke-målbare forhold på individniveau, fra spørgsmålet om det konkrete mål for den enkelte med at læse et bestemt fag til kemien imellem den enkelte og en konkret arbejdsgiver med en specifik opgave.

Henrik Brøndum

Dejligt at se at der kan etableres en god kamp om tallene.

Som en af de ellers ofte forkaetrede regnedrenge et par tips (men naevn dem ikke for modparten hvis de tal nu falder daarligt ud): Det er vel ogsaa relevant hvor mange der kommer i arbejde indenfor deres fag? Hvis der ikke tages hensyn til det kan modparten foretage et strategisk tilbagetog - og saa slaa igen ved at haevde - som Mette Frederiksen opfordrede til for nogen tid siden - at mange at humanisterne arbejder i Netto (i de jobs hvor der ikke kraeves uddannelse)?

Jeg aner ikke hvordan det er, men jeg tror denne procent er meget lav for tandlaeger.