Kommentar

Sundhedsvæsnet plages af usund registreringsiver

Region Hovedstadens Psykiatri benytter et forældet registreringssystem til at overvåge behandlernes arbejde. Det opmuntrer behandlerne til at benytte sig af korte konsultationer, mens pårørendearbejde og længerevarende konsultationer risikerer at blive nedprioriteret. Væk er fokus på den bedst mulige behandling for den enkelte
23. oktober 2014

Vi har som medarbejdere i Region Hovedstadens Psykiatri med stor interesse fulgt debatten om den øgede kontrol af medarbejderne, der finder sted i sundhedsvæsenet. Kontrollen handler kort og godt om, at den enkelte medarbejder bliver målt på sine såkaldte ydelsestal – dvs. mængden af direkte kontakt med patienter. Flere steder bliver medarbejderen kaldt til samtale, hvis disse tal ikke nås. Problemet er, at måden, man registrerer patientkontakten på, er forældet og slet ikke modsvarer kompleksiteten i vores kliniske arbejde.

Det arbejde, der har værdi for patienten, anerkendes ofte ikke af ledelsen, fordi det ikke belønnes af det registreringssystem, vi arbejder efter.

Lad os tage et par konkrete eksempler på problemet. Systemet betyder, at et egentligt møde mellem en behandler og en patient registreres som »en direkte ydelse«. Dette kan være i form af individuel psykoterapi, gruppeterapi, medicinering, behandlingsplansmøde og netværksmøde med personale fra patientens hjemkommune. Det arbejde er selvfølgelig dybt relevant for patienterne – det anerkender vi!

Men i systemets logik er det desværre sådan, at en medicinering, der måske tager 20 minutter eller en kort samtale, resulterer i samme ydelsestal som f.eks. et behandlingsplansmøde eller en psykologisk test, som tager over en time med efterfølgende administrativt arbejde og journalskrivning. Man kan altså nå at optjene et langt højere ydelsestal, hvis man tyer til meget korte konsultationer uden forberedelse frem for længerevarende konsultationer, hvor f.eks. journalen er blevet læst grundigt igennem, og patienten har været drøftet til behandlingskonference.

Et andet eksempel, der udstiller det absurde i systemet, er, at en behandler kan have en gruppeterapisession med seks deltagere, mens en anden behandler har en individuel patientsamtale i samme tidsrum. Den ene behandler får registreret seks direkte ydelser, mens den anden kun får registreret en enkelt direkte ydelse for sit arbejde. Desværre har gruppeterapi bestemt ikke altid den højeste værdi for patienten, selv om dette arbejde honorerer behandleren bedst.

Uhonoreret arbejde

Herudover findes der masser af klinisk arbejde, som er vigtigt og dybt relevant for patienten, men som medarbejderen slet ikke honoreres for i ydelsesregistreringssystemet. Det er f.eks. al telefonisk kontakt med patienten, der for eksempel kan tage form af egentlige konsultationer eller møder. Når medarbejderen laver koordinerende arbejde med patientens kommunale sagsbehandlere uden patientens tilstedeværelse eller har samtaler med pårørende, der for eksempel kan være kriseramte, får behandleren ikke registreret direkte ydelser.

Særligt i børne- og ungdomspsykiatrien er mængden af faglige aktiviteter uden patientens tilstedeværelse stor. Der satses meget på samarbejdet med forældrene, der bl.a. kan videregive oplysninger om barnets opvækst, nuværende tilstand og dialog om fremtidsperspektiverne. Hvorfor det ville give mening, at arbejdet blev vægtet (honoreret) lige så vigtigt som den direkte patientkontakt.

Hvis et barn er under mistanke for en alvorlig psykiatrisk problemstilling, psykose, udviklingsforstyrrelse eller lignende og derfor isolerer sig fra skole, venner og familie, er der behov for en hurtig undersøgelses- og behandlingsindsats. Derfor er det vigtigt, at man allerede ved henvendelsen begynder et samarbejde med forældrene med henblik på at motivere barnet til at modtage hjælp, så vi kan komme hurtigt i gang. Hvis arbejdet med forældrene ikke tæller som direkte ydelser, er der den risiko, at det nedprioriteres blandt det psykiatriske personale, og så taber vi den gruppe, som har allermest brug for hjælp fra systemet, fordi nærmiljøet ikke længere kan nå barnet. Ligesom opfølgningsarbejdet med kommunen risikerer at blive ikke-eksisterende, hvis det ikke tæller som direkte ydelse.

Det virker absurd, at den behandler, der f.eks. varetager depotmedicinering eller har velfungerende gruppeterapiforløb, hurtigt kan nå sine direkte ydelsestal og dermed har mere tid til pårørendearbejde, kontakt til kommune eller andre interessenter og ydermere have mere tid til f.eks. at gå til supervision, konferencer og kurser. Mens den behandler, der af forskellige grunde arbejder med individuelle samtaler, oplever et langt større tidspres og måske bliver tvunget til at melde afbud til mange af disse aktiviteter. Individuelle samtaler kan for rigtig mange patienter være den eneste behandlingsform.

Patienten som middel

Registreringssystemerne er udsprunget af New Public Management-kulturen, som i flere sammenhænge har effektiviseret sundhedssystemet, men som nu må siges at være kørt af sporet. Patienten er ikke længere det uegennyttige formål, men behandlerens middel til at opnå sine ydelser, og den forskydning af fokus kan få betydning for, om patienten bliver mødt med den fornødne interesse, forståelse og omsorg.

Alene det, at der kan være en potentiel risiko for, at behandlerne arbejder efter registreringssystemets logik i stedet for, hvad der giver mest mening i forhold til patienten, burde efter vores mening være nok til at tage systemet op til revision.

Michel Kikkenborg, Helle Andersen, Helle Thorhus, Caspar Christensen. Indlægget er skrevet på vegne af medarbejderne i Region Hovedstadens Psykiatri.

Michel Kikkenborg er fællestillidsrepræsentant for pædagogerne, Helle Andersen er fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne, Helle Thorhus er fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne, og Caspar Christensen er tillids-repræsentant for psykologerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

God artikel. Kender flere ansatte i Psykiatrien der er trætte af al den registrering og de er konstant bagud, hvilket stresser de ansatte. Tiden til registreringer går fra patientbehandlingen. Det er utroligt at ledelsen kan slippe afsted med det og det er utroligt at de daglige ledere ikke siger fr og beskytter deres medarbejdere. En anden ting der mangler fokus på er, kommunernes misbrug af psykiatrien. Behandlerne skal svare på alt for mange henvendelser fra kommunen og det kommunale system nedbryder de psykiske syge så de bliver fastholdt i systemet fremfor at komme ud af det. Det er ikke godt nok.