Klumme

Hvor tilfreds er du med din klitoris?

De lange rækker af intime, ydmygende spørgsmål, sundhedsvæsnet trækker transpersoner igennem, vidner om, at man åbenbart kan tillade sig alt over for ’psykisk syge’
7. oktober 2014

Onanerer du? Hvis ja, hvor gammel var du, da du begyndte at onanere? Hvad handlede dine seksuelle fantasier om?

Ovenstående spørgsmål stammer ikke fra en privat samtale mellem to erotisk opstemte mennesker. De stammer fra de omkring 45 sider med spørgsmål, som transpersoner skal svare på, når de beder om hjælp til behandling. En behandling, der kan give en længe ønsket balance og livskvalitet, når ens fysiske køn ikke passer sammen med egen oplevelse af kønsidentitet. Nemlig den behandling, der foregår på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København.

Under punktet Kønsudvikling finder man følgende spørgsmål til transkønnede mænd:

Hvad kunne du bedst lide at lege med i børnehaven? Drengelegetøj/-lege eller pigelegetøj/-lege? Blev du opfordret af dine forældre til at opføre dig som en ‘rigtig’ pige? Begyndte du at klæde dig som dreng, før du fyldte 12 år?

Og under punktet Tøjstil finder man de her eksempler:

Blev du seksuelt ophidset af at klæde dig som dreng, da du var 12 år? Havde du sex eller onanerede du, imens du var klædt som dreng i alderen 12-18 år?

Jeg har aldrig hørt om andre grupper af mennesker, der bliver stillet så nærgående og grove spørgsmål af sundhedspersonale. Men man kan åbenbart tillade sig alt over for psykisk syge? For det er, hvad transpersoner bliver betragtet som. Jeps. I frisindede, progressive Danmark står transkønnethed stadig på Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. Nøjagtig som homoseksualitet gjorde indtil januar 1981.

Det er en sær tanke, at man indtil for godt 30 år siden opfattede bøsser og lesbiske som psykisk syge afvigere – selvfølgelig med heteroseksualitet som normalitetspejlemærke.

Men det er den virkelighed, transkønnede lever i, i 2014, hvor det er myndighederne, der beslutter, om du har ret til at blive behandlet som transkønnet eller ej og i øvrigt opfatter dig som en seksuel afviger. Hvis det er med den på, er det klart, psykiaterne har brug for at stille spørgsmål som:

Har du inden du fyldte 15 med vilje pint nogen eller tilføjet dem fysisk smerte og lidelse?

Gad vide om det er godt eller dårligt at svare ja til, hvis man gerne vil i behandling med mandlige kønshormoner?

Der er nogle få praktiserende speciallæger og gynækologer, der arbejder efter den overbevisning, at transpersoner selv er i stand til at træffe beslutninger, hvad angår egen krop, og derfor hjælper dem med hormonbehandling. Men hvis Sundhedsstyrelsens nye vejledning om behandling af transkønnede træder i kraft, bliver de nødt til at stoppe, for vejledningen lægger op til, at det arbejde er for farligt. Der er allerede én speciallæge, i øvrigt den læge, der har behandlet allerflest transpersoner, der for tre uger siden øjeblikkeligt stoppede med de behandlinger, da tidligere tilsynschef i Sundhedsstyrelsen Anne-Mette Dons i en artikel i Politiken truede med at tage autorisationen fra lægerne, når vejledningen træder i kraft.

Hormoner er naturligvis ikke noget, man uden videre langer over disken på apoteket, eller noget, man leger skødesløst med. Men det er heller ikke nogen skødesløs leg at være transperson i Danmark. Man beder med andre ord ikke frivilligt om hjælp på Sexologisk Klinik, medmindre man ved, at hvis man ikke i det mindste forsøger at udholde de 45 sider med spørgsmål og blandt andet give et retvisende svar på: Hvor tilfreds er du med din klitoris? Så man måske får hjælp (for det er ingen garanti), så er livet ikke længere værd at leve.

Det vil virkelig klæde de danske politikere at gå foran WHO og fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme, ligesom de gjorde med homoseksualitet tilbage i 1981. Ellers ender det med, at transpersonerne rent faktisk bliver psykisk syge og risikerer at smitte.

Personligt har jeg for længst mærket tegn på psykiske forstyrrelser. Men det er måske det, der sker, når ens hjerne er eksploderet.

Cecilia Sejer er journalist.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
  • Torben Arendal
  • Jens Falkesgaard
  • Søren Andersen
  • Simone Bærentzen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • David Zennaro
  • Lone Sæderup
June Beltoft, Torben Arendal, Jens Falkesgaard, Søren Andersen, Simone Bærentzen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, David Zennaro og Lone Sæderup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nazierne stillede op med spørgsmål der ligner de spørgsmål der nævnes, i betænkelig grad. De var med historiens groveste ironi normalitetens forkæmpere par excellence. Et hvert institutionaliseret normalitetsbegreb rummer en ansats til fascisme.

June Beltoft, Simone Bærentzen, lars abildgaard, Rikke Nielsen, Bjarne Nielsen, Dorthe Jørgensen, Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Anker Toklum, Rune Petersen, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Personligt er jeg afsindigt godt tilfreds med ikke at have nogen - selvom det i visse tilfælde ville have gjort det lettere at score enkelte attraktive fyre.

Christel Larsen

Det er syge spørgsmål og ganske grænseoverskridende...Man må være ret så syg for at finde på dem...

lars abildgaard, Bjarne Nielsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg er, vil jeg tro, 80% mand og 20% kvinde (noget jeg synes jeg bliver mere og mere) og som kvinde vil jeg selvfølgelig gerne have en klitoris i stedet for en penis. Men man kan, som bekendt, ikke få alt her i livet og slet ikke på samme tid. Bortset fra det så forstår jeg ikke helt transkønnede mænds tilgang (mænd født som kvinder). For der er jo det ved de fleste mænd at de efterstræber kvinder, bl.a. for at kunne røre ved dem og lære dem at kende og så må det da, alt andet lige, være det tætteste man kan komme på en kvinde selv at være en? Eller hvad? Men det kan selvfølgelig være jeg har misforstået noget væsentligt og vendt det hele på hovedet. Det sker jævnligt.

Lise Lotte Rahbek

Jeg stiller lige op til øretæver, tror jeg,
men er det ikke en god tilgang,
at personen bliver grundigt - og hellere lidt for meget end lidt for lidt - undersøgt INDEN et kønsskifte?

curt jensen, Gert Selmer Jensen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jeg synes flere af de nævnte spørgsmål bærer præg af at være foranlediget af en forskningsmæssig interesse i fænomenet: hvorfor opstår fænomenet transkønnethed? Svarene skal nok derfor mere tjene til at kaste lys over fænomenet i videre forskning, snarere end de skal belyse den enkeltes 'parathed' til at modtage hormonel behandling?

Hvis jeg har ret i den antagelse, kan man jo så stille spørgsmålstegn ved om det overhovedet er rimeligt at tvinge mennesker til at deltage i forskningsundersøgelser? Og hvorfor overhovedet forske i transkønnethed? Er det ikke netop at udskille fænomenet som en (uønsket?) patologi, snarere end at anerkende det som blot endnu et udtryk for menneskelig mangfoldighed?

Bestemt værdige spørgsmål at diskutere.

Sascha Olinsson, Bjarne Nielsen, Dorthe Jørgensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Torsten Jacobsen, du vil vel ikke berøve den centrale database vigtig information for samfundet, som kan udleveres til private medicinalfirmaer i alles interesse?

Det er da mere skribentens forargelse over de nærgående spørgsmål, der hører fortiden til end spørgsmålene selv.

Spørgsmålene er til for at afdække udviklingen af patientens kønsidentitet, før man laver irreversible indgreb.

Spørgsmålene har den funktion

Rasmus Kongshøj

Hvad med om man delte spørgeskemaet i to? - Et om de oplysninger, der var relevante for behandlingen, og så et til brug for forskning. Når man så udleverede det første, kunne man pænt spørge, om ikke den transkønnede også havde lyst til at svare på det andet.

Skal vi ikke prøve at spise brød til.

1. Det er rasende ligegyldigt om transkønnethed står på en diagnoseliste i sundhedsstyrelsen. I øvrigt er den international. Så det er "bare" at fjerne den. Det der betyder noget er hvordan "andre/samfundet" o.s.v. betragter transkønnethed.

2. Er det i virkeligheden ikke heldigt transkønnethed betragtes som en sygdom ? Jeg mener, hvis det ikke er, hvorfor skal så behandling på det offentlige regning ?

3. Selvom det er slemt nok, er behandlingen er ikke bare hormoner. Det er en ret omfattende behandling der omfatter ikke så få operationer og massiv medicinsk behandling. Den er bestemt ikke risikofri og strækker sig over mange år. Derfor er det vel rimeligt, at man sikrer sig, at den der ønsker indgrebet vitterlig er transkønnet og ikke fejler andet som f.eks. psykisk sygdom som det nævnes. Spørgeskemaet er altså ikke kun til at fastslå transkønnethed, men mindst lige så meget for at sikre at man ikke fejler andet der kan influere på ønsket. Derfor må det nødvendigvis være omfangsrigt, og inkludere spørgsmål som umiddelbart kan virke irrelevante.

4. Jeg tror ikke en skid på at spørgsmålene bruges specielt meget til forskning. Desværre. Dertil er gruppen nok for lille og uinteressant. Men hvis, ville det så ikke kun være en fordel. Tænk hvis man fandt nogle specifikke markører, eller sammenfald, som ville kunne bruges til at stille diagnosen hurtigere og med brug af færre spørgsmål !

Helt enig, Anders Jensen,

I stedet for at skandalisere og sensationalisere disse, indrømmet meget intime spørgsmål, kunne man også vælge at fortolke dem som forsøg på at indhente manglende viden om emnet. Det har så længe været tabuiseret at disse spørgsmål meget vel kan være uhyrligt relevante. Big Data for en lille medicinsk niche - man ved aldrig hvad der kan vise sig relevant eller ej og et eller andet sted er man jo nødt til at starte.
Der er vel næppe ret mange sundhedspersonale der bliver så ophidset at de føler trang til at gokke den af over svararkene?

Hvis man ikke kan tåle nærgående, intime spørgsmål, hvordan vil man så overhovedet overleve den både psykisk som fysisk så komplekse procedure? Jo mere viden vi samler og jo hurtigere, jo før kan der etableres mønstre og kategorier, og så bliver de fleste spørgsmål nok overflødige, med tiden.

Men lige nu er vi altså i pionerstadiet, og det kræver vel også lidt pionerånd, af alle involverede.