Læserbrev

Transkønnede får det sværere

27. oktober 2014

Der har igennem de sidste mange år hersket bred enighed om, at kvinder har ret til at bestemme over egen krop, når det drejer sig om abortspørgsmålet. Samtidig får flere og flere danskere foretaget kosmetiske operationer. Hvis de vil se anderledes ud, er det selvfølgelig en ret, de har. Men retten til at bestemme over egen krop gælder ikke for transkønnede i Danmark.

Med Sundhedsstyrelsens nye vejledning til hormonbehandlinger af transkønnede ser det endda ud til at blive endnu sværere for transkønnede at bestemme over deres egne kroppe. Vejledningen betyder nemlig, at Sexologisk Klinik vil få eneret på at give hormonbehandlinger.

Det vil betyde en øget ventetid på behandling – nærmere bestemt et halvt år – fordi transkønnede kun vil få ét sted at henvende sig. Transkønnede vil kunne se frem til at skulle svare på både meget intime og fuldstændigt irrelevante spørgsmål, for at det kan vurderes, om de er ’egnede’. Det er typisk spørgsmål om seksualitet og sindslidelser, selv om ingen af de ting har noget at gøre med transkønnethed. Den ubærligt lange ventetid på svar og de pinefulde spørgeskemaer leder som oftest til en afvisning fra sexologisk klinik, hvilket leder til endnu et problem. Nemlig det, at mange transkønnede ser sig nødsagede til at skaffe sig hormoner ulovligt – hvilket ikke er ufarligt.

Pinefuld ventetid

Argumenterne for vejledningen er, at behandlinger af transpersoner skal ske på et professionelt og informeret grundlag. Selvfølgelig skal de det. Det skal alt i sundhedsøjemed, og det findes der også mange læger, der er fuldt ud kvalificerede til at hjælpe med.

Et andet argument er, at det er godt med meget ventetid. Så kan de transkønnede nemlig nå at tænke sig ordentligt om, for hvad nu hvis de skifter mening? Det gør de næppe. En transkønnet, der ønsker hormonbehandling, har selvfølgelig tænkt det hele igennem og er afklaret med sit valg.

Alligevel mener Sundhedstyrrelsen, at denne nye vejledning er nødvendig – at Sexologisk Klinik skal have eneret på hormonbehandling af transkønnede, hvor behandlingen vil være vanskelig og pinefuld.

Anne Gertsen, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu