International kommentar

Udenrigspolitisk dumper Obama med et brag

I 2008 lærte vi Obama at kende som den visionære statsleder. Men han har ikke indfriet forventningerne – tværtimod
Debat
16. oktober 2014

Hvad blev der af Messias? Ham, for hvis skyld amerikanerne dansede i gaderne, mens de chantede »Yes we can!« i den uforglemmelige valgnat blot seks år tilbage. Ham, hvis navn var på alle europæeres læber. Ham, der lovede, at menneskeheden ville huske tilbage på dette øjeblik, »hvor havenes stigning begyndte at aftage, og vor klode begyndte at heles«.

Nu, hvor vi nærmer os midtvejsvalget til Kongressen den 4. november, seks år efter den dag, Barack Obama blev valgt, ønsker Demokraternes kandidater ikke at blive set i hans nærhed. Elizabeth Drew, en dreven kender af amerikansk politik, skriver:

»Næppe siden Richard Nixon har så mange kandidater skyet deres partis præsident, når han dukker op i deres stater.«

Obamas opbakning er nede på omkring 40 pct. I Europa taler vi knap nok om ham længere. Hvad gik galt? Er dette nye lavpunkt ligeså virkelighedsforvrængende som det oprindelige højdepunkt?

Middelgod indenrigspolitik

Det er indlysende, at meget stadig kan ske i de to år, Obama har tilbage i Det Hvide Hus, men han har formentlig allerede gjort de væsentligste af de ting, han havde i sinde at forsøge sig med. Og nu lyder han – gråhåret, afkoblet og træt – belærende, som om han hellere ville befinde sig på golfbanen.

Man bør huske på, at ingen præsident siden 1945 har stået over for så vanskelige udfordringer som Obama. Han blev valgt i samme nu, som den værste økonomiske krise siden 1930’erne ramte, han havde George W. Bush at rydde op efter – den unødvendige krig i Irak og et dysfunktionelt politisk system med en polariseret og pengefikseret kongres. Samtidig stod verden over for et historisk skift i den globale magtbalance. I år overtager Kina pladsen fra USA som verdens største økonomi, hvis man måler efter købekraft. Og mens valget af en sort præsident til Det Hvide Hus blev hyldet som beviset på, at den største skamplet på verdens største demokrati endelig kunne vaskes væk, har det vist sig, at fordommene består. »Det kan ikke nægtes,« skriver Drew tørt, »at præsidentens race spiller en afgørende rolle i de destruktive måder, hvorpå han bliver omtalt og modarbejdet«.

Når alt kommer til alt, må Obama gives middelgod karakter for sin indenrigspolitik og dumpekarakter for sin udenrigspolitik.

Den amerikanske økonomi har det bedre end andre udviklede økonomier. Den er vokset med næsten otte pct. siden første kvartal af 2008, mens eurozonen fortsat ligger to pct. under. Arbejdsløsheden er faldet til under seks pct. Det offentlige underskud for 2014 var under tre pct. af BNP. Vi kan skændes fra nu af og til juleaften om, hvem æren for dette bør tilfalde, men ikke desto mindre er det sket under Obamas ledelse. Dertil har han gjort, hvad der er menneskeligt muligt for at begynde at reducere CO2-udledningerne, på trods af en lobbydomineret kongres. Og selv om lanceringen af Obamacare-hjemmesiden var en administrativ katastrofe, som han bærer ansvaret for, har programmet i sig selv allerede fået omkring 10 mio. mennesker dækket af sygesikring for første gang.

To Princeton-forskere har regnet ud, at Obama uden fanfarer har afsat flere midler til fattigdomsbekæmpende reformer end nogen anden demokratisk præsident. Han har talt mindre om de fattige, men gjort mere for dem. Han har (endnu) ikke gennemført en gennemgribende indvandringsreform, men det er først og fremmest, fordi republikanske politikere sætter deres egen popularitet hos Tea Party-bevægelsen højere end partiets overordnede interesse i at vinde stemmer fra de latinamerikanske stemmer. Alt i alt ikke dårligt set i lyset af de svære tider.

Udenrigspolitikken dumper

Udenrigspolitisk har præsidenten, til hvem verden havde så store forventninger, imidlertid tilsvarende leveret lidt. Han har måske ikke gjort tåbelige ting såsom at invadere Irak, men det er også det bedste, man kan sige. Han har ikke formået at understøtte kræfterne bag det arabiske forår. Han erklærede nultolerance over for kemiske våben i Syrien – for så at lade præsident Bashar al-Assad overtræde alle regler ustraffet. At den moderate syriske opposition blev så brutalt bekæmpet – uden at få den opbakning som Hillary Clinton opfordrede Obama til at give – ser vi resultaterne af med IS’ fremmarch i dag. Også i sin håndtering af den shiitiske irakiske premierminister al-Malikis fremfærd over for sunnier – der nu rekrutteres i stor stil til IS – viste Obama sig svag. USA er atter blevet trukket militært ind i regionen. Vi har desuden til gode at se Obama indfri løfterne om at arbejde for en tostatsløsning for Israel og Palæstina, sådan som Bill Clinton gjorde. Og hans svar på Vladimir Putins skamløse aggressioner i Ukraine har været slapt. NSA-skandalen har samtidig vendt afgørende allierede mod ham, særligt tyskerne, og han har end ikke fyret den højtstående efterretningsofficer, James Clapper, som løj om hele affæren over for Kongressen. Planen om at gøre Asien til strategisk omdrejningspunkt var god, men hverken Kina eller USA’s allierede i regionen er imponerede over resultaterne. Og så er der spørgsmålet om udvikling. Den mand, der kom til magten som en Hr. Nord-Syd snarere end Øst-Vest, har faktisk gjort mindre i forhold til amerikansk udviklingsbistand til Det Globale Syd end Bush. Åh ja, og så er der Guantanamo, som han ikke har fået lukket. Rækker det nu?

Alt dette fører til et interessant spørgsmål: Skulle de amerikanske vælgere hellere have valgt landets første kvindelige præsident end landets første sorte præsident? Hverken Obama eller Clinton havde de helt rette erfaringer, men Hillary havde dog mere og ville formentlig have været en mere hårdfør præsident på de fleste parametre. Hun havde også den rette alder dengang, hvorimod hun vil nå at fylde 69 år før valget i 2016. Obama derimod ville måske, efter otte år mere i Senatet og en periode som f.eks. vicepræsident, have været bedre rustet til at løse udfordringerne fra en stadig mere farlig verden. Se den sag kan føres ind i den store ’Hvad Nu Hvis’-bog.

Timothy Garton Ash er historiker, redaktør på hjemmesiden freespeechdebate.com og klummeskribent for The Guardian.

© The Guardian og Information.

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Hvad nu hvis.....................

Amerikanerne som helhed fik så ikke lejlighed til at vælge mellem Hillary Clinton & Barack Obama.
Demokraterne valgte ud fra hver delstats ritualer Barack Obama som partiets præsidentkandidat.

De fleste kloge hoveder mener, at demokraterne ville have vundet uanset hvilken af de 2 kandidater, de havde stillet op med. George Bush var godt nok upopulær i 2008, så republikanerne var reelt chanceløse uanset hvilken kandidat, de havde valgt.

Måske stiller Hillary op i 2016?
Hvem ved.

Ja, det politiske tomrum i Amerika er stort i øjeblikket, og det på adskillige områder.

Om Obama har fejlet er vel et spørgsmål der med rette kan stilles, men måske er det rigtige spørgsmål om ikke det som helhed er Amerika der har fejlet, som system.

Er økonomien så virkelig vokset med 8 % siden krisens start(?), eller har staten blot drejet en ekstra gang på seddelpressen, som månedligt har spyttet 85 mia. dollars ekstra ud i samfundet til familierne, som de så kunne aflevere til de finansielle institutioner, som betaling for afdrag på deres huse, for i modsat fald ville de ikke have både råd til mad og "husleje" grundet krisen.

Dollaren er i dag ikke lige så meget værd, betalingsmæssigt, som det papir jeg har på mit toilet, der i dag er mere værd end en dollar.

Spørgsmålet er vel også et spørgsmål om hvorvidt der reelt i dag eksisterer et politisk demokratisk system, eller om det blot er en kulisse herfor vi ser?

Dette mærkelig sammensurium med en præsident, et senat, og repræsentanternes hus samt det der ikke omtales "den økonomiske lobby" hvorfra pengene til politikernes løn og omkostninger kommer for langt over hovedpartens vedkommende!?

Den falske nationalisme i amerikanernes selvforståelse ligger tæt på Kennedys ord; "spørg ikke hvad Amerika kan gøre for dig, men spørg i stedet hvad du kan gøre for Amerika", som et livsmantra for borgerne og deres nationalitetsfølelse for Amerika.

Så tomhjernede er kapitalens mænd og kvinder ikke, - næ, deres formuer er sandelig bragt i skattely rundt omkring i verden, for de vil ikke gøre noget for staten med mindre de får det tilbage tifoldigt økonomisk, som de så bringer i skattely igen, så deres nationalitetsfølelse, at "gøre noget for Amerika" står bestemt ikke i vejen for deres økonomi, - tværtimod!

Vælgernes blindhed overfor dette er slående, men flertallet af dem er jo også efterkommere af Europa almue, der rejste mod friheden i det fjerne, og nu blot er fanget i en ny ufrihed.

Guantánamo og NSA har været meget uskønne ting for Amerika, såvel overfor mennesker uden skyld, og mod venner og allierede, men når Obama intet har gjort i den anledning bliver men nødt til at stille spørgsmålet om han overhovedet kan gøre noget, eller om statsinstitutionerne i virkeligheden i dag er så stærke at de reelt kan nægte at gøre andet end hvad de selv vil.

Niels Engelsted

Læg mærke til at altid begavede (og tit fordækte) Timothy Garton Ash i virkeligheden prøver at tale Obama op og fikst sniger en støtte til Hillary Clinton ind.

Udenrigspolitisk dumper Obama med et brag.
Står der minsanten.

Ja naturligvis da, kan man kun sige.
Alle amerikanske præsidenter bortset fra et par enkle er dumpet med et brag.

Vibeke Rasmussen

"Hvad gik galt?"

Såmænd 'bare' dét, at TPTB, hvem det så end er, ihærdigt, ja utrætteligt bakket op af alverdens medierne 24/7/365, solgte en 'newbie' til de amerikanske vælgere – og alle andre, der fulgte bare lidt med.

Og ikke alene undersøgte medierne aldrig selv eller satte spørgsmålstegn ved hans erfaring, men de tillod heller ikke nogen andre at gøre det.

Der var mange, der dengang uforbeholdent ville have svaret "Ja!" til spørgsmålet i sidste afsnit. Hvis ikke risikoen/ frygten for at blive udråbt som racist, havde gjort dem tavse.

Obama blev primært valgt på grundlag af en mobilisering af marginalvælgere, der besnæret af Obamas ubetinget gode oratoriske evner, mente, fejlagtigt viser det sig, at han ville gøre en forskel. De samme evner besnærede også en del liberale og venstreorienterede i verden uden for USA. I Danmark blev Obama i visse kredse nærmest betragtet som en kloning af Messias og Søvndal. Det hele kulminerede i Obamas højst mystiske tildeling af Nobels Fredspris.

Siden har ædrueligheden langsomt indfundet sig, og det må efterhånden været gået op for mange af dem, at en amerikansk præsidents magt i praksis, om end ikke altid i teorien, er begrænset. I Obamas tid er USAs magt og indflydelse i verden gået ned, ikke mindst uden for Europa, og det må de ovenfor nævnte kredse da hilse med tilfredshed. Der har været megen snak, bl.a. den højt profilerede Obama tale i Cairo til verdens muslimer, en tale der sandt at sige ikke har haft den ringeste effekt, og den berygtede røde linie i Syrien.

Problemet er ikke, at Obama ikke har kunnet ændre hverken USA eller resten af verden, men snarere at for mange naivt troede at han kunne. Det skal retfærdigvis tilføjes, at den slags troen på valgtaler også opleves ved danske valg. Som det sidste, for eksempel.

Som i 1989 hvor mange øst-tyskere m demonstrerede mod Honecker, blandt andet mobiliseret af CIA, og hakkede aggressivt, og med julelys i øjnene, Muren i stykker. Og nu kan de som de øvrige østeuropæere gå for lud og koldt vand

Og som i 1991, hvor ikke kun almindelige naive mennesker, men tilmed intellektuelle segmenter troede på fredsdividenden. Det militærindustrielle kompleks og med- konsorter ville altså fredeligt lukke butikken?