Kronik

Ungdomsoprørerne banede vejen for nødvendighedens politik

I sin jagt på frihed fra alle traditionelle bånd har venstrefløjen efterladt os uden værn mod den nødvendighedens politik, som selv samme venstrefløj i dag bruger mange kræfter på at tordne i mod
Dagens kronikør oplevede selv at blive en del af ungdomsoprøret. Det var i 1970 på Esbjerg Statsskole. Billedet er fra 1968, hvor der i København bl.a. blev demonstreret mod professorvældet på universitetet.

Sven Gjørling

Debat
18. oktober 2014

Jeg oplevede som ung den lille revolution, det såkaldte ungdomsoprør. For mit eget vedkommende begyndte den på Esbjerg Statsskole. Det var i foråret 1970. Den blev udløst af det marxistisk styrede elevråds protest mod rektors autoritære ledelsesstil. Forretningsudvalget i elevrådet bestemte, at ingen elever måtte rejse sig, når rektor ankom til morgensamlingen. Det lykkedes at gennemføre beslutningen. Og så var revolutionen brudt ud og opbruddet fra fortiden i gang.

Jeg husker tiden som kendetegnet af ambivalens. Jeg var selv i tvivl om, hvor jeg politisk hørte hjemme. Jeg var nok mest politisk vågen og nysgerrig. I 1. g gik jeg til møder i Socialistiske Gymnasiaster og læste marxistiske filosoffer som Herbert Marcuse og Rudi Dutschke. På mit andet år meldte jeg mig ind i Radikal Ungdom. Begge steder blev vi fortalt, at vi skulle skabe et nyt samfund og vende ryggen til fortiden, om end mere kulturelt for de sidstes vedkommende.

Det lykkedes, må man konkludere i dag. Men ad helvede til; for med fortidens død fulgte orienteringsløsheden. Det, der begyndte som venstrefløjens opgør med fortiden, er endt med det visionsløse og postideologiske demokrati, hvor det er vigtigere at udvise ’effektivitet’ i regeringsførelsen end at lade borgerne inddrage i udviklingen af samfundet og demokratiet. For da den yderste venstrefløj har mistet visionen om det jordiske paradis, og socialdemokraterne på deres side har erkendt, at der er grænser for, hvad dyr offentlig velfærd kan levere som erstatning, er der ikke andet for end at forsøge at få tingene til at ’fungere’. Funktionalisme forener i dag højre og venstre og har måske derfor en særlig plads i hjertet hos Radikale Venstre.

Rationalitetens sejr

Afdøde litteratur- og kulturhistoriker Johan Fjord Jensen kaldte i sin bog Homo Manipulatus i midten af 1960’erne funktionalisme for Danmarks uofficielle statsideologi. Funktionalismen var oprindelig en samfundsvidenskabelig skole, som mente, at sociale fænomener skulle ses i deres organiske sammenhæng med hinanden. Grundsynet var, at vaner, normer, sociale institutioner og trosforestillinger udfyldte særlige funktioner, det vil sige opgaver, der gav samfundet helhed. Fra 1920’erne fik funktionalismen en bredere betydning inden for mere praktisk samfundstænkning: Virksomheder, institutioner og samfundet skulle indrettes rationelt. Det var dengang, ideen om byplanlægning blev til.

Inden for arkitekturen udviklede funktionalismen sin egen stil. De fleste berømte skandinaviske arkitekter og møbeldesignere skabte huse og brugsgenstande ud fra et funktionalistisk stilideal, som skyede det overlæssede og hyldede det enkle. Enkelthed blev anset for at udtrykke rationalitet og sundhed. Lige siden har det været anset som udtryk for god smag at have ’lys, luft og stramme linjer’ i såvel privatboligen som i offentlige bygninger. Ja, det forlød ligefrem, at funktionalisme var udtryk for noget naturligt. Og det naturlige kunne man dengang ikke stille spørgsmål ved.

Det, der begyndte som en bestemt måde at designe ting og huse på i 1930’erne, blev efter krigen til en form for teknokratisk samfundstænkning, mente Fjord Jensen, ja, på en sådan måde, at den i afgørende grad kom til at udgøre »selve den platform, det borgerlige socialdemokrati og de demokratiserede højrepartier i dag kan mødes på: det teknisk ekspansive … Hvor funktionalismen som modestil og modebegreb er gået al kødets gang, er funktionalismen som teknisk idé blevet en fast bestanddel af samfundets officielle ideologi«.

Det, der skete, da funktionalismen gik i sig selv som original skabende idé, var, at dens funktionssyn trængte sig ind »i samfundets institutioner og dulgt bemægtigede sig dets daglige tænkning«. For hver funktionalist, der i denne periode forstummede i den offentlige debat, blev der ansat 10 som eksperter, forskere og magtudøvere, og uddannedes der hundreder i funktionalismens tænkemåde, konstaterede Fjord Jensen.

Ryggen til fortiden

Den funktionalistiske ideologi lå i forlængelse af nyradikalismen. Nyradikalismen var en mere kompleks og tvetydig størrelse end den mere enkle, klassiske kulturradikalisme i 1930’erne. Kulturradikalismen var en reformbevægelse med en præcist defineret holdning til spørgsmål vedrørende børneopdragelse, kvindesag, arkitektur og byplanlægning, sociallovgivning osv. Hvor den klassiske kulturradikalisme nærede en fast tro på fremskridtet og fornuften, var nyradikalismen en mere kritisk bevidsthed om komplikationerne i det moderne samfund.

Men den videreførte 1930’ernes kulturradikale individualisme, frihedsbegejstring og tro på fornuftens frigørelsespotentiale. Og ligesom både socialismen og kulturradikalismen ringeagtede den overleverede sandheder og vendte derfor fortiden ryggen: Den rummede nemlig ikke ressourcer eller inspiration for fremtiden. Skulle verden reddes fra atomkrig, forbrugerisme og materialisme, måtte det ske ved at definere nye værdier og skabe et nyt sprog og nye fortællinger til at udtrykke dem med.

Nyradikalismens utopisme lå ikke langt fra socialismens, men var dog gennemgående borgerlig. I ungdomsoprørets årti kunne røde og radikale stå sammen om et kulturelt opbrud: I fremtidens samfund ville mennesker være lykkelige, fordi den individuelle selvbestemmelse ville have overtrumfet traditionens bindinger.

Frihedens udsigtsløshed

I dag kan vi se, at opbruddet har triumferet: Traditionerne har sluppet deres tag i os. Intet binder os. Alligevel er vi ikke blevet lykkeligere af at være friere. Og nu, hvor målet synes at være at løsne os fra naturens bånd, forekommer projektet lige så udsigtsløst.

Jo, vist er der blevet mere frihed for den enkelte, men også mere rådvildhed, rodløshed og orienteringsløshed i et samfund, hvor markedet og staten breder sig over det civile samfund, og hvor traditionelle fællesskaber opløses under påskud af at ville modernisere og rationalisere samfundet.

Oprindelig lå der en ideologisk tolkning af historien til grund for troen på frihed. Men da venstrefløjen mistede ideologien i slutningen af 1900-tallet, mistede den samtidig historien. Tilbage er der kun et abstrakt frihedsdogme og et ’fællesskab’, som er blevet synonymt med ’staten’.

Opbrudstiden er for længst rindet ud. I vores postmoderne historieløshed står vi tilbage med løsrevne brokker fra fortiden, og vi ved derfor ikke, hvordan vi skal kommer videre. Den lille revolution er endt med at gøre os magtesløse over for, hvad den til enhver tid siddende regering, uanset oprindelig ideologisk farvesætning, måtte finde på at definere som uomgængeligt og nødvendigt.

For at gøre det muligt at skabe et kritisk værn over alle former for ’nødvendighedens politik’, er der derfor ikke nogen anden vej frem end en kritisk folkeoplysning, der ser fortiden og traditionerne som ressourcer snarere end lænker.

Michael Böss er historiker og samfundsforsker på Aarhus Universitet. Han har netop udgivet bogen ’Det demente samfund: Historieløshed i nutidskulturen’ på Kristeligt Dagblads Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er ikke de evolutionære forkastninger som samfundsfilosoffer påstår. Det forhindrer jeres forældre, pædagoger og lærere - ganske vist i kamp med medier, designere og markedet.

Steffen Gliese

Det lader til, at nogle har været en lille smule for ukritiske og ikke taget parolerne med det gran salt, der skal til. Selv oplevede jeg mine røde gymnasielærere som de mest pietetsfulde i forhold til traditioner og ansvar overfor fagligheden og indsigten. Der var aldrig tale om at forkaste noget som helst, men at udråbe det glade budskab, at uden adgang til så højt et vidensniveau som muligt for den enkelte, kan friheden ikke indfinde sig. Viden er magt, men det er åbenbart blevet glemt af overfladiske frasemagere.

Anne Eriksen, Preben Haagensen, Ejvind Larsen, Mihail Larsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

Yes alt dårligdom blev indført af de røde lejesvende fra ungdomsoprøret, de startede og indførte forureningen, klimaændringer, fremmedarbejdere, fremmedgørelse, p-piller, aids og meget andet.
https://www.youtube.com/watch?v=YR5ApYxkU-U

Anne Eriksen, Torben Nielsen, Ejvind Larsen, Niels Engelsted, Claus Jensen, Steffen Gliese, Niels Mosbak og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det var dog en manipulerende fordrejning af historien, som her leveres. Eet er at det af uransalige grunde lykkedes at bryde med visse uhensigtsmæssige og snærende bånd - noget andet, at det lykkedes den privatkapitalistiske konkurrencementalitet at kapre dagsordenen. Det var ikke meningen med ungdomsoprøret, men overmagten var for stor, og de neoliberale, krigsliderlige fascister fastholdt og forstærkede grebet om magten - nu i anden forklædning. Den 1% har aldrig sluppet slanterne - tværtimod. At prøve at tørre lorten af på blomsterbørnene er sq for ubegavet.

Einar Carstensen, Ivan Breinholt Leth, Olav Bo Hessellund, Janus Agerbo, Christel Larsen, Anne Eriksen, Anders Hald, lars abildgaard, Torben Nielsen, Niels Mosbak, Ejvind Larsen, Leif Høybye, Niels Engelsted, Toke Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bodil Waldstrøm, Dan Johannesson, Per Langholz, Claus Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det var ikke ungdomsoprørerne, der skrev hverken gymnasieloven af 1984 eller folkeskoleloven af 1992, det var tværtimod borgerlige samlingsregeringer. Det var også borgerlige regeringer, der kuppede universitetet og afskaffede verdens bedste universitetslov.

Einar Carstensen, Anne Eriksen, Anders Hald, Torben Nielsen, Preben Haagensen, Ejvind Larsen, Mihail Larsen, Niels Engelsted, Toke Andersen, Bodil Waldstrøm og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

'For at gøre det muligt at skabe et kritisk værn over alle former for ’nødvendighedens politik’, er der derfor ikke nogen anden vej frem end en kritisk folkeoplysning, der ser fortiden og traditionerne som ressourcer snarere end lænker.'

God ide - så vi fx nemmere kan gennemskue løsagtige historiefortolkninger.

Det historiske ansvar

Alle historisk interesserede ved, at overgangsfaser er farlige. Man gør op med noget, der har mistet sin legitimitet, men man er ikke altid parat til at sætte noget i stedet. Det skaber et (magt)tomrum, hvor kræfter, der har lurepasset under revolten, slår til og indkasserer gevinsten ved oprøret, som de ikke selv har deltaget i. (Det sidst, kendte eksempel er Egypten, hvor revolutionens fortrop efterfølgende blev overhalet af de langt bedre organiserede islamister. Men der er talrige andre, historiske eksempler på en lignende logik.)

Som deltager i studenterrevolten har jeg en del af ansvaret for, at vores alliancer med befolkningen ikke var stærke og udbyggede nok til, at vi kunne føre revolten over i en dybere samfundsforandring, men blev ofre for det, Marcuse rammende kaldte 'repressiv tolerance'. Oprørets æstetiske frigørelse blev lynhurtigt kommercialiseret og bundet op på en vare-logik; det kom på mode at gå med t-shirts med Che Guevara på brystet for nu at nævne et meget kendt eksempel.

Studenteroprøret endte lige som ungdoms- og delvis kvindeoprøret med at finde afløb i det kapitalistiske supermarked og karriereræs, fordi det aldrig nåede at forberede sig til eller at konsolidere sig som en virkelig folkelig bevægelse. Hvem af mine jævnaldrende husker ikke de absurde, fundamentalistiske 'partiopbyggende' diskussioner, der fandt sted på venstrefløjen i 70'erne - i fuldkommen afsondrethed fra den klasse, der iflg. ortodoks, marxistisk tankegang skulle have kunnet bære samfundsforandringen igennem: Arbejderklassen.

Fjord inspirerede mange af os, der holdt til i Århus i 60'erne. Jeg selv leverede en sønderlemmende kritik af hans 'kulturradikale naivitet' i min bog fra 1974: "Kritik af den kulturradikale pædagogik". Han tog kritikken til sig, og vi arbejdede fortrinligt sammen - overvejede endog på et tidspunkt at flytte i kollektiv. Jeg har siden ærgret mig over min nedsabling af ham, for set i lyset af, hvad der kom efter studenterrevolten, så var han faktisk mere forudseende end mig. Eller rettere: Han var mere konkret. For jeg selv og andre med mig udviklede en stærkt teoretisk kapitallogik, der i et andet sprog sagde det samme som Fjord på det fænomenologiske plan, fordi vi fandt nogle mere fundamentale årsager til 'funktionalismen'. I stedet for 'funktionalismen' satte vi - under inspiration fra Frankfurterskolen - spot på 'den instrumentelle fornuft' og 'varelogikken'. Og gjorde os ulykkeligvis og uheldigvis samtidig mere uforståelige over for andre end en indforstået kreds (selv om vi, som det nu kan ses, havde fuldkommen ret!)

Hvis jeg allerede nu har talt mig - endnu en gang - væk fra interesserede, mulige meningsfæller, så lad mig nævne et emne, der altid tiltrækker sig opmærksomhed: Sex. Ungdoms-, kvinde- og studenteroprøret gik ind for en seksuel frigørelse fra et viktoriansk, snerpet, mandschauvinistisk syn på seksualitet. Og vi ville bruge denne frigørelse offensivt: "Make love, not war". Nogle af os dannede kollektiver, hvor vi kunne opdrage på hinanden og hjælpe hinanden med at nydefinere, hvad kærlighed er. Men i mange tilfælde blev eros erstattet af liderlighed, kærlighed af promiskuitet og børnene blev de klare ofre for denne 'frigørelse'. Set i bakspejlet var der mange lighedspunkter mellem dette ønske om 'selvrealisering' og så vore dages sværmen om 'selvidentitet'. Socialismen og liberalismen hylder begge 'frihed' - men når det kommer til praksis, er det to forskellige fænomener, der er tale om. Mange af studenteroprørerne valgte - systematisk støttet af varelogikken - den liberalistiske og ansvarsfralæggende version.

Det gør ikke oprøret som sådant forkasteligt. Det måtte komme, men dets forløb og især dets langsigtede virkninger havde vi oprørere ikke magten over. Vi skulle ellers kunne have vidst det, for en del af hos havde også læst Hegels "Retsfilosofi", hvor han forklarer, hvorfor den Franske Revolution både var nødvendig og mislykket.

Lasse Glavind, Robert Ørsted-Jensen, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Kristian Rikard, randi christiansen, Per Langholz og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Mihail - kampen var tabt på forhånd. Arbejderne troede ikke på det socialistiske paradis - allerhøjst det socialdemokratiske. Og da de både ville blæse og ha mel i munden, så blev der ingen boller af den dej, og i stedet solgte pengemagten forbrugersamfundets sminkede lig til dem. Nu står vi med lorten - også os der hylede så højt vi kunne > hva ska væk, barsebæck, hva ska ind, sol og vind. Men vores alle sammens fossile brændsler sku først lige privatkapitaliseres og fyres af på røv og nøgler og en plasticø i stillehavet m.m. Og så kommer sådan en smartass professor fra århus og prøver at slippe afsted med den røverhistorie - nul putte, ikke her.

jan henrik wegener

Er det ikke også i den periode Information reelt blev "gen"opfundet, d.v.s. fik det grundlag den har i dag?

randi christiansen

I øvrigt svært at bebrejde arbejderne, at de ikke havde det økologiske overblik til at forstå den klimapolitiske nødvendighed. De underpriviligerede, overarbejdede, udslidte øjnede efter krigens gru og afsavn en mulighed for et mindre slidsomt liv - det er svært at bebrejde dem. Og jeg tror ikke, at nogen kunne have forklaret sig ud af det dilemma - andre end selvf de priviligerede, som havde og har magten til at bestemme retningen. Men de er så bundkorrumperede og depraverede, at intet lys trænger ind der. Vi var lige ved at få hevet ØD hjem - hvad der præcist spolerede den redningsaktion, husker jeg ikke. På det tidspunkt havde jeg for at bevare mit mentale helbred trukket mig fra den politiske sump til mere regenererende kontemplative sysler.

Robert Ørsted-Jensen, Gert Selmer Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Ja, der reder man op på nye, helt geniale, måder - senere ligger man (og alle os andre) så i det redte.......
(og man giver selvfølgelig altid lagenerne skylden, hvis det ikke føles helt godt)

Jens Thaarup Nyberg

Kan man - forsigtigt - konkludere, der var betingelser for oprør, givet ved opgangstiden 60-70´erne, og altså netop ikke for en egentlig revolution.

Jah, der var optimale muligheder for en talrig generation i et demokrati til oprørsk at forkaste alt før, gafle til sig og efterlade resultatet/ruinen/"nødvendigheden" til senere slægter.
Det sidder vi så i starten af nu.
Selv velment "Byplanlægning" kan nemlig sagtens ende noget, der kollapser over arkitekternes hoveder (hvis de da ikke når at dø i tide) og/eller de sagesløse beboeres........

randi christiansen

Nic - gafle til sig? Hvis nogen har gaflet, så er det dem, der i forvejen havde/har gris på den. Efterkrigstiden var et lille vindue af håb om bedre tider, men så blev kennedy nakket, og var et startskud til den 1%'s intensiverede krig mod resten.

Ja, Randi,

det store problem er nok, at næsten ALLE gafler fra andre, hvis og når de kan i stort og småt. Og nogen når måske sågar den ene %.
Engang erklærede blomsterbørn, og diverse pæne -ister er bestemt ikke undtagelser!
Og både den ene og de 99 % benægter selvfølgelig!
(Og Kennedyerne var for resten i allerhøjeste grad 1%ere!)

Jens Thaarup Nyberg

"... næsten ALLE gafler fra andre, ... "
Næsten; men det er dog de færreste der har sat det i system.

randi christiansen

Ja, men jfk havde vist en uheldig omgangskreds

"men det er dog de færreste der har sat det i system."

Lige her i "mønsterdemokratiet" er det vel nærmere de fleste!?
(hvis man da tror på "skåltalerne")

Jens Thaarup Nyberg

Selvom behovene forblev de samme, gennem den rige tid, blev de transformerede med det stadig øgede udbud og udbredte uddannelse; og vi holder stadig forbrugsfest - men nu på de værgeløses bekostning.

Jens Thaarup Nyberg

Jeg gaflede denne samtidsberetning.
https://www.youtube.com/watch?v=gU5iiPsNNcs

randi christiansen

Det har hele tiden været på de værgeløses bekostning - nu har den 1%'s røveriske administration af naturgrundlaget, fællesejet, blot afstedkommet det forventelige kollaps af et dysfunktionelt system og med den konsekvens, at illusionen - om at i danmark har få for meget og færre for lidt - ikke længere kan opretholdes.

Sic transit gloria mundi

- i ordskvalder og mundhuggeri. Hvor bliver det analytiske niveau, som Information gerne skulle rumme, af i disse dovne udvekdslinger af meninger og ukvemsord?

Böös har rejst et spørgsmål, der burde kalde på større eftertanke - især på venstrefløjen.

Lasse Glavind og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Der hvor jeg kom i 60'erne var det ungdomsarbejdsløshed, bolignød, arbejdsulykker, en løn til at leve af, opgør med autoriteterne og anti-vietnamkrig, der prægede diskussionerne og aktiviteterne. Og faktisk mener jeg at fagbevægelsen i forhold til ungdomsoprøret var dem der sejrede ad helvede til... og bragte Økonomisk Demokrati på dagsorden - men det er jo akademikerne der skriver historierne, og historien, så de nuppede sejren. Nærmest som, at det var USA der vandt 2. verdenskrig.

randi christiansen

Det er bestemt ikke en god ide at smide barnet ud med badevandet, og som det formuleres i bibelen, gives plads til flere dæmoner, når der fejes for grundigt. Ikke desto mindre må man huske på, at det ungdomsoprør, bøss så generaliserende henviser til, primært var en reaktion på hamsterhjulets uretfærdige og langsomme død og den tydelige miljøødelæggelse. Den øgede materielle velstand betød, at det ikke behøvede at koste livet at gøre oprør - i første omgang.

Og de, der havde oplevet endnu fattigere kår, forstod ikke, hvad der skete - hvorfor der også udviklede sig en generationskonflikt.

Ungdomsoprøret havde mange facetter, flere fraktioner. Det er nemt at være bagklog og bebrejdende spørge, hvorfor al denne undertrykte energi dog ikke manifesterede sig i et timet og tilrettelagt, velgennemtænkt og koordineret kup mod det bestående efterfulgt af det funktionelle alternativ. Nej vel - i bakspejlet ses tydeligt, hvor naiv forhåbningen om en radikal magtforskydning i retning af miljø-og socioøkonomisk retfærdighed var. Den 1% har siddet på magten i umindelige tider - og det store spørgsmål er, om det er muligt at fravriste dem positionen, inden de kører os alle enten i sænk eller ind i et endnu mere totalitært samfund - bl.a. med tanke på de aktuelle 'frihandels'aftaler, penge-og magtkoncentrationer m.v.

Occupy, miljøbevægelsen og andre bærer stafetten videre. Opgaven nu er at formulere det bæredygtige alternativ og at kommunikere det så insisterende som muligt. Imens bør der også være plads til smalltalk, mihail.

Randi, jeg har aldrig mødt fattige der ikke forstod hvad der foregik - fordi de var fattige - de taler blot et andet sprog end akademikerne, og de havde ingen tiltro til akademikerne og de intellektuelles hensigter - hvad historien har vist at de heller ikke havde grund til: "Solidariske som studerende men medlem af magteliten som uddannede" - det var en del af klassebevidstheden.

Jakob Silberbrandt og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Bill, den del af arbejderklassen, som jeg kommer fra, syns vi var nogen hjernedøde idioter, der ikke fattede de store privilegier for uddannelse og bedre levevilkår, vi fik, og som de ikke selv havde haft. Det var et kæmpe kulturklask - lige i solar plexus, og det var synd for alle parter.

randi christiansen

(Tillad mig en sproglig korrektion til mit indlæg 00.02 - 'den uretfærdige og langsomme død i hamsterhjulet')

Der, hvor jeg synes, at akademia har svigtet, er i den sproglige, alt for komplicerede, ofte meget verdensfjerne og ukropslige formidling.

Også det snævre fokus på materialisme > mennesket lever ikke af brød alene, var klaustrofobisk. Det aspekt er blevet uddybet over tid, og vi bør nu alle forstå, at forudsætningen for et frit esoterisk liv, må være funderet på et ditto eksoterisk - og derfor er intet kompromis muligt ifht det privatkapitalistiske konkurrencehelvede. Men det er altid nemmere at være bagklog, og i stedet må man prøve at blive klog. Det kan der jo godt gå tid med.

randi christiansen

I halvfjerdserne talte vi meget om fremmedgørelse. Fra hvad? Os selv, livet - vi ville have lov at mærke os selv og livet i stedet for at arbejde som sindsyge i det privatkapitalistiske konkurrence-og ressourcemisbrugshelvede, som den 1% slavegjorde os i. Altså kommer vi ikke uden om et opgør med den private/destruktive kapitalisering på og indbyrdes konkurrence om naturgrundlaget > fællesejet. Vi må simpelthen bare sige nej og samarbejde i stedet for, leve alternativet i det omfang vi kan komme til det. Og det er jo igang med lokale, økologisk bæredygtige fællesskaber m.v.

Jakob Silberbrandt og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar

Randi: Der, hvor jeg synes, at akademia har svigtet, er i den sproglige, alt for komplicerede, ofte meget verdensfjerne og ukropslige formidling.

Meget enig. Datidens marxistiske sprogbrug var nærmest en øvelse for akademikere på vej ind i magteliten, frem for et forsøg på at forstå arbejder- og underklassens vilkår. Blottet for indlevelse.

Jakob Silberbrandt og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Planen er klar : samarbejde i stedet for konkurrence. We are family of love - der er ingen vej uden om blomsterbørnenes utopia. Det er den gode nyhed. Den dårlige er for dem med stærke nerver og intelligens til selv at regne den ud.

Stephan Paul Schneeberger

jeg syns den artikel er så intet sige og dumt at det er pinligt, fordi den ignorer at socialismen og anarkismen bygger på en meget længere tradition som mange ved, årsagen til at de fleste ikke ved nogen om den er mange, bland andet nazismen og kommunistiske diktaturer udryddede, antikommunisme, osv udrydede bogstaveligt disse social bevægelser og deres historie. Det er også vigtig at huske at historie skrivning er skrevet af historien de sejrende og det er som jeg ved ikke de venstreradikale der har vundet og overhovedet ikke de revolutionære kraften der kom ud af 1968. man kan se de ved historie skrivning at man har en masse historie skrivning om eksisterende institutioner, men næsten igen af slagen som sociale bevægelser som er udenomsparlamentarisk og deres påvirkning af samfundet. Det lidt der er relatere til socialdemokratiet, kirken eller andre etablere magter: at 1960'erne var også et fagligt oprør bland havde i 1960'erne verdensrekord i ulovligt strejker osv. Der var mange bevægelser der kom ud af den årgang: fredsbevægelse, anti-atom, anti-EU, slumstormer bevægelse, elver og studenter, og der var kvinder, og endda bøsserne begynde så småt at organiser sig, selv BZ'et og de autonome er i virkeligheden påvirket af en bølge, osv.

Ungdomsoprøret gik i sin mor, da socialisterne tog patent på fænomenet. De teoretiserede det ihjel gennem uendelige uenigheder omkring ligegyldige, konforme kæpheste. Det startede som et generelt krav om frigørelse af det enkelte menneske, som krævede selvbestemmelse i en tid, hvor forældre havde autoritet over børnene, mændene havde magt over kvinderne, undervisere styrede eleverne og undervisningen, og Emma Gad anviste, hvordan man agerede i sociale sammenhænge. Vi fandt helt nye og bedre måder at være sammen på, men dengang de lystige aftener begyndte at ende op i ørkesløse, betonsocialistiske og virkelighedsfjerne paroler og manifester, faldt mange af os i søvn, og vi gik hjem, da vi vågnede.

Det, der står tilbage efter snart 50 år, er respekten for den enkeltes ret til selvbestemmelse. Den er stadig langt større nu, end den var i starten af 1960erne, selv om visse ting synes at bevæge sig baglæns mod fortidens småborgerlighed, som vi kaldte det dengang.

Per Langholz, Jakob Silberbrandt og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Mihail Larsen
Sålænge ejendomsforholdne ikke ændres forbliver vi på samme spor.

randi christiansen

Jens - ejendomsforholdene til hvad?

Jens Thaarup Nyberg

@randi ckristiansen
De nødvendige midler til et civiliseret liv.

randi christiansen

Jens - altså overlevelsesressourcer i den pgld habitat/biotop. Tænk lige den helt hjem.

Jeg læser pt follett 'giganternes fald' hvis hjerteskærende beskrivelse af den begyndende industrialisering og datidens økonomisk priviligeredes ondskab perspektiverer, hvorfor nutidens kapitalister med henvisning til nutidige forhold på arbejdsmarkedet (akkordarbejde på kzslagterier er dog mishandling af både dyr og mennesker) påstår, at kapitalismen er en god model.

randi christiansen

Har lige hørt 'hjernekassen' på p1 - og fået repeteret den grusomme historie om lsd forsøgene i frederiksberg hospitals kælder. Som angivelig - og uden lægernes vidende - var støttet af cia, hvis hensigt det var at undersøge lsd's effekt på den enkelte og dermed samfundet. Derfor cirkulerede cia oprindelig i 1959 stoffet ud til unge mennesker for at studere effekten på dem - og fik på den måde sat gevaldig, måske afgørende skub i ungdomsoprøret. Et noget rystende perspektiv for en rabiat, abrupt og ukontrolleret samfundsrevolutionerende bevidsthedsudvidelse.

Jens Thaarup Nyberg

@randi christiansen
" ... et civiliseret liv." !