Kronik

Unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten

Både de unge, der dagligt kæmper for at leve op til samfundets tårnhøje forventninger, og de, som er stået helt af, mistrives. Derfor er det afgørende, at både forældre, daginstitutioner og skole satser på at udvikle børn og unge som hele mennesker – i stedet for blot at fokusere på deres udvendige og målbare præstationer
Både de unge, der dagligt kæmper for at leve op til samfundets tårnhøje forventninger, og de, som er stået helt af, mistrives. Derfor er det afgørende, at både forældre, daginstitutioner og skole satser på at udvikle børn og unge som hele mennesker – i stedet for blot at fokusere på deres udvendige og målbare præstationer

Sofie Holm Larsen/iBureauet

31. oktober 2014

Konkurrencestaten har sat sig i børn og unge. Det har man kunnet konstatere i en lang række indlæg i Information sommeren over.

»Kun hvis jeg får 12, er jeg god nok,« skrev en 12-talspige (Information den 5. juli).

Men ikke engang 12 holder. Hun er ikke god nok og knokler videre – i »hamsterhjulet«.

Og hun er ikke alene. Den adfærd er blevet et udbredt træk hos de yngre generationer. Hvorfor? Er den et resultat af konkurrencestaten? Presser de dygtige piger sig selv for at leve op til det stadig mere udbredte dogme om at bidrage til samfundets vækst? Kæmper de en indædt kamp for at leve op til forventninger, de mener at se hos omverdenen, samtidig med at de bruger flere og flere ressourcer på at holde den indre uro i skak, indtil de en dag bryder sammen og opdager, at de har stress? For så at blive klar over, at det er der mange andre, der også har. Som det siges i en anden Information-kronik (den 15. september):

»Mine veninder kunne nikke genkendende til symptomerne. Én havde haft en konstant prikken i højre arm et halvt års tid, som gjorde, at hun havde svært ved at sove. En anden var flere gange brudt sammen i supermarkedet, fordi beslutningen om, hvad menuen skulle stå på til aften, blev for uoverskuelig. Og en tredje havde i flere omgange ikke kunnet mærke sine ben. Sådan skal man ikke have det, når man er 25 år gammel.«

Stress som 15-årig

Man kan kun give hende ret. Men det er der mange – også blandt de endnu yngre – der har. Ser vi på, hvordan unge i de sidste år i folkeskolen har det, peger svaret i samme retning som hos de studerende 12-talspiger. Resultatet fra skolebørnsundersøgelsen (2010) viser, at omkring 25 pct. af de 15-årige piger og lidt færre drenge har psykosomatiske symptomer hver dag.

De har ondt i maven, hovedet eller ryggen, har svært ved at sove og har taget piller inden for den seneste uge for at få det bedre. Stresssymptomer, som hos mange af dem formentlig vil aftage, hvis de får hjælp fra forældre eller kammerater.

Hos andre vil de uden tvivl fortsætte som konsekvensen af et mere eller mindre selvpålagt forsøg på at leve op til egne forventninger om at gøre det godt nok.

Er det konkurrencestatens skyld? Ja, et stykke ad vejen, for vi lever i et samfund, hvor konkurrencen opleves fra den tidlige barndom. Sådan er det i skolen, i det fortsatte uddannelsesforløb, på arbejdsmarkedet og i karriereforløbet. Konkurrence med sig selv og med alle de andre. Det er virkeligheden i den medialiserede verdens konstante up-front-tilværelse, hvor man altid er på, og hvor der ikke er nogen backstage, man kan trække sig tilbage til. Mobilen er altid åben. Man er i gang med et »uendeligt maraton«, som 12-talspigen konstaterer i sit indlæg (Information den 5. juli). Eller: De er i gang med en selvforvaltning, som bliver mere og mere ydrestyret.

Over- og underpræsterende

Men bagtæppet for dette pres er et individualiseret samfund, hvor det enkelte menneske er sat fri fra tidligere tiders strukturelle rammer. I modsætning til tidligere er der ikke faste forskrifter at hente i tradition og livsform.

Den enkelte skal selv finde sin retning. Alternativet er, at andre gør det for en – og her begynder prisgivelsen: Vi bliver lette ofre for konkurrencestaten – eller vi giver op, står af, dropper ud. Og det er jo, hvad rigtig mange unge gør netop på uddannelsesområdet. De tilhører gruppen, som uddannelsesforskerne karakteriserer som motivationsløse. De har svært ved at tage sig sammen eller føler ikke, at uddannelse er noget for dem.

Overpræsterende eller underpræsterende; det individualiserede samfund stiller en helt ny type krav til det at være et velfungerende menneske, der hviler i sig selv. Det er ikke nok at være konstant søgende efter ydre holdepunkter for sit liv. Det er ganske vist en naturlig reaktion, kan man sige, når der ikke er sket en socialisering til faste og troværdige værdier. Den konstante søgen opleves som redningen – og det relevante svar. Men samtidig er den en katastrofe, fordi den fører til et konstant pres i retning af en jagt på holdepunkter, sammenligning og konkurrence, der aldrig stopper.

Det er ikke nok bare at knokle på for at være dygtig nok. Der udvikles ikke et perspektiv af konkurrencen. Tværtimod, den bevæger sig frem mod en stadig mere omfattende fremmedstyring, der kan ende som depression – for der øjnes ikke nogen udvej: »Alt, hvad jeg kan se for mit indre blik, er et hamsterhjul, der fortsætter og atter fortsætter,« konstaterer 12-talspigen.

Autonomiens nødvendighed

Jo større mentalt pres, der er på den enkelte – og det er stort i konkurrencestaten – desto større krav til selvstændighed og indre styring. Kort sagt: autonomi. Den helt store udfordring er at styrke det enkelte menneskes dømmekraft, så det kan sige fra og evner at vælge sin egen retning. Det handler ikke om lydighed og endnu mere underkastelse for at leve op til konkurrencekravene, men om at udvikle en indre målestok i forhold til det ydre pres – og om at kunne forvalte et personligt ansvar. Det drejer sig om at udvikle karaktertræk som robusthed og modstandskraft.

12-talspigernes stresssymptomer, skoleelevernes psykosomatiske lidelser og de unges motivationsløses afmagt er en enorm udfordring for vores samfund. Vejen frem går i to retninger.

Den ene peger mod opdragelsen. Vi må nydefinere begrebet – og som forældre have mod til at opdrage – og dermed også mod til at være tydelige modeller for børn, så de kan udvikle en indre fornemmelse af værdi. Og karaktertræk, der kan støtte dem i både at yde modstand og skridt for skridt nå frem til en personlig integritet.

Men selvfølgelig er det ikke bare en opgave for en familie, der også er presset – mange forældre magter ikke selv opgaven. Det er et projekt, der skal støttes systematisk af skole og uddannelsessystemet.

Derfor peger pilen også i retning af både daginstitution og skole, hvor der for alvor skal nytænkes. Og vises politisk mod. For skolens vedkommende skal der gøres op med den blinde præstations- og konkurrenceorientering, vi er kommet ind i. Den er en blindgyde. Udviklingen skal drejes i retning af at styrke børn og unges mentale robusthed og autonomi.

Skolereformen bruger udtrykket »livsduelighed«, og det er på papiret rigtigt. Men også tvetydigt, for i det kan der også ligge et forsøg på at gøre børn duelige til at leve endnu mere op til konkurrencekravenes udvendighed. Pointen er, at de frem for alt skal gøres duelige i noget andet, der langt mere handler om dømmekraft og indrestyring.

Vi skal som samfund nå længere end ren symptombehandling af en krise, som bliver mere og mere tydelig. Både hos dem, der dagligt kæmper for at leve op til forventningerne, og hos dem, der er stået af. Vi skal i gang med en satsning, der handler om at udvikle børn og unge som hele mennesker – ikke bare deres udvendige og målbare præstationer.

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus, dr.phil. og forsker inden for børne- og familieområdet. Desuden tidligere formand for Børnerådet

Serie

Opdragelse i konkurrencestaten

Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end unge i tidligere generationer, selv om valgfriheden aldrig har været større. De er opdraget til selvansvar, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoritet i en foranderlig verden?

Information går tæt på tidens nye krav til opdragelse og dannelse.

Seneste artikler

  • Generationen, der gør sin værdi op i tal

    1. december 2014
    Der er andet her i livet end karakterer og faglig viden, prædiker vores lærere og forældre. Men budskabet har dårlige odds i en generation, der ved, at det i konkurrencesamfundet ikke er okay bare at være okay
  • Der er gået fingerpegen i opdragelsen

    25. november 2014
    ’Man kan jo godt forstå, at ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,’ siger vi bedrevidende til hinanden. Men er det ikke lovlig enøjet at placere skylden for de uopdragne unger hos forældrene?
  • Mental modstandskraft er det nye pædagogiske modeord

    21. november 2014
    En række fagfolk mener, at børn og unge mangler mental modstandskraft. I stedet for diagnoser, flere psykologtimer og overbeskyttende forældre efterlyser de fokus på, hvad der kan gøre børn og unge mere robuste
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Astrid Berg Østergaard
  • Sanne Sandberg
  • Anette Bjørnstrup
  • Anker Nielsen
  • lars abildgaard
  • Torben Nielsen
  • Carsten Søndergaard
  • Jakob Silberbrandt
  • Ole Vedel Villumsen
  • Dorte Sørensen
  • Ervin Lazar
  • Torsten Jacobsen
Astrid Berg Østergaard, Sanne Sandberg, Anette Bjørnstrup, Anker Nielsen, lars abildgaard, Torben Nielsen, Carsten Søndergaard, Jakob Silberbrandt, Ole Vedel Villumsen, Dorte Sørensen, Ervin Lazar og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

En af de største og mest populære krimi forfattere agatha Christie voksede op med forældre, der ingen forventninger havde til hende, for hun var jo ikke så opvakt som hendes søster, så hun blev nok aldrig til noget. Det resulterede i en meget lykkelig barndom og ungdom, uden pres til at blive til noget eller leve op til noget. Og som vi alle ved blev hun i særdeleshed til "noget", det kom helt af sig selv fordi hun havde fred til at udvikle sig på sin egen måde.
Det pres konkurrencestaten... Sikke et navn !!! ... Lægger på alle i dag og især unge er helt vanvittigt og meget usundt for et lykkeligt liv. Præstation på præstation lægger et enormt pres på de unge, som ovenikøbet i d.eks. Japan får børn til at begå selvmord, fordi de følte de ikke levede op til forventningerne med deres præstationer. Meget skidt med det præstations pres !!
Slap af og "live a little "!

Kjeld Hansen, Gert Selmer Jensen, Rasmus Kongshøj, Mikael Nielsen, Lene Christensen, Torben Nielsen, Preben Bollerup, Bente Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Poul Solrart Sørensen

Livet skal leves og ikke bare studeres...men vi har bygget et samfund op, der kræver en masse seriøst studie for at kunne vare tage mange af samfunds stillingerne - og det er blot for at videreføre samfundet som det er. Hvis politikerne ville gøre noget mere for at forenkle tingene, så ville det nok smitte af på de unge og gøre dem mindre stressede - for meget opdragelse kan også øge problemerne...

Lene Christensen, Jens Carstensen, Bente Petersen og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Bente Petersen

Hm. Min foerste reaktion paa det her og isaer udtrykket "konkurrencestaten" er naa! Nu er der een ting mere vi "voksne" skal foele skyld for.... Der er I hver en tid I dette aarhundrede det sidste... eller i 1700 tallet eller for 1000 aar siden ''problemer''... skal vi kalde det udfordringer istedet, da det er mere posititivt.... Per Shulz siger her "Vi skal i gang med en satsning, der handler om at udvikle børn og unge som hele mennesker – ikke bare deres udvendige og målbare præstationer'. Det er jeg saadan set enig med ham I... men det er jo ikke noget nyt... vi skulle jo gerne all ende med at vaere hele mennesker... Jeg voksede selv op da det, at en pige fik en uddannelse ikke var givet, men et gode, min far sagde altid "den bedste arv, jeg kan efterlade jer (4 boren), er en god uddannelse, saa I selv kan klare jer" . Og mine foraeldre sagde altid "det er saadan set lige meget hvad I bliver til, bare I bliver glade". Vi maatte selv vaelge, naesten da, det skulle vaere noget man kunne klare sig selv ved at goere.... I mit hjem var der megen kaerlighed, ikke sirup, men forstaaelse, vi hjalp til, og vi fik lov til at have fritidsinteresser, saa som fodbold og ballet og jeg havde ogsaa paa eet tidspunk 38 haandarbejder igang... Jeg endte med en uddannelse "hvor jeg kunne klare mig"... men valgte senere at arbejde som "frivillig social arbejder" uden loen I 25 aar - - og fandt ud af hen ad vejen, at man godt kan klare sig uden loen, da livet ikke er bare penge, men for mig drejede sig om at hjaele andre... goere et godt stykke arbejde, rejse meget, se verden, forstaa verden og vaere tilfreds med mig selv og med min tilvaerelse. Mine boern, kom med... og har set en hel del af verden... de er, som boern er, meget forskellige.. og har hverisaer fundet ud af det der med at leve... sit eget liv, som de synes det skal leves. Saa jeg kan anbefale: At have tid til at snakke med sine boern, at lytte til hvad de har at sige, at snakke sammen I hjemmet, om alt mulight inkluderet politik, religion og philosofi... at bruge en god ord bog, og leksika, at hjaelpe hinanden, tale ordentligt til hinanden, beundre 'ting' I hinanden, lade hver isaer saa vidt muligt proeve de ting af, de gerne vil, og laere fra det .... hvis man vil have et 12 tal fint... hvis man ikke vil det, det er ogsaa fint... naar boern er smaa tager vi dem I haanden og hjaelper dem, naar de er 20 eller 40 er det godt sommetider at goere det igen, og lade dem forstaa vi respektere dem som mennesker .... og elsker dem... enten det er gaaet godt eller skidt.... Jeg tror, det er meget vigtigt at vi er soede ved hinanden.

Mikkel Nielsen

Løsningen på konkurrencestaten er ikke opdragelse, opdragelse er noget der høre fortiden til og vedkommenes forslag viser derfor også en slående mangel på indsigt i børn.

børn skal dannes, lære at udtrykke sig æstetisk og have lov til at udfolde sig på en fri måde, hvor de voksende støttet, perspektiver og udfordre børnene, så de udvikler sig.

desværre har vi efterhånen indskrænket børnenes frirum mere og mere, fordi vi tror vi ved bedst, og fordi vi simpelthen ikke forstår børn og børns udvikling, for børns udvikling er det essentielt at det ikke er de voksne der hele tiden bestemmer retningen. En kurs vi desværre er ved at gå i retningen af og en anden retning hvor det er de voksne der styre, har samme fatale konsekvens.

Jeg har fundet på et nyt udtryk (tror jeg nok) : Uselvstændighedskulturen.
Før kaldte jeg det samme for brugsanvisningssamfundet. Lidt mere teknisk.
Var det Ole Thyssen, der brugte ordet svaghedsgørelse.
Hop af hamsterhjulet - helt fra den fejludviklede folkeskole.

I konkurrencestaten er det mest sandsynlig at du ender som taber, medmindre du er psykopat. Så venter der muligvis en medalje...

Kjeld Hansen, Gert Selmer Jensen, Mikael Nielsen, Torben Selch, Uffe Illum, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Lene Christensen, Torben Nielsen, Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Få psykopater styrer mange tabere. Pointen er at taberne ikke skal føle sin som sådan.

Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Nu har corydon jo lige udnævnt dk til konkurrencestat - og det er der vist også folketingsflertal for. Men selvom dk gerne ville melde sig ud af konkurrenceræset, mon vi så kunne få lov - er der ikke noget med, at vi skylder den 1% en helvedes masse penge?

Gert Selmer Jensen, Rasmus Kongshøj og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
lærke Grandjean

Det er vist ikke fra Information oprøret mod konkurrencestatspædagogikken i den nye reformskole kommer, for man "tør" åbenbart kun, som fx her med Per Schultz Jørgensens fristilsagtige opdragelsessnak, overfladisk ridse i den ensrettende gåen-i-takt-pædagogik , som den nye skolereform er udtryk for. Hvorfor handler Informations nye serie ikke om en tilbundsgående politisk, filosofisk kritik af selve værdigrundlaget for konkurrencestatsskolen? Et værdigrundlag som ensidigt ser barnet og den unge som føde til konkurrencestatens udbredelse, og dermed en opgivelse af al dannelsestale fra velfærdsstaten. Tør Information ikke gå imod vennerne i Socialdemokratiet og SF? Det er i Berlingske, Week-end Avisen og Kristeligt Dagblad, der nu blæses til den nødvendige og seriøst dybdegående værdikamp. Er Information blevet bange? Hvordan er jeres holdninger til dannelse og uddannelse? Avisens overlevelse, handler det ikke om at bekende kulør og lave dybdeborende journalistik og debat? Sådan har jeg i mange, mange år kendt min Information. Men I har åbenbart ændret kurs.

Line Nielsen, Olav Bo Hessellund, Lene Christensen, Steffen Gliese, erik winberg og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Hvilke forventninger møder samfundet dig med, og er de anderledes end dengang dine egne forældre skulle opdrage dig? "

Jeg har ingen børn, men tillader mig alligevel at svare: Ja.
En vigtig forandring, jeg har oplevet de seneste årtier, er, at det er blevet langt mere accepteret at henvise de, der ikke lever op til samfundets krav, til professionel hjælp i den offentlige sektor. Den voksende modvilje mod ubehag er langt værre end konkurrencementaliteten. Konkurrence indebærer i det mindste en anerkendelse af, at alle hverken er ens eller lige gode. Modsat har modvilje mod ubehag udviklet sig til også at omfatte modvilje mod forskelle. Styrke accepteres ikke, fordi den indirekte udstiller andres svaghed, og svaghed accepteres kun, når den accepteres og den offentlige sektor inddrages. Konkurrencementaliteten er absolut ikke ny.
Der er også sket den ændring, at børn har fået flere rettigheder, og den sociale lovgivning har fået en indberetningspligt ved mistanke om misrøgt af børn.

Problemet er vel egentlig i stor udstrækning det, at individet i disse tider gøres til buskbom agtige udviklings objekter, som kan formes, beskæres, gødes og anvendes efter gældende politikeres ønske. Individet anses ikke som bidragsyder til fri debat - debatter er kun værdsat, hvis de giver underholdning og bidrager til en /fejlagtig) opfattelse af at samfundsdebatten stadig fungerer - et godt eksempel er Clements hundeslagsmål. Brød (men dog ikke for meget...) og skuespil til folket.
Den frie menneskelige tænkning anses som unødvendig og bliver ikke opmuntret. Vi er i fuld gang med at indføre Huxleys Fagre Nye Verden.

Søren Kristensen

Forældrene skal selvfølgelig ikke køres ud på et sidespor. Det de kan og bør bidrage med er kærlighed og selvfølgelig faglighed i det omfang de formår og gider. Langt fra alle formår og her er det skolen kommer ind i billedet. Skolen er (eller burde i hvert fald være - har altid været) den helt store kompensation for intellektuelt uduelige forældre. For nu at sige det Peter Hansen siger, på en anden og ikke nødvendigvis bedre måde. 12-tals pigernes problem må de til gengæld tale med deres forældre om.

Min knægt skal i hvert fald have alt den tid han behøver. Bare han finder mine topmejser på Sjælland igen.

Jeg tror ikke, vi er uenige, når du tænker dig om. Ansvaret, som skolen pålægger, er på barnet til at vokse op og blive vidende og selvstændigt - altså det, der ligger ud over, hvad mange familier på egen hånd kan give deres børn. Tak, Søren Kristensen. :-)
Jonas Frykman har skrevet en fin lille bog om det - og hvorfor det er gået så meget af lave med skolesystemet, der ikke løfter denne opgave af misforstået mangel på forventning til barnet.
Måske er det store problem med reformen, at den almengør, hvad der tidligere var et privilegium for det barn, der havde brug for og kunne profitere af f.eks. at opholde sig på skolen om eftermiddagen for at styrke sin faglighed.
Skolen eksisterer i konflikten mellem begrænsningen af den efterstræbte frihed og den intellektuelle nysgerrighed, og jo flere sejre, der er forbundet med den intellektuelle nysgerrighed, jo større er chancen for, at den sejrer som et middel for børnene til at opnå selvtillid og danne personlighed. Men af intet kommer intet, og hvis ikke læreren formår at formidle sin tillid til, at eleven vil kunne komme til at mestre faget, vil det ikke føre nogen steder hen.
Når det er sagt, så er der forskel på, hvad der taler til den ene og den anden elev, og hvad der er den enes plageånd, er den andens inspiration.

Problemet med konkurrencestaten er, at den påfører den enkelte skyld for strukturelle problemer, og at den accepterer disse problemer i stedet for aktivt at arbejde for, at de bliver ryddet af vejen.

Line Nielsen, Gert Selmer Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Hvis vi går lidt tilbage i tiden, så finder vi dette:

Brahetrolleborg skole kaldes med nogen rette Danmarks første folkeskole. Årsagen hertil skal findes hos godsejer Johan Ludvig Reventlow. Godsejeren opførte i 1783-86 i Brahetrolleborg sogn en skole, der byggede på en for samtiden helt ny pædagogisk og filosofisk tanke. Inspirationen til denne nye skole havde Reventlow fået i forbindelse med en 2 årig dannelsesrejse rundt i Europa. På rejsen var han kommet i kontakt med dygtige lærere, der var grebet af tidens frihedstanker, hvor mennesket blev sat i centrum.

Reventlow oplevede hos dr. Carl Wendt i Leipzig undervisning uden terperi og tvang. I Holland så Reventlow frie bønder og et veludviklet landbrug, dette stod i skærende modsætning til de han så i Frankrig, hvor godsejerne holdt bønderne i usle kår.

Disse indtryk skabte ideen til at skabe en skole, - helt anderledes end datidens Rytterskoler fra 1740'erne. En skole, hvor Reventlows instrukser skulle følges i lærernes arbejde. Overhøring af indlærte remser og afstraffelse skulle bandlyses. Ros skulle opmuntre til indlæring - ikke straf ! Læreren skulle gennem fortælling og samtale med eleverne, udvikle barnets færdigheder og evner. Forældrene fik pålæg om, at børnene skulle sendes til skole, selv fik de tilbud om aftenskoleundervisning.

I lyset af folkeskolens 200 års jubilæum, så er det jo desværre meget sigende, at netop Brahetrolleborg Skole bliver nedlagt pga. sparehensyn ved udgangen af dette skoleår.

Ak, Reventlow vender sig i sin grav....
Først 30 år senere i 1814 vedtog man den første folkeskolelov, tydeligt var det dog, at mange af de reventlowske skoletanker blev gældende for, hvorledes folkeskolens undervisning skulle være.

I folkeskoleloven fra 1993, er et centralt tema i undervisningen ‘eleven i centrum’. Her trækkes på ny tråden tilbage til skolen i Brahetrolleborg

Johnny Hedegaard

Ét af problemerne med konkurrencestaten er, at der ikke levnes muligheder for andre end vinderne.
I en fodboldklub spilles der fodbold; hverken bordtennis, boksning eller ballet. Hvis du ikke kan spille fodbold eller vil vil én af de andre ting må du finde en anden klub.
Fint nok. Det hedder valgmulighed.

Samfundet er efterhånden blevet så specialiseret og krævende, at der p.t. ikke er nogen alternativer.
Tilbage står så spørgsmålet: Hvor går de hen som ikke kan følge med i konkurrencen om pladserne? Eller ganske enkelt er til overs?

Hvor går du hen når der kun er fodboldklubber, og du vil hellere spille skak?

Eller endnu værre:
Er opdraget til at tro, der kun findes fodbold og ikke andet, og så er man bare forbandet dårlig til det? (se denne artikel i nærværende avis: http://www.information.dk/comment/940354#comment-940354 )

Steffen Gliese, Gert Selmer Jensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Et samfund, består af en "menneskemasse", alle sammen med vidt forskellige evner/talenter/
temperamenter. Et samfunds vigtigste opgave er at give plads til det enkelte menneskes udfoldelse
og forestillinger om et godt liv. Ovenfra kommende direktiver i den henseende, er noget skidt.
Og harmonere ikke med "et godt liv".
Konkurrencestaten, er en sygelig konstellation, som skaber flere "tabere", end vindere.
Hvad er den grundlæggende præmis herfor.?
Er man født her på jorden, har man en fuldt ligelig ret til at være her. Uanset evner.
Og hermed også en ret til et fuldgyldigt liv.
Den elitære tankegang, var på et tidspunkt, ikke accepteret, men nu, raserer den da bare for
fuld udblæsning.!
Rigtig godt understøttet af alle de mange halvstuderede, og karriereorienterede, politikere,
uden nogen form for livserfaring.
Lad os nu skabe et "Rigtigt Samfund", tak.!

Line Nielsen, Steffen Gliese, Leo Nygaard og Johnny Hedegaard anbefalede denne kommentar

Kun hvis din sjæl er i hamoni og ligevægt kan du præstere noget. Og det er i den ånd jeg opdrager min datter. Resten kommer af sig selv, hvis evnerne er der.

- Konkurancestat og min bare røv. Det skal bestemt ikke gå ud over min datter. Basta.