Kommentar

Skal det nu være yt at være klidmoster?

Mennesker, der forsøger sig med selvudvikling og terapi, bliver fremstillet som selvdyrkende klynkehoveder. Men intet kunne være mere forkert. Mit arbejde som terapeut handler om at befri folk fra deres narcissisme – ikke at opdyrke den
8. oktober 2014

Hver eneste gang jeg læser en kronik, en artikel eller en kommentar på Facebook om mindfulness, selvudvikling, terapi – kald det, hvad du vil – med synspunktet, at det er betænkeligt og bekymrende, at vi læser metervis af selvhjælpsbøger, dyrker yoga og går i terapi, så har jeg tænkt: Jamen, har de slet ikke fattet noget som helst?

Så her er programerklæringen: Måske har de ikke fattet det. (Eller måske har de ret, og så vil jeg gerne høre flere argumenter.) Under alle omstændigheder vil jeg prøve at forklare:

Jeg er psykoterapeut og har klienter i terapi. Her sker der magiske ting og sager i kraft af det hårde arbejde, mennesker vælger at gøre for at ryste sig fri af det, vi klidmostre kalder kontaktforstyrrelser. Formålet er, at de kan være mere til stede i livet. Og det er på den baggrund, at jeg undrer mig over tendensen til, at selvudvikling bliver udråbt som narcissistisk.

Senest har jeg læst psykologiprofessor Svend Brinkmanns syvtrinsguide i bogen Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang, som også var anledning til en artikel her i avisen den 22. september.

Brinkmann ironiserer over selvhjælpsindustrien, der – ifølge ham – gør os til usikre, selvdyrkende klynkehoveder, der ikke accepterer den mindste smule modgang.

I stedet advokerer han for en stoisk livsholdning og en moralsk pligtetos, der flytter fokus fra os selv og giver os noget mere samfundsgavnligt at navigere efter.

Indre arbejde

Bevares, man kan godt i et svagt øjeblik længes efter dyder som pligt og en smule ydrestyring. Ikke noget i vejen med det. Men i min optik hviler kritikken på en vulgær tolkning af det indre arbejde (kaldet selvudvikling). Som jeg forstår det, og som jeg arbejder professionelt med det, går terapi og selvudvikling netop ud på at vikle mennesket fri af narcissismen. Vi klidmostre arbejder med kontaktforstyrrelser, det vil sige alle de julelege, vi alle sammen leger med hinanden for at undgå ægte nærvær og den sårbarhed, der kan følge med.

Vi skaber ubevidst vanskeligheder i kontakten med andre, fordi vi render rundt og har alle mulige forestillinger om, hvor lidt vi er værd – det kan vi så nogle gange oversætte til en dømmende historie om, hvor lidt den anden er værd, eller hvor forkerte holdninger han har. Eller omvendt: Vi beskytter os via overdrevne forestillinger om vores egen betydning. Alt sammen noget, der modarbejder vores evne til at være frie, åbne, deltagende og fordomsbefriede i vores kontakt med vores medmennesker.

Kierkegaard ved det

Så terapi går i al enkelhed ud på at gøre sig fri af den her evige optagethed af sig selv for at blive bedre i stand til at rumme næsten.

Vi har altså at gøre med det stik modsatte af Svend Brinkmanns og andre udlægning af, hvad selvudvikling går ud på og har af konsekvenser for menneskeheden. Og ja, det er rigtigt, at konstant optagethed af egen indre udvikling er lig med selvoptagethed.

Men her ville man så i psykoterapien forstå det som et udtryk for, at personen sidder fast i et kompleks, har glemt at kigge godt efter i posen med neuroser eller er blevet forført af den indre monolog til at tro, at hans eller hendes egen proces er hele universets centrum. Og her har man så et stort ansvar. For målet med introspektionen er ikke en konstant indre selvudviklingskværnen. Det er tværtimod udfrielse fra den konstante optagethed af det lille jeg med det formål at opnå tillid til, at alt er som det skal være – og at vi alle, ganske eksistentialistisk, har en række valg at træffe, der medfører både frihed og ensomhed, før vi takker af. Kierkegaard er en af dem, vi kan støtte os til for at forstå, hvad det er for et påbud, Hiin Enkelte tildeles som følge af det at være sat i verden:

»Han ved vel, at ethvert menneske udvikler sig med frihed, men han ved også, at et menneske ikke skaber sig selv af intet, at han har sig selv i sin konkretion som sin opgave; han vil atter forsones med tilværelsen, idet han vil indse, at i en vis forstand ethvert menneske er en undtagelse, og at det er lige sandt, at ethvert menneske er det almenmenneskelige og tillige en undtagelse,« skrev han i Enten-Eller.

Så denne klidmoster vil roligt fortsætte i terapiens gode tjeneste. Men jeg lover at lade være med at udgive selvhjælpsbøger.

Sonja Rebien Lund er psykoterapeut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Janni Due Lassen
  • Kurt Nielsen
  • randi christiansen
Anne Eriksen, Janni Due Lassen, Kurt Nielsen og randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Vel talt sonja. Det burde være indlysende, at hvis noget er dysfunktionelt, må det undersøges - objektivt, vidende og kompetent. I gamle dage hed hjælperen en sjælesørger - i dag har man kun hån tilovers for esoteriske forskere, kalder dem for klidmostre, overser den esoteriske energis forvandlende kraft, og bliver dermed ofre for den i stedet for at være i positiv kontakt. Og se på resultatet - en verden helt af lave.

Alt kan naturligvis overdrives - i gamle dage havde man landsbyens shaman (indtil inkvisitionen brændte hende på bålet) i dag må vi så nøjes med bekostelige terapeuter og selvhjælpsbøger af varierende kvalitet, og introspektion er for vatnisser, skal man tro brinkman og ligesindede. Det gør vi så ikke - vi kan godt tænke selv.

randi christiansen

Tak dan - for mig gir det mening at anerkende begge sider > det ydre og det indre rum og deres indbyrdes forbundethed. Lægevidenskaben anerkender psykens påvirkning af immunforsvaret. En sjælesørger til alle ville være en god investering for fælleskassen. Vi er rumvæsener på rejse i kosmos, hvis indre og ydre grænser vi ikke kender - hallo, hvem har ikke brug for en shaman > en erfaren rejseleder.