International kommentar

Vestligt hykleri har næret Islamisk Stat

Vi går i krig mod en barbarisk fjende, men ingen taler om barbariet, der bidrog til at skabe den. At luftangreb mod Assads fjender styrker Assads overlevelse er ikke et tema
3. oktober 2014

Efter at militærspindoktorer har besmudset vores sprog med glosen ’følgeskade’ vil jeg hermed gerne introducere et lige så smukt fordrejende udtryk: ’Følgegavn’.

Jeg håber, læserne vil sætte pris på, hvor velegnet min eufemisme er til at glide glat over vores lederes læber, og hvor umærkeligt underfundigt den vil kunne tjene til at smyge ethvert ansvar af sig.

Min nye glose implicerer – uden at være så plump at sige det højt – at Vesten lige så lidt ønsker at lade massemordere drage fordel af vores krige, som vi vil se uskyldige civile dø i vores luftangreb. Så hvis diktatorer alligevel kan triumfere, og civile er blevet dræbt, når slutregnskabet opgøres, er det ikke noget, vi kan lastes for.

Bashar al-Assad nyder nu godt af følgegavnen af Vestens udenrigspolitik. Det er jo ikke sådan, at han – og i forlængelse ham: Iran og Hizbollah – er vores formelle allierede. Vi har stadig moralske standarder, trods alt. Så hvis deres magt styrkes, og bombningerne og nedslagtningerne af civile fortsætter, så er vi naturligvis rigtig kede af disse følger, men ingen kan vel forvente, at vi skal kunne kontrollere alle utilsigtede bivirkninger?

Menneskelige lidelser er ikke en konkurrence. Man kan ikke bare måle ligdynger og nøjes med at kritisere den højeste. Men da Barack Obama talte i FN, kastede han ikke ét blik på bjerget af lig i Syrien. Han fremhævede Islamisk Stats krigsforbrydelser, men kom ikke i så meget som en bisætning ind på, at IS’ klerikale fascisme er næret af den langt blodigere krig, som Assad indledte mod den syriske version af Det Arabiske Forår.

»Vi vil støtte de irakerne og syrere, der kæmper for at genvinde kontrol med deres samfund,« erklærede Obama. Jo, men kun for så vidt, at de kæmper for at genvinde den fra IS.

Obamas Nixon-øjeblik

Mellem 2011 – da fredelige demonstranter krævede afvikling af et baathistisk diktatur, som har tyranniseret Syrien siden 1963 – og i april i år er der ifølge FN dræbt 191.000 syrere, og ikke færre end ni millioner er flygtet fra deres hjem. Assad har angrebet forstæder til sin egen hovedstad med kemiske våben. Syriens tapre luftvåben har kastet brandbomber på skolelegepladser. Utallige tusinder, herunder nødhjælpsarbejdere, advokater og læger, er forsvundet ind i hans fængsler, hvor fangevogtere har slået, lemlæstet og voldtaget dem.

Obama kunne rette samme fordømmelser mod Assad, som han forbeholdt IS. Begge har »terroriseret alle, som de kom på tværs af« i Syrien. Begge har udsat »mødre, søstre og døtre for voldtægt som krigsvåben«. Begge »har nedskudt uskyldige børn«. Men hvor Obama sagde, at IS har »oprørt verdens samvittighed«, mælede han ikke et muk om Assad.

Jeg accepterer, at ’verdens samvittighed’ er så bøjelig som en iPhone 6,0. Men Obamas og det øvrige Vestens opførsel er stadig ekstraordinær. Vi går i krig mod en barbarisk fjende, men ingen taler om det barbari, der bidrog til at skabe den. At luftangreb mod Assads fjender styrker Assads chancer for overlevelse er simpelthen ikke et tema.

Jeg er fristet til at kalde Obamas vilje til at hjælpe kriminelle for ’nixonagtig’. Mellemøstlige ledere ser med skælven på hans diplomatiske udvekslinger med Teheran og spekulerer på, om Obama nærmer sig sit eget ’Nixon i Kina’-øjeblik. Nadim Shehadi fra tænketanken Chatham House siger, Assad kun venter på nyheden om, at Obama vil lade ham dominere Syrien og hans iranske dukkefører dominere Irak og Libanon samtidig. Men måske er sammenligningen med den værste af alle forgængere for venlig mod Obama. Nixon og Kissinger havde dog det overordnede mål at støtte alle, der var imod Sovjetunionen. Jeg kæmper for at finde en eller anden tilsvarende sammenhæng i Obamas udenrigspolitik.

Husk advarslerne

Selvfølgelig er det nødvendigt at nedkæmpe Islamisk Stat. Den militante islam vil drive kristne og zoroastrianere ud af Irak som jøderne før dem. Kurderne, måske vores eneste sande venner i regionen, kan blive udsat for endnu flere massakrer. Storbritannien har et særligt moralsk ansvar for at konfrontere den radikale islam, eftersom vores »dynamiske og mangfoldige samfund« ser ud til at have forsynet IS med så mange villige bødler.

Men lige så lidt som Vesten vil anerkende kurdernes nationale selvbestemmelsesret, vil vi acceptere, at det ikke lader sig gøre at bekæmpe IS i Syrien uden at tilbyde håb til dem, der modsætter sig Assads tyranni. I stedet griber vi til en gammel orientalistisk løgn om, at syrerne kun kan vælge mellem baathister eller islamister. Og at der ikke findes et alternativ til diktaturet.

Jeg tror ikke, at enhedsfronten kan holde. Hvor længe vil de sunniarabiske stater være med i Obamas koalition, når de ser, hvor meget det gavner deres shiamuslimske fjender?

Når Islamisk Stat er blevet en magtfaktor, er det først fremmest på grund af den shiamuslimske sekterianisme i Irak og de sekteriske massedrab i Syrien.

Man vil huske, at der blev advaret om, at vi ikke måtte »støde den arabiske gade fra os«. Kassem Eid, en oppositionsaktivist nu i eksil i USA, siger, at hvad der er tilbage af gader i Syrien for længst er frastødt på alle måder. Den demokratiske verden har intet gjort. Ingen flyveforbudszone. Intet forsøg på at bremse Assad, selv ikke da han krydsede Obamas ’røde linje’ i forhold til kemiske våben. Hver en syrisk aktivist, jeg har talt med, har fremført samme påstand: Vestens hykleri har givet afgørende næring til støtten til islamismen.

En stor uret er begået mod Syriens befolkning. Jeg kan ikke se, hvordan noget vestligt projekt til bekæmpelse af IS kan få fremgang, før ’verdens samvittighed’ giver det syriske folk oprejsning ved at sige, at vi ikke vil tolerere en fortsættelse af Assads regime.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Nick Cohen er journalist, forfatter og politisk kommentator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"En stor uret er begået mod Syriens befolkning. Jeg kan ikke se, hvordan noget vestligt projekt til bekæmpelse af IS kan få fremgang, før ’verdens samvittighed’ giver det syriske folk oprejsning ved at sige, at vi ikke vil tolerere en fortsættelse af Assads regime."

Så hvad er det lige vi skal gøre????
Vi kan da sagtens sige, at vi ikke tolererer en fortsættelse af Assad's regime -
men hvad skal der så ske herefter?
Hvad vil følgevirkningen af et sådant udsagn bære?

Angående Nixon - der er ikke mange amerikanere, der vil forsvare ham.
Han var helt utroligt upopulær i befolkningen, inden han måtte gå af.
Især er mange amerikanere forargede over, at han løj dem lige op i hovedet i sine Watergate taler til nationen.
Men lige netop åbningen til Kina bliver af mange mennesker - også jeg selv - opfattet som en positiv handling. Din snak om Obama's Nixon-moment er temmelig forbløffende.

En Obama åbning mod Assad vil være et særdeles negativt knæfald til realpolitik.
Nixons åbning mod Kina var det modsatte.