Kronik

Voksnes opdragelsessvigt er et svigt af verden

Efterkrigstidens voksne har ikke taget ansvar for deres opdragelsesopgave. Derfor må kommende generationer af børn og unge opdrage sig selv – og de voksne
Efterkrigstidens voksne har ikke taget ansvar for deres opdragelsesopgave. Derfor må kommende generationer af børn og unge opdrage sig selv – og de voksne

Sofie Holm Larsen/iBureauet

21. oktober 2014

Verden er ikke værd at overtage. Årsagen er klodens truende miljø- og klimaproblemer. De udgør en arv, som hverken nuværende eller kommende generationer kan forholde sig frit til.

Dette nye trusselsbillede bliver beskrevet i bogen Angsten for Opdragelse, der udkommer på dansk den 23. oktober. Bogen er skrevet af de to norske forfattere Per Bjørn Foros og Arne Vetlesen, der godt nok påpeger, at skiftende bekymringer er en relativt konstant faktor på tværs af historien og generationernes fornyelse. Ikke desto mindre har noget ændret sig; nemlig at kommende generationer får vanskeligt ved at udskifte deres bekymringer lige så frit som tidligere generationer.

For miljø- og klimaproblemer udgør ganske enkelt en historisk bekymring af langt alvorligere omfang end hidtil set. Alvorligere end hvad? Jo, for eksempel alvorligere end Den Kolde Krig mellem USA og Sovjet. Denne krig blev efter forhandling afbrudt. Relativt hurtigt og med umiddelbare resultater.

Men sagen er, at miljø- og klimaproblemer ikke hører hurtigt op. Vi kan ikke bare slukke for kontakten og afbryde de verdensomspændende problemer. Eller som vi hørte det udtrykt fra FN’s generalsekretær, Ban-Ki-moon, under FN’s Klimatopmøde:

»Der er ingen tid at spilde. Hvis vi ikke skrider til handling nu, kommer vi til at betale dyrt i fremtiden. Der er ikke nogen plan B, for vi har ikke nogen planet B

Det betyder, at selv et godt forhandlingsresultat ved det globale klimatopmøde i Paris i 2015 langt fra vil være nok til at drage et lettelsens suk og sige: gudskelov, nu er faren fordrevet, krisen afværget.

I stedet er vi i en situation, hvor en ny ufrihed overmander den ellers normale fremskridtstro. Håb og tro bliver afløst af ængstelse og bekymring for dårligere liv med færre muligheder. Men hvad er det for et problem, der skal løses? Og hvem kan gøre det – eller rettere: Hvem vil faktisk gøre det?

Autoritetsforskrækkelse

Ifølge de to norske forfattere er hovedproblemet, at vi skal komme os over en historisk autoritets- og opdragelsesforskrækkelse. Efterkrigstidens fjende har nemlig været voksnes autoritetsudfoldelse. Asymmetriske forhold mellem forældre-barn, lærer-elev og pædagog-barn skulle fjernes.

Symmetriske forhold præget af ligeværd og medbestemmelse fremmes. Det er lykkedes. Konsekvensen blev, at vi fik skabt hjælpeløse voksne uden vilje til at tage ansvar for voksenroller.

For det første har voksne en rolle som forbillede: Voksne har ved deres forspring i alder og erfaring en naturlig forbilledefunktion. Tager de den rolle på sig, respekterer de en grundlæggende asymmetri mellem voksen og barn. Opdragerens fornemste opgave er godt nok at afvikle behovet for opdragelse, men alders- og ansvarsforskel er udgangspunktet. Af samme grund er det for eksempel en påfaldende mangel på politiker- og voksenansvar, når den borgerlige opposition foreslår en nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år.

For det andet har voksne en rolle som virkelighedsbekræftere. Det er groft sagt en voksenpligt at udstråle, at livet og verden er værd at leve (videre) i; også når det er deres børns tur til at tage ansvaret for den.

Er verden ikke det, er det en del af et voksenansvar at engagere sig i verdens problemer. For at ændre tingenes tilstand, for at ændre sig selv og andre til det bedre.

Men en sørgelig kendsgerning er formentlig, at vi såkaldt voksne ikke har været meget værd som forkæmpere for et bedre miljø. En anden og endnu mere bedrøvelig kendsgerning er, at vi nok heller ikke ser positivt på, hvad det er for en verden, vi lader de kommende generationer arve.

Det udtrykker den ene af bogens forfattere, Arne Vetlesen, ved at citere sin 86-årige mor for at sige: »Jeg er glad for, jeg var ung den gang, jeg var ung. Jeg er glad for, at jeg har levet i den tid, jeg har, og jeg kan ikke misunde dagens unge med tanke på den verden, de skal overtage.«

Staten skal opdrage

Men har lige præcis denne angst for opdragelse noget med Danmark og klimaproblemer at gøre. Ja, som allerede antydet flygter danske voksne fra ansvaret med politikere forrest i feltet. Ikke blot borgerlige politikere. Faktisk stammer et af de bedste eksempler på flugten fra voksenansvar fra den danske venstrefløj. Konkret drejer det sig om SF’s diskussion af udkast til deres principprogram tilbage i 2012. I udkastet stod, at »enhver myndig borger har pligt til så vidt muligt at forsørge sig selv, at overholde landets love, betale sin fastlagte skat, udvise respekt over for andre mennesker og for fællesskaberne, samt opdrage sine børn til at opfylde disse pligter.«

Formuleringen skabte ikke blot debat, men ballade i SF’s landsledelse. En af modstanderne – daværende medlem af landsledelsen Peter Westermann – kritiserede udtalelsen for at være alt for autoritær, og at en sådan formulering slet ikke burde være SF’s politik.

Det endte med, at SF på sit landsmøde samme år vedtog en formulering, hvor ordet opdragelse ikke indgik. Til gengæld indeholdt principprogrammet en erklæret ambition om at forfølge en bæredygtig udvikling forstået som en udvikling, der opfylder nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare.

Spørgsmålet til SF’ere, andre politikere og til os voksne generelt er imidlertid, hvordan man skaber bæredygtig udvikling uden at benytte sig af opdragelse fra voksne, der vil påtage sig rollerne som forbilleder og virkelighedsbekræfter. Og svaret er umiddelbart oplagt; det lader sig ikke gøre. Markedet klarer det ikke for os. Det civile samfund næppe heller. Så mon ikke det alligevel bliver staten, eller rettere næste generation af politikere, der giver staten comeback som en samfundsopdragende instans. Det tror jeg.

Børn som opdragere

Den danske forfatter, debattør og folketingskandidat Henrik Dahl har på et tidspunkt sagt, at han repræsenterer en generation, der er født voksen; født til frihed – eller i hvert fald til de illusioner, der knytter sig til den.

Men rammer Per Bjørn Foros og Arne Vetlesen med bogen Angsten for opdragelse bare lidt plet, så bliver disse illusioner nu godt og grundigt punkteret af en ny realisme. For har de ret, er samfundsudviklingen ved at ophøre med at rime på fremgang. Den hælder mere imod at betyde forværring. Ja, faktisk fortæller den ene af forfatterne, Per Bjørn Foros, – som i øvrigt er medlem af det norske Råd for Besteforeldrenes Klimaaksjon – at han ikke tror, at teknologien kan løse miljø- og klimaproblemer.

Derimod står vi over for nødvendigheden af at omlægge levemåder og ændre levestandarder. Før eller siden vil vi af samme grund møde politiske virkemidler, vi i dag er meget lidt fortrolige med, som restriktioner, forbud og rationeringer.

På den baggrund kan man sige, at debatten om opdragelse omfatter en stadig tydeligere konflikt mellem individuel frihed og samfundsmæssig nødvendighed. Og i den sammenhæng er der grund til at påpege, at det sandsynligvis ikke bliver de voksne, men de nuværende børn og unge, der tager nødvendighederne mest alvorligt. Børn og unge træder ganske enkelt i stadigt flere sammenhænge ind i rollen som opdragere af sig selv, af hinanden og af deres forældre. Dermed udfylder de efterkrigstidens opdragelsesvakuum. Det er ikke uproblematisk. Børn og unge bliver nemlig hurtigt gammelkloge, gravalvorlige og ensomme af at udføre voksenpræstationer. Omvendt må man spørge: Hvad er alternativet? Hvis voksne gennem flere generationer forsømmer at tage ansvar for, at verden bliver værd at overtage, er der så noget alternativ til, at de kommende generationer selv sørger for det? Næppe.

Claus Holm er viceinstitutleder og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Leo Nygaard
  • Jens Peder Nielsen
  • randi christiansen
  • Mik Aidt
  • Torsten Jacobsen
  • René Bjerregaard
Kim Øverup, Leo Nygaard, Jens Peder Nielsen, randi christiansen, Mik Aidt, Torsten Jacobsen og René Bjerregaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Der vil altid være et omvendt forhold imellem ansvar og så friheden til at realisere sig på ens egne præmisser og den problematik afføder alle mulige forskellige muligheder, problemer og vinkler, hvis der altså er nogen som vil adressere elefanten i butikken....

Lennart Kampmann

Sikke en stråmand.
(for så vidt angår Danmark:) Det har aldrig været bedre at vokse op, og forholdet mellem børn og voksne har aldrig haft så gode betingelser. Vi har aldrig været rigere og vi har aldrig haft så meget adgang til så mange muligheder som nu.

Hvis man vil opdrage sine børn, kan man jo bare gøre det.

med venlig hilsen
Lennart

John Christensen

Neonskrål og nylonskrig.

Sådan går det når markedsføring og italesættelse, erstatter opdragelse (ved forbilledlighed) og noget så gammeldags som HOLDNINER (langt mere komplekse end blot værdier).

Udbytning (her og nu) og udplyndring - har endnu forrang for langsigtede (udviklings)mål.

Det (almene) faktum at de unge tager over efter forældregenerationen er der intet nyt i - bortset fra - forestillingen - om, at den nuværende (arbejdende) generation skal arbejde til vi segner af alderdom, vil optage en del af pladserne for de unge i fremtiden.

Hvordan garderer vi os i øvrigt imod, at spekulanter nu spiller vores pensionsfonde op - de Uopdragne bæster?

God dag der ude

randi christiansen

Tjoh, jeg blev voksen, da jeg som 11 årig sammen med min familie på vores 17' sort hvide fjernsyn så kennedy blive nakket. Og så begyndte ungdomsoprøret for mig. Mine stakkels forældre havde ikke en chance - jeg ku nemlig godt se, at det havde de heller ikke. Det var der ingen, der havde, hvis ikke der i en vis fart skete radikale miljø-og socioøkonomiske forandringer. Og den lange rejse som systemkritiker var begyndt.

Og nu er vi her - på de selvskabte katastrofers holdeplads, og vi har stadig ikke fået skovlen under deres egl ophav : den 1%'s misregimente. Og hvorfor? Fordi deres tågeslør om egne forbrydelser og fejltagelser og ansvarsfralæggelse > følg pengene - find de ansvarlige - er så mærkværdig effektivt. Fjernsyn, fodbold og frygt - og masserne er på plads. Resten bliver købt, og de få dissidenter og provokunstnere, som ikke er døde af diverse følgesygdomme, ignoreres, marginaliseres, udsultes og fryses ud af 'det gode selskab'. Opdragelse? Vor fruherre på lokum for en overfladisk analyse af en magtfordeling, der har eksisteret stort set altid, men først nu med medieteknologiens kvantespring kommer til en større offentligheds kendskab. Og nu er det sq ved at være for sent. Ikke nok med at vi er i overhængende fare, ressourcerne spildes gud hjælpe os stadig på krig i stedet for at sætte alt ind på konfliktmægling.

Den adfærdsændring, som er påkrævet hos de priviligerede kaster, er så stor > slip slanterne, at det ikke ser ud til, at det bliver andet end business as usual from the usual suspects. Dumhedens og grådighedens monster er monumentalt. Gid folkedybets david vil rejse sig i bevidst forståelse af den rette ressourceforvaltning > samarbejdets bæredygtige, økologiske samfund i stedet for vanviddets fascistiske og krigsliderlige konkurrencesamfund.

Poul Sørensen, Ib Hansen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Christian Meyer Nielsen

Lennart Kampmann jeg kan faktisk ikke se hvordan dit postulat udelukker artiklens hovedbudskab. Snare tværtimod. Når vi i disse år oplever en rigdom uden sidestykke i verdenshistorien handler det jo bl.a. om at vi i den vestlige verden i udpræget grad lever over evne. Jeg er overvejende enig med Claus Holm og hans beskrivelse af min forældres generation, jeg er selv 21, og jeg irriteres ofte over "de voksnes" useriøse tilgang til sig selv og deres omverden. Når man ser hvor mange der i dag deltager i diverse maraton og Ironmans, kan jeg ikke se det som andet end en ekstrem dyrkelse af sig selv, tilfordel for resten af samfundet. Dette samtidig med at man vel ikke går over stregen når man kalder størstedelen af den akademiske klasse for kulturelt retarderet. Det er skammeligt at kulturen ikke rækker videre end til krimier og Rolling Stones.

Se i øvrigt denne artikel, der beskæftiger sig med samme problemstilling:
http://www.information.dk/511023

Det er sjovt at se hvordan Lasse Lindegaard i flere kommentarer bliver kaldt både gnaven og bitter, når man i nærværende artikel kan læse: "Børn og unge bliver nemlig hurtigt gammelkloge, gravalvorlige og ensomme af at udføre voksenpræstationer". Så er analysen da i hvert fald ikke helt ved siden af.

En løgn bliver ikke sand af at blive gentaget!

Vi har jo hørt det før. Den kritik, der er blevet rettet mod en bestemt generation, som man kaldte 68’ere, har været hård.

Men for det første er det umuligt at sige noget generelt og alligevel meningsfuldt om disse såkaldt store årgange. Vi er selvfølgelig lige så forskellige som alle andre mennesker.

For det andet fokuserer kritikken ensidigt på ét bestemt tema (det antiautoritære oprør) og fortier alle mulige andre relevante temaer: den sociale bevidsthed, solidariteten, kampen for bedre vilkår, kampen mod forurening og mod krig.

Jeg synes, at Claus Holm og de andre mørkemænd så som sociologen Henrik Dahl og historikeren Henrik Jensen burde læse Gretelise Holms erindringsbøger: ”Jesus, pengene og livet” og ”Kærligheden, kampen og kloden”.

Her ser man i det første bind af erindringerne, hvad det var for vilkår, som vi kæmpede imod. Og i det andet bind ser vi, hvordan befrielsen fra det autoritære kunne sætte et menneske fri til at kæmpe for sine medmennesker for den, der – imod alle odds – ikke havde fået fik sin sjæl forkrøblet af de autoritære opdragelses- og uddannelsesvilkår.

Skal vi nu ikke være glade for, at det er slut med lektor Blomme og med små børns angst for forældrene?

Jeg kan godt se, at vi ikke har haft videre held med at kæmpe mod forurening, klimaproblemer og ufred. Men den store omstilling vil forhåbentlig snart komme – trods politikernes manglende vilje.

Vivi Rindom, Martin Karlsson Pedersen, Jens Erik Starup og randi christiansen anbefalede denne kommentar

"En løgn bliver ikke sand af at blive gentaget!"

Helt enig, men med 6 milliarder mennesker registreret som religiøse, så er jeg bange for det er bekvemmeligheden, som tenderer. Hvis man nu kunne overbevise dem om, at deres evige overgreb på naturen, får Gud til at bløde ud af øjnene, så skal der nok ske noget. Så Paven må ned i kælderen og fifle med lidt papyrus. Doktrinen mod grådighed har nu godt nok fejlet eklatant, det skal jeg medgive. Finten er dog at flytte fokus på Gud, og ikke på individet. :p

Lennart Kampmann

@ Christian Nielsen
De norske forfattere problematiserer den moderne opvækst, hvor børn ikke længere bliver slået og skal sige "De" til læreren. Hvem vil have den slags idioti tilbage?
Voksne kommer i forskellige udgaver og nogle er mere aktive med at præge deres børn end andre.

Irritationen over de andre generationer er blot et kendetegn ved det at være til. Jeg kan da også irriteres over "dem på tyve" når deres fest larmer, eller "dem over firs" nå de går langsomt, men det er jo blot fordi jeg glemmer at kigge lidt op en gang i mellem.

Med venlig hilsen
Lennart

kun delvist enig. hvis verden ikke er værd at leve i følger det ikke axiomatisk at jeg, ansvarlige voksne, skal gå ind og kæmpe en håbløs kamp. I stedet kan jeg f.eks lære min datter accept af de ting vi ikke har nogen kontrol over, sådan lidt på en buddhistisk måde, men der ligger jeg for så vidt ikke langt fra tidligere generationer, der accepterede at de overvejende feudale samfundsforhold ikke sådan stod til at ændre. Og det mener jeg for så vidt de stadig ikke gør, det var blot hensigtsmæssigt for magthaverne at løsne lidt af grebet i nogle årtier for produktionens og rovdriftens skyld, og kun i denne begrænsede del af verden vi bor i.
Så på den anden side prøver jeg også på at lære hende at evaluere tingenes tilstand ærligt, ikke at flygte ind i en alkohol- og stof-bestemt livsstil, og at det er muligt de to mest værdifulde talentsæt er evnen til at sparke røv, og reparere mekaniske anordninger. Selv må jeg indrømme kun at have et rimeligt og ret begrænset talent for #2. Det indrømmer jeg så. Man må være ærlig

Jens Peder Nielsen

Tankevækkende artikel. - For er der ikke en tendens til at alting skal være tilladt i frihedens navn - også selv om det kan skade os ? Vi vil jo så nødig gå ind og blande os. Uha, ikke fortælle andre hvad vi syntes er mere rigtigt. - Også selv om al sund fornuft og erfaring fortæller os det.

Hvis ikke mor og far fortæller en holdning til deres børn, om at El og drikkevand fx ikke bare er uudtømmelige resourcer. Hvor skal de så vide det fra ?

Hovsa, hvad var det lige : " Faktisk stammer et af de bedste eksempler på flugten fra voksenansvar fra den danske venstrefløj." - Skal vi ikke tage feministerne med i den sammenhæng.
Men èt er at analysere fortiden - noget andet er - hvad gør vi så.
Vi skal tage ansvar, personligt ansvar. Ikke overlade alt staten. Ikke sige - det er der andre, der tager sig af , og finde os i udvidet skoletid og mere institutionstid. Og sove videre foran tossekasse og I-pad i overanstrengelse efter alt for meget arbejde.
Hvis nogen nu vræler - liberalist ! mands chauvinist ! , får de af spanskrøret.

randi christiansen

Så længe magtanalysen er så upræcis, har 'vi' ikke en chance

Poul Sørensen, Peter Ole Kvint, Ib Hansen og Bob Jensen anbefalede denne kommentar