Klumme

Åbne grænser?

Det vælter ind med flygtninge til indvandringslandet USA. Reaktionen er en radikal anden end i Danmark. Kunne vi lære lidt? Jeg tror det
24. november 2014

I USA modtager vi flygtninge big time, udokumenterede som lovregulerede. De strømmer ind i stimer over grænserne – endelig er den kliché berettiget – uge efter uge. Vel at mærke uden at folkestemningen er hysterisk alarmeret af den grund.

Nuvel, tilstandene, der er endt med 12 millioner mennesker i USA uden papirer, kalder godt nok på en immigrationsreform – som præsidenten kickstartede i sidste uge – men læg mærke til, at reformen handler om at lovliggøre de ulovlige; ikke om at smide dem ud, med mindre de er kriminelle.

I det danske kan man måske undre sig over, at Obama var så generøs, da han i torsdags fremlagde sin beslutning om at give op mod halvdelen af de indvandrere, der er i landet uden papirer, beskyttelse mod at blive udvist. For man har da hørt om republikansk modstand og krav om mere pigtråd og deporteringer også i det amerikanske.

Men de tørre tal viser, at Obama har vælgerne med sig. USA er stadig et indvandringsland. De nyeste tal fra Pew Research Center – en respekteret tænketank baseret i Washington DC – demonstrerer det glimrende: Et stort flertal af de amerikanske vælgere, 71 procent, støtter, »at udokumenterede indvandrere kan få lovliggjort deres status«. 42 procent er tilhængere af simpelthen at tildele lovlydige immigranter statsborgerskab, mens 25 procent mener, at de skal kunne få tildelt permanent opholdstilladelse. 82 procent af demokraterne støtter den såkaldte »vej mod lovliggørelse«, og selv hos de mere skeptiske republikanere er der flertal: 57 procent.

Netop det med folkestemninger, tænker jeg ofte over i mit selvvalgte amerikanske eksil. Især når jeg ser historier som f.eks. den fra den forgangne uge om, at danske politikere og borgere er i oprør på grund af en, i øvrigt overdrevet og forkert, artikel i en avis om, at en lille gruppe syriske flygtninge var gået »i sultestrejke« i deres asylcenter, fordi de ikke brød sig om maden.

Jeg fyldes med undren, når jeg ser de danske flygtningedebatter i Folketinget og på Facebook i anledningen af de grufulde tilstande i Syrien.

Ikke at jeg tilhører gruppen af selvgode udlandsdanskere, der skammer sig over Danmark. Jeg er heller ikke havnet i den anden grøft, hvor man saluterer og falder i svime, hver gang en ny dansk restaurant, kok, film eller arkitekt bliver skamrost af New York Times eller fancy magasiner som Monocle. ’Danmark’ er hverken svaret på verdens problemer eller smålighedens småracistiske højborg.

Men Danmark er et lille land. Og ja – relativt kulturelt lukket om sig selv på en måde, som man skal have prøvet på sin egen krop for at forstå rækkevidden af (tip: det hjælper her vældigt at være udenlandsk gift som overtegnede).

Jeg kan ikke se København ende som multikulturelle London eller Danmark som USA. Det ligger hverken gemt i vores historie eller folkelige dna.

Men jeg tror på, at danskerne kan lære at leve bedre med forskelle. Man kan sagtens være sig selv, selv om de andre er anderledes. Man kan sagtens have spisesteder fra hele verden i vore byer og fortsat alligevel vælge stegt flæsk med persillesovs som ny nationalret – om end jeg er rørende enig med bl.a. Berlingskes mad- og vinredaktør Søren Frank, da han i sidste uge i sin avis argumenterede for at »mange lande steger flæsk« på mange måder, hvorimod Danmark faktisk skiller sig ud på det globale kulinariske landkort med vort særlige danske smørrebrød.

Man kan også vælge at gå sammen med de andre i sit nærområde og hjælpe de flygtninge, som kommer til Danmark. Det har de gjort på Als i en lokalt drevet borgerindsats, der berettiget tiltrak sig opmærksomhed på de sociale medier for nogle uger siden. Her synges og danses og spilles fodbold på livet løs.

Så jeg tænker, at det ville være godt – især op til december, måneden, hvor vi traditionelt giver gaver og tænker på hinanden – at lytte og lære af både amerikanerne og borgerne fra Als.

Danmark kan ikke løse verdens problemer eller være klodens asylcenter nummer et. Men mindre kan gøre det. Og så bliver det nok en god jul, uanset om man spiser flæskesteg, gås, and, kebab, Halva eller risalamande med det hele.

På gensyn, trofaste læsere. Vi ses igen omkring nytår. Fra næste mandag er der jul på siden.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
  • Pia Qu
  • Ivan Gullev
Jette M. Abildgaard, Pia Qu og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har Danmark de lavtlavtlønsjob som kræves for, at en sådan indvandring - på samme måde som i USA - er rentabel?

Preben Haagensen, Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Ikke borgerne fra Als – kære Annegrethe Rasmussen i julehumør – men borgere på Als – for selv borgmesteren indrømmer nu, at hans kommune ikke kan gabe over mere i den boldgade – heller ikke mennesker, der formodes ikke at fejre jul …

Derfor er der opstået endnu ikke bekræftede rygter om, at de fremover skal bosættes oppe på Løjt Land i nabokommunen … :-)

Annegrethe Rasmussen

OK, OK  ... nu er jeg jo selv opvokset i Løjt Kirkeby, så det ønsker jeg Løjt Land held og lykke med ... Og næh, Nic, jeg tror såmænd vi kunne lære langt mere af de gode ting ved USA. Og måske lidt mindre af de dårlige sider - som jeg giver dig ret i er mere synlige.

Jette M. Abildgaard og Dorthe Jørgensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Forleden var der et par McDonaldsarbejdere på besøg i København. De flinke folk fra USA fik l under en 50'er i timen, mens de fik over 100 kr. her, samtidig med at de var sikret pension, feriepenge, sygedagpenge og dagpenge. Nej det er ikke et slaraffenland vi bor i og lige nu skal vi boykotte tomater plukket af illegale indvandrere i Italien. Gud ved om amerikanerne ikke ville tabe et par kilo, hvis de skulle til at BETALE en ordentlig løn til de indvandrere og andre grupper der ikke kan leve af en lønindkomst, men må have to jobs. Hvis samfundet var baseret på at man helt ukontrolleret kunne benytte illegal underbetalt arbejdskraft, så ville DK måske komme til ligne USA. Jeg betakker mig.

Rene Christensen

Nu får de ulovlige indvandrere i USA jo heller ikke nogen som helst form for overførselsindkomster, hverken kontanthjælp, SU, tilskud til dit og dat, gratis uddannelse, gratis lægehjælp osv. En hel og fuldkommen anderledes situation end her i danmark.

Philip B. Johnsen

Kære Annegrethe Rasmussen, hvad er det du skriver, mener du virkelig det?
Skal Danmark lære af USA på indvandringsområdet.

USA kan ikke undvære "væksten" skabt af slavearbejde, der er udført af fattige immigranter, men vil Danmark indføre sådan job, der er for mange i Danmark, ville jeg mene.

Amerikanerne ville ikke få vasket huset, passet børnene eller ordnet haven uden illegale indvandre, der arbejder for mad og har to ekstra jobs, så deres børn også kan få mad.

Danmark skal give asyl til mennesker der har krav på det og overholde de internationale konventioner Danmark har underskrevet, det syntes jeg ville være naturligt, men ikke indføre apartheid som i USA.

Kristoffer Larsen

Danmark har ikke de lavtlønsjobs det kræver.

Den gruppe af udlændinge er en finanspolitisk udgift. Det vil ødelægge den danske økonomi. Særligt personer fra mellemøstlige lande er overrepræsenterede i stort set alle opgørelser af kontanthjælp, førtidspension, langtidsledige, kriminalitet o.s.v. trods årtiers milliardinvesteringer.

Det er heller ikke dem der muger ud hos landmændene eller gør rent på hotellerne. Det er baltere og rumænere.

For ligevægtens skyld skal nævnes Israel, hvis statsleder N. har meddelt, at landet kun skal være for jøder. Det land støtter USA - og vel også the coloured man, O.

Der er andre undersøgelser som peger på andre holdninger i USA end dem der fremlægges her. Jeg kan kun anbefale en google news søgning om det. Her er en; "A new poll shows that only 21 percent of Americans strongly support President Barack Obama’s plan to block deportations of illegal immigrants." samt "For example, 51 percent of African-Americans told YouGov they would support Obama’s new policy, which will force them to compete with more low-skill, low-wage workers from Latin American and Asia. Thirty-three percent say they would oppose his policy"http://dailycaller.com/2014/11/25/poll-1-in-5-americans-strongly-back-ob...
Jeg går udfra, at Anne Grethe Rasmussen også støtter de andre ting som er i den amerikanske multikultur pakke; Uvillighed til, at betale høje skatter til en fælles off.sektor, Gated communities, et andet straffesystem, et gennem segregeret samfund, lav tillid til hinanden fordi man er forskellige, en klasse af working poor.

Philip B. Johnsen

Tja USA og fælleskab det, at betale skat med glæde, velfærd og medmenneskelighed, men virkeligheden er organiseret kriminalitet (skatteunddragelse).

I følge Oxfam International's rapport "Working for the Few" har den rigeste ene procent af befolkningen, profiteret 95 procent af den samlede vækst, siden 2009, alt imens de 90 procent fra bunden alle blev fattigere.
"Dette er resultatet af i denne tids, økonomiske apartheid politiks moder USA."

Hvad handler den USA'ske apartheid økonomi om?

The City of London og Wall Street mf. den international "organiseret kriminalitet" (skatteunddragelse).

Fordi det ikke umiddelbart kan straffes, gør det ikke lovligt, organiseret kriminalitet adskiller sig fra ordinær kriminalitet ved, at være særdeles udspekuleret og ofte international med "åbne grænser", liberalisering, som regel har denne form for kriminalitet politisk styring!

"I USA modtager vi flygtninge big time.."

Hvis man ser lidt på tallene fra UNHCR, så har USA i 2014 modtaget og anerkendt 263.662 flygtninge samt 84.343 asylansøgere, som ikke har fået deres sager færdigbehandlet endnu.

http://www.unhcr.org/pages/49e492086.html#

De tilsvarende tal fra Danmark er hhv. 13.170 og 1639.

http://www.unhcr.org/cgi-bin/texis/vtx/page?page=49e48e376&submit=GO#

Der er cirka 58 gange så mange mennesker i USA, sammenlignet med Danmark, og deres areal er cirka 229 gange større end vores. Så selvom tallene måske ikke er helt præcise, skulle jeg da mene, at Danmark mere end trækker sit læs.

Til gengæld er USA UNHCR´s største donor per capita, hvor DK indtager en fin femteplads.

Så pilerisets dansen over de indbildt syndige rygstykker, kan vist godt aflyses i denne omgang.

Man skal nok passe på med at aflyse noget som helst - hvad så med den kroniske danske masochisme - den skal vel opretholdes, så alle 'gode' danskere stadig kan føle en vis tilfredsstillelse og have noget at bebrejde de skeptiske ...