International kommentar

En ægte modvægt til USA’s magt er nødvendigt

Med Murens fald kom også den amerikanske unilateralisme, som ikke har bragt os andet end konflikter og foragt for den internationale retsorden
Debat
5. november 2014

Hvad skete der med historiens afslutning? Hen over tre kontinenter hober konflikter sig op: En blodig bue af krigshandlinger, udenlandske interventioner og staters sammenbrud strækker sig fra Afghanistan til Nordafrika.

I Irak og Syrien er Islamisk Stat – et mutantafkom af ’Krigen mod terror’ – nu mål for fornyet amerikansk ledet intervention. I Ukraine har tusinder mistet livet i et stedfortræderopgør mellem russiskstøttede oprørere og den af Vesten sponserede Kijev-regering. Og i Fjernøsten vokser spændingerne mellem Kina og USA’s forbundsfæller, især Japan.

I sidste uge kunne de sidste britiske tropper indstille deres kampoperationer i Afghanistan efter 13 års håbløs besættelse. Deres påstand om en »ret succesfuld mission« i et land, hvor titusinder er dræbt, Taleban kontrollerer store områder, vold mod kvinder eskalerer og valgsvindel grasserer, er et figenblad for svindel og fiasko.

Invasionen af Afghanistan blev et startskud til Vestens krig uden ende, som har omfattet Irak-katastrofen, dronekrigene fra Pakistan til Somalia, skjult støtte til Syriens jihad-oprørere og en ’humanitær’ intervention i Libyen, der efterlod en fejlslagen stat på randen af borgerkrig.

Mellemøsten er i dag kastet ud i en krise af aldrig før set omfang. Hovedårsagen er de stadige vestlige interventioner og Vestens støtte til regionens diktaturer, både før og efter ’Det Arabiske Forår’.

’Globalt anarki’

Reaktionen på EU’s og NATO’s forsøg på at trække Ukraine ind i den vestlige lejr oven i den eksisterende østudvidelse udløste krisen, blev nemlig et stærkt russisk modtræk i form af annektering af Krim og en russisk støttet opstand i den østlige, russisktalende Donbas-region.

Otte måneder senere har de valg, begge sider har afholdt, kun uddybet landets splittelse. Realiteten er, at USA og EU støttede en voldelig omstyrtelse af en folkevalgt, om end korrupt regering, ligesom de nu begge støtter en militærkampagne med deltagelse af højreekstreme militser, som er anklaget for krigsforbrydelser.

I sidste uge, under en debataften i Sotji i den internationale diskussionsklub Valdai, udtalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, sin hidtil hårdeste fordømmelse af USA. Efter Den Kolde Krig, erklærede Putin, har USA søgt at dominere verden med »unilaterale diktater« og »ulovlige interventioner«, der blæser på internationale institutioner og international ret, når disse stiller sig i vejen.

Resultatet er blevet konflikt, usikkerhed og fremkomsten af ​​grupper som Islamiske Stat, fordi USA og dets allierede »konstant må kæmpe imod konsekvenserne af deres egne politikker«.

Intet i denne vurdering lyder kontroversielt uden for Vesten. Under en tidligere debataften i Valdair-klubben, som jeg var ordstyrer for, udtalte Putin, at den unipolære verden har fungeret som »middel til at legitimere diktatur over mennesker og lande«, men at den fremspirende multipolære verden sandsynligvis bliver mere ustabil. Eneste modtræk – og den bemærkning var tydeligvis ment som en åbning mod Vesten – ville være at genopbygge de internationale institutioner i en ånd af gensidig respekt og samarbejde. Valget stod mellem nye regler eller ingen regler, og det sidste ville føre til »globalt anarki«.

Da jeg spurgte Putin, om vi skulle se Ruslands handlinger i Ukraine som reaktion på en orden uden regler, insisterede han på, at Kosovo havde skabt præcedens for et Krim, der havde lige så megen ret til selvbestemmelse. Da han erkendte, at russiske tropper havde interveneret på Krim »for at blokere vejen for ukrainske enheder«, indrømmede han dog implicit, at også Rusland har overtrådt international lov, om ikke i et omfang, der står mål med de ulovlige invasioner, bombninger og hemmelige interventioner, som USA og dets allierede har gennemført i de seneste 15 år.

Nye konflikter

Det er næppe sandsynligt, at den vestlige lejr vil tage Putins opfordring til et nyt system af globale regler alvorligt. Også under Den Kolde Krig viste USA kun begrænset respekt for international ret og intervenerede, hvor det kunne. Dog havde det respekt for Sovjetunionens magt.

Med Sovjetunionens sammenbrud forsvandt al tilbageholdenhed. Først de fejlslagne krige i Afghanistan og Irak – og Ruslands imødegåelse af vestlig ekspansion og intervention i Georgien, Syrien og Ukraine – har i nogen grad lagde bånd på uhæmmet amerikansk magtudøvelse.

Ud over Kinas tiltagende økonomiske dominans må USA affinde sig med, at flere andre lande, især i Latinamerika, søger at gå deres egen politiske veje. Putins oligarkiske nationalisme har måske ikke stor global appel, men der opbakning til, at Rusland danner tiltrængt modvægt til det vestlige overherredømme.

Og derfor har man i store dele af resten af verden en helt anden opfattelse af begivenhederne i Ukraine end den, vi kender fra vestlig ortodoksi. Derfor har Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika da også undladt at fordømme ​​Ruslands fremfærd i Ukraine.

Moskvas mulighed for at holde amerikansk militærmagt i skak er begrænset. Landets økonomi er for afhængig af olie og gas, dets økonomi lider under for få investeringer og er genstand for forkrøblende sanktioner. Kun Kina har på sigt potentiale til at lægge en bremse på vestlig unilateral magt. Dér er Kina ikke endnu, men som Putin skal have erklæret over for USA’s vicepræsident, Joe Biden: »Rusland er måske ikke stærk nok til at konkurrere om globalt lederskab, men vi er stærke nok til at bestemme, hvem den globale leder skal være«.

I mellemtiden insisterer Obama stadig på, at USA er ’den uundværlige nation’. Hans efterfølger bliver næsten helt sikket mere høgeagtig og interventionistisk.

Den amerikanske elite tilstræber fortsat at praktisere global dominans og at bevare, hvad den kan af verdensordenen efter 1991. Truslen om nye konflikter er overhængende.

Seumas Milne er journalist.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et godt debat indlæg fra Seumas Milne.

Han skriver:
"Den amerikanske elite tilstræber fortsat at praktisere global dominans og at bevare, hvad den kan af verdensordenen efter 1991. Truslen om nye konflikter er overhængende."

Kun ved at starte nye krige kan USA gøre sig håb om fortsat global dominans.
Men USA er nu så langt ude, at man starter nye krige i håb om at råde bod på de katastrofer, som man skabte i forrige krig.
Som den nuværende krig, hvor man forsøger at råde bod på de katastrofer som man skabte under den forbryderiske krig i 2003.
Og Danmark deltager nu pr. automatik i USA's vanvid.
Uden debat og uden nogen form for eftertanke om, hvad man nu roder sig ind i.