Læserbrev

Vi skal både være autoritære og rare

11. november 2014

Diskussionen om autoritet og uro i skolen, der bliver taget op i artiklen »Hvornår holdt autoritet op med at være et fyord« i Information den 7. novembe, er domineret af to modstridende lejre, der hver repræsenterer en politisk fløj.

På den ene side har vi dem, der mener, at det er nødvendigt, at lærerne er skrappe over for de børn, der bryder reglerne. På den anden side har vi dem, der mener, at lærere kun får den respekt, de fortjener, og at sanktioner ikke har nogen plads i skolen. Og jo mere de to lejre bekriger hinanden, desto mere stålsatte synes de at blive. Men den polariserende diskurs må have en ende.

Når læreren som den lærerstuderende, der bliver beskrevet i artiklen, kommer ind i en klasse, hvor flere elever er på vej ud af vinduet, burde det være indlysende, at et langsigtet tålmodigt relationsarbejde ikke løser problemet. Det problem skal stoppes nu og her, og der er det nødvendigt, at læreren optræder autoritært. Men det er omvendt indlysende, at hvis balladen ikke skal gentage sig, er læreren nødt til at opbygge de relationer til klassen, der kan tage gassen ud af ballonen og få eleverne til at tabe lysten til at te sig på den måde. Når autoriteten ikke respekteres, har den kun to muligheder: At lade sig tromle ned eller at blive autoritær. Men bliver man kun hængende i det autoritære, slides man ned til grunden.

En balancegang

Niels Egelund taler i artiklen om straf, men straf er hævn, og hævn har ingen plads i skolen. Og lægger derfor op til at blive modsagt. Lars Qvortrup siger, at det, der skaber ro, er, at læreren har kompetencerne til at lede en klasse.Men han glemmer den vigtige betydning af ordet kompetence – nemlig bemyndigelse. Det rækker ikke, at læreren personligt mestrer klasseledelsen. Han skal også være autoriseret til at udøve den. Og det er han ikke i en skole, der prædker relationsarbejde som eneste gangbare værktøj, samtidig med at den forbander autoritær myndighedsudøvelse.

Når en sygdom skal bekæmpes er forebyggelse og helbredelse ikke enten-eller, men et både-og. Hvis man kun forebygger, lader man patienterne i stikken og hvis man kun helbreder, stopper man ikke sygdommens udbredelse. Der er tale om to væsensforskellige projekter. Når det drejer sig om bekæmpelse af uro i skolen, går det galt, hvad enten vi gør det ene eller det andet. Vi skal gøre begge dele – hele tiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu