Læserbrev

Bitten Jensen, 46 år: Engang var jeg en glad friskolelærer

»Det er i fællesskabet og nærværet med andre mennesker, at man udvikler sig. Desværre har der gennem de sidste mange år, været større og større fokus på målbare resultater.«
11. november 2014

Engang var jeg en glad friskolelærer, som var med til at danne børn og unge. Det var et utroligt vedkommende arbejde, og det var skønt at følge elevernes udvikling og se dem blive til handleduelige mennesker. Det er i fællesskabet og nærværet med andre mennesker, at man udvikler sig. Desværre har der gennem de sidste mange år, været større og større fokus på målbare resultater, højere krav til lærerne om at kunne dokumentere hver en lille handling og tanke, og færre penge til de elever, som måtte have særlige behov. Det efterlader et skoleliv, hvor den enkelte elevs personlighed er uvæsentlig, og hvor vi udelukkende har fokus på det målbare.

I de sidste år af mit lærerliv har jeg oplevet elever, som var handlingslammede og helt uden ansvarsfølelse. Elever, som elsker at skrive diktat, fordi netop denne opgave ikke kræver, at eleven skal reflektere eller træffe beslutninger. Der skal bare fyldes ud, og når det er gjort, har man et tydeligt resultat. Man kan hurtigt få at vide, om man har gjort det godt nok. Det er ofte også disse elever, som har meget travlt i fritiden. Der er typisk en stram struktur i hjemmet for, at alt kan hænge sammen. Alle i familien har individuelle fritidsaktiviteter, der bliver inviteret gæster, arrangeret fødselsdage, holdt ferie i syden, udseendet bliver plejet, huset bygget om og så videre. Der er med andre ord meget lidt tid til at lade børnene fejle og lære heraf.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu