Kronik

Botoxkulturen ødelægger børns selvværd

Jeg har endnu til gode at møde en læge eller terapeut, som har mod til at fortælle en 30-årig mor, i hvilken katastrofal grad hun påvirker sine børns selvfølelse med sin jagt på det perfekte liv. Børn adopterer besættelsen af det meningsløse, og helt ned til femårsalderen er mange optaget af, hvor tykke, grimme, dumme og uncool de er, frem for hvor sjovt og trygt de har det
Jeg har endnu til gode at møde en læge eller terapeut, som har mod til at fortælle en 30-årig mor, i hvilken katastrofal grad hun påvirker sine børns selvfølelse med sin jagt på det perfekte liv. Børn adopterer besættelsen af det meningsløse, og helt ned til femårsalderen er mange optaget af, hvor tykke, grimme, dumme og uncool de er, frem for hvor sjovt og trygt de har det

iBureauet/Mia Mottelson

5. november 2014

Konkurrencesamfundet producerer et stærkt stigende antal børn og unge med alvorlige eksistentielle og psyko-sociale problemer, og nu er spillet om skyld og ansvar i gang. ’Forældrene tør ikke opdrage’, lyder én af flere af de påstande, som hænger i luften.

Jeg er i daglig kontakt med forældre fra næsten alle europæiske lande og oplever ikke, at de ikke tør opdrage. De er ofte bange for at såre og krænke deres børn og har svært ved at se og høre forskel på følelser som f.eks. sorg og frustration, på samme måde som de ofte er fremmede for deres egne følelser. Frem for alt har de store vanskeligheder med at tage vare på sig selv og deres voksenliv i omgang med børnene.

Angsten for at gøre børn ’skade’ har de seneste 15 år domineret mange forældres lederskab. Det har skabt en defensiv ledelsesstil, som får både børn og voksne til at mistrives. Det er ulykkeligt, men på den anden side er det jo ikke et ukendt fænomen i menneskehedens udvikling, at vores holdninger og adfærd svinger mellem ekstremer.

Vi kom fra et par århundreder, hvor børneopdragelse og skole- pædagogik var voldsomt krænkende. Så fik vi en tre årtier, hvor mange voksne var rædselsslagne for at dominere og indoktrinere børn. Det lå i tråd med tiden, men var mere funderet i politiske holdninger end i psykologisk og eksistentiel indsigt.

Så er det ikke sandt, at mange børn og unge mangler erfaring med at forholde sig til begrænsninger, grænser og krav?

Jo, det er uden tvivl rigtigt, men at anklage forældrene for det forudsætter, at de har oplevet at have et klart valg m.h.t. opdragelsesfilosofi og lederskab, og sådan ser det ikke ud i forældrenes hoveder.

Voksne mistrives også

Det er ikke opdragelse, der opdrager, men forældrenes og andre vigtige voksnes indre og ydre adfærd. Lad mig illustrere med et par eksempler:

Vi har i mere end et årti levet i en botoxkultur, hvor selv intelligente og veluddannede voksne mennesker bruger masser af kostbar tid og energi på smånarcissistiske forsøg på at have den ’rigtige’ overflade, den ideelle vægt, muskler af den rigtige størrelse etc.

De har lært at begrunde det med, at det styrker deres ’selvværd’, som er et meningsløst hybridt begreb, der lige nu betyder noget i retning af en slags social selvtillid pisket frem for at dulme en kronisk angst og usikkerhed for at falde igennem og tabe konkurrencen om ros, opmærksomhed, sex og det perfekte liv. Alt sammen noget, der kommer udefra, og ikke har noget indre modsvar.

De voksne trives heller ikke i konkurrencesamfundet. Uanset hvor meget de træner og anlægger trendy fuldskæg, kører de sur i livet, ægteskabet og forældreskabet, og kun de færreste holder til tempoet på arbejdsmarkedet uden alvorlige konsekvenser for helbredet, livskvaliteten og nationaløkonomien. De mangler desperat et indre kompas, som de heldigste først begynder at udvikle, når de bliver udbrændte eller får kræft.

Besatte af det meningsløse

Børn adopterer meget tidligt denne besættelse af det meningsløse, og helt ned til femårsalderen er skræmmende mange af dem optaget af, hvor tykke, grimme, dumme og uncool de er, frem for hvor sjovt og trygt de har det. Det kan ingen opdrage eller pædagogisere sig ud af, når først det har sat sig i et barns sjæl. Det er en mangel på selvfølelse og et negativt selvbillede, som fører til store lidelser og selvdestruktiv adfærd op igennem puberteten og langt ind i voksenlivet.

Jeg har endnu til gode at møde en plastikkirurg, kosmetolog, praktiserende læge, psykolog eller terapeut, som har indsigt og/eller mod til at fortælle en 30-årig mor til to små børn, i hvilken katastrofal grad hun påvirker sine børns selvfølelse og selvtillid, hvis hun beslutter sig for at købe sig til et glat ansigt.

Det samme gælder den 40-årige mand, som er overbevist om, at han nemmere får sig en ny kvinde, hvis han kommer til at ligne det menneske, han ville ønske, han var.

Jamen må folk da ikke selv om det? Selvfølgelig må de det, men nogen må gøre dem opmærksomme på, hvordan deres valg påvirker både deres nærmeste og samfundet som helhed.

Hvis børn, unge og voksne skal kunne træffe kvalificerede personlige valg, må de være bevidste om mulige konflikter mellem, hvad omgivelserne/autoriteterne vil, og hvad deres eget indre kompas (deres selvfølelse) fortæller dem.

Aldrig før har det offentlige rum været så fyldt af udtryk som: ’Hvad har du selv lyst til?’, ’Du skal bare være dig selv! ’, ’Hvad siger din mavefornemmelse? ’ Børns problem er, at de ikke opbygger nævneværdig visdom, livskompetence eller selvfølelse, så længe de ikke får kvalificeret, empatisk med- og modspil fra forældre, lærere, bedsteforældre etc.

At de ikke får disse livsvigtige næringsstoffer skyldes i høj grad, at deres voksne ofte selv er ydrestyrede pleasere, som viger uden om vigtige konflikter og alvorlige følelser. Og man kan ikke inspirere sit barn til at reflektere og mærke efter, når man selv partout skal gøre og tænke det samme som veninderne eller coachen.

Behov for voksent lederskab

Børn er lige så kompetente, som de altid har været, men de er ikke omni-kompetente, og ved ikke alting selv eller bedst. Derfor har de brug for dialogbaseret voksent lederskab fra bl.a. forældre, som kender forskel på lyst og behov, og som har mod til at stå for nogle centrale værdier.

Omdrejningspunktet for disse værdier er det evige spørgsmål: ’Hvordan kan jeg tage vare på min personlige integritet og mine vigtigste behov uden at krænke andre menneskers grænser eller forhindre dem i at få det, de har brug for?’

I nogle århundreder fungerede moralske principper, påbud og forbud relativt udmærket som regulator for børn og voksnes adfærd i det sociale rum. Et godt liv var et konformt liv, hvis kvalitet blev målt på evnen til at gå i et med tapetet. Vi har ikke en moralsk konsensus mere, og der, hvor man gerne vil have en – Sverige f.eks. – går det ikke mennesker og deres børn spor bedre end hos os.

Vi lever i en tid, hvor de ydre kompasser peger i alle mulige retninger samtidigt. Hvis vi gerne vil have sundere individer og stærkere fællesskaber, må vi lægge os i selen for at skabe et indre kompas. Det bliver op ad bakke, fordi de fleste magtmennesker er så bange for det indrestyrede medmenneske eller forveksler det med egocentricitet og individualisme.

Fantastisk … superfantastisk

Noget tyder på, at en del forældre har givet efter for frygten for, at deres børn skal blive tabere. De reagerer ofte med at skrue op for den i forvejen eksalterede sprogbrug og kvæler deres børns muligheder for at udvikle en sund selvfølelse i »Super!«, »Rigtig, rigtig, rigtig flot, skat!«, »Fantastisk … Superfantastisk«.

Det hele ender med at lyde som Voice Junior, og børnenes smil stivner i takt med, at forældre og søskende melder sig ind i fanklubben. Der er et mindretal af børnene, hvis selvfølelse er så veletableret, at al støjen ikke bider på dem, men det er alt for få.

Mange af de skamroste børn ender som usikre, angste og nervøse unge og voksne, som stiller helt umulige krav til sig selv i enhver sammenhæng, hvis de da ikke udvikler superfantastiske, asociale egoer. De er ikke et produkt af forældre, som ikke tør stille krav, men af forældre, som ikke aner, hvor destruktiv deres skingre ros og beundring er.

Jesper Juul er familieterapeut og forfatter. Mest kendt er bogen ’Dit Kompetente barn’ fra 1995. Han er faglig leder af Familylab international, Family-lab.com

Serie

Opdragelse i konkurrencestaten

Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end unge i tidligere generationer, selv om valgfriheden aldrig har været større. De er opdraget til selvansvar, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoritet i en foranderlig verden?

Information går tæt på tidens nye krav til opdragelse og dannelse.

Seneste artikler

  • Generationen, der gør sin værdi op i tal

    1. december 2014
    Der er andet her i livet end karakterer og faglig viden, prædiker vores lærere og forældre. Men budskabet har dårlige odds i en generation, der ved, at det i konkurrencesamfundet ikke er okay bare at være okay
  • Der er gået fingerpegen i opdragelsen

    25. november 2014
    ’Man kan jo godt forstå, at ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,’ siger vi bedrevidende til hinanden. Men er det ikke lovlig enøjet at placere skylden for de uopdragne unger hos forældrene?
  • Mental modstandskraft er det nye pædagogiske modeord

    21. november 2014
    En række fagfolk mener, at børn og unge mangler mental modstandskraft. I stedet for diagnoser, flere psykologtimer og overbeskyttende forældre efterlyser de fokus på, hvad der kan gøre børn og unge mere robuste
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Johansen
  • Anette Pinholt
  • Karsten Kølliker
  • Mette Fruensgård
  • Jørn Andersen
  • Kim Øverup
  • Peter Jensen
  • Kristoffer Larsen
  • Katrine Visby
  • Thomas Rasmussen
  • Olav Storm Jensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Torsten Jacobsen
  • Adem Fajkovic
Hanne Johansen, Anette Pinholt, Karsten Kølliker, Mette Fruensgård, Jørn Andersen, Kim Øverup, Peter Jensen, Kristoffer Larsen, Katrine Visby, Thomas Rasmussen, Olav Storm Jensen, Rasmus Kongshøj, Torsten Jacobsen og Adem Fajkovic anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, men det indebærer at vi vender tilbage til de menneskelige værdier i stedet for at løbe med på de nyliberalistiske tanker, hvor det ydre, det synlige, det målbare og det rentable ikke altid overtrumfer det menneskelige. Vi lever i et samfund, hvor mennesket ikke længere - hvis man ser hvad der sker politisk - har betydning fordi det er et menneske, men alene fordi det er et redskab til at skabe profit for nogle andre. Og kan det ikke skabe profit er det ud til højre - så anses man for værdiløs. Tingene hænger desværre sammen og den fremherskende politik (og de holdninger der udtrykkes) HAR faktisk stor indflydelse på den 'almindelige danskers' holdning. Så det er ikke alene et holdningsspørgsmål for den enkelte, men et spørgsmål for hele vores samfund: hvor stor betydning ønsker vi at tillægge det menneskelige og medmenneskelige i vores samfund?!

Kirsten Bjerrum, Dan Johannesson, Christel Gruner-Olesen, Bob Jensen, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

God og præcis analyse.

Det moderne menneskes mistrivsel er i den grad et åndeligt problem, som næsten eensidigt forsøges symptombehandlet overfladisk, uden nogen dybere forståelse for roden til hele miseren.

Tiden skriger på en bevidsthedsreformation, baseret på en positiv spirituel selvforståelse.
Mennesket er blevet håbløst fanget i sin krop, og det afføder en uendelig række problematikker på alle planer.
Symptomerne kan ikke ignoreres - men årsagerne er simpelthen for subtile for de fleste at gennemskue.

/O

Dan Johannesson, Karsten Kølliker, Jørn Andersen, Torsten Jacobsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg kan heller ikke lade være at sætte fænomenet ind i en større kontekst af magtesløshed.

Det eneste, vi nu om dage får håb om at kunne forandre i verden,
er os selv.
Der er en klar tendens til at starte udefra
og arbejde sig indefter.
Hvis man nu ser ud til at leve om til alles forventninger på ydersiden, så kan man måske,
måske, også blive pæn og forventningsindfriende på indersiden..

I sidste ende, hænger vi i dag på modernismens negative konsekvenser. Frigørelsen og selvrealiseringen af individet er gået for langt, og der findes intet fælles, normativt centrum der kan "disciplinere" mennesket i retning af fællesskabet.

De få rester af de fælles værdi-reservoirer; religionen, nationalstaten, kernefamilien etc., er kommet i bad standing via dekonstruktionen, og det er ikke lykkedes at erstatte disse kilder til struktur og identitet, med nogle realistiske, holdbare alternativer.

Bevares, der findes mange udbydere af totalitære løsninger på problemet, men disse er næppe attraktive - historien taget i betragtning.

Så mennesket står tilbage med sin fornuft, sin individualitet og nogle hjemløse fællesskabs-nostalgier overfor et brølende marked og en tiltagende stupid pop-kultur, der kravler ud i alle hjørner af livsverdenen.

Der er ikke gode odds - medmindre fornuftens potentiale for alvor udnyttes.

Bob Jensen, Jørn Andersen, Jakob Silberbrandt, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det er i sig selv lidt barnligt at få børn. Det er - som man kan se hvis man når så langt - faktisk børn, der får og opdrager børn. Det er også børn der sidder i samfundets besluttende lag. Børn overalt. Den eneste måde at håndtere 'systemet på mentlt kan sommetider være den klokkeklareste 'børnehaveanalogi' - og der er ingen pædagoger, kun større og stærkere børn og diverse bander på diverse kolorerede stuer.

Rigtige voksne gider ikke vrøvl og får ikke børn !

Anders Sørensen

Jeg har endnu til gode at erfare, hvad en meningsfuld tilværelse består af.

Men jeg kan forstå, at det der botox er noget, jeg bør holde mig fra.

Jens Jørn Pedersen

Søren Kierkegaard sagde: Accepter dig selv som du er.
Vi har opbygget en kultur, hvor udseendet betyder mere end indholdet
Som oftest kommer skønhed indefra. Livskraft kommer indefra, og det hjælper ikke med diverse skønhedsoperationer.
Det er lidt det samme, som at købe et nyt køleskab fordi ægteskabet "halter".

Mit indtryk er, at vi bliver mere og mere overfladiske.

Se bare på landets statsminister, hun bruger botox.
Hvilket eksempel statuerer hun lige...

Jeg tror desværre at botox er kommet for at blive. Indtil det bliver trendy at se naturlig ud.

Ja jeg er saa gammel jeg maatte slaa "botox" op... aha... Bortset fra det, saa er det her een mere af disse navlebeskuende artikler... okay - hvis vi ser bort fra vores udenrigs politik, som er helt hen i vejret, saa er Danmark et rigtig dejligt land, hvor faa har for meget of faerre for lidt - vi har det bedste social velfaerds system i hele verden, en af de hoejeste GDP i verden dadada ... men, vi har ogsaa utroligt mange mennesker der er syge, saa der maa jo vaerre noget galt. Jeg tror der er noget om det gamle mundheld ''en sund sjael i en sund krop'' ... Hvis man spiser sund mad, har man det bedre, sover bedre, har mere energi, er mindre syg, har mere overskud til at klare tilvaerelsen og er gladere. Jeg mener at det at vide, hvad der er sundt - laere det - er lige saa vigtigt som at laere at skrive og laese... hvis vi saa ogsaa er soede og rare ved hinanden, tager tid til baade os selv og vores famile... isaer tid til boernene... kvalitets tid, hvor man snakker sammen... lytter til hinanden, smiler og giver hinanden et knus en gang imellem... tror jeg det vil altsammen gaa meget bedre.

Jeg tillader mig at tage afsæt i Lillian Redam kommentar og omformulere den til mit eget sprog

Jeg har bemærket mig et grundlæggende paradigmeskift i hele samfundet, hvor mennesket ikke længere bliver set som et menneske, men som nytteværdien af mennesket.
Og jeg har bemærket mig, hvad jeg kaldder pigernes drejebog: Gode karakterer i skolen, videre til gymnasiet også gerne med 12taller videre til videregående uddannelser, karriere og derefter børn som skal i indstitution, senest når ungerne er et år, derefter tilbage på arbejdsmarked, på jagt efter pensionsopsparingen.
Jeg har ligeledes bemærket mig, at pigernes jagt på "sådan gør man jo hvis man vil være en "rigtig" kvinde drejebogens løfte om at blive "god nok"" få nogle massive nederlag fordi drejebogen sender et signal til drengene som hedder, "jeg har en hel masse som jeg priorteer højre end at blive mor for dine børn". hvilket selvfølgelig for drengene til at se sig om efter en anden, og pigerne som så ihærdigt forsøger at blive "gode nok", igen står der og føler sig helt forkerte. (hvilket fører til det Jesper Juul skriver om, (eller er det omvendt, smiler)(drengene føler sig selvfølgelig også helt forkerte af de mange afvisninger de modtager og knokler fra deres side også på at blive "gode nok")

Og med afsæt i olivier goulin kommentar om en bevidsthedsreformation, så er jeg helt enig, vejen ud af denne katastrofe er ikke at finde i vores handlinger, men i vores subtile væren.
Eller i et mere religiøst sprg: Der er intet rigtigt eller forkert, vi er dele af skabelsen og har altid været det og vil vedblive at være det, uanset hvad vi ellers foretager os i livet.Med andre ord vi er i mål og har aldrig forladt det, blot misforstået hvad målet var.Men det skal erfares ikke forklares.

Det er vel symptomatisk for en åndeligt forarmet narcissistisk egocentreret hedonistisk kultur, der er på vej ned ad bakke, og gennemsyrer samfundet fra top til bund, og hvor man hele tiden må tage 'selfies' for at se at man er til.

Dan Johannesson, Christel Gruner-Olesen og Katrine Visby anbefalede denne kommentar

Den eneste måde du for alvor gør skade på dine børn, er ved ikke at lede dem og vise dem hvad de skal. Naturligvis helst i en retning, som er hensigtsmæssig i den kultur børnene befinder sig.

- Vage og holdningsløse forældre udøver de største psykiske skader på børn.

Stabilitet i hverdagen er noget af det vigtigste for børn. Det vil f.eks. generelt sige. stå op hver dag klokken 06.30, spise morgenmad, smøre madpakker og soignere sig, være i skole, lave lektier, lege, snakke sammen, spise aftenmad klokken 18.00, lege, klokken 20.00 gøre klar til sengetid, 20.30 puttes med godnathistorie (forældre læser/læser selv), klokken 21.00 godnat og sov godt.

- Og så starter vi forfra :-)

Det kan lyde banalt, men den daglige rutine er af afgørende betydning for særligt mindre børn.