Klumme

Buster kan da ikke bare blive voksen

Min helt var Buster Oregon Mortensen, og han fulgte mig hele mit liv. Indtil jeg for nylig fandt ud af, at han er min venindes far. Nu står jeg helt uden helt
20. november 2014

VHS-båndet blev slugt af maskinen. Foran mig blev 91 minutters tidløst børnefjernsyn trevlet i stykker og stumper for øjnene på mig. Jeg havde spolet filmen frem og tilbage så mange gange, at den ikke kunne holde til mere. Det blev sidste gang, jeg havde set Busters Verden, og før eller siden skulle jeg jo også begynde at foretage mig noget andet. Jeg havde nærmest set Busters Verden hver eneste dag, når jeg kom hjem fra skole.

Lige før filmen trevlede, var jeg nået til den scene, hvor Buster har lagt sig ud med Lars, ham det store møgbeskidte hundehoved på 16 år med knallerten. Lars vil hævne sig, fordi Buster har skadet hans knallert og ved et heldigt uheld er kommet til at ydmyge ham over for alle hans venner, efter han har mobbet Busters søster, Ingeborg. Da han får fat på Buster, tager han en stor kæp og hamrer den ind i hans arm. Busters blik bliver tomt, da han ser kæppen glide gennem luften for derefter at ramme hans arm med et klask. Armen glider langsomt af led og synker ned i hans lidt for store jakke.

»Buster! Buster for helvede, din arm! Din arm falder af! Buster!« råber Lars. Men armen er bare en porcelænsarm, som Buster har arvet fra sin farfar, der var kanonkonge i Husum. Lars bliver rasende …

Buster Oregon Mortensen og jeg har meget tilfælles. Vi er begge ufattelig naive, vi er håbløse romantikere, vi bliver begge valgt sidst, når der skal laves hold i sport, vi er begge nysgerrige på verdenen i en helt ekstrem grad. Men for nylig gik det op for mig, at jeg nok ikke længere kan blive ved med at spejle mig i Buster. Det var min veninde Emilie, der fik det til at stå lysende klart.

Jeg mødte hende, da jeg i 9. klasse en overgang stak af hjemmefra næsten hver torsdag for at hænge ud i København med mine venner fra Bernadotteskolen. Dengang anede jeg ikke, at de kom fra den kreative klasses højborg. Jeg kendte bare nogle af dem fra SFU, men jeg havde godt lagt mærke til, at mange af dem var fra hjem med klaver. Emilie og jeg er jævnaldrende, hører den samme musik på spotify, fester de samme steder, har samme form for humor. Derfor kom det også som et chok for mig, da jeg for nylig ved et tilfælde fik overrakt en for mig ikke helt ligegyldig viden. »Du ved godt, at hendes far er Buster, ikke? Altså han spillede Buster i Busters Verden,« var der én, der fortalte mig. Det var, som om alt smeltede sammen. Buster Oregon Mortensen er jo tryllekunstner i Vanløse. Jeg måbede.

Nogle uger efter mødte jeg Emilie på dansegulvet i Kødbyen.

»Er din far BUSTER?« spurgte jeg og blev flov over mine manglende hæmninger.

»Ja,« svarede hun og grinede lidt ubekvemt. Hun ser ham jo ærligt nok også mere som sin far end som Buster, vil jeg tro. Men tænk engang. Det er Buster.

I et nostalgitrip forleden genså jeg så Busters Verden. Den ligger frit tilgængeligt inde på DR’s hjemmeside. Det gik lige en tand for langsomt. Filmen var ikke, som den plejer at være. Måske fordi der er gået så mange år, siden jeg sidst så den. Faktisk var den blevet decideret kedelig og den eneste karakter, jeg virkelig kunne leve mig ind i, var den afdankede far, der sidder og ryger cigaretter ved middagsbordet og drømmer sig væk til Mallorca, mens de spiller et tvivlsomt kortspil.

Jeg er vokset fra Buster – og endnu værre: Buster er vokset fra mig. Men det er jo stadig vigtigt at have helte. Hvis man ikke har nogen at spejle sig i, kan drømmene og idéerne om, hvordan og hvem man kunne være, ikke trives. Men jeg har svært ved at finde et forbillede, jeg virkeligt kan se op til. Jeg har overvejet Oprah Winfrey, talkshowdronningen, men hun er måske lidt for amerikansk til min smag.

Jeg har overvejet Rasmus Seebach, men vi ved jo alle sammen godt, at det ikke går, hvis man som snart 20-årig teenagedreng har en plakat med ham hængende i lejligheden. Jeg fik engang en autograf af Villy Søvndal, men han opgav sine egne idealer, så han duer heller ikke. Hvor skal jeg egentlig lede efter helte i en tid, hvor så få har noget oprigtigt på hjerte?

Det står tvivlsomt til, men som Busters bedste ven, den gamle fru Larsen, siger, kort før hun dør:

»Vi må håbe, at verden igen en dag får brug for sine tryllekunstnere.«

Jeg har brug for en nu.

Thomas Korsgaard er freelancejournalist.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
Kim Øverup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Schlander

Ja. Det forekommer også mig at alle mine 'helte' (personer med idealer, visioner, karisma og i det mindste et vist minimum af integritet), efterhånden er blevet lidt bedagede, det kunne f.eks. være Bob Dylan, Richard Stallman, Johan Cruyff, Niels Skousen, Muhammad Ali eller Preben Wilhjelm. Og jeg har svært ved at få øje på arvtagerne i horisonten.

Well, i det mindste er der Edward Snowden.

Markus Hornum-Stenz

Alting har sin tid, også helte eller antihelte.
Når heltene begynder at blive blege, er det som når reden begynder at blive for lille:
Tid til selv at folde vingerne ud og evt. prøve at blive helt for nogen.
Men det er unægteligt noget nemmere at være en helts beundrer end at være en beundringsværdig helt.
Personligt har jeg et svagt punkt for Kurt Vonnegut, Alan Watts og Freddie Mercury