Læserbrev

Charlotte Diamant, 50 år: Fordi jeg siger det!

»De får hele ansvaret for ’projekt mig’, og når de bliver ældre, er der ikke rum og kræfter til projekt kloden.«
11. november 2014

Den opdragelsesform, der praktiseres i Danmark i dag, er en blødsøden pacificering af barnet og dets følelser. Det giver ikke plads til oprør, for de stærke følelser bliver udvandede af forælderens pussenusse-usikkerhed og beroligelse. Barnet får ikke efterladt tilstrækkelig energi til at manifestere et oprør. De voksne, som skal passe på kloden og på barnet, giver indtryk af, at det nok skal gå. Men de viser ligeså meget usikkerhed, som barnet føler, og dette giver barnet et alt for stort ansvar.

De får bare ingen redskaber til at gøre noget ved det med. De bliver stækket ind i den lydighed, der ender med internalisering af skyld og ansvar og utryghed. Ængstelsen vokser, og de tager for meget på sig. De får hele ansvaret for ’projekt mig’, og når de bliver ældre, er der ikke rum og kræfter til projekt kloden. De skal jo lige klare det sociale, skolen og deres planer for fremtiden med relevant fritidsjob, de relevante opdateringer på sociale medier, den rigtige krop, det rigtige tøj, de rigtige karakterer og de rigtige venner. Så er er der ikke rum for mere! En mor fortalte mig i dag, at hendes datter i 1. g, som ikke har fravær, gik helt i baglås over at skulle tage én enkelt dag fri for at fejre en stor familiebegivenhed. Voilà; følelsesmæssig overbelastning og stress.

De små børn der med blikket søger beroligelse hos en voksen, når de møder noget nyt og ukendt, som muligvis er farligt, fordi de endnu ikke har det i deres begrebsverden, har brug for tydelighed og stilladsering – at den voksne hjælper dem til at forstå. Alt for ofte får de det ikke, fordi den voksne selv er usikker, hvilket igen øger barnets ængstelse. Og det er dette mønster, der gør, at barnet selv skal håndtere alle de svære ting. Helt selv.

Denne andengenerations-relationskompetenceopdragelse har ikke længere noget at stå på skuldrene af, hverken derhjemme eller i skolen. Da den sorte skole blev lavet om til en projektskole, var der en ramme at gå ud fra, eller gå bort fra. Nu er projektskolen blevet noget i sig selv, og det er ikke bæredygtigt – i bogstaveligste forstand – at promovere samarbejde og sociale egenskaber, hvis man ikke også giver barnet styrken til både at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Til det har barnet brug for en fast stemme i baghovedet til at guide dem. Hvad er rigtigt og forkert er nogle absolutter, som forældre ikke tør udstikke for deres børn.

’Vil du have børstet tænder?’ er jo helt galt at spørge sit barn om. Bare at formuleres det som et spørgsmål er en indikation på, at vi som forældregeneration er tabt på gulvet og dermed ikke kan samle vores børn og unge op.

Forældre i dag har behov for at fremstå som gode forældre i den forstand, at de ingen konflikter har. Det er i Danmark (heldigvis) ulovligt at slå sit barn, og det er jeg ikke i tvivl om er med til at handlingslamme forældre både hjemme, men bestemt også ude i det offentlige rum. Ikke fordi, det ville være bedre, hvis man måtte, men det er bare meget svært at irettesætte sit barn, uden at barnet bliver ked af det eller vred. Og så lyder det, at man har været ’ond’ mod sin pode og har udsat dem for overgreb, hvilket er svært for den voksne at tåle følelsesmæssigt. I stedet får barnet lov til alt for meget, og forælderens dårlige selvværd bliver endnu mere forringet.

Børn har fortjent en voksen, der tør sige fra, som tager konflikten og går ind i den. Ikke som en magtanvendelse med råberi, da det generelt vil være uhensigtsmæssigt og uværdigt at råbe ad sit barn. Det gør kun barnet utrygt, og det får barnet til at miste respekt og tillid til sin forælder.

Det er så vigtigt, at man holder fast, når man for eksempel har sagt nej til sit barn. Det skal siges så mange gange, som det er nødvendigt, for at barnet holder op med at få dig til at skifte mening. Sig det med blidhed, men med en fasthed, så barnet ikke er i tvivl om, at det er det, du mener. Når et lille barn går i flitsbue, er det nemmeste at give efter og lade sig friste af den nemme løsning lige her og nu.

At sætte grænser og samtidig møde modstand er ikke let, men det er en kvalitet, vi kan lære vores børn ved at vise vejen. Det er også kærlighed at sætte grænser.

Det er vigtigt at tage ansvar og ind imellem gøre sig upopulær ved at træffe beslutninger og stå ved dem. Kort sagt fortjener barnet en voksen, der tager ansvaret på sig. Det er på tide, at vi får gjort op med, at barnet skal være ligeværdig med den voksne på en voksen måde. Børn skal være ligeværdig på en måde, der passer til deres alder. Og oftest vil det betyde, at den voksne bestemmer og med overbevisning er i stand til at sige; ’fordi jeg siger det!’

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu