Kronik

Deleøkonomien har brug for et akut virkelighedstjek

Der tales meget om deleøkonomi for tiden, og det kan der være såre gode grunde til. Desværre fortaber de sig til fordel for en ofte ukritisk hyldest til deletanken og de virksomheder, der gerne vil associeres med den
’Sharing is the new buying’, lyder det blandt andet. Det illustreres med det ofte gentagede bonmot: ’Man har ikke brug for en boremaskine så meget som det hul i væggen, den kan lave.’ Det lyder besnærende, men noget står alligevel usagt: Man må ikke bore huller i væggene på de lejligheder, der deles på Airbnb.

Thomas Tolstrup

17. november 2014

Afhængigt af udsyn og ståsted virker delingstanken tillokkende og måske ganske lovende. Især i en situation hvor mange efterspørger ikke bare bæredygtige løsninger på enkeltstående problemer, men prototyper på en ny orden. Noget, der kan transformere den måde, vi forstår og tilgår ressourcer, produktivitet og værdiskabelse på.

Der er mange gode grunde til at beskæftige sig med feltet. Men den populære fremstilling indsnævrer dets fokus og præsenterer et forsimplet billede.

Her må man bemærke to generelle og ganske udbredte tendenser. Hver på deres måde optræder de som symptomer på den gode vilje, der florerer blandt feltets fortalere, men som i sidste ende forlænger det system, man hævder at distancere sig fra.

Konkret manifesterer den første tendens sig som et ret banalt semantisk bluff. Man taler om deling, hvor der øjensynligt er tale om en form for udlejning, bytte eller sågar salg af produkter, ydelser og andre ressourcer. Eksemplerne er legio. Vi deler vores lejligheder på Airbnb, vi deler hinandens biler på Uber eller MinBilDinBil, vi deler ud af vore tilegnede evner og kompetencer på Taskrabbit eller Mechanical Turk. Ligesom vi angiveligt deler ud af den ledige plads, vi har i bagagerummet, når vi transporterer andres ting via Bringers.

Hver for sig kan disse platforme for udveksling af produkter og ressourcer byde på interessante udviklinger, hvor det især bemærkes, at man som privatpersoner effektivt kan udbyde og udveksle ydelser hinanden imellem, og hvor man derfor omdirigerer en del af pengestrømmen. Men det ændrer ikke ved, at der så langtfra er tale om deling.

Deling tager stikket hjem

Som et minimum kan man forvente, at deling indstifter en grad af gensidighed mellem de udvekslende parter, der ikke kendes fra den almene transaktionsøkonomi. For den er helt grundlæggende asymmetrisk. By design. Når man udlejer sin lejlighed, sin bil eller sin parkeringsplads gennem Parkatmyhouse.com, så er brugsretten altid begrænset og foranlediget af en økonomisk transaktion fastsat af ejeren. Når dette bluff har stået på ganske uimodsagt fra de mange virksomheder (samt deres ofte kapitaltunge investorer), som vi hyppigt gør til bemærkelsesværdige eksempler på den nye udvikling, skyldes det, at de drager fordel af at blive associeret med deling frem for at blive præsenteret som eksempelvis en udlejningstjeneste. Delebiler tager stikket hjem. Det gør privat taxiservice ikke for tiden. Der spekuleres ganske direkte i den kapital – vi kan kalde det goodwill – hvor delingstanken i mange kredse antages som et mere retfærdigt og bæredygtigt alternativ til den konventionelle økonomi.

En nærmest absurd situation opstår, hvor forskellige former for såkaldt sharewashing drives frem, ikke af de berigede virksomheder, men snarere af et uensartet kor af aktivister, startup-iværksættere, konsulenter, journalister og politikere med smag for alternative vækstpotentialer.

Mere end forbrug

Den anden tendens optræder som et symptom på vores svækkede forestillingsevne. Her tales om deleøkonomi, som om dens omfang blot rækker til at beskrive en ny og forandret forbrugeradfærd. Frem for at eje foretrækker mange at dele. Sharing is the new buying, lyder det blandt andet. Det illustreres med det ofte gentagede bonmot: »Man har ikke brug for en boremaskine så meget som det hul i væggen, den kan lave.« Det lyder besnærende, men noget står alligevel usagt: Man må ikke bore huller i væggene på de lejligheder, der deles på Airbnb.

Af den konstatering kan man udlede en større pointe. Så længe vi kun tilgår deleøkonomi som forbrugshandlinger, begrænser vi os til at udøve den på et grundlag, der forudsætter, at den eksklusive råde- og brugsret, vi kender fra almindelige transaktioner, forbliver intakt.

De fleste delingstjenester, der vokser frem for tiden, fungerer således kun, fordi nogen ejer noget. Uden dem ville ingen udvekslinger finde sted. Det gælder både de varer og ydelser, der udveksles mellem folk, men også – og det er mere afgørende – de platforme, der udveksles på.

En del er ejet og kontrolleret af investorer, der vælger en bestyrelse, som de tror kan maksimere profitten. Det gøres typisk ved at markedsføre ’delingen’ til et mere købestærkt publikum ved at hæve gebyrer eller ved at sælge brugerdata til tredjepart.

Man kan sige, at en del deleøkonomiske virksomheder udgør en fejlkonstruktion, der før eller siden vil kompromittere selve det værdigrundlag, som deletanken bringer for dagen.

Derfor må vi også se på, hvornår der er mere på spil end simpel adgang til webplatforme og produkter, andre har råderet over. Her opleves en udvidelse af den gensidighed, der opstår mellem eksempelvis en organisation og dennes brugere. Det er nu ikke så meget et spørgsmål om adgang, men snarere om hvilken kollaborativ udfoldelse, og dermed også produktions- og innovationskraft, adgangen gør mulig.

Der kan være tale om adgang til kapital, som man ser det på de knopskydende crowdfunding-platforme, der finansierer forskellige foretagender. Eller organisationer, der opnår adgang til ideer og viden på OpenIdeo eller danske TAG DEL, hvor man sætter udfordringer i udbud til åbne innovationsmiljøer.

En foreløbig barriere

Deling handler også om en indsats med henblik på at understøtte andres virkelyst og udvikling. Det gør flere offentlige såvel som private organisationer, der stiller åbne data til rådighed for et sammenrend af projektmagere og iværksættere, der kan bruge alt fra trafik- til vejrdata, når de vil bygge eller forbedre produkter og tjenester.

I videre forstand handler det ikke længere om adgang til ressourcer eller produkter, andre har skabt, men om mulighed for at øve indflydelse på de grundlæggende informationer, design, infrastrukturer, byggeklodser, ja, selve koden.

Man fristes derfor til at kalde denne type projekter og organisationer for open source, hvilket også indikerer, at selve råderetten over ressourcer og redskaber er social eller distribueret frem for centraliseret.

På mange måder er deleøkonomien, som den for det meste forstås og efterleves for tiden, en foreløbig barriere. Det er partielle løsninger på de forkerte problemer.

Man følger ikke ideen om deling derud, hvor den reelt ændrer forholdet og dermed værdikæden mellem en organisation og dennes kunder, brugere, medlemmer eller samarbejdspartnere.

Gjorde man det, ville ambitionen om øget deling blive et middel og ikke et mål, der skubbes over på forbrugere. Som flere institutioner og virksomheder allerede er i gang med, må man udforske potentialerne i at dele både information og data, men også de mere strukturelle forhold som ejerskab og kontrol, fortjeneste og risiko med mange bidragende parter.

I sidste ende gælder det, at så længe vi kun ser deleøkonomi som et spørgsmål om forbrugeradfærd, vil vi være ude af stand til at udvikle de redskaber, der skal til for at udbygge den kollaborative handlekraft samt den værdi, det kan indløse for samfundet.

Christian Ingemann er partner i researchbureauet Solobeta

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Børge Rahbech Jensen
Jakob Silberbrandt og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lina Bergstrøm

Måske har deleøkonomi ikke brug for et virkeligheds tjek, men i stedet en afklaring af hvilke ejerskabsregimer der deles under, således at det bliver muligt at finde ud af hvad der deles og under hvilke betingelser aftaler laves. Vi er stadig ved at finde ud af hvilken betydning internettet og dets mange muligheder for kommunikation, har for den måde vi kan organiserer vores økonomi. Samt hvordan de forskellige roller vi besidder online påvirker økonomien, hvor skellet mellem privat person og bidragsyder (peer produktion) og forbruger kan være udvisket.

Udlejning af materielle resurser, er en ”gammel” forretningsmodel, det der gør det ”nyt” er måden hvorpå man kan organiserer aftaler mellem mennesker på billige og hurtige digitale platforme. Man kan altså sige at det digitale videns flow understøtter en ny form for mikro- forretningsmodel, hvor man kan sælge ydelser. Det samme fænomen, bare med virksomheder som køberer af arbejdskraft, kan man se i den digitale sfære under begræbet "online arbejdsmarkeder", hvor virksomheder eller private udbyder arbejdsopgaver online. Ved crowdsourcing , skabes der en distribueret problemløsning og produktionsproces, der indebærer at man outsourcer opgaver, fx til små økonomiske bidrag til en virksomhed eller på en markedsplads hvor der udbydes små opgaver. Her er ejerskabet helt og holdet privat og der udbydes opgaver, der belønnes enten monetært eller for fx. gennem anerkendelse.

Når det kommer til åben viden og data, som der også nævnes i artiklen, findes der også et spænd i ejerskabet, men det der adskiller denne form for ”økonomi” fra den udlejnings virksomhederne i artiklen, er at den er immateriel resurse og ofte digital, derfor findes der andre former for fordelagtige forvaltningsstrategier for denne form for resurse. Den måde der ofte bliver skabt økonomisk vækst på i forhold til viden, bliver som det også er skrevet at ”holde viden for sig selv” og så udbyde det som et kommercielt produkt. Monopolisering af viden er langtfra den mest fordelagtige måde at fordele vidensresurser i samfundet, i hvert fald ikke for små virksomheder, samt for os som aftagere af produkter. Her skal vi som forbrugere være særligt opmærksomme på virksomheder der udbyder "åben viden" i form af gratis facilitering, underliggende at der forefindes en præmis der siger, at vi afgiver ejerskab til virksomheden i bytte for vores gratis arbejdskraft.

Lina Bergstrøm

Hov, jeg glemte lige at pointerer, at min vurdering er, at deleøkonomien fordi den både omhandler materielle og immateriel resurser, grundliggende arbejder med to idealtypiske problemstillinger, hvor den materielle deleøkonomi omhandler at løse forvaltning af naturresurser, (overforbrug), handler deleøkonomi for immateriel resurser om at skabe adgang, både juridisk og i brug af informationer (strukturelt magt), så jeg tror ikke man direkte kan sammenligne de to, heller ikke når man leder efter forvaltningsstrategier, eller nye måder hvorpå de bliver indoptaget- eller der bliver ydet modstand i mod strømningerne fra det kapitalistiske system.

Og en af de interessante konsekvenser af deleøkonomien er at , da man i vid udstrækning forsøger at udelade mellemmanden, staten ikke mere kan opkræve skatter af tjenesteydelser og services.

Dele økonomi er selvfølgelig skattepligtig af den opnåede værdi man høster ved at dele...

Derudover har der gennem årtier været snakket om alle mulige former for økonomi. Men vi køre forsat af samme spor som altid.

@Kjeld Hansen

Deleøkonomien har i de fleste tilfælde ikke en mulighed for at beskrive de økonomiske fordele. Hvad har du af fordel ved at låne min slagboremaskine? Eller hvordan vil du kontrollere at min kones kusines nabo låner mit sommerhus?

Hvis i vil have mange likes og deles helt vildt, kan i sende en oppustet røv ud på nettet, og få enormt mange delinger - the ass is here to stay - og som vi ved er prutter en faktor til global warming - her kunne forskes i om større røve prutter mere end små franske - mennesket elsker at dele - også sit had - det deler gavmildt ud af sit had, så sig ikke at det ikke giver

Helt enig, at der bliver drevet gæk med begrebet "dele".

Men hvem er det nu egentligt der kalder hvad der i virkeligheden er "skatteunddragelses brugerflader for den lille mand" som airbnb og minbildinbil for "deleøkonomi"?

Disse nye former for privatkapitalisme har så lidt med deleøkonomi at gøre som sugardating har med kærlighed.

Medmindre man vil kalde sugardating for "delekærlighed"?

Hvilket ærinde er Ingemann ude i. Han nævner ikke denne raffinerede form for sort arbejde, som "deleøkonomi" er. Skattevæsenet står med bukserne nede om hælene. En del af min løn kunne være en modydelse.
I ekstrem form er der tale om en bombe under skat på arbejde.
Men det er i grunden ikke så galt. Resurseforvaltningen kræver nytænkning med en ligevægtsøkonomi, som beskrevet af øko-økonomerne.

Der er med den kære Ingemann i spidsen en del kloge hoveder her, der har divergerende syn på hvad deling er og hvad det betyder for samfundet.

Når jeg udlejer et sæde i min bil til en person jeg ikke kender, på ruten mellem København og Århus. Så deler vi pladsen i bilen, vi deler omkostningerne ved at rejse frem og tilbage, vi deler meninger om vejret og om deling som sådan. ja det hænder sågar vi deler en pose lakrids.
Det er deling og deleøkonomi for mig.
Så Kan Hr. Christian Ingemann virkelighedstjekke sig selv og sine venner resten af dagen, det ændrer ikke ved noget som helst.

PS. skulle der være en lille gevinst i form af halveret co2 udslip så skal det ikke koste hr. Ingemann ekstra.