Det dysfunktionelle demokrati

Ved et besøg for et års tid siden af en af skribentens amerikanske slægtninge, en relativt højt placeret markant republikansk orienteret embedskvinde i staten New York, faldt talen på Obamacare, præsidentens føderale sundhedsreform. I nordeuropæisk målestok ikke særligt storslået og undervejs gennem systemet onduleret halvvejs itu, som studehandelstrukturen i USA’s kongres uvægerligt gør. Alligevel er reformen den mest vidtgående af sin art i USA’s historie med den hensigt at levere offentlig behandlingsgaranti med statsgaranteret obligatorisk forsikring. Mindrebemidlede – og bemidlede for den sags skyld – skal ikke mere ruineres af langvarige sygdomsforløb og efterbehandling og genoptræning. Det er meningen.

Utallige er de (sande) historier om uforsikrede amerikanere på vej ind i ambulancen der afkræves privatforsikringsbevis med efterfølgende afvisende eller sparsom behandling på hospitalet. Anskuelig i så henseende er tv-dramaserien Skadestuen, hvor samvittighedsfuldt personale (heriblandt en ung George Clooney) på en af Chicagos centrale skadestuer forsøger at lempe fattige patienter gennem labyrinten af væsenets stopklodser og pengefælder. Et vægtigt indlæg i debatten.

Fanden forstå det ønsker mindst ét dansk politisk parti om end ikke noget tilsvarende indført så i princippet noget efterlignende. I hvert fald mere konkurrence i sygehusvæsenet – se: forskelsbehandling og brugerbetaling. Filosofien formuleres som respekten for menneskets iboende frihed og retten til at vælge i så mange af livets forhold som muligt. Republikanske amerikanere der sympatiserer med Tea Party-bevægelsen – til hvilken ovennævnte kusine MM angiveligt hører – angiver opfyldelsen af The American Dream som højeste mål for nationen, for dem selv og ikke mindst for andre. The pursuit of happiness som udtrykt i forfatningen er en pligt. Dette endskønt den amerikanske drøm for et meget stort flertal nærmere må siges at være et mareridt.

Absolut personlig frihed

Selve ’drømmen’, betegnet som sådan og som hentydning til landet med uendelige muligheder for den driftige og flittige, stammer i den form vore dage kender udtrykket fra historikeren James Truslow Adams’ bog The Epic of America fra 1931. Indholdet har i nogen grad ændret karakter og mødes i liberale kredse med klædeligt intellektuelt forbehold. Men grundlæggende udspringer drømmen af den selvsamme pionerbårne tanke om absolut personlig frihed som idealtilstand i Guds eget uberørte land. Denne frihed kan og bør vindes igen og igen ved at søge atter nye grænser: The New Frontier, som John F. Kennedy genoplivede i sin nomineringstale i 1960.

Den republikanske udgave af frihedsbegrebet medregner ikke normer og regler der også definerer det amerikanske samfund, og som frem for den antiautoritære, regeringsfjendtlige ’drøm’ består i en værdireaktionær kerne. Den del af drømmen opremser den republikanske friheds afsky for friheder: frihed til abort, kunstnerisk frihed, frihed til gudløshed, frihed til at være anderledes …

Med andre ord: Drømmen i den højrerepublikanske udgave er selvmodsigende og udsat for rystelser. Den rene vare, efterhånden som Tea Party har udviklet sig som magtfaktor, afviser jo kompromis og ansvar. Medmindre magten ligger totalt i de rettroendes hænder.

Midt i drømmeriet om det pure Amerika bevidner en stadig mere foruroliget omverden i disse år en dysfunktionel supermagt på vej mod et konservativt, halvfascistisk stillestående anarki, hvor eksklusionen af andre er liturgien, din egen lykkes smed det evige omkvæd og (hvid) protestantisk middelklassenormalitet uniformeringen. Enhver statslig medvirken i borgernes liv opfattes som konspiratorisk ondskab.

Den højtuddannede republikanske repræsentative embedskvinde, kusine MM, er således af den udtalte opfattelse at Obamacares mål er tvangsindlæggelse af så mange amerikanere som muligt (især republikanere, børn og gamle). Obama vil have dem ind i det offentlige sygehusvæsen for effektivt at hjernevaske og berøve dem retten til at bære våben og i sidste ende indføre et kommunistisk islamisk diktatur.

Se, det tror man jo er lyv, når man bivåner dette ævl over de hjemmestegte kludeburgere. Men realiteterne bag styrkes unægtelig af at en lang række fremtrædende kongrespolitikere fra samme fløj siger noget tilsvarende som kusine MM. Følg blot valgkampen. Det hårrejsende postulat, at Obamacare vil gasse alle syge ældre, er ikke manet i jorden.

Nedtromlede retorik

Det er her man igen skal bemærke retorikken. Det betyder ikke noget at det der lukkes ud i den politiske værdikamp ikke passer eller befinder sig lysår fra virkeligheden. Regler og normer for god argumentation, uden hvilke man ikke fører en rimelig politisk samtale, gælder simpelthen ikke. Denne nedtromlede retorik, hvor intet nok så forstands- eller fornuftsmæssigt tæller, er vore dages pest. Den hærger Amerika og store dele af Europa og Danmark. Forargelsen over noget, et eller andet let forståeligt for galt noget, udbasuneres som alle sandheders moder: Obama hjernevasker amerikanerne med sin sygeforsikring. Bornedal ødelægger sammenhængskraften i landet med sin voldtægtsramte ko i prime time. At de kære små nok sidder og glor på denne balle danske hø og tager skade, men allerede inden kl. 17 har set amerikansk splattermord nummer 312 i dét tv-døgn, tager madam Kjærsgaard ikke så tungt. Herregud, ytringsfriheden!

Vulgariseringen af argumenter ødelægger demokratiet – ikke en krænket ko. Så lidt som Obamacare gasser gamle amerikanere.

Men retorikken bider, som når stuerenheden forglemmes og den danskeste danske Mogens Camre ikke tåler fejlfarver i dansk tv.

Så føler man sig til damete med kusine MM og haltefanden.