Kommentar

Endnu et søm i historikeren Blüdnikows hjemmelavede ligkiste

At man først skal tage en masse tæsk og beskyldninger for at bekæmpe venstrefløjens ’målet helliger midlet’-tænkning og udemokratiske takter, for så at blive skudt i skoende at have deltaget i dem, er lige i overkanten.
5. november 2014

I sin kommentar den 30. oktober beskylder Bent Blüdnikow mig for lidt af hvert, herunder støtte til vold og terror og hyldest til drab på en busfuld civile israelere.

VS-publikationerne fra årene omkring 1980 vil, som jeg skriver i min nye bog, være en sand guldgrube for inkvisitorer som Blüdnikow. Partiet rummede lidt af hvert på venstrefløjen, og især i kredsen omkring Internationalt Udvalg kunne man finde folk, som forsvarede f.eks. Sovjets invasion i Afghanistan og andre militære interventioner, gidseltagningen af USA’s ambassadepersonel i Teheran, Rote Arme Fraktions terroraktioner i Tyskland og De røde Brigaders i Italien, endog politiske mord (på henholdsvis Hans Martin Schleyer og Aldo Moro) og dobbeltstandarder for snart sagt hvad som helst, alt efter hvem man sympatiserede med – i øvrigt samme mønster, som det man så hos DKP og NATO-partierne, hvilket ikke gør sagen bedre.

Når jeg tillader mig at sige, at jeg har papirerne i orden, er det fordi jeg konsekvent gik i rette med enhver af disse udskejelser og tilsidesættelse af demokratiske principper. Det var for eksempel i anledning af et terrorangreb på en bus med mange dræbte israelske skolebørn til følge, at jeg klart meldte ud, at jeg ikke kunne være i parti med nogen, der forsvarede den slags – uanset at Israels statsterror dengang som nu krævede langt flere civile palæstinensere livet (hvilket aldrig synes at have anfægtet Blüdnikow!).

Blüdnikows påstand om, at jeg på det tidspunkt var med i ledelsen af partiet, er urigtig; bortset fra en kort periode omkring 1971 var jeg aldrig medlem af ledelsen, og den gruppering, jeg tilhørte, havde i øvrigt aldrig flertal.

Demokratidebatten

Forsvaret på busangrebet var en af anledningerne til, at jeg i juli 1980 fremprovokerede en partidebat om mål og midler med et indlæg, som ikke lagde fingrene imellem.

En lang stribe konkrete eksempler blev trukket frem. I de overordnede, principielle betragtninger hed det bl.a., at der var tale om »modsætninger, som ikke kan rummes i et parti, og som altså enten må overvindes meget hurtigt eller føre til en afskalning«. Det omfattede »snart sagt alt, hvad der kommer ind under begrebet ’demokratiske principper’: holdningen til terrorhandlinger, til gidseltagninger, til dødsstraf, til udlevering af politiske flygtninge, til politiske registreringer, til ytringsfrihed, til berufsverbot, til retssikkerhed osv., osv. … Men kravene til retssikkerhed og demokratiske principper er udelelige ... Vi skal ikke have plads til en tænkning, som repræsenterer den totale foragt over for anderledes tænkende. Vi skal ikke have plads til taktiske syn på demokratiske principper... Der må hurtigt og offentligt gøres op med den grundlæggende udemokratiske holdning, som gnaver sig frem i partiet ... Og så må vi tage de afskalninger, der følger med«.

Og det gjorde vi så. ’Demokratidebatten’ var skarp og dybtgående og stod på et par år, men landede fint og kompromisløst, og afskalningen omfattede, da det kom til stykket, kun 12-15 udmeldelser.

Det var baggrunden for, at jeg i 1983 modtog PH-prisen netop på grund af min indsats »for at forankre den danske venstrefløj solidt til demokratiske principper«. Det harmonerer ikke så godt med Blüdnikows beskyldninger.

Opgør uden inkvisitorer

Jeg synes, det tjener VS til ære, at vi selv ganske uprovokeret og uden ’bistand’ fra de senere inkvisitorer gjorde op med ’målet helliger midlet’-tænkningen. Forankringen til demokratiske principper og afvisning af dobbeltstandarder karakteriserer arvtagerne i Enhedslisten den dag i dag.

At man først skal tage en masse tæsk og beskyldninger for at bekæmpe udskejelserne og så skal tæskes for at have deltaget i dem er lige i overkanten. Den mindste smule kildesøgning, f.eks. blot et opslag i Dansk Biografisk Leksikon, kunne have forhindret de urigtige beskyldninger. Artiklen i Dansk Biografisk Leksikon er ganske vist skrevet af en politisk modstander, men en, som i de år fulgte mit arbejde tæt, og som opfattede og præcist beskriver, hvad jeg stod for.

Blüdnikows kommentar derimod er endnu et søm i historikeren Blüdnikows hjemmelavede ligkiste.

Preben Wilhjelm er atomfysiker, politiker, lic.jur., samfundsdebattør, forfatter og tidligere folketingsmedlem. Han har netop udgivet selvbiografien ’Man kan sagtens være bagklog’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Robert Ørsted-Jensen
  • morten Hansen
  • Henrik Darlie
  • Andreas Trägårdh
  • Tom Paamand 
  • Niels Duus Nielsen
  • lars abildgaard
  • Jens Falkesgaard
  • Niels Mosbak
  • Slettet Bruger
  • Per Holm Knudsen
  • Ole Nielsen
  • Jens Høybye
  • Ejvind Larsen
  • Erik Jensen
Rasmus Kongshøj, Robert Ørsted-Jensen, morten Hansen, Henrik Darlie, Andreas Trägårdh, Tom Paamand , Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Jens Falkesgaard, Niels Mosbak, Slettet Bruger, Per Holm Knudsen, Ole Nielsen, Jens Høybye, Ejvind Larsen og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Klassens dydsmønster forsvarer sig op ad stolpe og ned ad vægge mod gadedrengens bissede beskyldninger og løgne. Må jeg bede om respekt, jeg var altid den pæne dreng, det var mig, der stod vagt om demokratiet og vandt den kolde krig på venstrefløjen.

"I sin kommentar den 30. oktober beskylder Bent Blüdnikow mig for lidt af hvert, herunder støtte til vold og terror og hyldest til drab på en busfuld civile israelere."
Skriver Preben Wilhjelm.

De bizarre beskyldninger, selv fra en person af Blüdnikows beskaffenhed, kan være ubehagelige nok.
Men kan glæde sig over, at ingen udenfor DF og højreekstremistiske kredse tager Blüdnikow seriøst.
Blüdnikow er en forbitret og irrelevant gammel mand.
Som aldrig kom igennem med sin dagsorden.
Sammen med f.eks. Bent Jensen og JP.

Jeg ville kommentere, men undersøgte først, hvad der står i Enhedslistens program om metoden til indførelse af socialisme. Programmet er tilsyneladende fjernet fra hjemmesiden.
Så det må vente.

Det er mange år siden, Morten Thing karakteriserede Bent Blüdnikow som en "dum og doven historiker".
Det har tilsyneladende ikke ændret sig siden...

Rasmus Kongshøj, Robert Ørsted-Jensen og morten Hansen anbefalede denne kommentar

Blüdnikow er jo egentlig ikke historiker (som Bent Jensen), men gemmer sig bag sin titel for at legitimere sine perfide holdningsindlæg som er så langt ude til højre man kan komme uden det bliver anarkistisk.

Per Holm - tak for linket.
Det er godt gemt - ikke under politik - men under Parti > Organisation > Principprogram.

Enhedslisten lever op til PW`s krav om, at socialisme skal indføres ved demokratiske beslutning.
Underforstået gennem valg af folketinget med de nuværende metoder - indtil folketinget evt ændrer disse metoder.
Og da "arbejderklassen" omfatter ca 90% af befolkningen får EL et stort flertal alene i et kommende folketing og der gennemføres nemt - jf. programmet :
- Ny grundlov, som afskaffer den private ejendomsret og kongehuset.
- Befolkningen tager magten over de økonomiske centre.
- Overtagelse af produktionsmidlerne.
- Demokrati i alle dele af samfundet.

Selv om "det indenfor kapitalismen er muligt at bygge sig til bedre udgangspunkter for de næste sejre."

Per Holm Knudsen

Det tog mig nu kun 3 sek. at finde det - men selvfølgelig, hvis man tror, at det hedder Partiprogram, kan det være lidt sværere ;-)

Stephan Paul Schneeberger

det sjovt nok ingen debat om hvad demokrati indebærer i denne debat, fordi det parlamentariske demokrati er en ting og en anden er f.eks. et direkte demokrati eller et rådsdemokrati. Det der kende tegner parlamentariske demokrati er dens totalitærere krav på den dømmende, udøvende eller besluttende magt og der gennem festlæger andre ting som totalitære konsekvenser som ejendomsretten som er med til at markeds- og tingsliggør alt og alle og der ved skaber kapitalismen. Man ved fra historien at socialdemokratiet uden vider lader militæret går løs på befolkningen når den ønsker en realt opgør med markedsøkonomien eller generelt borgerskabtes magt. Det var en socialdemokratisk styre i Kbh. som fil byggeren ryddet og i rydning blev grundloven ophavet og er var også med støtte af socialdemokratiet at man indført teror paragrafer, lømmelpakken osv. som realt opgaver grundloven for alle dem bar mistænkeliggøres at ville i praksis sætter spørgsmålstegn ved de magt- og ejendomsmonpolerne der skaber klassesamfundet.

Socialister der ikke kan skelner i mellem det ene side parlamentariske styre og stater generelt har totalitær tendenser og på den anden side det monpoler der principper der skaber kapitalen er ikke
anti-kapitalstisk, og måske ikke engang mere socialistisk, fordi den ikke realt kan lade sig gøre at skabe et klasseløst samfund før man afskaffet det politiske magt monopolet og dens konsekvenser som findes i kraft af stater og dens borgerlige eliter generelt i samfundet. Preben Wilhjelm gør sig selv til socialdemokrat som resten af den generation er blevet til - til lykke.

Janus Madsen

jeg vil lade Bent og Preben slås i fred uden min hjælp, men jeg kan ikke lade være at spørge dig, hvorfor du mener, at anarkisme skulle være højreorienteret??

Janus Madsen:

Blüdnikow er skam historiker, men hans speciale var 1700-tallet, hvor han faktisk har skrevet en del interessante artikler og bøger. Men så skiftede han emne til koldkrigskriger, og det synes som om at det skift har fået ham til at glemme alt om kildekritik og dokumentation.

Han synes simpelthen at være ude af stand til at forholde sig bare nogenlunde sagligt til hans valgte emne. Fordommene oser ud af ham og ødelægger ethvert tilløb til objektiv vurdering.

Robert Ørsted-Jensen

Engelsted hvad angår det at være ægte progressiv og til venstre lå VS altid langt til venstre for DKP - et parti som siden stalin 's kontrarevolution i 30erne i tiltagende grad var lukket inde i en bizar højreforvridning udgave af oprindelig tænkning. Reelst havde parttiet reduceret sig selv til at være en den lokale representant for Stalins diktatur, løgne og forsvarer for massemord

Rasmus Kongshøj

Selvfølgelig er Blüdnikovs beskyldninger ikke andet end en reaktionær smædekampagne, og Preben Wilhjelm har selvfølgelig al mulig grund til at gå i rette med dem. Alligevel kan jeg ikke lade være med at blive træt, når jeg nu for 117. gang skal læse om en socialist, der bedyrer at han skam altid har været demokrat.

Hvorfor er det kun på venstrefløjen, man gang på gang skal sværge troskab til demokratiet? Højrefløjens antidemokratiske og voldelige tendenser er der ingen, der tager notits af, selvom det er dem, der i dag udgør den reelle trussel. Borgerlige politikere skal ikke have ret mere end et par fadøl, før de viser deres sande demokratiske sindelag, ved for eksempel at synes det er en god idé at tage stemmeretten fra arbejdsløse. Vi skal også huske på, at borgerlige politikere raskt væk gør brug af krig - den ultimative form for politisk vold.

Samtidig har historien også lært os, at det borgerlige demokrati kun gælder, så længe det giver de ønskede resultater for borgerskabet, den ene procent, eliten, eller hvad man nu kalder dem. Vil flertallet derimod - på demokratisk vis - tage nogle af privilegierne fra borgerskabet, hælder man uden betænkninger alle demokratiske idealer over bord, og bruger alle til rådighed stående midler for at få sin vilje.

Når venstrefløjen accepterer, at den skal forsvare sit demokratiske sindelag, uden højrefløjen skal det samme, så accepterer man samtidigt den forrykte præmis om at socialismen i sin kerne skulle være mindre demokratisk end de reaktionære ideologier. Virkeligheden er jo den direkte modsatte. Socialisme betyder blot at man tager demokratiet alvorligt, og forlanger at det også skal gælde for samfundsøkonomien. På den anden side står de reaktionære ideologier, der aldrig har brudt sig om demokratiet, men som i stedet ønsker at politisk-økonomiske beslutninger skal træffes af de allerede priviligerede.

Det er højrefløjen, der har et demokratisk problem, ikke venstrefløjen.

De jævnlige knæfald for demokratiet umuliggør også en reel debat om hvad demokrati egentlig er, for en størrelse, og om det borgerligt parlamentariske system som vi har i dag virkeligt er det mest demokratiske, man kan forestille sig. Enhver kritik af parlamentarismen bliver nemlig lynhurtigt opfattet som en kritik af demokratiet.

Men demokrati er jo ikke lig med det system, vi har i dag. Snarere end et fuldstændigt demokratisk system, har vi et parlamentarisk system med demokratiske træk. Det nuværende system har mange udemokratiske elementer, hvoraf den manglende demokratiske kontrol med økonomien er den mest indlysende, men der findes mange andre problemer, som for eksempel:

- Muligheden for - helt lovligt - at omgås reglerne om partistøtte, og dermed i princippet bestikke politikere med lige hvad det skal være.
- En indskrænket offentlighedslov, der unddrager vigtige oplysninger fra offentligheden.
- At de toneangivende medier alle er borgerlige i deres grundopfattelse.
- At politikerne helt lovligt kan sidde massive folkekrav overhørigt.
- At folkeafstemninger på nær i EU-spørgsmål er fuldstændigt fraværende.
- At ansatte i praksis ikke er garanteret mod ubehageligheder, hvis de ytrer sig kritisk om forhold på arbejdspladsen.
- At de politikere, der skal forestille at repræsentere folket, har tilværelser, der økonomisk og socialt er milevidt fra den jævne befolknings.

Spørgsmålet er, om ikke man kunne udtænke et mere demokratisk system end det nuværende, hvor vælgerne får lov at vælge mellem syv-otte foruddefinerede politiske pakkeløsninger (der i den parlamentariske virkelighed snarere er én-til to pakker) hvert fjerde år, og i øvrigt ingen indflydelse har resten af tiden.

Der må være en bedre måde at formulere og gennemføre en folkevilje på. Det er venstrefløjens opgave at finde disse bedre måder, og agitere for dem.

Niels Mosbak, Hans Larsen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Både Alternativet og Retsforbundet har mange ideer til ændringer af valglov og styrelseslove.
Og Enhedslisten selvfølgelig - på deres særlige virkelighedsfjerne måde.
De to første ikke har noget at skulle ha` sagt, og sidstnævnte har en helt anden dagsorden.
Problemet er, at resten slet ikke er interesseret i mere demokrati. Deres magtsyge står i vejen.
Rasmus, du skal ikke tro, at socialister har eneret på denne kritik.