Klumme

Evidensbaseret kærlighed

I ’Gift ved første blik’ opdrages vi til, at også kærlighed bygger på flid og evidens. Men så viser miraklet sig: Faktorer, der ikke lader sig måle, har større indflydelse på os, end eksperterne havde regnet med
28. november 2014

En ud af fire. Det er succesraten efter finaleafsnittet af DR’s nye seermagnet, realityserien Gift ved første blik.

Programmet kalder sig et kærlighedseksperiment. »Det, jeg ønsker med eksperimentet er at sætte fokus på rationaliteten,« udtaler en medvirkende psykolog. Over en million danskere fulgte med, da fire licensarrangerede ægteskaber skulle stå deres prøve i bedste sendetid.

Parrene i Gift ved første blik matches ud fra en idé om, at lige børn leger bedst. Det er godt at have de samme værdier, lærer vi. Godt at have de samme madvarer i køleskabet. Godt at have samme tilknytningsmønster fra barndommen. At det åbenbart ikke er så vigtigt, at én af deltagerne vil have børn, kan undre. Det var den eneste ting, jeg var rationel med, da jeg mødte min mand. Eftersom han havde en stor datter i forvejen, afkrævede jeg ham svar på, om han ville have flere børn, kort efter første date. Ellers var vi det oplagte mismatch. Jeg husker tydeligt, hvordan alle advarselslamper blinkede rødt, og hvordan vi ignorerede dem, fordi det kildede dejligt i maven.

Hvordan måler man, om det kilder i maven? Det fik vi ikke noget godt svar på. »Der skal noget mere humor ind,« sagde Carina og Peter med gravrøst, når de evaluerede deres tre-fire uger lange bekendtskab for åben skærm. »Det er noget, vi vil arbejde på.« Ekspertpanelet nikkede i takt. Det blev det ikke sjovere af.

Hvis man skal evaluere programmet på dets egen præmis, må man sige, at tesen om det rationelle ægteskab er tilbagevist. En skilsmisserate på 75 procent er næsten dobbelt så høj som den seneste skilsmissestatistik på 42,7 procent.

Statistik er vigtigt. Det er jo videnskab, det her. I modsætning til det romantiske ægteskab. Programmets psykolog beklager, at vi »i det moderne samfund fokuserer utrolig meget på følelserne.« Det ved jeg nu ikke, om vi gør. Det kan godt være, vi taler om kærlighed i følelsernes terminologi. Men man kan vel også hævde, at vi er alt for opsatte på at sikre os og planlægge vores tilværelse, og at selve denne rationelle livsform står i vejen for kærligheden. At kærlighed er reduceret til noget, der skal passe ind. Noget, man skal arbejde for. Programmets pligtopfyldende kvinder er generelt indstillede på at knokle – men det, de knokler for, er noget så irrationelt som »en gnist«. Jamen, hvor glædesløs en protestantisk karikatur kan det blive? Det mindede mig om Søren Ulrik Thomsen, der i Deadline tidligere i år fik sagt, at »hvis det bliver til, at sex er opbyggeligt, og noget, man læser om i Helse mellem støttestrømper og bugfedt, så er det som om, erektionen falder.«

Programmet og dets succes er på den måde en del af en nyrationalistisk tendens, hvor flid og evidens til hver en tid trumfer sansning, følelse og intuition. I det godes navn invaderer en gold fornuft alle tænkelige områder af menneskelivet. Der er en magtfuldkommenhed over denne rationalisme, der ikke tvivler, men henviser til sin egen ufejlbarlighed. Det kan jo måles. Hver gang politikere, økonomer og forskere argumenterer for, at man baserer sig på sandheden om den rigtige måde at leve på, er det som at lytte til medlemmerne af en sekt. Man bliver en lille smule hjernevasket.

Men så viser det sig, miraklet. At faktorer, der ikke lader sig måle, åbenbart virker mere i os, end eksperterne havde regnet med. »Jeg kan bare mærke, at det ikke er rigtigt,« er den tilbagevendende anke hos afhopperne i Gift ved første blik. Så menneskelige er mennesker. De stoler simpelthen på deres egne subjektive fornemmelser, selv om de ikke kan legitimeres af videnskaben.

Måske skal programmet bare tage det rationalistiske paradigme et skridt videre – ud af psykologien og ind i neurobiologien. Kærlighed er jo også kemi, og hvorfor ikke få styr på det med gnisten? I næste sæson bør man nok skifte de velmenende psykologer og præster ud med et par hvide kitler. Hormonelle faktorer spiller nemlig en stor rolle i den menneskelige parringsdans.

Et britisk forskerhold fra University of Newcastle har f.eks. påvist, at det med at matche efter lighed er tvivlsomt. En partner med en genetisk profil, der adskiller sig fra vores egen, skulle til gengæld være et optimalt match i forhold til bl.a. fertilitet. Det smarte er, at vi er udstyret med evnen til at lugte, om han eller hun har de rette gener. Måske handlede det ikke om, at deltagerne i Gift ved første blik skulle arbejde mere med forholdet. De kunne bare ikke lide lugten i bageriet.

Signe Løntoft er journalist og ph.d.-studerende.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vibeke Rasmussen
  • Steffen Gliese
Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har jeg ikke set programmerne, fordi jeg grundlæggende er imod konceptet/ideen. Nu har vi her i Vesten i flere hundrede år kæmpet imod arrangerede ægteskaber. Og så kommer DR og sætter en ære i at føre folk sammen som ikke kender hinanden i forvejen. Og således synes at gå tilbage til en tradition som vi ellers havde forladt her i DK og i Vesten for mange, mange år siden.

Når det er sagt, kan jeg godt forstå hvor eksperterne har parret en blid, sensitiv mand med en kvindetype som mere er hvad vi vil kalde for udfarende og som måske har en mere maskulin tilgang til livet. Ofte er det nemlig den kombination man ser, hvis manden er sensitiv og blid. Hvad angår det med at have den samme tilknytning i barndommen (til sin far og sin mor) behøver det ikke nødvendigvis være sådan; det kan måske bare være sådan at man i sit indre har nogle sår som passer perfekt til den andens sår. Og som derfor får folk til at forelske sig i hinanden. Og så går der nogle måneder og så sker der gerne det, at vi opdager hemmeligheder og løgne. Og det får os nogen gange, ikke altid, men nogen gange til at reagere voldsomt. Fordi det minder os om situationer vi har været i før....især da vi var børn. Og vore forældre bestemte over os. F.eks. kan en person som ikke fortæller hele sandheden om et eller andet til den anden person, f.eks. manden blive anklaget for bevidst at lyve; og han kan ikke med løgne og bedrag, fordi det minder ham om atmosfæren i hjemmet i hans barndom.

Og ja, det er vigtigt at have fælles værdier eller i hvert fald det samme syn på væsentlige ting; har man det ikke er det vigtigt at respektere og anerkende at du og jeg er forskellige fra hinanden på de her punkter.

ps: Evolutions-biologerne gør, ligesom de gamle kristne præster, den fejl, at de tror, at alt handler om at få børn. Og at sex (altså kønsakten) og dens formål udelukkende er at få børn...

Bodil Waldstrøm

Jeg så ikke udsendelserne - kun ganske sporadisk, hvis jeg ved et tilfælde "kom forbi". Konceptet tiltalte mig ikke. Jeg kunne nemlig ikke forestille mig, at der ville komme noget seriøst ud af det - kun måske lidt underholdning og overfladiske betragtninger. Jeg kender en mand, der lever i et arrangeret ægteskab. Han havde kun set sin kone én gang på afstand på gaden, før de blev gift. DET er alvor. De lever i et land og i en situation, hvor skilsmisse ikke kan komme på tale. Derfor ved jeg, hvad et arrangeret ægteskab kan gøre ved mennesker, og derfor havde jeg ikke noget ønske om at se dansk underholdning som "Gift ved første blik".

lars abildgaard, Vibeke Rasmussen, Torben Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg har heller ikke set udsendelserne, da jeg ligesom ovenstående er imod konceptet.

Det menneskesyn som gør, at alle mennesker bør parres og leve sammen og bide tænderne tilsvarende sammen og gøre en indsats og arbejde på det og give det en chance, fordi andre synes de passer så godt sammen - det synes jeg er inderligt forkert i disse arrangerede ægteskaber af påståede menneskekenderes nåde.

I øvrigt synes jeg det er morsomt, at det er mennesker tætpåi30'erne, man mener er parringsklare. Hvorfor ikke 18årige, 25årige, 65årige.. 78-årige?

Michael Kongstad Nielsen

Kirsten giftekniv lever endnu. Parrings-dannelsen har altid været godt stof, fordi det pirrer nysgerrigheden og bidrager til folks usalige tanker om, hvordan staklerne nu finder ud af det ovenpå bryllupsnatten. Gifteriet er et must, med mindre man vil gå i kloster, derfor den megen spænding omkring det.

Matias Rohrberg

Jeg synes det er snæversynet at affeje projektet så hurtigt. Jeg skal ærligt indrømme at jeg så alle seks afsnit fra start til slut og jeg fulgte også med i første sæson. Og samtidigt må jeg da erkende at det taler mere til den forfængelige teenager i mig der også kan lide at se Paradise Hotel (hvis hun kunne se det på dr.dk) end det taler til den midaldrende mand i mig der gerne vil se deadline på DR2.

Men der hvor det i mine øjne adskillede sig fra alle de andre datingprogrammer der er kørt over skærmen i de danske hjem gennem de seneste årtier, er at deltagerne er tvunget til at blive sammen med den ene person som ekspertpanelet har sat dem sammen med og så skal de forsøge at få det til at fungere. Og en ting er at få det til at fungere med et helt fremmed menneske, men at skulle gøre det på nationalt TV synes for mig at være en umulig opgave.

Men hvad kan man så lære af det? Jamen man kan lære noget om hvordan mennesker er i situationer hvor de forsøger at tilpasse sig omstændigheder (alle parene). Man kan lære noget om hvordan det kan gå galt når to personer taler helt ved siden af hinanden (Pia og Frank). Man kan lære noget om hvordan man finder undskyldninger for at retfærdiggøre at man "ikke lige føler det samme" (Lars om partnerens fravalg af børn og hendes alder). Man kan lære noget om hvor vigtigt det er med den oprigtige ærlige tilgang til livet, hvor vi spiller ind med alle de bolde vi har og hvordan det går når vi ikke gør (Peter og til dels Carina). Så alt i alt synes jeg ikke kun det er den bumsede, usikre teenager i mig der har fået noget tiltrængt tilfredsstillelse. Det er også resten af mig.

"Og så gik der tid med det..."

Vibeke Rasmussen

Endnu et af DRs damebladsagtige programmer. Som andre hér har jeg også meget svært ved at se formålet med et sådan 'eksperiment' … ud over for underholdningens skyld. Altså: Seertal.

Efter hvad jeg har kunnet forstå på de medvirkende eksperter, der var blevet sat til at matche de villige forsøgskaniner (hvor mange mon?), og som siden har udtalt sig (kan de udtale sig helt frit, eller har de underskrevet en fortroligheds-kontrakt med DR?) så blev de, eksperterne, vist heller ikke taget med på råd nær i det omfang, de havde forventet og fundet hensigtsmæssigt.

DRs manipulation kværner bare derudad og efterlader sig mestendels tomme kalorier. Håber bare at DR også afsætter ressourcer nok til bagefter at kunne samle op på de mennesker, der måtte være kommet i klemme på grund af kværnen. :(