Kronik

Der er gået fingerpegen i opdragelsen

’Man kan jo godt forstå, at ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,’ siger vi bedrevidende til hinanden. Men er det ikke lovlig enøjet at placere skylden for de uopdragne unger hos forældrene?
Børnene skal lære så meget som muligt så hurtigt som muligt, så de kan blive klar til at tage konkurrencen op fra Kina og andre nationer, der truer Danmarks velfærd, vækst og fremtid. 
 Arkiv
25. november 2014

Forældre er angste for at opdrage. Eller også kan de ikke finde ud af det. Og så må staten opdrage dem. Ellers ender vi med endnu flere umulige unger, der ikke ved, hvordan man opfører sig ordentligt i skolen. Den pointe er flere gange blevet debatteret i Informations serie om opdragelse i konkurrencestaten.

Og det er ikke første gang, jeg støder på den. Den fremsættes hyppigt af forældre, pædagoger og lærere, jeg møder i privaten og igennem min forskning. Det interessante er imidlertid, at problemet altid findes hos nogle andre end ’mig selv’. Det er altid naboen, den er gal med.

Gået lidt på klingen, er vi dog mange, der indrømmer, at vi ofte kan komme i tvivl, om det, vi gør, nu også er det rigtige: Lever jeg op til det, som lærerne forventer af mig? Gør mit barn? Hvis jeg fortæller skolen, at jeg er bekymret, går det så ud over ham derhenne? Hvad tænker lærerne og de andre forældre om mig, når Søren ikke har afleveret stil tre gange i træk? Når Laura har drukket sig fuld med Simone? Eller når Karla igen har været oppe at toppes med Mathias?

Utydelige krav

Det er muligt, at der er en øget forældreusikkerhed, men det er ikke rimeligt, at pilen kun peger på forældrene, når børnene ikke opfører sig ’ordentligt’. For de krav og forventninger, samfundet nærer til forældrerollen, er svære at afkode og endnu sværere at opfylde, og så er omfanget af dem tilmed stigende. For med konkurrencestaten og den nye skolereform er der kommet øget opmærksomhed på forældreindflydelse. Det hedder sig, at forældrene skal på banen, at de skal tage aktivt del i deres børns læring og trivsel i skolen. Spørgsmålet er hvordan. Det står der ikke eksplicit noget om nogen steder.

Konkurrencestatslogikken synes at være, at forældrenes indflydelse har stor betydning for børnenes læring og trivsel, og derfor må der også holdes nøje øje med forældrene. For det handler om, at børnene skal lære så meget som muligt så hurtigt som muligt, så de kan blive klar til at tage konkurrencen op fra Kina og andre nationer, der truer Danmarks velfærd, vækst og fremtid.

Det kan ikke gå hurtigt nok, og derfor er børnene nødt til at høre efter, sidde stille, makke ret og samtidig være selvkørende og selvtænkende.

Når kravene til forældrenes ansvar i denne proces endelig formuleres, sker det ofte på uklar vis. Et sigende eksempel kan man finde på Undervisningsministeriets læringsportal EMU. Her kaldes forældrene for »den usynlige klassekammerat«. Det lyder som om, forældrene er tilstede i klassen, selv om de fysisk ikke er der. Klasseværelset har fået en panoptisk kontroldimension mere i denne »usynlige klassekammerat«, som på den ene side holder øje med barnet, men på den anden side selv holdes øje med af skolen. Og det kan vel godt være rimeligt angstprovokerende at være under lup, selv når man ikke er til stede?

Jeg er på ingen måde imod, at forældre skal inddrages i deres børns skolegang. Jeg synes, de er vigtige og skal tage ansvar. Men jeg vil pointere, at frygten for opdragelse ikke kun findes hos vattede forældre, der ikke tør, fordi de er bange for børnene. Ingen forældre ønsker, at deres barn skal have det dårligt, og langt de fleste gør sig umage med at være gode forældre. Men usikkerheden og tvivlen blusser op, når staten, lærere, pædagoger og ikke mindst de andre forældre holder øje med og vurderer én igennem ens børns opførsel.

Med den usynlige klassekammerat og den øgede forældreindflydelse vender det panoptiske blik også den anden vej; forældrene kan også holde øje med lærerne – hvilket kan give lærerusikkerhed. Lærerne spørger sig selv: Er jeg nu god nok? Får jeg Sebastian med, når jeg underviser på denne her måde? Hvad mon hans mor tænker? Deler forældrene deres vrede på Facebook og forældreintra?

Vi ender i et spil, hvor alle overvåger hinanden, og alle er bange for ikke at gøre det rigtige, hvilket ingen i øvrigt helt ved, hvad er.

Børn i modstandskamp

Men kan vi overhovedet være sikre på, at børnenes modstand mod institutionalisering skyldes dårlige lærere med dårlig samvittighed over ikke at slå til, eller at forældre er vattede (altså de andre – ikke mig) og ikke tør opdrage deres børn? Næppe.

Et væsentligt – men overset – problem synes at være, at børnenes reaktioner ofte hænger sammen med det voldsomme krydspres, de udsættes for i skolen. Et pres med modsatrettede forventninger og krav fra voksne, som er meget svære at efterleve, lige meget hvad børnene gør.

På den ene side, synes der, som blandt andet professor Svend Brinkmann skriver i sin nye bog Stå fast, at være en samfundsmæssig nedsmeltning med individfokuserende krav om selvstændighed, konstant udvikling, kreativitet, fleksibilitet, bevægelighed, innovation, kritisk tænkning og en evne til at mærke efter i sig selv for at finde svar. Den tendens siver også ned på rækkerne i 4.b.

På den anden side er der en samfundsmæssig forventning om, at eleverne skal efterleve krav om selvstændighed og selvhjulpenhed under fuld kontrol fra voksne. Og helst under konstant opsyn, mens de sidder rolige, åbne og nysgerrige og modtager vigtig lærdom. Flere steder er man sågar begyndt at inddrage eller strukturere børnenes frikvarterer for bedre at kunne kontrollere, at deres tid bliver anvendt optimalt. Børnene har i dette morads af modsatrettede krav selv ansvaret for at udvikle en lyst til at lære og udvikle sig, samtidig med at de skal gøre det på en helt bestemt måde.

»Jeg skal lære at selvdisciplinere mig,« sagde 13-årige Halfdan, da han svarede mig på spørgsmålet om, hvad der er det vigtigste ved at gå i skole. Halfdan kender godt til disciplin. Han og hans klassekammerater vidste godt, det var målet for dem, og at det var vigtigt for, at de kunne begå sig i en verden med hård konkurrence. Det budskab har de hørt masser af gange i deres 7. klasse og på tv. Men der var ingen, der havde fortalt ham, hvordan han skulle leve op til alle kravene. Det ene øjeblik lød det: »Nu skal du være innovativ og tænke kritisk«; det næste: »Nu skal du sætte dig ned og høre efter.« Men sådan fungerer mennesker ikke, ikke engang børn.

Så i stedet for gjorde Halfdan modstand. På trods af, at han vidste, at disciplin er vigtig. Han nægtede ofte, når lærere og forældrene bad om ro. Han råbte: »fuck det hele« og fik at vide, at han var en rebel. Men reaktioner som disse bliver ofte set mere som modstand mod disciplin og dannelse end som et forsøg på at udvikle selvstændighed og kritisk tænkning. Selv om det også er krav, der stilles.

Angst for børnenes fremtid

Krydspresset synes både at være produceret af forældre, skoler, børnehaver, nyhedsmedier osv. Tilsammen producerer de en kollektiv angst for fremtiden, der ikke kun kan forbindes med slatne forældre eller dårlige lærer, der burde se indad og styre deres didaktik.

Så forældreopdragelse må ses i lyset af en langt bredere angst for at blive dømt ude som en dårlig forælder sammenholdt med en angst for børnenes fremtid. Den travle fingerpegning, der synes at være mellem de voksne indbyrdes – »Ja, man kan jo godt forstå, ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,« er måske ikke hele forklaringen på problemet, og den er i hvert fald ikke vejen frem.

Så når ungerne forvirrede flakker rundt, fægter med arme og ben, mens de råber: »Gu vil jeg ej,« handler det måske ikke kun om, at deres forældre ikke er med i klassen som usynlige klassekammerater, men om at der stilles krav, der er svære at leve op til. Og det er alle voksnes ansvar.

Ditte Dalum Christoffersen er cand.pæd.psyk og adjunkt ved University College Sjælland, UCSJ

Serie

Opdragelse i konkurrencestaten

Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end unge i tidligere generationer, selv om valgfriheden aldrig har været større. De er opdraget til selvansvar, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoritet i en foranderlig verden?

Information går tæt på tidens nye krav til opdragelse og dannelse.

Seneste artikler

  • Generationen, der gør sin værdi op i tal

    1. december 2014
    Der er andet her i livet end karakterer og faglig viden, prædiker vores lærere og forældre. Men budskabet har dårlige odds i en generation, der ved, at det i konkurrencesamfundet ikke er okay bare at være okay
  • Mental modstandskraft er det nye pædagogiske modeord

    21. november 2014
    En række fagfolk mener, at børn og unge mangler mental modstandskraft. I stedet for diagnoser, flere psykologtimer og overbeskyttende forældre efterlyser de fokus på, hvad der kan gøre børn og unge mere robuste
  • Forældre skal ikke bare opdrage, de skal opdrages

    14. november 2014
    Forældre bliver i stigende grad mødt med krav om at opdrage og træne deres børn på bestemte måder i daginstitutionerne. Det skaber usikre forældre og børn, mener eksperter. Staten forsøger at styre borgerne ved at gøre dem selvstyrende, siger professor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Carsten Mortensen
  • Kurt Nielsen
  • Leo Nygaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Anne Eriksen
  • Torsten Jacobsen
  • Jens Peter Madsen
David Zennaro, Carsten Mortensen, Kurt Nielsen, Leo Nygaard, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Torsten Jacobsen og Jens Peter Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Det er tankevækkende at artiklen beskriver en situation, hvor barnets behov tilsyneladende må underordne sig både samfunds og forældres behov.

Eller sagt på en anden måde: Der bruges rigtig mange kræfter fra både samfund og forældre i et fokus på at forme det menneske barnet skal blive til, med fare for at man glemmer at tage hensyn til det menneske, som barnet er, lige nu og her.

Alt sammen for banrets bedste, naturligvis. Stakkels børn.

Elisabeth Andersen, David Zennaro, Kurt Nielsen, Brian Larsen, Michal Bagger, Viggo Okholm, Gert Selmer Jensen, jens peder Nicolaisen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Børn er mennesker, som endnu ikke er afrettede til voksenlivets fejltagelser - børnemagt NU ! som ungerne på christiania sagde i 80'erne

Hvis begreber som personlige frihedsrettigheder i et land med demokrati og folkestyre som vores, i det hele taget længere skal have nogen som helst betydning i fremtiden, ja, så må der skabes grobund for en ufravigelig regel om, at det som udgangspunkt altid er forældrenes menneskelige og moralske ansvar, at gøre deres børn skoleparate hver dag i den forstand, at ungerne skal møde veloplagte op i klassen, og her opføre sig disciplineret og lydhøre over for enhver underviser.

Ellers kan de ikke lære noget.

Når man vælger at sætte børn i verden har man som forældre en indiskutabel pligt til, at opdrage og forberede sine børn på, at de èn dag skal begynde i folkeskolen, hvor de skal lære det vigtigste i livet for alle mennesker. Nemlig at kunne læse, skrive og regne, så man efterfølgende er i stand til, at kunne gennemføre en uddannelse med henblik på èn dag, at kunne forsørge sin egen tilværelse uden økonomisk hjælp fra staten.

At udvise daglig ubetinget loyalitet, respekt og disciplin over for læreren som den naturlige autoritet i hverdagen, men også hjælpsomhed og ydmyghed over for sine klassekammerater, er og bliver noget som alle forældre skal implementere som en ufravigelig regel i deres børns opdragelse, for ellers får vi aldrig stoppet folkeskolens vanvittige deroute med alt for mange funktionelle analfabeter og adfærdsvanskelige børn.

Det kræver imidlertid en omfattende holdningsændring fra Danmarks Lærerforening og Skoledernes Forening, der èn gang for alle skal opstille rammerne for, hvilket arbejdsmiljø og betingelser de vil arbejde under, når de påtager sig jobbet som lærere i folkeskolen. Hvis forældrene ikke sender deres børn veloplagte og veldisciplinerede i skole hver morgen, klar til at lytte fokuseret til lærerens undervisning, skal børnene omgående trækkes ud af klassen, så de ikke obstruerer undervisningen for de andre elever.

Herefter skal de adfærdsvanskelige børn for en periode overføres til det som vi i gamle dage kaldte et ”iagttagelseshjem”, hvor børnene var anbragt i op til ni måneder, inden skolelærere og pædagoger sammen besluttede sig for, hvorvidt eleverne skulle returneres til hjemmet og skolen. Eller om de på grund af stadige adfærdsvanskeligheder skulle videresendes til et skolehjem eller behandlingshjem med henblik på at gennemføre en disciplineret folkeskoleuddannelse her, og dermed være mange år væk fra hjemmet.

I dag har man oven i købet også den mulighed fra kommunens side, at man gennem ”forældrepålæg” kan fratrække børnepenge og andre familieydelser, hvis børnene ikke møder disciplineret op i skolen – eller pjækker – og det burde man i højere grad anvende over for de mange ansvarsløse forældre, der hver dag sender deres uvorne poder ind i folkeskolens klasser, hvor de ødelægger undervisningen for alle de flittige elever.

Der er mange sanktionsmuligheder.

Men under alle omstændigheder kan det ikke være rigtigt, at titusinder af familier herhjemme, der lever som arbejdsløse på statens nåde gennem overførselsindkomster, udviser så megen ligegyldighed og uansvarlighed over for samfundets øvrige borgere, at de ikke engang gider lære deres børn, at være 100% skoleparate og disciplinerede hver dag, når de konfronteres med læreren og klassekammeraterne, men tværtimod sviner læreren og skolelederen til, hvis de påtaler deres børns urimelige adfærd.

Forældrene har ansvaret for deres børns opførsel i skolen.

jens peder Nicolaisen

Ved en samtale med en god bekendt udviklede snakken sig til, hvordan vi behandler vores børn. Vi blev ret hurtigt enige om, at det grundlæggende ansvar for børns opvækst er forældrenes, og den grundlæggende psyke i ethvert menneske, bliver støbt i barndommen.

Der er selvfølgelig ingen forældre, der kan undgå at komme til at begå fejl i opdragelsen, ingen forældre skader bevist deres børn, men ubevist kan vi komme til at skade vore børns følelser. Negative følelsesmæssige påvirkninger igennem en hel barndom kan resultere i forfærdelige problemer.

Hvis vi bliver opmærksomme på, at vi har begået et svigt, må det første være, at vi erkender og påtager os ansvaret for svigtet. Det er selvfølgelig meget svært som forældre at acceptere et omsorgssvigt – sikkert noget af det sværeste vi som forældre kan bliver udsat for, men erkendelsen er jo grundlaget for at ændre adfærd, og dermed den største gave vi kan give vores børn.

Her var det så, at min bekendt sagde noget meget tankevækkende. Han sagde, at det aldrig ville blive anderledes, fordi vi forældre ikke kunne klare den frygtelige kendsgerning, at vi i det fleste tilfælde er ansvarlige, hvis vore børn får problemer.

Jeg håber ikke, at min bekendt har ret, men måske får han det, hvis det er alle forældres ansvar, som artiklen slutter.

Fælles ansvar ender som bekendt altid med, at ingen er ansvarlige.

Ansvaret skal placeres. For hvad og hos hvem.
"Lever jeg op til det, som lærerne forventer af mig? Gør mit barn?"
"Men usikkerheden og tvivlen blusser op, når staten, lærere, pædagoger og ikke mindst de andre forældre holder øje med og vurderer én igennem ens børns opførsel."
Ikke underligt at usikkerheden er udbredt, når man ser den massive påvirkning.

Nu har staten målt og vejet. Folketinget med Antorini i spidsen drog deres slutning : Når ungerne ikke lever op til det vi har målt, at kunne læse og regne, udvider vi bare skoletiden. Mange forældre protesterede mod tyveriet, af børnenes frie valg til bruge tiden til, hvad de ville.
Lærere protesterede også. Men sådan blev det - gennemtrumfet af konkurrence statens ledere.

En idrætsklub arrangerer træningslejr for badminton børn. Skolefolket himler op om "tyveri" af skolens tid.
Er skolen ikke til for børnenes skyld ? Skoleembedsfolket, med Antorini som frontfigur, mener åbenbart at børnene er til for skolens og for statens skyld.
Er der noget at sige til, at de fleste forældre er usikre og overlader ansvaret til alle de "mere kloge"

Tak for en god artikel.

randi christiansen

Jens peder nicolaisen - ja, forældre er helt sikkert medansvarlige - og forældre har også været børn engang osv - arvesynden er gammel og muterer til stadighed ud i nye former. Yngelpleje - en disciplin som foregår i samspil med resten af stammen. And its a jungle out there. Trofæbørn skabes af vrangforestillingen om, at forældre er eneansvarlige. Statens trofæbørn ... hvad med dem. Aflæs stammens tilstand på børnenes tilstand - et sandt spejl.

Har tingene virkelig ændret sig så meget på så kort tid? Det er ikke meget mere end et årti siden jeg afsluttede folkeskolen, og jeg kan ikke huske noget forventningspres. Et lignende pres eksisterede heller ikke i gymnasiet.

Virkeligheden for "vores" unger er mere kompleks end det ser ud til.

At give forældrene ansvaret for opdragelsen af ungerne er temmeligt ensidigt.

Alle børn er gennem de vigtigste timer i løbet af dagen i lærer og pædagogers varetægt.

Dette stiller meget store krav til resourcer og at samme er meget kvalificeret til at løfte en opgave som går ud på at forme fremtidens mennesker.

Med de øgede krav og den samtidige nedskæring på netop resourcer i vores ungers dagligdag, er det kun ungerne der kommer til at stå som tabere, svigtet af et system som ikke kan varetage formningen og opdragelsen gennem de vigtigste timer i ungernes dagligdag.

Det er yderst rimeligt at forældre forventer det offentlige kan løfte opgaven da forældre jo er reduceret til arbejdsslaver som ikke har tiden og overskuddet til opdragelse som giver den nødvendige effekt.