Når jeg sidder i min 3.g-klasse, bryder jeg mig sjældent om mig selv. Jeg har ingen tålmodighed med andre mennesker, mit svar er altid det rigtige, og jeg bliver nogle gang ekstremt irritabel, når nogen skal have noget forklaret to gange.
Det er meget mærkeligt. For jeg kommer ud af et hjem med gamle veluddannede hippier, der har fyldt fire etager ud med kærlighed, forståelse og omsorg. Mantraerne ’behandl andre, som du selv vil behandles’, og ’den stærkeste må hjælpe den svageste’, har været med til at bygge det grundlag, hvorpå jeg tog mine første skridt.
Så hvordan i alverden kan det være endt så galt?
Da jeg i 2001 startede i 0. klasse, så skolen ikke ud, som den gør i dag. Det faktum, at jeg var dygtig, betød ikke, at jeg skulle rykke en klasse op eller have sværere opgaver. I stedet så lærerne bort fra, at jeg sad og læste hele skolebiblioteket under bordet, eller også blev jeg sat til at hjælpe mine klassekammerater. Og det passede mig egentlig fint. Det hele behøvede jo ikke gå så hurtigt.
Karrierevalg i 6. klasse
Men på et eller andet tidspunkt ændrede den mentalitet sig. At den ændrede sig hos mig er måske blot en afspejling af, at den ændrede sig i samfundet og dermed også i skolen.
I 6. klasse skulle vi vælge fremmedsprog, og hvis vi ikke gjorde det, så kunne vi aldrig komme på gymnasiet, og så blev vi aldrig til noget. Derefter skulle vi lægge uddannelsesplaner. Og på uddannelsesmesse. Og til samtaler med vores UU-vejleder, der slæbte rundt på en halv regnskov af foldere om karrierevalg.
I en tid, hvor vi knapt var begyndt at finde os selv, skulle vi finde ud af, hvad vi ville være. Alt for tidligt blev vi introduceret for de tårnhøje karaktergennemsnit til de uendeligt lange uddannelser, der alle sammen betød, at man kunne blive til noget. I vores sind blev det oversat til, at det ’at blive til noget’ kunne måles i tal på en skala. Vi var blevet individer, der hver især skulle sikre vores egen fremtid.
Jeg er ikke sikker på, at min forklaring er den eneste rigtige. Men den er en del af sandheden. Vi lever i en konkurrencestat, hvor kun de bedst egnede overlever. I spurten mod toppen taber man nogle. Det oplever uddannelsesinstitutionerne også. Måske er det ikke det faglige niveau, der er for højt, men derimod det psykiske pres. I skolen oplever jeg tit, at vi skal være dygtige – bare for at være dygtige. Karaktererne har overhalet fagligheden, og det betyder, at vi alt for sjældent lærer for at lære noget, men i stedet lærer for at præstere.
Det er ikke længere okay bare at være okay. Det er ikke længere okay at ligge lunt i midten af klassens faglige niveau. Derfor er der nogle, der står af. Derfor er der nogle, som prøver at følge med i ræset, men aldrig når toppen – og uden grund mister deres faglige selvværd. Og derfor eksisterer 12-talspiger og -drenge med ambitioner så høje, at intet nogensinde kan blive godt nok.
Ingen vi-kultur
Der findes faktisk en opposition til denne konkurrencestatsmentalitet. Der findes forældre og lærere, som med næb og klør prøver at ændre denne forestilling om, at kun det ypperste er godt nok. De, som vil mejsle det ud i granit, at 7 er en god karakter. At det er okay at være okay.
Men de har det svært. For det er ikke blot skolesystemet, de er oppe at toppes med, men derimod en hel generations cementerede tankegang. Man er oppe at slås med elever som mig, der i bund og grund godt ved, at vi har ret.
Det er ikke min mening at bebrejde lærerne. Jeg har været meget heldig og haft nogle meget dygtige lærere, der også var rigtig gode mennesker. De påbød os utrætteligt arbejdsgrupper og faste siddepladser, så alle fik en sidemakker, der enten kunne give hjælp eller få hjælp. Dermed blev undervisningen tilgængelig for alle.
Men min generation er ikke opdraget i samme ’vi-kultur’ som vores forældre. Vi er en ’jeg-generation’, og derfor var gruppearbejde og faste siddepladser blot en byrde for de dygtige og selvværdsformindskende for de okay. Det handlede efterhånden ikke om at lære noget som klasse, men om at lære noget selv, så vi selv kunne blive til noget.
Derudover var vi fuldt og helt klar over, at de karakterer, vores lærere gav os, ikke fortalte noget om vores egenskaber som medmennesker, men alene handlede om vores faglige dygtighed. På den måde blev karaktererne vigtigst.
Forældre kommer til kort
Alle mennesker jagter anerkendelse. I vores tid kan anerkendelsen næsten kun opnås ved at være perfekt. Det kan man bl.a. se i vores uddannelsessystem, hvor man skal være god til alt fra idræt til fransk for at få et godt gennemsnit. Det kan også ses i den enorme usikkerhed, min generation lider af, fordi vi aldrig kan leve op til de krav, vi stiller til os selv.
Min generation har fået konkurrencestat på hjernen.
Der er en modsætning mellem samfundets forestilling om det ’at blive til noget’ og vores forældres forestilling om, hvad det gode liv indebærer. For de fleste forældre kommer deres børns lykke før deres uddannelses længde. Selv om vi fejler og ikke kan leve op til alle kravene, så elsker vores forældre os stadig. Det er fordi, vores forældre tager højde for, at vi er mennesker.
Men sådan tænker konkurrencestaten ikke. Den føler slet ikke noget. Hvis vi ikke kan følge med på vores arbejdsplads eller i vores klasse, så er vi tabere og alene med nederlaget.
I et hjem med teenagere er der mange former for kriser. Der er sociale kriser, tøjkriser, identitetskriser, og så er der skolekriserne.
Hvad der begynder som det simpleste bump på vejen i forhold til en matematikopgave, kan ende i gråd, fordi det under overfladen handler om ikke at føle sig god nok.
Min egen mors trøstende ord kan lyde nogenlunde sådan her:
»Jamen, du har fået så meget andet, du er jo så socialt begavet.«
Min lillesøsters skarpe svar lyder nogenlunde sådan her:
»Jamen, det kan jeg jo fucking ikke skrive på noget eksamensbevis.«
Og nej. Det kan hun jo ikke.
Men derfor skal min mor alligevel blive ved med at sige det. Derfor skal forældre blive ved med at fortælle os, at de vigtigste værdier slet ikke kan måles på en skala.
Forældre kommer let til kort over for konkurrencestaten. De skal være kontravægt til konkurrencestatens forestilling om, at kun det bedste duer; samtidig skal de forberede os på at være en del af den.
Det er der ingen forældre, der kan.
Jeg tror, at den gode børneopdragelse i bund og grund handler om at kende sit barn godt nok til at vide, hvad det har brug for. Der findes ikke en universalopskrift.
Forældre skal ikke bare opdrage os til gode mennesker. De skal lære os at holde fast i, at det er okay at være okay. De skal fortælle os, at i spurten mod toppen risikerer vi at miste hinanden af syne, og at succesen kan blive ensom. De skal forklare os – igen og igen – at vi risikerer at miste noget, som er langt vigtigere end alle verdens 12-taller. Nemlig vores medmenneskelighed – og dermed os selv.
Det er sådan, jeg tænker, når jeg sidder i min egen klasse og føler ubehag ved den person, jeg er blevet. Fordi jeg ikke kan genkende hende.
Anna Torp-Pedersen er gymnasieelev. Onsdag den 3. december medvirker hun i debatarrangementet ’Opdragelse i konkurrencestaten’, hvor blandt andre professor Ove Kaj Pedersen og børne- og familieforsker Per Schultz-Jørgensen også sidder i panelet. Læse mere på ishop.information.dk
Opdragelse i konkurrencestaten
Unge er i dag mindre glade for livet og mere stressede end unge i tidligere generationer, selv om valgfriheden aldrig har været større. De er opdraget til selvansvar, men er det også med til at gøre dem uansvarlige og ude af stand til at håndtere samfundskriser? Og er forældregenerationen overhovedet i stand til at være autoritet i en foranderlig verden?
Information går tæt på tidens nye krav til opdragelse og dannelse.
Seneste artikler
Der er gået fingerpegen i opdragelsen
25. november 2014’Man kan jo godt forstå, at ungen opfører sig sådan, når man ser de forældre,’ siger vi bedrevidende til hinanden. Men er det ikke lovlig enøjet at placere skylden for de uopdragne unger hos forældrene?Mental modstandskraft er det nye pædagogiske modeord
21. november 2014En række fagfolk mener, at børn og unge mangler mental modstandskraft. I stedet for diagnoser, flere psykologtimer og overbeskyttende forældre efterlyser de fokus på, hvad der kan gøre børn og unge mere robusteForældre skal ikke bare opdrage, de skal opdrages
14. november 2014Forældre bliver i stigende grad mødt med krav om at opdrage og træne deres børn på bestemte måder i daginstitutionerne. Det skaber usikre forældre og børn, mener eksperter. Staten forsøger at styre borgerne ved at gøre dem selvstyrende, siger professor
Vel talt!
Må jeg tilføje at den eneste vej ud af den blindgyde, som Anna Torp-Pedersen beskriver, er oprør!
Først når man afslår at spille efter de vedtagne regler, kan man gøre sig fri af dem. Og det er jo ikke blot et oprør på egne vegne. Man gør oprør på alles vegne. Et oprør mod urimelige livsvilkår er udtryk for solidaritet.
Men oprør har sin pris. Konkurrencestaten præmierer de, der accepterer spillets præmisser, og ydmyger dem, der ikke gør. Det betyder at oprøreren må finde så meget styrke i sit indre, at han eller hun kan overleve uden den udefrakommende anerkendelse, om den så kommer i form af social kapital eller økonomisk råderum. Oprøreren må være indstillet på at ofre sig selv, for i det mindste ikke at gøre sig selv til en del af problemet, og måske endda i et naivt håb om at bidrage til at skabe et bedre og mere værdigt samfund.
Hvordan kan det være gået så galt?! Fordi vi har fået folk til at lede, som var fraværende den dag, da deres lærere fortalte, at tal ikke kan bruges til noget som helst, man kan bygge på.
GODT GÅET ANNA!! Jeg tænker som 57-årig pædagog og lærer, at noget er gået galt, men jeg kan ikke altid sætte ord på, i hvert fald ikke ord som økonomerne 'konkurrence-staten', 'de kloge', medierne, osv. ser ud til at ville bruge og ikke mindst forstå...;o)
Derfor er det så velgørende at læse dit indlæg, fordi du så præcist sætter de helt rigtige ord på det der mangler, nemlig medmenneskelighed og alt det andet der ikke kan måles i tal.
Vi skal huske Einsteins ord: Ikke alt der tæller kan tælles og ikke alt der kan tælles, tæller ;o)
Selv tænker jeg om det er kunsten, der er blevet væk? Ikke den dyre, der er penge værd...!
Men vores allesammens kunst, den del af os, der lever af intuition, fornemmelse, følelser og ikke mindst KÆRLIGHED i sin bredeste forstand. Det gode liv ?
Mange hilsner til dig Anna, fra en grøn livskunstner, Anna Sørensen
Jo, man savner på de unges vegne et oprør. Men et oprør kræver en vision og der må jeg indrømme at den har jeg også selv svært ved at se for mig. Min generation (medløberne til 68´erne) holdt, så godt vi kunne, stadig fast i visionen om at nedbryde magten og fordele den mere ligeligt og nød langt hen ad vejen frugterne af både den seksuelle, den økonomiske og den uddannselsespolitiske revolution, hvorefter der var frit valg på næsten alle hylder. Altså de af os der ikke faldt i gryden med for mange stoffer undervejs eller var direkte underfrankeret fra fødslen. Alt gik i retning af mere demokrati, medbestemmelse og udligning af livsgoder. Indtil det så begyndte at gå den anden vej igen. Måske er det derfor de unge af i dag er så lidt tilbøjelige til at tænke i oprør. Det hele er jo ligesom prøvet; det kan de spørge deres hippeforældre eller rock´n roll bedsteforædre om. Lige meget hvad de unge finder på af narrestreger bliver det aldrig så vildt som i ´68, for slet ikke at tale om de dødbringende halvfjerdsere. Derfor må de gå en anden vej. I stedet for oprør må de være konstruktive. Verden har brug for løsninger og løsninger kræver samarbejde, flid, dedikation, talent, vedholdenhed og overblik og sikkert også tyve andre ting. Alt det vi troede vi kunne klare os uden, hvis bare vi havde kærlighed. All you need is love, sang Beatles til hele verdens ungdom i 1967 og kun de færreste opfattede ironien. I dag ved vi bedre. I dag ved vi at man skal kunne noget, for at blive til noget, hvis ikke man vil nøjes med at blive berømt i et reality show eller få 5 min. som nummer sjok i X-faktor. Der skal 12-taller til eller et talent som er stærkt nok til at bære på trods. Så oddsene for et ungdomsoprør inden for en overskuelig fremtid ser ikke umiddelbart gode ud. Men ikke desto mindre er det jo det man, som gammel hippie, håber på om ikke andet så for de unges egen skyld. Der er ikke noget der slår følelsen af at man sammen med en hel masse andre har været med til at gøre verden til et bedre sted. Om det så er en illusion eller ej.
Måske er en af medaljens bagsider ved den stigende individualisering, at det bliver sværere og
sværere at samle tropperne - så at sige!
Ikke blot har vi udviklet en konkurrence stat, men vi har Gudhjælpende også fået en konkurrence kommisær i EU !!!! Det er fuldstændig vanvittigt !! Hvor er fokus og interesse for de menneskelige værdier ?? Det er tilsyneladende kun tørre tal og profit, der interesserer, og det ligemeget hvad det koster menneskeligt !!
"For jeg kommer ud af et hjem med gamle veluddannede hippier, der har fyldt fire etager ud med kærlighed, forståelse og omsorg."
Det lyder som om, at dine forældre ikke har fyldt de 4 etager op med materialisme - konkurreret med nabo, venner og familie om det nyeste, smarteste og spist røde bøffer hver dag.
Hvorfor siger jeg nu det ?
Danmark er med i EU for at gå sammen om at konkurrere mod naboen om....................
Tillad mig at løfte os op på øverste niveau.
Skal vi fremme klodens sundhed, kræves solidaritet og ikke konkurrence. Bestemmer vi os til den vej, skal vi - ja, mange ting - men også starte fra bunden med børn og unge, ud fra spørgsmålet : Hvor skal vi hen.
Skulle vores politikere få held af at overbevise resten af EU - og ikke bare snakke på cop efter cop, er der chance for at komme videre end et håndtryk mellem Obama og hans kinesiske kollega.
Skal vi derhen, er opdragelse til konkurrence en blindgyde og tegn på en skizofren tankegang hos Antorini og hendes kollegaer. De aner ikke. hvad de gør.
I 2018 skal komme et ungdomsoprør i 50 året efter 68. Opdragelse fra bunden, støttet af "oprør fra midten".
Nu vil jeg køre en tur på min 50 år gamle cykel.
Anna, inviter Alternativet/Uffe Elbæk ud på jeres gymnasium.
Vel skrevet! Desværre er lutter 12 taller ikke nogen garanti for noget som helst! Det handler i lige så høj grad om held og tilfældigheder, at være på det rette sted på det rette tidspunkt, eller måske rettere at undgå at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt!
Sig nej, sværere er det vel ikke. For at kunne sige nej er det nødvendigt at acceptere, at så må man også undvære noget. Spørgsmålet til Anna, som til alle andre potentielle oprørere, bliver så, hvad de er villige til at undvære.
Hvis man ønsker at gøre oprør mod konkurrencementaliteten, kvantitetstænkningen, forbrugersamfundets galopperende materialisme og karakterræset, kravene om konstant omstillingsparathed, evig udvikling og optimeringsfilosofien, hvad er man så villig til at give afkald på? En lækker bil? Modetøj? Juleshopping i London eller New York? Den eftertragtede studieplads? Den fede karriere og lønbonus? Drømmeuddannelsen? Bolig i hovedstaden?
Vi kan alle skyde skylden på "systemet", men systemet er også os. Vi må selv have valgt at indrette samfundet, som det ser ud. Så kan vi vel også vælge noget andet. Ellers kan vi da vælge noget andet for os selv.
Jeg er sikker på du ikke er alene med dine tanker -og første skridt er er at sige det højt - at dele sine tanker med andre. Det kræver mod. Det har du åbenbart så tak Anna T. Pedersen - du giver håb for fremtiden.
"Ingen vi-kultur" - du mener : Ingen kultur!
Kultur er kun pluralis
Torsten Jacobsen jeg er oprigtigt interesseret i vide hvad du har i tankerne når du taler om oprør.
Generationen, der har givet op på forhånd. det er op til den at tilrettelægge vilkårene i samfundet bedre, end min generation har kunnet, hvor alle fremskridt er blevet smidt på gulvet.
Nej, Andreas Trägårdh, kultur er kun ental.
Godt indlæg Anna. Det lægger op til en konstruktiv debat. Det synes jeg iøvrigt er kendetegnende for jer studerende. I debatterne om skolereformen, har elevrepræsentanterne uden sammenligning været mest positivt og seriøst indstillede. Når det er sagt, er det min fornemmelse, at I ville have gavn af lidt samfundshistorie. Dine forældre og bedsteforældre har samfundskampe i rygsækken. Studenteroprøret, der flyttede videre til kamp mod atomkraft, kvindefrigørelsen, fagbevægelsen og solidaritet. Altså et "vi" samfund. De var med før, man krævede TV på sit værelse, mobiltelefon med internetforbindelse o.s.v. Sagt på en anden måde, de tog ikke livets goder helt så bogstaveligt, som mange gør idag. Vi har glemt, hvordan vi nåede frem til "idag", og derfor forsvinder det i en kapitalistisk, liberal verden, hvor penge er vigtigere end mennesker, altså konkurrencestaten.
Prøv med dine kammerater at reflektere over, om I ikke har ladet jer låse fast ind i netop den grundholdning. Jeg tror, at I vil nå frem til, at den konkurrence, I er en del af, i virkeligheden ikke er større, end for 30 år siden. Sagen er jo den, at selvom hele klassen er 12talselever, bliver disse også delt op i grupper. Måske efter hvor let, de har fået deres karakter, måske efter andre parametre. De er bare ikke sikret "det gode liv" som belønning. Derfor var der måske en pointe i at debatere mere socialistiske grundprincipper, som "Vi" ind i skolen, hvor der er brug for alle. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at man ikke må være dygtigst eller konkurrere. Konkurrence opstår alligevel altid på et eller andet plan. Jeg ved godt, at socialisme de senere år er blevet et fy-ord, men set i bakspejlet er det den ideologi der har stået fadder til de større ændringer folket krævede. Tænk græsrodsbevægelser. Det kan aldrig blive gammeldags eller overflødigt at tage aktivt del i sin fremtid. I elever har kun et forsøg med skolegang, og mener I, at det kan gøres bedre, så please hjælp de, der lige er begyndt. I er ved at være de så attraktive stemmer for politikerne. God kamp, og lur mig om ikke mange gamle hippier står parat med støtte.
Socialisme er blevet et fy-ord, fordi ingen gør sig klart, hvad det indebærer.
Konkurrence giver kun mening som en personlig konkurrence om at gøre det så godt som muligt, hvad man nu end beskæftiger sig med.
Hele denne diskussion er en reprise - den har forløbet en gang tidligere.
Også i 1970erne påtvang man befolkningen management-ideologier med storhedsvanvid.
Reaktionen på dette autoritetstyranni blev netop det skoledropout, som de nu beklager sig så meget over.
Reaktionen på stress-presset blev for mange at "stå af ræset" og "droppe ud", og mange kunne ikke holde til det følelsesmæssigt.
Det politiske systen rasede, men lige meget hjalp det - arbejdspladserne fandtes heller ikke i landet længere, og væksten i beskæftigelsen er siden sket på væsentlig lettere vilkår.
Græsrodsbevægelserne - som ovenfor beskrevet - fandt frem til nye og smartere metoder til vækst.
Peter
Min kommentar handlede ikke om grammatik.
"Ingen vi-kultur" - du mener : Ingen kultur!
Kultur er aldrig andet end vi.
Tak for en god artikel.
'Forældre kommer let til kort over for konkurrencestaten. De skal være kontravægt til konkurrencestatens forestilling om, at kun det bedste duer; samtidig skal de forberede os på at være en del af den.'
Konkurrencestaten har ingen forestillingsevne. Konkurrencestaten er forældrene.
De skal ikke være kontravægt. De skal lave konkurrencestaten om til en anden slags stat, hvis de ikke bryder sig om den, der er. Gerne i samarbejde med andre gode kræfter.
De - og I skoleelever - skal holde op med at falde på røven for taltyranniet: Små børns uforbeholdne smil er intet værd i Cepos' mentaltformørkede BNP-opgørelse.
Klassekampens forbandelse: socialdemokraterne mener, at gymnasiet skal indtages og de proletariske og småborgerlige værdier indføres. Det er der ikke meget frigørelse over: gymnasiet skal være for alle, der har evnerne og interesserne for det, gymnasiet kan - skabe faglig indsigt på vejen mod den akademiske frihed. Hvis man ikke er villig til at give de børn, der kan, adgang til det, der før var de højeste klassers privilegium, er ingen sejre vundet.
"Når jeg sidder i min 3.g-klasse, bryder jeg mig sjældent om mig selv."
Fordomme om sig selv kan afhjælpes på samme måde som fordomme om mænd og kvinder kan.
Se dig selv med dine egne øjne og dit selvbillede vil blive mere sandt.
Det helt ironiske er, at til jobsamtalen bliver der fokuseret mere på mennesket end på karaktererne. Hvilket selvfølgelig er en konsekvens af, at der på arbejdspladserne er brug for andet end blot de kompetencer der kan måles i karakterer.
Christian Nielsen,
Med oprør mener jeg, med en parafrasering af Albert Camus, at det ikke er nok at tage konsekvensen af sine handlinger. Man må også tage konsekvensen af sine holdninger. Og det eneste af endelig konsekvens i denne verden, er handling.
Konkret, i forhold til denne klumme, betyder det at en begavet gymnasie-elev som Anna Torp-Pedersen, hvis hun vil være konsekvent dvs. gøre oprør, må modstå det omverdens-pres, som hun så rammende beskriver. Hun må afslå at følge den vej som er anvist hende. Hun må afvise ethvert system, som vil reducere hende til et tal på et eksamensbevis, reducere hende til en kompetencegivende uddannelse, reducere hende til parametre hvorpå hun kan måles mod andre. Dette er oprøret hun i kraft af sin indsigt er forpligtet på, og som sagt har oprøret sin pris.
Det er derfor der er så få oprørere i denne verden. Magelighed og oprør er ikke forenelige størrelser.
Som Anna Torp-Pedersen er de af os, som har indset at systemet producerer fremmedgørelse og ikke humanitet, forpligtet på oprøret. At afstå fra dette oprør er hykleri. Hykleri forvitrer sjælen og efterlader kun tomhed. Den tomhed der, hvis blot man tillader sig selv at mærke efter, kan fornemmes overalt omkring os. Den tomhed, som sniger sig ind på os fra alle sider i samtalekøkkenets fængsel, i etplansvillaens dødsbo. Den tomhed, som vi gennemstråles af i bedste sendetid, i form af fladskærmens døde refleksioner. Den tomhed, som vi finder i forbrugernes døde blikke i stormagasinet, og som får os selv til at slå blikket ned, fordi vi i dét blik genkender os selv. Den tomhed, som vi tydeligst mærker dér, i kirken, foran kisten indeholdende et menneske vi engang holdt af, og som nu ikke er mere. Alt det vi ikke fik sagt. Alt det vi ikke fik gjort. De hårde ord, den ligegyldighed som undslap os, og som vi ikke i tide fik taget tilbage, fik taget ansvar for. Dér, alene foran kisten, er tomheden allermest nærværende. Det svimler for os, blikket fordobles. For er det ikke os selv, som ligger der i kisten? Potentialets negation! Det modsatte af tid er 'For Sent!'.
Det gælder om at gøre oprør i tide.
Tja... nu behøver man vel kun at jage et vildt karakter gennemsnit, hvis man er uselvstændig nok til så absolut at skulle ind på en af de her smalle humanistiske uddannelser eller en af de her ledelses karriere++ uddannelser, hvor rundsave på albuerne er obligatorisk.
Jeg ser det så heller ikke som et mål i sig selv at være brun i brun eller beige i beige lige i midten jantelovsopfyldende gennemsnitsdansker.
Det der mere bekymrer mig er manglen på folk der brænder for at være elektrikere. Hvis man virkelig vil noget spændende kan man jo vælge at gå på universitetet og læse Fysik, Kemi eller Datalogi.
Der er det til at komme ind:
http://www.adgangskvotient.dk/tabel-over-adgangskvotienter-2014/
Og man kan sagtens leve livet, udvikle sin fantasi, brænde for sit fag, være menneske og være unik. Eske Willerslev har efter min mening altid været lidt posterboy for sådan en person:
http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE517824/loemler-d...
// Jesper
Ingen vil tilsyneladende respektere at begrebet Konkurrencestaten refererer til konkurrence MELLEM stater og ikke INDENFOR staten:
http://da.wikipedia.org/wiki/Konkurrencestaten_%28begreb%29
Jeg forventer ikke at folk læser Ove Kaj Pedersen, selv om det er en begavet fyr, men hvis man bruger et begreb 7-8 gange i en kronik, må man nok hellere vide hvad det dækker over.
Må jeg anbefale Anna Torp-Pedersen at sætte sig ind i begrebet inden hun gør sig til grin overfor Ove Kaj Pedersen og andre i morgen.
Man skal ikke være en 12-talspige. man skal være mere! En 12-talspige er optaget af at indfri forventninger; men andres forventninger kan man ikke leve på, man må sætte sin egen, højere standard for sit virke i verden.
Flot kronik. Intet mindre.
Egon Maltzon
Du og wikipedia har ret. Men begrebet Konkurrencestat har altså også fået en anden relevant betydning i den almindelige opinion, selvom den er mere følelsesmæssigt betonet. Og det må og kan du ikke se bort fra.
Konkurrencestat min bare r..
Ludomani er allerede i eksponentiel stigning i blandt børn og unge og voksne.
Heldigvis har behandlingen gode odds.
Hvis det her skal kaldes udvikling? Så skal jeg ingen steder! (Frit efter Mikael wiehe)
Hvis man har børnebørn, så ved man hvor absurd situationen er. Men man kvier sig ved at sige noget for ikke at risikere podernes karrieremuligheder. Hellere derfor en positiv vinkel som denne:
Økonomerne er vor tids hellige præsteskab, men deres uddannelse er åben for alle uanset karakter. Alle, der overhovedet søgte, kom ind, og som det højeste blev på Økonomi KU indgangskarakteren blot 6.8. Ikke noget karakterræs her.