International kommentar

Den globale uorden

25 år efter Berlin­murens fald er vi på vej ind i en ny epoke, der tegner til at blive mindre velordnet, mindre fredelig og mindre velstående
7. november 2014

Historiske epoker er svære at erkende, før de er slut. Renæssancen blev først for alvor Renæssancen i tilbageblik, og det samme kan siges om den mørke middelalder, der gik forud – og en række andre epoker. Sådan må det være, eftersom det på forhånd er umuligt at vide, om en eller anden lovende eller bekymrende udvikling står alene eller indvarsler en bredere, mere varig tendens.

Alligevel vil jeg hævde, at vi i dag oplever slutningen på ​​en verdenshistorisk æra og begyndelsen på en ny. 25 år er gået, siden Berlinmuren faldt, og Den Kolde Krig blev bragt til ophør. Hvad der fulgte, var en æra karakteriseret ved entydig amerikansk overmagt, øget velstand for mange, fremkomsten af ​​et større antal relativt åbne samfund og politiske systemer og udbredt fred, herunder et omfattende samarbejde mellem stormagterne. Nu er, vil jeg hævde, den æra forbi, og vi ser ud til at være på vej ind i en mindre velordnet og mindre fredelig epoke.

Mellemøsten står i de tidlige faser af en moderne Trediveårskrig, hvor politiske og religiøse loyaliteter synes at levere rigeligt med brændstof til langvarige og til tider brutale konflikter inden for og på tværs af landegrænser. Og med sin fremfærd i Ukraine og andre steder har Rusland udfordret, hvad der var en overvejende stabil europæisk orden baseret på det retsprincip, at territorium ikke kan erhverves ved brug af militærmagt.

Asien virker overvejende fredeligt, men det er en skrøbelig og usikker fred, der kan vige for konflikter og krig hvert øjeblik på grund af et stort antal uløste territoriale stridigheder, stigende nationalisme og fravær af bilaterale eller regionale diplomatiske arrangementer, der er robuste nok til at forhindre eller moderere konfrontationer. Samtidig har de globale bestræbelser på at bremse klimaændringerne, fremme verdenshandel, fastsætte nye fælles spilleregler for den digitale tidsalder og forhindre eller inddæmme udbrud af smitsomme sygdomme vist sig utilstrækkelige.

Magtforskydning

Forklaringen er i høj grad, at verden gennemlever en magtforskydning, således at den globale magt i dag er kommet til at fordele sig på et stigende antal stærkere stater og ikkestatslige aktører, der spænder fra terrororganisationer og militser til multinationale selskaber og ngo’er. At sætte ind mod drivhusgasudledninger og globale strømme af narkotika, våben, terrorister og smitstoffer ville ikke være nogen nem opgave under selv de bedste omstændigheder. Desto sværere bliver det, når der hersker grundlæggende enighed om, hvad man skal gøre og manglende vilje til at handle, selv når aftaler eksisterer.

Andre årsager til den stigende globale uorden har at gøre med USA’s tilbagetog. Krigen i Irak fra 2003 og frem og de forværrede spændinger mellem sunni- og shiamuslimer fjernede en væsentlig barriere for Iran. For nylig opfordrede USA til regimeskifte i Syrien, men gjorde derpå meget lidt for at hjælpe det på gled, selv da de syriske regeringsstyrker ignorerede gentagne amerikanske advarsler og brugte kemiske våben. I stedet opstod der i regionen et tomrum, som Islamisk Stat (IS) har udfyldt. I Asien indledte USA en ny politik for øget engagement – regionen skulle angiveligt gøres til ’strategisk akse’ – men har efterfølgende ikke gjort meget for at realisere dette projekt.

Konsekvensen af ​​disse og andre episoder har været en stadig mere udbredt tvivl om USA’s troværdighed og pålidelighed. Som resultat er et stigende antal regeringer og andre spillere begyndt at handle mere på egen hånd.

Der findes også lokale forklaringer på den voksende globale ustabilitet. Mellemøsten lider under for megen intolerance og for lidt enighed om grænserne mellem regering og civilsamfund, herunder især hvilken rolle religionen skal spille. I mellemtiden gør lande i og nær regionen alt for lidt for forhindre den stigende ekstremisme eller bekæmpe den, når den er opstået.

Rusland under præsident Vladimir Putin synes fast besluttet på at bruge intimidering og tvang for at gendanne de tabte dele af sit imperium. Europa mangler i stigende grad vilje og redskaber til at spille en væsentlig rolle på det globale plan. Alt for mange asiatiske regeringer tolererer eller opflammer til nationalisme i stedet for at forberede deres befolkninger på vanskelige, men nødvendige kompromiser med naboerne.

Små lyspunkter

Dermed ikke være sagt, at vi nødvendigvis bevæger os ind i en mere dyster epoke. Stormagternes regeringer, især USA’s og Kinas, er så indbyrdes afhængige, at det virker som en bremse på, hvad de kan gøre uden at skade sig selv. Verdensøkonomien har rettet sig noget efter sit lavpunkt for seks år siden. Europa er for det meste stabilt. Det samme er Latinamerika og store dele af Afrika.

Det er også fortsat muligt at rette op på dele af den nye uorden. Internationale forhandlinger kan stadig munde ud i et resultat, der fratager Iran reel våbenkapacitet, således at dets naboer ikke føler behov for at udvikle noget lignende. Det burde være muligt at træffe effektive foranstaltninger for at svække Islamisk Stat militært og reducere strømmen af ​​rekrutter og dollar til gruppen. Sanktioner og lavere oliepriser kan muligvis presse Rusland til at acceptere et kompromis i Ukraine-spørgsmålet. Asiatiske regeringer kan stadig vælge regionale ordninger, der understøtter fred.

Men i den globale uordens epoke vil det, som kan opnås, i højere grad være begrænset af de enkelte landes indenrigspolitiske hensyn, af fraværet af international konsensus og af den aftagende amerikanske indflydelse, som intet andet land vil evne eller bare ønske at erstatte. Beklageligvis er det mest sandsynlige derfor en mindre fredelig og mindre velstående verden, der vil stå dårligere rustet til at møde de udfordringer, den står over for, end verden stod i epoken umiddelbart efter Den Kolde Krig.

Richard N. Haass er formand for tænketanken Council on Foreign Relations.

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lakajen Christopher Arzarouni har lige stået i Debatten DR2 og forsvaret den internationale
kapitalisme med, at godt nok var uligheden steget mellem menneskene, men nationerne imellem var den faldet...

...den påstand holder altså heller ikke. En krise er en krise er en krise.